Den nationale befrielseskamps problemer - Del I. Af Torkil Lauesen

[Oprindelig bragt i Gaia, nr 61 vinter 2008, s. 8-14]

Tiden for de nationale befrielseskampe med et socialistisk perspektiv rinder ud. Globaliseringen gør det vanskeligt at gøre op med udbytning og undertrykkelse inden for nationalstatens ramme. Begrebet om revolution og demokrati må tænkes på ny i en lokal, regional og global sammenhæng. Hvordan ryster vi posen og formulerer nye visioner?

Artiklen bringes som første del af to. Denne første del ridser problemet og dets årsager op. Anden del handler om hvad vi så gør.  

 

Jeg var fra 1970 del af den politiske gruppering, der senere blev til den såkaldte Blekingegadegruppe. En grundlæggende drivkraft for vores politiske engagement var uligheden mellem rige og fattige lande. Vi mente, der var en sammenhæng mellem rigdommen i vores del af verden og fattigdommen i den tredje verden. Vi ville være med til at forandre den situation.

Kort fortalt gik vores strategi ud på direkte og materielt at støtte befrielseskampene i den tredje verden. Det var her der var et revolutionært potentiale, her var imperialismens svage led. (1)

Det så lovende ud

I 1960erne og 70erne gik en bølge af revolutionær befrielseskamp gennem den tredje verden. 

På det afrikanske kontinent løsrev Algeriet sig fra Frankrig i 1962. Der var revolutionær uro i Marokko. Kejser Haile Selassie i Etiopien blev styrtet ved et kup i 1974. Der var en befrielseskamp i Eritrea op gennem 1970erne. Der var revolutionære bevægelser i de daværende portugisiske kolonier: Angola, Mozambique, Guinea-Bissau og på Cape Verde Øerne. Der var en national befrielseskamp mod Ian Smiths settlerregime i Rhodesia. Der var kampen mod apartheid i Sydafrika og befrielseskampen i Namibia.

I Asien havde Vietnam vist vejen. Det kunne lade sig gøre at besejre selv verdens supermagt USA. Der var stærke revolutionære bevægelser i det nordøstlige Indien og befrielseskampe i Cambodja, Laos, Thailand, på Filippinerne osv.

I Mellemøsten voksede den palæstinensiske befrielsesbevægelse sig stærk. Et venstreorienteret styre kom til magten i Sydyemen, der var befrielseskamp i Oman, og i Iran var der oprør mod shahens regime.   

I Sydamerika bølgede også en række oprør frem. Fidel kom til magten i Cuba i 1959, og i de mange lande i Mellem- og Sydamerika opstod der bevægelser med et socialistisk sigte, fra Chile i syd til Guatemala i Nord.

Hvis man i slutningen af 1970erne satte røde knappenåle i de lande, hvor der var befrielsesbevægelser der kæmpede eller var kommet til magten, så det umiddelbart lovende ud.

Det ser ikke godt ud

I dag er situationen helt anderledes. Den politiske situation på det afrikanske kontinent er ikke opmuntrende. I det nordlige Afrika hersker islamiske regimer eller forskellige bureaukratiske eliter. Det vestlige og centrale Afrika har i årtier været kendetegnet af blodige borgerkrige mellem stammer eller fraktioner af eliten. I Zimbabwe har Mugabe efter mere end 25 år ved magten ikke realiseret mange af de ideer ZANU oprindelig stod for. Regimet ligner en traditionel magtelite af værste skuffe. I Sydafrika er apartheid ganske vist blevet ophævet, men ANC fører i dag en benhård neoliberal politik.

I Palæstina er befrielseskamp med et socialistisk perspektiv blevet afløst af Hamas, der har et religiøst perspektiv på den ene side og en ny palæstinensisk elite på den anden. I Iran blev shahen styrtet af et oprør som et præsteskab formåede at sætte sig i spidsen for. Kina er blevet en blanding af en stærk central magt og rå kapitalisme, hvor kommunismen blot er en gang rød lak.

