Man skal ikke kaste med sten, når... Af Niels Jørgensen

[Debatindlæg i Weekendavisen, 2. december 1994]

Bent Blüdnikow og Arne Notkin havde et længere indlæg 4-11-94 i Weekendavisen, hvor argumentationsgangen lidt forenklet går på følgende måde:

Blekingegadebanden (BB) var støttegruppe for en særlig rabiat og terroristisk palæstinensisk gruppe, PFLP, (Folkefronten til Palæstinas Befrielse). Som støttegruppe for PFLP lavede BB bl.a. fjendelister over jøder, at BB kunne komme så langt ud i deres misforståede solidaritet skyldes, at ”Blekingegadebandens pro-palæstinensiske forbrydelser voksede ud af venstrefløjens ’ubetingede støtte’ til terror mod Israel og zionister og kampagnen mod den jødiske menighed.” (WA 4-11-94).

Jeg vil i det følgende forholde mig til spørgsmålene:

1. Lavede BB fjendelister over jøder i Danmark?

2. Voksede BB's aktiviteter ud af en generel anti-semitisme på venstrefløjen?

3. Er PFLP en særlig rabiat og terroristisk palæstinensisk gruppe?

ad 1. For at kunne besvare det første spørgsmål mener jeg, det vil være godt at ridse konteksten op.

I slutningen af 60'erne og begyndelsen 70'erne virkede det, som om Mossad (l) havde et af sine centre i Danmark. Der foregik en intensiv overvågning og chikane af det palæstinensiske eksilsamfund fra Mossads side. Palæstinensere, som var politisk aktive i modstandsbevægelsen, blev passet op af Mossad og truet med repressalier mod deres familie i Israel, på Vestbredden og i Gaza, hvis de ikke ville samarbejde. En brevbombe skadede meget alvorligt den palæstinensiske student Ahmed Awadallah i hans hjem i Gladsaxe. Ydermere tilflød den oplysning: at når Mossad havde hyret en stikker med tilknytning til et palæstinensisk eksilsamfund i et europæisk land, blev disse informatorer bedt om at kontakte Mossad-telefonnumre i Danmark. Man fik det indtryk, at Mossad uhindret af danske myndigheder kunne spionere mod det palæstinensiske eksilsamfund i Danmark. Dette indtryk er til fulde blevet bekræftet i Victor Ostrovskys (en forhenværende Mossad-agent) bog ”Ved hjælp af bedrag” hvor han fortæller, at PET hjalp Mossad med aflytning af palæstinensere og andre af interesse. Og selv om han måske ikke er noget sandhedsvidne, blev hans oplysning om, at PET stillede lyttestationer til rådighed for Mossad, bekræftet under sagen mod ”Blekingegadebanden” (2). Så ikke alene opererede Mossad på dansk grund, de gjorde det også med de danske myndigheders hjælp.

Med baggrund i disse og andre hændelser i 70'erne opstod der et ønske om at kortlægge Mossads aktiviteter i Danmark, hvilket bl.a. udmøntede sig i en registrering af personer og firmaer.

Kartoteket bestod af tre dele:

1. Personer som offentligt havde tilkendegivet pro-israelske synspunkter.

2. Firmaer som havde speciel kontakt med Israel.

3. Personer der havde underskrevet underskriftindsamlingen "Collect Israel".

Registreringen foregik på baggrund af pro-israelske synspunkter og kontakter og ikke på baggrund af religiøse eller etniske kriterier. Derfor bestod kartoteket også af en blanding af personer med jødisk baggrund og personer uden jødisk baggrund.

At denne registrering skulle være en fjendeliste over jøder - og dermed udtryk for antisemitisme - er noget vrøvl al den stund listen dels ikke var en liste over jøder, men en liste over personer der havde udtrykt pro-israelske synspunkter, dels ville en fjendeliste over jøder ikke have nogen mening i den sammenhæng - at kortlægge Mossads netværk i Danmark - som registreringen foregik. Derfor er der heller aldrig foregået nogen spionage mod jødiske plejehjem fra BBs side, som påstået af Blüdnikow og Notkin, den historie er simpelthen en and. (Se bl.a. artikel af Peter Kramer i Det Fri Aktuelt 3-11-1989).

