Den nationale befrielseskamps problemer - Del II. Af Torkil Lauesen

Anden del af artiklen søger at komme med nogle bud på hvordan økonomisk og politisk befrielseskamp med et socialistisk perspektiv kan føres i en stadig mere globaliseret verden. 

Nye læsere kan begynde her..

I del I blev problemet ridset op. For det første dræner den neoliberale globalisering via det ulige bytteforhold til stadighed de fattige lande for ressourcer. En udbytning det er vanskeligt at gøre op med på nationalt plan. For det andet blev de stater, der befriede sig fra kolonialismen eller imperialisme og havde en socialistisk orientering ofte presset i defensiven af en omgivende aggressiv omverden. Det kostede dyrt i menneskeliv og ressourcer og har haft en tendens til at udvikle en autoritær socialisme.

For det tredje blev de visioner og håb for udviklingen af socialismen i tredje verdens lande konfronteret med udviklingen af en "reelt eksisterende socialisme" i bl.a. Sovjet og Østeuropa, der ikke udviklede sig demokratisk, mistede befolkningen støtte og gik i opløsning.

Der har således både været økonomiske og politiske årsager til at den nationale strategi for befrielse og revolution har haft det svært.

Hvad er så vejen frem?

Opgaven er på baggrund af erfaringerne at udvikle en ny strategi for ”en anden verden” - for behovet er der stadig, uligheden i verden er ikke blevet mindre - tvært imod. Det må være en strategi, der tager udgangspunkt i at verden bliver stadig mere globaliseret økonomisk og politisk. Det må være en strategi, som er troværdig og realistisk.

Det er vanskeligt at tænke ”revolution” som i 1970’erne. Forandring kræver mere end erobring af statsmagten og nationaliseringer. Hvad der former vores liv, og vores normer for godt og ondt er meget mere komplekst end statsmagt. Det er derfor også vanskeligt at opretholde det knivskarpe skel mellem reformisme og revolution som prægede 1970’ernes politik på venstrefløjen.

Men hvordan så tænke revolution – og så på global plan? Problemet er, at socialister i dag ikke har et praktisk, realistisk og konkret bud på hvordan de vil skabe, indrette og styre en ”anden verden”. Det er spørgsmål som: Hvordan skal ejendomsforholdene være? Hvordan skal produktionen organiseres? Hvordan skal staten og demokratiet globalt og lokalt indrettes osv.? Vi har i hvert fald ikke kunne komme med et bud, der har været tiltrækkende eller troværdigt nok til at kunne mobilisere folk som før.

Det følgende svarer naturligvis ikke fyldestgørende på disse spørgsmål, men jeg vil bestræbe mig på at være konkret i mine bud på elementer til en strategi for ”en anden verden”. Det er vigtigt det ikke blot er en tåget drøm. Jeg vil som i første del opdele problemstillingen i: økonomi, politik og visioner for socialisme. De tre dele spiller naturligvis sammen.

Økonomi – Global keynesianisme

En verden hvor goderne er skævt fordelt er ikke kun uretfærdig og urimelig. Den skaber også konflikter, befolkningsvandringer og økologiske problemer, der truer alle. Den ulige handel mellem rige højtlønslande og fattige lavtlønslande lande er en af de vigtigste faktorer til denne kløft opretholdes og uddybes.

En fair løn

Kravet om lige løn for arbejde af samme værdi er et spørgsmål om retfærdighed og rimelighed. Ligesom kvindebevægelsen kræver ligeløn mellem mænd og kvinder for samme arbejde, er kravet om global ligeløn for arbejde af samme værdi uafhængig af nationale grænser retfærdigt. Et krav om samme lønniveau i Den tredje Verden som i de rige lande kan synes urealistisk. Vil verdensøkonomien ikke bryde sammen? Vil kloden økologisk kunne klare det merforbrug, der følger med? Hvordan kan global ligeløn blive en realitet?

Det er et spørgsmål om politiske vilje. Markedskræfterne er ikke en naturlov vi må tilpasse os, det er et forhold mellem mennesker. Det drejer sig om at bringe markedet under demokratisk kontrol. Man kan sagtens gennemføre politikker, som vil få det globale lønniveau til at bevæge sig i retning af lige løn for lige arbejde, men det kræver naturligvis en anden politisk balance end den nuværende. De nuværende globale lønforskelle er store, men gennemførelsen af 8 timers arbejdsdagen, betydelige lønstigningen og afskaffelsen af børnearbejdet i Europa i anden halvdel af 18-hundrdetallet blev ligeledes anset for uhørt radikale krav. Alligevel blev de gennemført samtidig med en højkonjunktur.

Global keynesianisme

Et konkret skridt hen imod en ”anden verdensorden” er at bringe markedskræfterne under politisk kontrol i form af en ”global Keynesianisme”. (1) Keynesianisme er en økonomisk politik opkaldt efter økonomen John M. Keynes, der i 1930 beskrev en række økonomiske politikker, som kunne styre markedsøkonomien. (2) Det var Keynes økonomiske politikker der løste op for den økonomiske verdenskrise i 1930’erne. Det var Keynes økonomiske politikker, der blev brugt til opbygningen af velfærdsstaternes økonomier efter Anden Verdenskrig.

Kapitalistiske kriser udløses af mangel på købedygtigt marked. Keynes hovedgreb er at stimulere forbruget og dermed fremme den ekstra efterspørgsel, som en kapitalistisk markedsøkonomi ikke selv er i stand til at skabe. Det kan ske ved offentlige investeringer og penge- og rentepolitiske værktøjer. Den ekstra købekraft, der skabes, kan samtidig fordeles så ligheden i samfundet fremmes. Keynes politikker blev i høj grad brugt af socialdemokratiske regeringer i 1960’erne. De Keynesianske værktøjer blev dog mere og mere ubrugelig i takt med at globaliseringen og neoliberalismen hindre nationalstaten i at kontrollere kapitalbevægelser og udhulede mulighederne for at føre en selvstændig national rente- og pengepolitik. I stedet for at kunne kontrollere markedet er nationalstaterne havnet i konkurrencesituation mellem hinanden om at tækkes de globale markedskræfter.                    