I Latinamerika blev det socialistiske styre i Chile kuppet, og de revolutionære bevægelser i Nicaragua og El Salvador led nederlag i slutningen af 1980erne. Eksemplerne er mange.

Hvorfor gik det så galt?

Op gennem 1970erne og 80erne var vi ofte i tæt kontakt med befrielsesbevægelser. Det var vores indtryk at disse bevægelser stræbte efter socialisme, frihed og lighed - ellers havde vi ikke støttet dem. De var ikke fra begyndelsen kyniske magtmennesker, selvom det kan se sådan ud, når man f.eks. ser på situationen i Zimbabwe. Det er naturligvis frustrerende at følge en sådan udvikling, når man har været dybt engageret i støttearbejde til ZANU. Men på den anden side kan man spørge, hvem vi ellers skulle have støttet i 1975 i kampen mod Ian Smiths brutale og racistiske regime? Fordi en kamp ikke vindes eller en social bevægelse skifter retning, har det ikke nødvendigvis været forkert at støtte den. Selv om kampen mod diktatoren Franco i 30ernes Spanien led nederlag, var det ikke forkert eller meningsløst at bekæmpe den spanske fascisme. På samme måde var det med 70ernes befrielseskamp, hvor nogle resultater trods alt blev opnået. Resterne af kolonialismen i Afrika og Asien blev besejret, apartheid blev fjernet. Ikke desto mindre er det vigtigt at prøve at lære af erfaringerne fra befrielseskampen.

Når man skal analysere befrielseskampens problemer er det for simpelt blot at henvise til forræderi og devisen om at magt korrumperer. Der er flere årsager til at de forhåbninger om økonomisk udvikling, politisk demokratisering og en mere lige verden ikke er blevet realiseret. Der er naturligvis en række konkrete omstændigheder ved de enkelte kampe, som det vil føre for vidt at komme ind på her. Jeg vil begrænse mig til nogle mere generelle forhold, som kan opdeles i tre: Strukturer i den globale økonomi, det politiske magtspil i verden samt den manglende udvikling af en socialisme, der kan forene økonomisk udvikling med demokrati og individets frihed. Jeg vil i det følgende se nærmere på disse tre faktorer.

De økonomiske skel vokser

Hvad angår uligheden i verden tog vi dengang udgangspunkt i Lenins analyse af imperialismen fra omkring 1914. (2) I midten af 1970erne søgte KAK at opdatere Lenins analyse. Vi studerede investeringer i den tredje verden og profitrater. Vi undersøgte de transnationale selskabers udvikling og råvareudvindingen. Efter meget omfattende studier måtte vi konstatere at Lenins forklaringer på imperialismen ikke holdt vand mere. Investeringernes størrelse og profitmængden kunne ikke forklare den voksende kløft mellem rige og fattige lande.

Det kunne derimod andre teorier som kom frem i begyndelsen af 1970erne. Samir Amin formulerede teorien om center og periferi – den såkaldte afhængighedsteori - som forklaring på den tredje verdens fattigdom og underudvikling. (3) Immanuel Wallerstein beskrev den historiske udvikling af verdenssystemet og opdelingen i fattige og rige lande fra 1400-tallet og frem til i dag. (4) Arghiri Emmanuel fremsatte teorien om det ulige bytte: I stedet for kapitaleksport og superprofitter var den ulige handel årsagen til verdens opdeling i fattige og rige lande. (5) Ulige bytte opstår når varer produceret med lave lønninger og under dårlige arbejdsforhold sælges til lande med et højt lønniveau. Ulige bytte kan beskrives som resultatet af ulige betaling for arbejde af ens værdi.