Men - og der er et men - med de senere års voksende racisme og antisemitisme in mente, ville jeg ønske, at denne registrering aldrig var foregået. Vi angrer alle, at der måske er danskere, som på grund af vores handlinger, lever med den frygt/tro, at de er blevet opført på en fjendeliste på grund af deres religiøse eller etniske baggrund.

ad 2. Blüdnikow og Notkins påstand om, at ”Blekingegadebandens propalæstinensiske forbrydelser voksede ud af venstrefløjens ’ubetingede støtte’ til terror mod Israel og zionister og kampagnen mod den jødiske menighed”, har et problem: Kronologien.

Da 72 mere eller mindre kendte danskere, som Blüdnikow og Notkin udtrykker det, i 1979 underskrev en appel, der hed: ”Støt indsamlingen til PFLP”, havde vi i BB beskæftiget os intensivt i over 10 år med Palæstina/Israel-konflikten, herunder havde vi rejst og opholdt os i de fleste lande i Mellemøsten med det formål at gøre os bekendt med de pågældende landes økonomiske og politiske forhold m.m. Så når Blüdnikow og Notkin påstår, at vores aktiviteter voksede ud af venstrefløjens ubetingede støtte til terror osv..., er der noget der halter. Og enhver må kunne indse, at det ikke er rimeligt at laste de 72 eller for den sags skyld andre på venstrefløjen for BB's handlinger, da vi allerede, en del år før den danske venstrefløj fik øje for palæstinensernes problem, havde valgt side til fordel for den palæstinensiske modstandsbevægelse ud fra de historiske, politiske og moralske præmisser, vi lagde vægt på (3).

Det, vi havde lagt vægt på, var, at Israel blev skabt som et resultat af en kolonial erobring, hvilket blev søgt retfærdiggjort med en etnocentrisk ideologi, zionismen, præget af de samme chauvinistiske holdninger til indbyggerne, i hvad vi i dag kalder den Tredje Verden, som andre europæiske ekspansive doktriner. Zionismens fremgangsmåde passede sammen med den store europæiske ekspansion i den Tredje Verden i slutningen 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Der er ingen grund til at blive overrasket eller opbragt over dette. På nær nogle få undtagelser af revolutionære socialister anså de fleste i Europa på det tidspunkt kolonialisme som en måde at sprede udvikling, civilisation og velfærd på.

Zionisternes rod i europæisk tankegang gjorde det muligt for dem at præsentere deres plan som en del af den europæiske ekspansion, som hver af de betydende magter søgte at afstedkomme for dem selv. Derfor de mange udtalelser fra den zionistiske bevægelse som pegede på, at det var i Europas generelle interesse, eller i den ene eller anden magts interesse at støtte den zionistiske bevægelse. Theodor Herzl udtrykker det meget klart i ”Der Juden-staat”: ”Vi vil i Palæstina udgøre en del af Europas fæstningsværk mod Asien, en civilisationens udpost mod barbariet”. Det var fuldstændig naturligt set i lyset af tidens atmosfære. Og der er ingen grund til at moralisere, ved at forlange, at datidens zionister skulle dele nutidens kriterier. Men samtidig er der heller ingen grund til at skjule, hvad det zionistiske projekts holdninger og konsekvenser var.

Planen om at skabe en ren jødisk, eller overvejende jødisk, stat i et arabisk Palæstina i det 20. århundrede, kunne ikke lede til andet end en kolonialsituation og i sidste instans til en voldelig konfrontation mellem kolonister og den oprindelige befolkning (4).

Jeg er samtidig opmærksom på, at den slags konflikter mellem kolonister og den oprindelige befolkning må ende med en form for kompromis som i Zimbabwe og Sydafrika, hvis ikke det skal få katastrofale følger for en af parterne, som f.eks. den næsten totale udryddelse af indianerne i USA.

ad 3. Blüdnikow og Notkin hævder, at PFLP udgør en særlig rabiat og terroristisk del af den palæstinensiske modstandsbevægelse, med baggrund i de flybortførelser og andre aktioner PFLP udførte i slutningen af60'erne og begyndelsen af 70'erne. Jeg vil søge at belyse dette spørgsmål, dels i lyset af, hvad andre palæstinensiske organisationer foretog sig i samme periode, dels i lyset af, hvad den fjende, de var oppe imod, foretog sig.