I takt med at en national keynesianisme er blevet vanskeliggjort er behovet for en global keynesiamisme, som alternativ til den globale neoliberalisme vokset. Det viser den igangværende finanskrise med al tydelighed. Elementerne i en sådan politik er offentlig styring på lokalt, nationalt, regionalt og globalt niveau. Det er en demokratisering af økonomiske beslutninger med det sigte at udligne den globale indkomstfordeling.

Der har tidlige været skitseret ideer om en sådan global styring. Den Vesttyske socialdemokratiske minister præsident Willy Brandt fremlagde i 1980 den såkaldte ”Brandt rapport” (3), der dels var en beskrivelse af verdens deling i rige og fattige lande, dels en række forslag til politikker, der kunne vende denne udvikling. Den norske statsminister Brundtland gjorde den samme øvelse i 1987. (4) Begge forslag blev overhalet af tidens neoliberalisme, men nu er tidens måske blevet mere moden.       

Styring af det købedygtige marked

Et grundlæggende træk ved keynesianisme, er som førnævnt, stimulering af efterspørgslen i økonomien. Det er det købedygtige marked - der driver markedsøkonomien frem. (5) Hvis det købedygtige marked stagnerer, betyder det krise i økonomien. En krise en liberal kapitalisme har svært ved at komme ud af, fordi den skaber i negativ spiral af: arbejdsløshed – ringere købekraft – manglende investeringer osv. Ernst Mandel skriver:

”Intet illustrerer bedre det uretfærdige og inhumane ved det kapitalistiske marked end det forhold at store dele af verdens befolkning sulter, ikke fordi der mangler mad, men fordi det købedygtige marked ikke kan holde trit med det fysiske behov.” (6) 

Det er den manglende købekraft i den tredje verden, ikke mindst som resultat af det det lave lønniveau gør det vanskeligt at få en udvikling i gang, der samtidig kan skabe velfærd. Immanuel Wallerstein skriver om den globale økonomi:

”Der er ekspansioner og sammentrækninger i verdensøkonomien … de hænger sammen med basale modsigelser i systemet, som har at gøre med udbyd og efterspørgsel på globalt plan. Ikke på firmaplan ikke på nationalstatsplan, men udbud og efterspørgsel i verdenssystemet”. (7)

Der er både en absolut og relativ mangel på købekraft på globalt plan. Absolut mangel på købekraft forstået på den måde at mennesker ikke har tilstrækkelig med penge til at opretholde en rimelig levefod. Relativ mangel på købekraft betyder, at der mangler købekraft i forhold til at sælge de varer der produceres og udbydes på markedet. Denne ubalance i kapitalens cirkulation skaber i kriser i verdensøkonomien.

Hvis lønniveauet for arbejderne i Den Tredje Verden stiger mod et lønniveau som i de rige lande vil den globale efterspørgsel vokse. Hvis dette sker inden for rammerne af en global styring af markedskræfterne – en ”global keynesianisme”, vil det have en gavnlig effekt på den globale velstand.

Den globale arbejdsløshed

Manglen på købekraft skaber en negative spiral med manglende investeringer og arbejdsløshed. Både Marx og Keynes påpeger at kapitalismen har en tendens til at skabe en reservearme af arbejdsløse. Selv om der er perioder med fuld beskæftigelse i vor del af verden, er der stor arbejdsløshed og underbeskæftigelse på globalt plan.

I en stadig mere globaliseret verden er der et kolossalt pres i form af ind- og udvandring for at udligne de forskelle i levefod og beskæftigelsesmuligheder som det ulige bytte forhold mellem rige og fattige lande skaber. USA og EU bruger enorme ressourcer på at ”hegne sig selv inde” for at udelukke de såkaldte økonomiske flygtninge fra henholdsvis Latinamerika og Nordafrika. I stedet for denne negative tilgang, kunne man løse op for problemet med etablering af globale institutioner, som udlignede de store forskelle mellem rige og fattige lande. 

Globale penge

Endnu et symptom på behovet for regulering af markedskræfterne er den igangværende finanskrise. De globale kapitalbevægelser kan opdeles i ”reelle” investeringer, som efterspørger varer og arbejdskraft, og så spekulative korttidsinvesteringer. Sidst nævnte er vokset er vokset ekspotentielt i de seneste årtier. Enorme beløb som er trukket væk fra og cirkulerer uafhængigt af vareøkonomien. Denne globale situation minder om den depression 1930’erne Keynes beskriver som: Fattigdom midt i rigdom” Verden flyder i penge, men de bliver ikke brugt til at skabe beskæftigelse eller til køb af forbrugsvarer.

Global keynesianisme er ikke:

Global keynesianisme foreslår ikke, at man bare skaber købekraft ved at øge pengemængden med trykkemaskinen og dermed skaber inflation. Global Keynesianisme er ikke kun en ”global Marshall plan”, som foreslået i ”Brandt rapporten” fra 1980, men en sådan plan kan være et element i global keynesianisme. (8)

Global keynesianisme bygger på en analyse af verden som et system, men det betyder ikke politikker og styring kun skal ske på global plan. De kan ske på såvel lokal, national, regional som global plan.      

Global Keynesianisme er ikke forbrugerisme. Bæredygtighed indgår i paradigmet, som det gjorde i Brundtland rapporten fra 1987. Global keynesianisme går ikke ”i seng” med den neoliberale globalisering, tvært om vil den styre globaliseringen fra neden.   

Global Keynesianisme er:

Global keynesianisme opererer på mange planer fra lokal til global og med forskellige former for politik og styring udført af aktører fra individer, grupper, klasser og statsmagt.

Eksempelvis kan der være tale om opbygning af en institution til global regulering af handel, eller overenskomstforhandlinger mellem en transnational fagforening og transnationale firmaer, eller opbygning af en regional udviklingsbank.  