Verdens opdeling i rige og fattige lande - med højt og lavt lønniveau - er resultat af en historisk proces, der tog sin begyndelse med kolonialismen fra 1400-tallet, og videre med imperialismen i 1800- og 1900-tallet og frem til vores dages neoliberalisme. (6)

Center-periferi forholdet blev cementeret i anden halvdel af 1800-tallet med to markant forskellige lønniveauer. Et relativt højere i de imperialistiske centerlande og subsistenslønningen i kolonierne. Denne proces var et resultat af arbejderklassens kamp, først i England, senere i resten af Europa på den ene side og imperialismens politiske undertrykkelse og udbytning af de fattige lande på den anden side. (7)

M-KA var i begyndelsen af 1980erne optaget af at give et realistisk bud på størrelsen af det ulige bytte. Vi nåede frem til at det i 1977 var ca. 350 mia. US dollars, der blev overført fra den tredje verden til de rige lande (OECD-landene). (8)

Ulige bytte i dag

Flere økonomer har efter Emmanuels død i 2001 fortsat studiet af det ulige bytte. Ikke mindst er der blevet arbejdet med modeller til at beregne størrelsen af det ulige bytte, hvor også forskelle i købekraft imellem de enkelte lande indgår. Hvis man sætter det ulige bytte til nul i 1865 viser beregningen af handels- og løntal, at det ulige bytte i 1965 beløb sig til nitten mia. dollars, i 1980 til ca. trehundrede mia. dollars, i 1995 til 1750 mia. dollars, svarende til 6,6 % af verdens samlede nationalprodukt. De tre største tabere på det ulige bytte i 1995 var Kina, Mexico og Indonesien. De tre største vindere var USA, Japan og Tyskland. (9) I dag har summen af det ulige bytte rundet de totusinde mia. dollars årligt. Dette beløb er flere gange større end den samlede udviklingshjælp plus private kreditter og investeringer i den tredje verden.

Årsagen til den store vækst i det ulige bytte skyldes store forandringer i den globale økonomi.

Kapitalismen har altid haft en transnational side, men i de sidste årtier er især produktionen blevet globaliseret i kraft af nye kommunikations- og transportteknologier. Transnationale firmaer har i stigende omfang kunnet flytte industriel produktion til lande hvor løn- og skatteomkostninger er lave, og samtidig forsøgt at sælge maksimalt i de lande med et højt lønniveau. Denne taktik – ”køb og producér billigt i de fattige lande, sælg dyrt i de rige” - optimerer efterspørgselssiden for det enkelte firma, men på globalt plan betyder det en øget forskel mellem den samlede produktion og den samlede købekraft, fordi der flyttes fra højtlønsproduktion til lavtlønsproduktion.                    

Den globale arbejdsdeling er således grundlæggende forandret. I 1960erne var den tredje verden hovedsagelig eksportør af råvarer og landbrugsprodukter og importør af industrivarer. Sådan er det ikke længere. Tag eksemplet Kina. I 1970 var Kina perifær i forhold til verdensmarkedet. I dag er Kina en særdeles aktiv del af det globale marked og medlem af WTO. I de sidste femogtyve år er der kommet millioner af nye arbejdere ind i den globale økonomi, ikke mindst fra Kina, Indonesien, Indien og Vietnam. Der er ikke tale om lavproduktiv simpel industri, men om en avanceret industriel produktion med høj produktivitet til en meget lav løn. Din fladskærm, computer, GPS eller DVD-afspiller er lavet i Kina.

Det kan godt være at vi har fået informations- og videnssamfund med ”oplevelsesøkonomi” i de rige lande, men samtidig er der foregået en hastig industrialisering af den tredje verden. På globalt plan kommer der flere og flere industriarbejdere. Industriel produktion og industriprodukter er ikke ved at forsvinde. De bliver bare i stigende grad produceret i den tredje verden. Mængden af varer produceret i de fattige lande til lav løn og med dårlige arbejdsforhold som sælges i de rige lande er vokset voldsomt, og tilsvarende er det ulige bytte. 