Først vil jeg se på, i hvilken periode PFLP udførte såkaldt internationale aktioner. Man kunne nemt ud fra Blüdnikow og Notkins artikel få det indtryk, at PFLP langt op i 70'erne foretog flybortførelser m.m. Dette har ikke noget på sig. Mit klare indtryk er, efter samtaler med mange palæstinensere fra hele det politiske spektrum, at PFLP stoppede i 1972 med den slags aktioner, hvilket også bliver bekræftet af fuldstændig offentligt tilgængelige kilder:

”Oprindelig var PFLP, gruppen som ynglede så mange andre som resultat af ødelæggende stridigheder, under fælles ledelse af to læger. George Habash og Wadi Haddad. Habash var den ’progressiv’ filosof, og hans lægekollega den revolutionære handlingens mand. Da Haddads operationer blev tiltagende uhyrlige - selv Sovjetunionen og Kina fordømte - åbnede der sig en kløft imellem de to tidligere venner. Efter et bittert skænderi i 1972, afsvor Habash på Frontens vegne alle internationale terroraktiviteter. Wadi Haddad smækkede med døren for derefter at danne en udbrydergruppe, Special Operations, og tog væk med sine terrorister til Iraks hovedstad, Bagdad. Det var herfra, at han organiserede kidnapningen af OPEC olieministrene i Wien, og flybortførelsen som endeligt sluttede i Entebbe«. (5) (min oversættelse og fremhævning).

Med andre ord, PFLP udførte internationale aktioner i perioden 1968-1972, og kan ikke på nogen rimelig måde tillægges aktioner som dem, der fandt sted i Entebbe i 1976 og Mogadishu i 1977.

I samme periode 1968-72 udførte flere af de andre betydende palæstinensiske organisationer flybortførelser m.m. Jeg behøver bare at minde om den nok mest kendte af disse aktioner; Sorte Septembers angreb under OL i Munchen 1972. (6) De betydende organisationer ophørte som PFLP med den type internationale aktioner i begyndelsen af 70'erne, så min konklusion kan ikke være anden end, at PFLP mht. internationale aktioner, hvad der med rette eller urette blev kaldt terror, ikke adskilte sig fra ”the mainstream” blandt de palæstinensiske organisationer.

Jeg skriver ikke dette for at undskylde PFLP, men for at få det rette perspektiv. Alle de betydende palæstinensiske organisationer følte i slutningen af 60'erne, når de prøvede at fremføre deres sag over for regeringer og opinionen i Vesten, at de talte for fuldstændig døve øren. De følte sig som ”verdens æsler”, som en gammel palæstinenser udtrykte det over for mig. Det palæstinensiske krav om et hjemland blev totalt ignoreret af Vesten, på trods af resolutioner vedtaget i FN så tidligt som 1947 og 1948, som klart giver palæstinenserne ret til et hjemland, vel at bemærke resolutioner Vesten selv havde foranstaltet og stemt for. Jeg kan ikke lade være med at nævne Noah Lucas' iagttagelse i forbindelse med PLO's brug af terror: ”det indbragte dem (PLO) ikke megen sympati i verden, ikke desto mindre lykkedes det at skabe et billede af deres sag, som et bedraget folks stræben efter national selvbestemmelse, snarere end et negligeret flygtningeproblem som den hidtil var blevet anset i vide kredse.” (7)

Når vi vurderer PFLPs handlinger forekommer det mig også relevant at se disse i lyset af, hvordan Israel, fjenden, handlede.

I perioden 1968-72 bombede Israel heftigt de palæstinensiske flygtningelejre i det sydlige Libanon og Jordan med store civile tab til følge. I 1972 blev PFLPs officielle talsmand Ghassan Kanafani og hans niece dræbt af en bilbombe, som givetvis var anbragt på Mossads foranledning. Den 6-6-1982 invaderede Israel Libanon med store troppestyrker.

Denne invasion førte som bekendt til, at Israel omringede Beirut og sønderbombede byen i 74 dage med det mest moderne krigsudstyr, hvorefter PLO trak sig ud af Beirut. Et tragisk efterspil fulgte. Den 15-9-82 rykkede israelske styrker ind i Beirut, dagen efter omringede de to palæstinensiske flygtningelejre, Sabra og Shatilla, hvorpå Israels libanesiske venner i 3 dage slagtede løs på en forsvarsløs civilbefolkning i de to lejre.