Global keynesianisme er ikke et partiprogram. Dets indhold er ikke fastlagt eller udtømt. Det er et åbent projekt af kollektiv læring. Det er et synspunkt, der har nogle langsigtede mål: udligning af den globale indkomst fordeling, global fuld beskæftigelse, global social sikkerhed, økologisk bæredygtig og global demokratisering. Hvilke mere konkrete politikker vil kunne fremme disse mål?

Styrkelse af globale og regionale organisationer

Der skal etableres en ny World Trade Organization til regulering af handel og arbejdsforhold som tager udgangspunkt i global udligning af indkomst i stedet for det nuværende WTO, der har en neoliberal politik.

Der skal skabes en ny Verdensbank. Det er langt fra sikkert af den private kapital investerer nok, i de rigtige sektorer og i de områder, der har mest behov for investeringer. Samir Amin har talt for oprettelsen af en reformeret ”Verdens Bank” som kunne låne penge og investerer efter behov og ikke profit. Brandt rapporten fra 1980 foreslår en Marshall plan med massive investeringer i Den tredje Verden i infrastruktur og velfærdsprogrammer.

For at kunne kontrollere og begrænse spekulative kapitalbevægelser skal de beskattes. F.eks. er der forslaget om den såkaldte ”Tobin-skat” på 0,25% på alle finansielle transaktioner. Det vil ramme de mange kortvariere, men ikke de reelle investeringer

Der er brug for en ny International Monetary Fund.Det nuværende monetære system favoriserer de stærke valutaer: US dollar og Euro. Store mænger af disse valutaer cirkulerer som ”verdenspenge” og skaber dermed en ekstra efterspørgsel på disse valutaer, som giver de rige lande en ekstra gevinst, men valutaer fra den tredje verden er undervurderede. Dette forhold forstærker det ulige bytte. Der er brug for en global valuta, som ikke er knyttet til bestemte nationalstater.

Der er behov for nye regionale organisationer især i Afrika og Latinamerika der kan matche EU, USA og ASEAN. Der er brug for en polycentreret verden som Samir Amin kalder det. (9)

Udligning af den globale indkomstfordeling

Der kan gøres noget her og nu for at udligne den globale indkomstfordeling. Man kan lette de fattige landes gældbyrde ved sanering og eftergivelse af gæld, således at statslige midler frigøres til velfærd i stedet for afdrag på gæld. Man kan øge bistanden til fattige lande. Man kan forbedre de fattige landes vares bytteforhold via beskatning, der tilbageføres til producenterne.

Forbruget af Fair Trade produkter et steget de senere år. Ideen er den individuelle forbruger, vælger at betale en merpris for at forbruge produkter, der er socialt bæredygtige. Vi må bevæge os fra en situation hvor ”fair trade” blot er et spørgsmål om individuel moral over til at formulere det som et politisk krav. Man kan fremme ”fair trade” ved at forpligte offentlige institutioner til at bruge ”fair trade” produkter.  

Fagbevægelsens rolle

Fagbevægelsen svar på globaliseringen har koncentreret sig om at sikre den nationale arbejderklasse en gunstig niche i den globale arbejdsdeling. Vi skal uddanne os mere end de andre, vi skal satse på vidensteknologi osv. Denne strategi holder ikke. Det vil blot blive en frugtesløs konkurrence mellem arbejdere. Fagbevægelsen kan p.t. ikke forhindre firmaerne i at flytte til områder med billigere arbejdskraft. Fagbevægelsen har brug for en strategi, der kan matche finanskapitalens og de transnationale selskabers globale omfang. En bevægelse hen imod en global ligeløn er en forudsætning for en øget global solidaritet i arbejderklassen og dermed den fortsatte kamp for en ”Anden verden”. (10) Fagbevægelsen har brug for en repolitisering, med brede politiske dagsordner, hvis ikke den skal ende som et forsikringsselskab og indkøbsforening for isolerede og individualiserede medlemmer.

Det er især vigtigt at understøtte udviklingen af stærke fagbevægelser i Den tredje Verden. En stærk stats uafhængig fagbevægelse i et land som Kina vil have en stor betydning en uligning af lønniveauet i verden. Der brug en slagkraftig global fagbevægelse - en World Trade Union.

Politik - fra national befrielseskamp til globalisering fra neden

Imperialismen spillede en vigtig rolle i opbygningen af ideen om nationen og ikke mindst "det nationale folk" i det 18. og 19. århundrede. Den koloniale racisme skabte forestillingen om det europæiske civiliserede folk i modsætning til de vilde indfødte i Afrika, Latinamerika og Asien. Begreberne: national, folk og race var tæt forbundne. Et problem vi stadig trækkes med.

Den europæiske arbejderbevægelse blev i anden halvdel af attenhundredetallet omklamret af nationale bevægelser og den oprindelige internationalisme i kommunismen fordampede. Det lykkedes i høj grad for imperialismen at splitte verdensproletariatet i en række stridende fraktioner. Dele af proletariatet i de imperialistiske lande blev i den grad knyttet til deres forskellige nationalstater, at de sågar var rede til at kæmpe imperialistiske og inter-imperialistiske krige.

De progressive træk ved nationalismen er i dag højst tvivlsomme. Det nationale har historisk virket som en progressiv faktor i og med, at det har været et boldværk mod dominans fra andre magtfulde nationer eller ydre økonomiske, politiske eller ideologiske kræfter. Retten til selvbestemmelse for en nation er i realiteten en ret til frihed fra dominans fra stærkere nationer. I de antikoloniale og antiimperialistiske kampe blev nationalismen i form af nationale befrielsesfronter netop det våben, som besejrede koloniale og imperialistiske magter. Set i bakspejlet var de fleste antiimperialistiske bevægelser nok mere nationale end de var socialistiske. Socialister og kommunister formåede at stille sig i spidsen af den nationale kamp, men det betød ikke nødvendig vis at der blev etableret socialisme i de nye stater.

Antiimperialistiske politikker søger at beskytte nationen med regler og love, som skal hindre fremmed økonomisk og politik indflydelse. Det nationale er progressivt som forsvarslinje mod mere kraftfulde ydre fjender. Men de selv samme funktioner, som skal beskytte nationen mod ydre fjender vendes ofte indad og bliver til undertrykkelse af interne meningsforskelle i den nationale identitets, sikkerheds og enheds navn. Beskyttelse og undertrykkelse kan være svær at skelne.