Bæredygtighed og naturlig kapital

En tysk økonom Lipke har arbejdet med at trække de globale økologiske problemer ind i en ”ulige bytte-sammenhæng”. (10) Flere økologer opererer med begrebet naturlig kapital. Størrelsen af den naturlige kapital er udtryk for et geografisk områdes evne til at opretholde menneskelig aktivitet - fra produktion til affald. Hvis et samfund skal være bæredygtigt må det ikke nedslide den naturlige kapital, men så at sige leve af den naturlige kapitals ”rente”. Et samfund skal efterlade samme mængde naturlige ressourcer som det oprindeligt modtog.

Man kan udtrykke forbruget af naturlig kapital ved en talstørrelse pr. hektar pr indbygger. Verdensgennemsnittet på forbrug af naturlig kapital ligger på 2,85 pr. hektar pr indbygger, hvilket er tredive procent over det tal, der betragtes som det bæredygtige forbrug: 2,18 pr. hektar pr. indbygger. (11)

Forbruget af den naturlige kapital i fattige og rige lande ligner det ulige byttes mønster. OECD-landene bruger i gennemsnit et tal der hedder 7,22 pr. hektar pr. indbygger af den naturlige kapital, hvilket er fire gange så meget som ikke-OECD-landenes indbyggere forbruger.   

Globaliseringen, med den hastigt voksende transnationale handel, betyder at den tidligere begrænsning af et geografisk områdes egne økologiske kapacitet og forbruget af naturlig kapital ikke længere eksisterer. Den globale handel gør de rige lande afhængige af ekstern biomasse fra de fattige lande. Det fører til et voksende overforbrug og nedslidning af klodens naturlige kapital, og dermed til en intensiv konkurrence om politiske og økonomiske magtpositioner i verdenssystemet.

Rigdom og ulige bytte i sammenhæng med politisk og militær magt gør det muligt for OECD-landene at importere og forbruge naturlig kapital langt ud over egne ressourcer. På den måde tvinger markedskræfterne de fattige lande til at afgive deres naturlige kapital og gå ind på en ikke-bæredygtig udvikling.

Økologisk ulige bytte er altså handel, hvor ulige mængder af naturlige ressourcer udveksles mellem regioner. Det kan f. eks være i form af import af frugt, soja eller olie overfor eksport af affald.

Der er en sammenhæng mellem det ulige bytte, hvad angår varehandlen, og det ulige bytte i udvekslingen af naturlige ressourcer mellem center og periferi.

Lipkes analyse bekræfter de ydre politiske årsager til den tredje verdens underudvikling. Man kan her uddrage neoliberalismen med sin strukturtilpasning, frihandel og fri bevægelighed af kapital, ligesom hele WTO’s politik kun fokuserer på at skaffe øgede ressourcer til mere produktion. Fordelingen af goderne til mennesker og de fysiske grænser for forbruget af naturressourcer er helt underlagt denne prioritering. Konsekvensen er at kløften mellem rige og fattige lande vokser og nedslidningen af verdens økosystem fortsætter med deraf følgende sociale og politiske problemer.

Den nationale selvbestemmelse og de socialistiske visioner som mange befrielsesbevægelser havde, var ikke nok til at skabe økonomisk udvikling. Den tredje verdens kamp mod fattigdom og underudvikling har tydeligvis stadig at gøre med ”frihandel” og den markedsdrevne neoliberale globalisering. De nye progressive nationalstater i den tredje verden kunne ikke ændre på bytteforholdet på verdensmarkedet. De kunne ikke blot hæve lønninger og dermed prisen på kaffe eller kobber.  