De menneskelige konsekvenser af Israels invasion var overvældende: 12.000 dræbte, 40.000 sårede, 300.000 hjemløse (8) og alt dette med det formål, som Jonathan Frankel beskriver i Jerusalem Post d. 27. juni, at få opfyldt 3 mål: ”Ariel Sharon har, når alt kommer til alt, aldrig søgt at holde sin hovedstrategi hemmelig, sit tregrenede program. Libanon skulle ryddes for fremmede tropper (PLO og syrere) og retableres som en kristen domineret stat. PLO skulle effektivt udslettes; de besatte områder (Vestbredden og Gaza) annekteres af Israel; den arabiske befolkning dér skulle indrømmes en yderst begrænset form for selvstyre; og de jødiske bosættelser forøges. Endelig skulle palæstinenserne opmuntres til at omstyrte det Hashemitiske kongedømme og forvandle Jordan til deres nationale stat.” (min oversættelse) (9).

12.000 dræbte og 40.000 sårede! Det må stå klart for enhver: at for Sharon og den israelske regering helligede hensigten midlerne. Og at den israelske krigsmagt er i stand til at tilføre modparten og tredje part tab, der er af en helt anden størrelsesorden end den PLO, PFLP mm. kan/kunne påføre Israel.

Ha'aretz rapporterede d. 30 juni 1982, at Sharon selv hævdede, at siden 60'erne og op til den nævnte dato havde ”terroristerne” dræbt 1.002 israelere. At dette tal så er rent fusk, det rigtige tal for perioden 1967-82 er ifølge Ha'aretz 16. juli 1982, 567, gør ikke størrelsesforholdet mindre skærende.

Så når Blüdnikow og Notkin hævder, at PFLPs aktiviteter var specielt blodige, at PFLP er rabiat og terroristisk, kan de ikke have sammenlignet med Israels gerninger. Det kan ikke undgå, at virke på mig, som om Blüdnikow og Notkin har en blind vinkel i deres udsyn, når det gælder Israel. Og ydermere er denne blinde vinkel også på spil, når Blüdnikow og Notkin på den ene side ser med megen alvor på, at BB i en årrække registrerede pro-israelske personer, samtidig med at de selv registrerede pro-palæstinensiske personer i den samme periode, som det med al tydelighed fremgår af artiklen i Weekendavisen.

Noter

(1) Mossad er i hele teksten brugt som fælles betegnelse for israelske efterretningstjenester.

(2) I anklagemyndighedens oprindelige argumentation for fængslingen af mig (NJ) m.fl., i hvad der senere blev kendt som Blekingegadesagen, indgik som en central del en aflytning af en samtale mellem to palæstinensere. Udskriften af aflytningen forelå som en oversættelse fra arabisk til engelsk. Dette forhold, at samtalen ikke var oversat til dansk, påkaldte selvfølgelig forsvarernes interesse. Råbåndet blev krævet udleveret. Anklagemyndigheden kom med mange bortforklaringer, men kunne ikke præsentere båndet. Nej, for som Ostrovsky fortæller, blev råbånd fra aflytninger, hvor Mossad var opdragsgiver for PET, sendt direkte til Tel Aviv. Herfra fik PET af og til nogle smuler, som Mossad syntes var passende. Dog var Mossad så venlige at oversætte til engelsk.

(3) Torkil Lauesen og Lars Villemoes prøvede i 1970 at få en VS-kongres til at vedtage en støtteerklæring for PFLP. Det lykkedes dog ikke.

(4) En mere grundig redegørelse for dette forløb findes i Maxime Rodinson: ”Israel A Colonial-Settler State?”

(5) C. Bobson og R. Payne: “The Never Ending War: Terrorism in The 80's”. Facts on File Inc. 1989.

(6) Sorte September var ikke formelt en del af El Fatah, som Yassir Arafat er formand for, men ikke mange er i tvivl om, at Sorte September reelt var en del af El Fatah. Se f.eks. Abu Iyad: ”Palæstinensere uden fædreland”.

(7) N. Lucas: “Modern History of Israel” her taget fra N. Chomsky: “The Fateful Triangel”.

(8) M. Jansen: “The Battle of Beirut”.

(9) Taget fra M. Jansen s. 122.