Enten bliver nationalismen til en undertrykkende kraft i et samfund, der søger at isolere sig fra den omgivne fjendtlige verden eller de revolutionære tvinges af et neoliberalt globalt marked til at blive "realister", som ANC i Sydafrika. De befriede nationer i Den Tredje Verden er som regel blevet placeret i bunden af det kapitalistiske verdensmarked.

Det nationale og globale i Blekingegadegruppen

Forholdet mellem det globale og nationale var på sin egen måde også dilemmaet for vores lille praksis i Blekingegadegruppen. Når vi brugte vold i en dansk sammenhæng var det naturligvis dybt problematisk. Men vi så ikke kun vores praksis i en dansk sammenhæng, men i en global kontekst.

Vi agerede i en verden, der var opdelt i rige og fattige lande, en verden hvor der ikke er noget globalt demokrati, men som regeres af den stærkes ret. Demokratiske bevægelser med et antiimperialistisk fundament - der ikke var bakket op af væbnet befrielseskamp - så ikke ud til at have en chance imod en imperialisme, der var bevæbnet til tænderne og ikke tøvede med at bruge sin magt. I denne sammenhæng var der med vores politiske briller en vis retfærdighed i at flytte værdier fra de rige lande til de fattige landes befrielsesbevægelser.

Et konkret eksempel: I 1947 vedtager FN med Danmarks stemme en delingsplan for Palæstina, der skulle føre til både en israelsk og palæstinensisk stat. Årene går og Danmark og FNs Sikkerhedsråd lever på ingen måde op til planen, kun israelerne får deres hjemland, palæstinenserne kan rådne op i deres lejre. Hvad så? Skal man som dansker være national demokratisk medløber, eller skal man internationalt fremme demokratiske og menneskelige rettigheder? Hvad skal en demokratisk internationalist gøre, når de rige og magtfulde ”internt” demokratiske lande opfører sig udemokratiske ”eksternt”? Når det internationale svigt medfører, at et folk bliver frataget muligheden for at oprette en legitim stat, må man så støtte de undertrykte med ulovlige midler? Det var vores dilemma.

Det er naturligvis dybt problematiseres at handle udemokratisk i et demokratisk land,for at fremme demokrati og retfærdighed i en udemokratisk verden. Ligesom det kan problematiseres når demokratiske lande sender deres militær ud i verden, uden der er et globalt eller lokalt demokrati, der sanktionerer det – som f.eks. i Irak.

Mange så vores praksis som skadelig for venstrefløjen i Danmark og dermed for kampen for socialismen her. De befrielsesbevægelser vi støttede så anderledes på det.

Dette dilemma - mellem nationalt demokrati og en udemokratisk verden - er ikke blevet mindre i en stadig mere globaliseret verden.

Ingen national nostalgi

Der er stadig mennesker, der vender sig mod nationalstaten for at søge beskyttelse mod den globale kapitalisme. Strategien går ud på at forsvare og genskabe den stærke suveræne nationalstat, søge at gengive staten sine styringsmuligheder i forhold til markedskræfterne, og således skabe et bolværk mod den globale kapitalisme. Men den stærke nationalstat, som strategi mod kapitalens globalisering, er mere et tegn på manglende nytænkning end fornuft, og samtidig er det en farlig strategi. Racisme og nationalegoisme ligger i dens kølvand.

Nationen er så at sige den eneste ramme, denne modstand kan forestille sig for organisering og forandring. Til trods for sin relativt korte historiske levetid, er nationalstaten en så fast del af vores bevidsthed, at vi ikke kan forestille os en verden uden den. Det til trods for, at nationalstaten forvandles til et stadig mere ubrugeligt redskab til radikal forandring omkring ørene på os.

Den nationale aspekt i befrielseskampen har ikke den betydning det havde for 30 – 40 år siden.

Hvad kan vi så bruge den historiske erfaring med de nationale revolutioner til i dag, hvor nationalstatens suverænitet er under forsat erosion og hvor det som Negri og Hart kalder ”Imperiet” (11) er under opbygning?

På den ene side bliver den gamle måde at tænke revolution på mere og mere vanskelig. Troen på ”Bingo-revolutionen” som da Castro kørte ind i Havanna og alt ville blive anderledes, synes mere og mere umulig. En socialistisk revolution kan i dag vanskeligt tænkes i en national ramme.

Hvis vi tænker efter, ville etableringen af f.eks. en socialistisk orienteret palæstinensisk nationalstat i 1970erne eller begyndelsen af 80erne være et meget vanskeligt projekt. Ikke fordi palæstinenserne ikke støttede ideen dengang, men fordi det ville have været en politisk trussel mod den herskende orden i Mellemøsten, en sådan revolution ville øjeblikkelig blive knust. Af Israel, af USA eller af reaktionære arabiske regimer. En befrielse af Palæstina måtte, som PFLP allerede dengang indså ses i sammenhæng med grundlæggende forandringer i hele den arabiske verden. De revolutionære bevægelser i El Salvador og Nicaragua er Latinamerikanske eksempler på den nationale revolutions trange kår. 

På den anden side har konfliktmønstret i verden en tendens til at skifte fra nationale til globale konflikter. Da Bush erklærede ”Krigen mod terror” understregede han, at den ville udspille sig verden over og fortsætte på ubestemt tid. Den globale krig mod terror har udviklet sig til en krig uden ende og grænser. Den føres fra Afghanistan til Ishøj. Det er en krig, der ikke kan afgøres ved at vinde et slag, den må kæmpes hver dag i en uforudsigelig lang fremtid. Skellet mellem krig og fred geografisk tidsmæssigt nedbrydes. I en sådan permanent krigstilstand må demokratiets rettigheder og garantier relativeres. Terrorlove, overvågning og hemmeligt politi bliver nødvendig. Konflikten i Colombia eller Palæstina griber ind i vores hverdag. Vi må ikke støtte eller ytre sympati med oprørsbevægelser. For at håndhæve dette sker der indskrænkelser i kommunikations hemmeligheden, tortur er blevet en tålelig metode osv.