Allerede i 1970erne diskuterede man hvordan de nye lande, hvor socialistiske befrielsesbevægelser var kommet til magten, kunne udvikle sig økonomisk. Politiske økonomer som Samir Amin, Andre Gunder Frank, Arghiri Emmanuel og Immanuel Wallerstein var enige om problemets diagnose, nemlig de globale strukturer på verdensmarkedet, det ulige bytte, center-periferi-forholdet etc. Problemet var medicinen. Samir Amin anbefalede dengang en national afkobling (”delinking”) fra verdensmarkedet. I en stadig mere globaliseret verden forekommer denne strategi dog problematisk.

Krigens dilemma

De nyere politiske teoretikere Antonio Negri og Michael Hardt har en interessant politisk forklaring på hvorfor de nationale forsøg på at etablere socialistiske samfund led en krank skæbne.

De deler kampen mod den eksisterende samfundsorden op i tre faser:

  1. Modstanden mod den eksisterende orden inden for dens rammer, f.eks. lønkamp.
  2. Oprøret eller revolutionen, den åbne borgerkrig mellem proletariatet og den herskende klasse om magten over samfundets institutioner.
  3. Opbygningen og forsvaret af socialismen.

Denne kamp – modmagten mod den herskende orden, som Negri og Hardt kalder den – har siden den første kommunistiske opstand, Pariserkommunen i 1871, udspillet sig inden for nationalstatens rum og dens suverænitet. Revolutionen drejer sig om magten over nationalstatens institutioner - regeringsmagten. Socialismen skulle altså opbygges inden for nationalstatens ramme. Den internationale solidaritet, som kommunismen også opererede med, var netop international - imellem nationalstater.

Hvad har denne nationalstatslige og internationale strategiske ramme betydet for vilkårene for etableringen af kommunistiske samfund? På paradoksal og tragisk vis har denne ramme på én gang muliggjort kommunistiske revolutioner, men samtidig spærret for udviklingen af kommunistiske samfund midt i internationale krige og konflikter.

Konfliktmønstret mellem de nye revolutionære nationer og de kapitalistiske af slagsen har hæmmet og skævvredet opbygninger af nationale kommunistiske samfund. Lad os konkretisere dette forhold.

Pariserkommunen i 1871 var det første moderne kommunistiske oprør. Kommunardernes oprør viste, det var en vinderstrategi at transformere en international krig til en borgerkrig mellem klasser. Under den preussiske belejring af Paris i forbindelse med den fransk-tyske krig i september 1870 til januar 1871 steg den sociale spænding pga. arbejdsløshed, sult, kulde og krigens nærhed. I denne situation kunne kommunarderne tage magten i Paris og andre store franske byer. Oprøret blev imidlertid slået ned, ikke mindst fordi Tyskland slap grebet om den franske hær, så den kunne koncentrere sig om at slå den kommunistiske opstand ned og dermed modvirke at fænomenet bredte sig til Tyskland.

Fyrre år senere behøvede Lenin den Første Verdenskrig for at gennemføre den russiske revolution i 1917. Bolsjevikkerne drejede på samme måde en international krig til en borgerkrig mellem de røde oprørere og det hvide borgerskab. Den kinesiske revolution fandt også sted på baggrund af den japanske besættelse af Kina og Den Anden Verdenskrig.

Men problemet er at borgerkrigen mellem proletariatet og de herskende klasser uundgåeligt transformeres tilbage til en ny national krig - eller rettere en defensiv krig mellem den nye nationalstat med proletariatet ved magten og det forenede nationale bourgeoisi.

Den russiske revolution gik umiddelbart over i ”interventionskrigen” hvor bl.a. England og USA støttede de ”hvide” mod de ”røde”. Siden har der ligget et konstant pres på sovjetstaten fra de kapitalistiske lande: fra Hitlers Tyskland over Den kolde krig til Reagans kamp mod ”Ondskabens Imperium”. Den samme situation har Kina, Cuba, Nordkorea og andre socialistiske revolutioner stået i. Det internationale konfliktmønster kaldet den kolde krig skabte en klaustrofobisk og paranoid socialisme i forsvarsposition, som var med til at hindre udviklingen af en menneskelig socialisme.

De samme betingelser som muliggjorde det moderne kommunistiske oprør – en international krig - er dermed det samme forhold som holder den sejrende revolution indespærret, eller mere præcist fordrejer den til et militært regime der må forsvare sig mod en aggressiv omverden og derfor også undertrykke indre afvigelser.

Pariserkommunen blev fanget i denne situation. Tyskland ville aldrig have tilladt Pariserkommunens sejr. Sovjetternes militære sejr åbnede blot for en varm og kold krig de næste halvfjerds år.

Enhver revolution under Den kolde krig fra 1945 og frem til 1989 var underlagt denne struktur. På den ene side stod den permanente internationale krigstilstand mellem supermagterne, der fungerede som en sprække, revolutioner og oprør kunne udnytte. En oprørsbevægelse kunne anmode en af supermagterne om støtte eller spille dem ud mod hinanden. På den måde var den kolde krig en mulighed. Men på den anden side var det meget vanskeligt at unddrage sig den kolde krigs valgmulighed. Selv bevægelser, der ikke primært forstod sig selv i klassetermer, måtte vælge side i den kolde krig: de antikoloniale oprør i Asien og Afrika, de demokratiske oprør i Latinamerika, selv Black Power-bevægelsen i USA. Det sejrende oprør og den revolutionære nation blev blot bønder i den kolde krigs skakspil, som til tider antog en yderst farlig karakter og bragte verden på randen af atomkrig.

Som udviklingen i f.eks. Grenada, Nicaragua og El Salvador viste var det meget vanskelige vilkår befrielsesbevægelserne havde i 1980erne. Selv oplevede vi tydeligt hvordan PFLP knyttede sig tættere til Sovjetunionen op gennem 1980erne. Vi diskuterede det problematiske i dette, men forstod også hvorfor det var svært at holde sig uden for dette spil i Mellemøstkonflikten. Da Sovjet og de østeuropæiske regimer faldt sammen, forsvandt både den taktiske allierede og den ”reelt eksisterende socialisme” som en alternativ samfundsmodel falmede.

På godt og ondt findes der ikke længere en socialistisk blok. På flere ledder var den en forudsætning for befrielseskampenes succes i 1970erne. Dels magtstrategisk ved at Sovjetunionens status som supermagt afbalancerede USA og skabte et rum for befrielseskampen. USA kunne ikke gøre hvad de ville. Også politisk betød ”den reelt eksisterende socialisme” noget. Der var et konkret alternativ til kapitalismen, selv om det mistede sin tiltrækningskraft som eksempel på hvordan et samfund skulle indrettes.

Det slog benene væk under PFLP. Det palæstinensiske folk søgte andre veje end socialismen til løsning af deres nationale og sociale problemer. 

Den falmede socialisme

Ud over de globale økonomiske strukturer og det politiske spil mellem nationalstaterne vil jeg nævne et tredje forhold som har bidraget til befrielseskampens vanskelige situation, nemlig udviklingen af den ”reelt eksisterende socialisme”. Ikke socialismen som den er blevet beskrevet af dens teoretikere, men som den konkret udformede sig.

Siden Det Kommunistiske Manifest blev skrevet i 1848 har millioner op gennem det tyvende århundrede villet kæmpe og dø for denne idé. Fra begyndelsen af 1980erne begyndte mennesker dog for alvor at miste troen på visionen både i de socialistiske lande og i den tredje verden. Siden 1989 tyder alt på, at kun relativt få vil kæmpe, endsige dø, for en kommunistisk verden.