Når vi derfor i dag overvejer strategien for grundlæggende forandringer af den herskende orden konfronteres vi med både vanskeligheder og nye muligheder. 

Et oprør er et kollektivt fænomen, men hvordan kan det tænkes i dag. Det er ikke nok at tænke det som et klasseopgør i det nationale rum. Oprør er stadig en kamp mellem de undertrykte og de herskende i et samfund, men dette samfund tenderer både på det økonomiske og politiske plan mod det globale samfund. Hvordan skal et sådant oprør mod imperiet udvikles? Hvordan skal strategien udarbejdes? Hvordan er forbindelse mellem modstanden utallige mikropolitiske kampe og ”oprøret mod imperiet”.” En anden verden er mulig” hedder parolen i dag - men hvordan? Det er opgaven.

 

Globalisering fra neden er vejen frem

Vi må frigøre os fra den nationalisme vi blev prakket på som ramme for frigørelse i forrige århundrede. Den globale solidaritet må ikke kun være et ædelt offer til en national arbejderklasse til en anden, men den centrale strategi i en fælles kamp. Det gælder venstrefløjen og det gælder fagbevægelsen.

Opbygningen af en sådan global bevidsthed og solidaritet er en opgave på linje med opbygningen af den nationale identitet og solidaritet, gennem de sidste forgangne 2-300 år. Vi må forvandle os fra statsborgere til verdensborgere. Denne proces er under vejs. Finanskrisen, den såkaldte krig mod terror og klimaforandringerne tydeliggør de globale sammenhænge bliver tydeligere og tydeligere. I de sidste år er miljøproblemer blevet anerkendt som et fælles globalt anliggende. Universelle menneskerettighederne har fået et voksende moralsk, politisk og juridisk opbakning.

For at udfordre den globale kapitalisme er det nødvendigt at udvikle et alternativ, der er ligeså globalt i dets form og udbredelse. Globaliseringen fra oven må blive mødt af en globalisering fra neden. Hvis ikke vi kommer ud over nationen som ramme for vores liv, og i stedet udvikler det globale perspektiv for modstand og forandring, med vægt på klasse, køn og antiracisme, så bliver vores modstand mod den globale kapitalisme og dens institutioner, vanskelig at skelne fra den national højrefløjens fra Le Pen til Pia Kjærsgård. Vi befinder os i en situation hvor lige del mangel på nytænkning og angst for at slippe de gamle strategier, hindre os i at udvikle nye visioner, praksisser, strategier og organisationsformer. Vi må vove springet.

En ny vision

Det er vigtigt at udvikle en ny vision om en ”radikal anderledes verden” (12) fordi vi mere end nogen sinde har brug for en ”anden verden”. Størstedelen af verdens befolkning lever i fattigdom. Afslutningen på ”den kolde krig” betød ikke fred, men begyndelsen til en ny global Hundredeårskrig: ”Krigen mod Terror” Vores levevis er i færd med at nedbryde den globale økologiske balance.

Vi har som kommunister brug for en ny vision fordi den gamle model ikke fungerede og ikke længere har tiltrækningskræft. Siden Det Kommunistiske Manifest blev skrevet i 1848 har millioner villet kæmpe og dø for ideen op gennem det tyvende århundrede. Men kommunister løste ikke opgaven i praksis. Vi har haft mere end hundrede år og talrige revolutioner og magtovertagelser uden at kunne realisere visionen i en tiltrækkende udgave.

Den ”reelt eksisterende” socialismes sammenbrud og den globaliserede kapitalismes enegang løste ikke klodens problemer. Verdens goder er stadig ulige fordelt og tiden er præget af sociale uro og voldelige konflikter. Men uroen og konflikterne mangler et perspektiv af frihed, lighed og fællesskab. Modstanden er præget af blindt raseri, og hvis der er en vision virker den mørk og præget af fundamentalisme. Den palæstinensiske modstandskamp er et godt eksempel på dette skifte. Engang var visionen en panarabisk socialistisk stat fra Irak til Marokko, i dag er visionen for en væsentlig del af modstanden et muslimsk fundamentalistisk Palæstina. Der var et klart perspektiv i at støtte befrielseskampen mod USA i Vietnam i 70’erne. Det er vanskelige for socialister at finde nogle organisationer at holde med i Irak.   

Visionen om en ”anden verden” må på en gang tage afsæt fra - og være i opposition til - verden af i dag. Ligesom den socialistiske bevægelse tog afsæt i – og var en kritik - af den tidlige kapitalisme. Arbejderklassen, fabrikken, den moderne samfund, individ og stat var en del af kapitalismen, men samtidig forudsætning og springbræt for forsøgene på at etablere kommunistiske samfund. På samme måde er vor tids kapitalisme med dens informations- kommunikations- og vidensteknologi, globalisering og neoliberalismen en forudsætning for og sprængbræt til at formulere en radikal anden verdensorden. Den ny teknologi giver nye muligheder for organiseringen af samfundet. Globalisering kan blive udgangspunkt for et opgør med opdelingen af verden i rige og fattige lande og for en demokratisering af verden, i stedet for de evindelige nationale konflikter. Neoliberalismens vægt på individets frihed kan danne udgangspunkt for nye former for fællesskab, som bygger på respekt for forskellighed og autonomi. Det handler om at vende de eksisterende logikker og sandheder på hovedet, at dreje perspektivet og tage neoliberalismen på ordet med dens løfte om frihed og menneskers selvforvaltning. Det paradoksale ved den nye globale kapitalisme med dens enorme produktionspotentiale er, at den fjerner rimeligheden ved social nød samtidig med at den fortsat skaber den.

Økonomiske visioner

Jeg har nævnt global keynesianisme som en mulig strategi, men er det ikke bare en gammel socialdemokratisk reformistisk utopi? Er den eneste vej frem ikke stadig en god gammel dags socialistisk revolution? Men hvad så bagefter?

Et problem for venstrefløjen efter ”den reelt eksisterende socialismens” opløsning er, at vi ikke har realistiske og tiltrækkende bud på hvordan vi vil organisere samfundet. Nationaliseringer og statsforvaltning a la Sovjetunionen var ikke den store succes. Vi mangler konkrete og troværdige alternativer til den neoliberale globalisering.

Selv om vi ikke kan og skal planlægge fremtiden på forhånd, men må udvikle vores politik hen ad vejen, så skal vi alligevel kunne fremlægge konkrete forslag og krav der rækker fremad mod et troværdigt alternativ, hvis vi skal kunne mobilisere folk til forandring. Vi må vise at vi vil og kan styre en ”anden verden”. Det er i en sådan sammenhæng jeg ser kravet om global keynesianisme som et skridt på vejen.

En fælles demokratisk økonomi

På længere sigt, kræver en revolutionering af den kapitalistiske økonomi en gennemgribende demokratisering. Vi omtaler ofte vores nuværende samfundsmodel som demokratisk, men ikke desto mindre er et af de væsentligste elementer i vores liv, nemlig økonomien, ikke demokratisk. Vores arbejdsplads ledes i de fleste tilfælde ikke demokratisk. Ligesom frugterne af arbejde fordeles ulige. Ejendomsretten til produktionsmidlerne springer demokratiets rammer, til trods for at produktionen af varer og tjenesteydelser er det helt centrale element for samfundets funktion. Som lønarbejdere i hverdagen accepterer vi en udemokratisk økonomi som det naturlige ikke mindst fordi vi ikke har noget bedre.

I den ”reelt eksisterede socialisme” var en demokratisk økonomi ensbetydende med ”nationalisering”, forstået som statens ejendomsret til produktionsmidlerne. Det kan godt være at produktionsapparatet i Sovjet var nationaliseret, men den måde man producerede på lignede til forveksling de kapitalistiske managements former, miljøet blev der bestemt ikke taget mere hensyn til. Det kan godt være at DDR’s virksomheder blev kaldt ”folkeejede virksomheder”, men folkets følte aldrig at det var deres virksomheder. Dets var statens og staten var ikke dem. Planøkonomi i de hidtil kendte former har været præget af ineffektivitet og hierarkisk styring. Der er brug for mindre statsmagt og mere fællesskab.

Centralt udnævnte direktører, som fandtes i de fleste ”kommando-planøkonomiske” virksomheder, duer ikke. Arbejderne følte sig ligeså fremmedgjorte og magtesløse som under kapitalistiske produktionsforhold. I stedet kunne man tænke sig en ledelse bestående af alle de parter, der havde en interesse i virksomheden og dens produkter. Det vil sige repræsentanter for virksomhedens arbejdere, leverandører til virksomheden, repræsentanter for forbrugerne af virksomhedens produkter, repræsentanter for centrale økonomiske myndigheder, repræsentanter for de lokale naboer til virksomheden, miljø og trafik myndigheder osv. En ledelse i overensstemmelse med virksomhedens rolle i samfundet, og med mulighed for at løse de konflikter, der er mellem de forskellige interesser. En ledelse der kan forhandle normerne for hvad og hvordan der skal produceres. Den økonomiske styring opdeles således i overskuelige selvforvaltende enheder med fælles overordnede målsætninger og prioriter.

Inden for de overordnede rammer – de fælles fastlagte mål – kan de forskellige virksomheder inden for forbrugssektoren konkurrere om bedst at opfylde kundernes behov. Der opstår et marked, hvor der kan vælges mellem udbudet fra forskellige leverandører. Det giver information om kundernes behov og smag, som er nødvendige for at opfylde behov, som er forskellige og som hele tiden flytter sig. Information, der kan bruges til at flytte kapitalstrømme inden for de fastlagte overordnede rammer. De gamle planøkonomier var ikke i stand til at opfylde kundernes forskellige behov, hvad angår forbrugsvarer, som det tydeligt fremgik af det østeuropæiske markeds udseende. De drømte om Vestberlins varehuse i DDR.    

Politiske visioner

Socialisme drejer sig om at opfylde menneskelige behov – og hvem er nærmere til at definere disse end folk selv? Det er afgørende at udvikle institutioner og procedure, gennem hvilke folk kan tage del i de beslutninger der vedrører deres liv. Mange mennesker siger i dag, at politik ikke interesserer dem – men de ønsker alle mere indflydelse over deres liv. De opfatter simpelt hen ikke deres hverdagsliv som politisk. Det drejer sig om at give mennesker direkte indflydelse på deres arbejdssituation, deres forbrug, deres boligsituation, vores fælles hverdagsliv. En repolitisering af hverdage ved siden af den repræsentative partipolitik. Politik er ikke kun for professionelle politikere En sådan direkte deltagelse klargør vores gensidige afhængighed – at vi er individer i et fællesskab. Det muliggør at modstridende interesser kan mødes, men der alligevel kan opstilles fælles mål. En konkret udformning af disse nærdemokratiske institutioner må afhænge af det enkelte lokale samfunds karakteristika og historie.

Men det lokale kan blive reaktionært, hvis det lukker sig om sig selv med krav om enshed og renhed. Det lokale må forbinde sig med det regionale og globale. For at styre den økonomiske udvikling må en række beslutninger træffes mere centralt. Det overordnede forhold mellem forbrug og investeringer, den regionale fordeling af investeringer osv.. Sådanne beslutninger må tages af organer udgået fra en demokratisk valgt repræsentativ forsamling på forskellige niveauer. En sådan myndighed kan være global, omfatte flere gamle nationalstater, være regional eller lokal alt efter karakteren og omfanget, af det der skal besluttes. Princippet om at beslutninger skal tages nærmest de menneske de vedrøre må værende gældende. For at kontrollere regeringer på forskellige niveauer må dens arbejde være præget af åbenhed og tilgængelighed.

På global plan er brug for en demokratisering af De Forenede Nationer. Hvorfor skal de lande, der vandt Anden Verdenskrig have magten i Sikkerhedsrådet? FN kan f.eks. demokratiseres ved etableringen af en Folkeforsamling, hvor hvert menneske har en stemme. Det vil ikke mindst give Den tredje Verden den demokratiske tyngde den har krav på.