På de givne økonomiske og politiske betingelser er det ikke lykkedes at opbygge en socialisme som både har kunnet opfylde materielle behov og samtidigt være demokratisk 

Det hjælper kun lidt at sige: ”Jamen kommunismen, sådan som den konkret er kommet til udtryk i Sovjet, Kina og de mange tredje verdens lande, der gennemførte antiimperialistiske revolutioner, er ikke rigtig kommunisme. Det var forræderi, fejltrin og revisionisme. Lad os prøve en gang til”. Vi har haft mere end hundrede år og talrige revolutioner og magtovertagelser uden at kunne realisere visionen i en tiltrækkende udgave.

Årsagentil at den gamle vision ikke længere kan mobilisere er ikke at den herskende orden er populær og opfylder menneskers behov. Verdens goder er stadig ekstremt ulige fordelt og tiden er præget af social uro og voldelige konflikter. Men uroen og konflikterne mangler et perspektiv af frihed, lighed og fællesskab. Modstanden er præget af blindt raseri, og hvis der er en vision virker den mørk og præget af fundamentalisme. Den palæstinensiske modstandskamp er et godt eksempel på dette skifte. Engang var visionen en panarabisk socialistisk stat fra Irak til Marokko, i dag er visionen for en væsentlig del af modstanden et muslimsk fundamentalistisk Palæstina.  

Den reelt eksisterende socialisme har lidt nederlag. Kun for meget få er Kina et lysende eksempel. Cuba er måske det eneste eksempel på en reelt eksisterende socialisme, der har overlevet og stadig fungerer som et positivt eksempel, især hvis man sammenligner med udviklingen i de kapitalistiske lande i området.

Der har således både været økonomiske og politiske årsager til at den nationale strategi for befrielse og revolution har haft det svært. For det første har de globale økonomiske strukturer forstærket det ulige bytteforhold. Derfor dræner de til stadighed de fattige lande for de midler, der kunne skabe udvikling af socialistiske nationale økonomier.

For det andet er enhver socialistisk revolution tvunget i defensiven af den aggressive omverden og er derfor endt som en autoritær og militær socialisme.

For det tredje blev de visioner og håb for udviklingen af socialismen i tredjeverdenslande konfronteret med udviklingen af en ”reelt eksisterende socialisme” i bl.a. Sovjet og Østeuropa, der ikke udviklede sig demokratisk, mistede befolkningens støtte og gik i opløsning.

Torkil Lauesen er tidligere medlem Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), senere Manifest-Kommunistisk Arbejdsgruuppe (M-KA) og den såkaldte Blekingegadegruppe.

Se Den nationale befrielseskamps problemer - Del II

Noter

(1) Se ”Bidrag til en anti-imperialistisk strategi” på www.snylterstaten.dk , hvor der ligger en række af de centrale politiske dokumenter fra både Kommunistisk Arbejdskreds (KAK) og Manifest- Kommunistisk Arbejdsgruppe (M-KA).

(2) Lenin: ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” Bind 6 i Lenin Udvalgte værker. Tidens Forlag 1946.

(3) Samir Amin: ”Den ulige udvikling”. Forlaget Aurora 1979.

(4) Immanuel Wallerstein: ”The Modern World-System”. Academic Press 1974. Vi lavede selv en historisk analyse: Verdens deling i to som blev publiceret i Manifest nr. 4 og 7. Findes på: www. snylterstat.dk

(5) Arghiri Emmanuel: ”Unequal Exchange”. Modern Reader 1972.

(6) Vi har i bogen: Imperialismen i dag, forlaget Manifest fra 1983 beskrevet mekanismerne i det ulige bytte.  

(7) Chace-Dunn: “Global Formation”. Basil Blackwell. 1989 side 59

(8) Se udregningen i: Imperialismen i dag. Manifest 1983.

(9) Köhler, G (1998) “The Structure of Global Money and World Tables of Unequal Exchange”. Journal of World System Research, vol 4. Nr 2 side 145-168.

(10) Juergen Lipke: “Unequal Exchange and Ecological Consumption”. www.zyklotrop.de

(11) Regnemetoden er udviklet af WWF (World Wildlife Foundation), her citeret fra Lipke side 9, note 22