Lighed med respekt for forskellighed

I den ”reelt eksisterende socialisme” praktiserede man i høj grad lighed som enshed. Alle i samme uniform. En global solidaritet må basere sig på respekt for forskellighed, mere end på solidaritet baseret på enshed. En solidaritet, hvor jeg anerkender, at du er anderledes og kan gøre en forskel, hvis du anerkender min forskellighed og at jeg kan gøre en forskel. En verden med plads til mange verdner. Det betyder ikke en accept af økonomisk ulighed, klasseforskelle, kønsdiskriminering eller racisme, men at målet ikke er at vi alle skal være ens – blive en del af masserne.

Et væsentlig forhold ved ”en anden verden” er at den er antifundamental. Forstået på den måde at der ikke én ”sandhed”. Her tænker jeg ikke blot på religion, men også på alle mulige politiske, sociale og samfundsmæssige forhold. Ingen har monopol på sandheden, hverken kirken eller partiet Én ”sandhed” gør os ikke frie. Frihed er at overtage kontrollen med produktionen af sandheder! 

Frihed

Den kommunistiske vision er drømmen om frihed, lighed og fællesskab. Men “friheden” er ikke blot noget, der træder frem i fraværet af magten. Tag for eksempel befrielsesbevægelserne. Deres kamp for befrielse fra kolonialisme og imperialisme var ikke i sig selv tilstrækkeligt til at etablere en styreform, der kunne skabe et ”frit” samfund. Befrielse - som en kamp mod en form for magtudøvelse, skaber ikke nødvendigvis frihed. Man må skelne mellem begrebet ”frihed”, som det bruges i en kamp og modstand mod magt, og ”frihed”, som den udøves som livsform i samfundet.

Tag for eksempel forandringerne i den gamle Østblok. Den neoliberale ”frihed” er ikke noget, de får blot ved at befri sig fra de gamle styreformer. Liberal frihed er noget der skal læres. Etableringen af ”det frie marked” kræver bogholdere og revisorer, managementkonsulenter og marketingseksperter, advokater og administratorer, som skal fremtvinge de betingelser, hvorunder ”loven om udbud og efterspørgsel” kan sætte sig igennem. De måder at beregne og styre på, som vil få individerne til at handle og tænke som konkurrerende og profitmaksimerende individer, skal indpodes. Man skal forvandle arbejdere til ”motiverede ansatte”, som frivilligt stræber efter at yde det bedste for firmaet. Man skal lære forbrugere at vælge ”frit” mellem udbuddet af produkter – hvis de ellers har penge. De ”ufrie” mennesker fra Østblokken, kan ikke blot befries, de skal lære sig at blive frie i en omformningsproces, der kræver disciplinering og undervisning i nye værdier og normer fra universitetsniveau til Tv-kanalernes reklamer, serier og underholdningsprogrammer.

Det samme gælder Iraks befolkning. Det er langt fra nok at befri dem fra Saddam Husseins diktatur. De skal nu lære at leve som ”frie” mennesker, hvilket betyder, at de skal overtage de vestlige normer for demokrati og frihed.

Modstanden mod neoliberalismens frihedsbegreb handler om at omdefinere dens normer og værdier for rigtig og forkert. Hvis vi har valgfrihed, så har vi vel også ret til at fravælge neoliberalismen. Ret til at udvide og forandre vurderingen af, hvad der er falsk og sandt. Skabe styreformer, produktionsformer og livsformer, som muliggør en anden form for ”frihed”. Frihed er vel ikke normalisering?

Men denne kommunistiske form for frihed har dermed også sine værdier og normer. Den er ikke bare fravær af magt. Den har også regler og kræver selvdisciplin og ansvarlighed. Hvis ”virkelig frihed” findes, så må det være en praksis, der muliggør en stadig forandring af ”spillereglerne” - af normer og værdier. Ligesom det må være en praksis der søger en udligning af ulige magtforhold. En frihed til at være, handle og udtrykke sig anderledes og dermed også til at forandre omverdenen og sig selv.

Hvordan kommer vi der hen ad?

Globaliseringen betyder, at vi tvinges til at tænke ”revolution” anderledes. Dels er en mere eller mindre simultan global overtagelse af magtens institutioner, a la stormen på Vinterpaladset, umulig. Dels har vi har haft en alt for statscentreret analyse af magten. En tro på, at kernepunktet var erobring af statsmagten, og med den kunne vi forandre samfundet. Erfaringerne fra snesevis af erobringer af statsmagten har vist, at så let er det ikke. 75 års statsmagt i Sovjet skabte ikke en radikalt andet samfund. Den måde mennesker arbejdede på i fabrikken lignede til forveksling arbejdet i en kapitalistisk fabrik. Byens liv, skolen, familien, i Sovjet adskilte sig ikke radikalt fra disse institutioner i de kapitalistiske lande. Che drømte også om at skabe ”det socialistiske menneske” efter erobringen af statsmagten i Cuba – er det lykkedes?  

Jeg tror ikke statsmagten magter ret meget i den henseende. Statsmagt er væsentlig, men den er bedre til at undertrykke og kontrollere med, end at skabe fornyelse og frihed med. Statsmagten et ret stumpt instrument, når det drejer sig om at forandre menneskers normer og værdier.

Man kan sige, det er nødvendigt at kontrollere statsmagten, da statsmagten ellers kan undertrykke de kræfter, der vil revolutionere samfundet. Men selve den revolutionære kraft er langt mere kompleks og decentral end statsmagt. Magten er også det, at kunne definere hvad der er godt og ondt, sandt og falsk. Magt er indlejret i normer vaner, holdninger. Denne kamp om menneskers hjertet foregår overalt og på mange niveauer og åbner derfor mange og nye felter for kamp og mange nye modstandsformer. DDR’s statsmagt smuldrede, da ingen troede på dets værdisæt. Tænk på hvilken magt islams værdier og normer spiller i konflikterne i Mellemøsten og Asien.

Når vi tænker kampen om magten må vi derfor være åbne overfor mange muligheder og former for handling.

Når jeg ser tilbage har det ikke blot været en lang nedtur for befrielseskampen. Der blev gjort op med kolonialismen i Afrika og Asien. Der blev sat en stopper for apartheid i det sydlige Afrika.

En række diktatorer i Mellem- og Sydamerika blev væltet. Palæstinensernes skæbne blev sat på dagsordenen. Det blev ikke til meget socialisme, slet ikke i en form vi havde håbet på. På den måde var ”den reelt eksisterende socialismes” opløsning ikke negativ. Det rummer en mulighed for at definere socialisme anderledes. 

Der er lyspunkter i kampen og ikke mindst en begyndelsen til formuleringen af en ny vision. I 1995 indledte Zapatisterne deres oprør i Chaipas i Mexico. De så deres kamp for den oprindelige befolkning i Chiapas, som en glassplint i et kalejdoskop. Kalejdoskopets glasfragmenter består af mange forskellige former for liv, projekter og visioner. Men ligesom alle glassplinterne i kalejdoskopet er underkastet rørets drejninger, er mennesker overalt på jorden underkaster den globale kapitals logik. Denne fælles skæbne samler mangfoldigheden af mennesker i en fælles modstand - i et fælles mønster som kalejdoskopets glassplinter.

Zapatisterne formåede at skabe et globalt netværk af alliancer gennem brug af nye kommunikations midler og former. En del af netværket er modstanden mod ”globalisering fra over” som kom til udtryk ved demonstrationerne mod WTO, der begyndende i Seattle 1996.

Et andet konkret resultat af denne proces er de globale og regionale møder mellem modstandere af neoliberalismen - kaldet ”Social Forum”, hvor kamperfaringer og nye visioner siden er blevet udvekslet.

Men også andre steder i Latinamerika har venstrefløjen gjort fremskridt. I Brasilien kom fagforenings lederen De Silva til magten. I Chile og Argentina vandt venstreorienterede partier regeringsmagten. I Bolivia og Equador blev de oprindelige folk krav sat på dagsordenen af stærke politiske partier. I Venezuela blev Hugo Charves præsident. Det der i begyndelsen lignede en caudillo-politik a la Peron i Argentina, er gået videre og åbnet op for en folkelig mobilisering.

I Colombia kæmper en gammel befrielsesbevægelsen FARC stadig. Det skal blive interessant at se om FARC formår at udvikle en strategi, der matcher de udfordringer en globaliseret verden stiller.

Opsummering

Den globale ulighed mellem rige og fattige lande, som konsekvens af århundreders udbytning, kan kun løses via globale løsninger. De nationale socialistiske revolutioner i den.3. verden har ikke afgørende kunnet hæve levestandart. Der er brug for en global keynesianisme omfattende: handel, investeringer, pengepolitik og arbejdskraft på linje med den nationale keynesianisme der hjalp europæiske lande ud af 30ernes krise. I kølvandet på finanskrisen burde der være gode betingelse for at rejse kravet om globale keynesianisme i stedet for WTO IMF og Verdensbankens neoliberale politik. Dette skifte kommer ikke af selv men kun via et pres fra en globalisering fra neden.

På det politiske plan er der brug for et stærkere og bredere globalt og lokalt demokrati. Som det er i dag hersker den stærkes ret i store dele af verden i fraværet af demokratiske globale og lokale institutioner. Den vestlige verdens demokrati har formået at reducere klassemodsætningerne internt, men samtidigt flyttet uligheden og volden ud af til det globale plan. Fordi et land internt har demokrati giver det ret til at agere globalt efter for godt befindende. FN må demokratiseres og få egne magtmidler. Lokalt demokrati må styrkes.

Nationalismen er blevet et problem for socialismen. Rosa Luxemburg opfordrede de europæiske arbejdere til ikke at gå i krig med hinanden i 1914, men i stedet føre klassekamp. Det var forgæves.

I forhold til befrielsen fra kolonialisme og imperialisme spillede nationalismen en progressiv rolle i den tredje verden, men blev samtidig kilde til konflikter.

Der er stadig brug for en vision om en radikalt anderledes verdensorden. Den reelt eksisterende socialisme, som den så ud i Sovjet og Østeuropa og som den har udviklet sig til i Kina, har mistet sin tiltrækningskraft. Den må tage udgangspunkt i en globaliseret verden og dermed en multikulturel verden. Det det betyder et lighedsbegreb med respekt for forskellighed. Lige er ikke det samme som ens. Visionen om en anden verden må konkretiseres og eksemplificeres for den kan vinde tilslutning og ikke forblive en drøm. Vi må både kunne vise de skridt mod de langsigtede mål.

 

Noter

(1) Gernot Kohler og Arno Taush: Global Keynesianism, Unequal Exchange and Global Exploitation. Nova 2002.

(2) Keynes J.M. (1964) The General Theory of Employment, Interest, and Money. New York. Harcourt Brace Jovanovich ( Reprint of the original from 1936)

(3) Brandt Commissionen (1980) North-South: A Programme for survival. Cambridge, USA MIT Press.

(4) Brundtland Commissionen (1987). Our Common Future.

(5) A. Emmanuel har i bogen “Profit and Crises” (1984 Heinemann London) undersøgt årsagerne til kriser i kapitalismen. Han når frem til, at de skyldes en ubalance mellem udbud og efterspørgslen i den kapitalistiske markedsøkonomi.

(6) E. Mandel (1978): The Second Slump. NLB London. Side 146.

(7) I Wallerstein (1978 side 232) World-System Analyses. I Kaplan: Social Change in the Capitalist World Economy. Sage Publishing.

(8) Marshall-planen var en økonomisk plan for genrejsning af Europa efter Anden Verdens krig.

(9) Samir Amin (1997) Capitalism in the Age of Globalization, Zed Books London

(10) Se min artikel i Gaia nr. 39 vinter 2002 Fra WTO til World Trade Union

(11) Hart og Negri: Imperiet. Informations Forlag.

(12) Jeg har i en artikel i bogen: Revolutionære visioner, side 22-52 uddybet dette emne. (Forlaget Oktober 2005)