Om produktivkræfter og produktionsforhold

Af Torkil Lauesen

For at placere de begivenheder, som hastigt forandrer den verdensorden vi har kendt, i en større sammenhæng, kan man i disse tider føle et behov for at trække de store linier op.

I det følgende har jeg prøvet at se de sidste hundrede års økonomiske udvikling i det klassiske produktivkræft/produktionsforholds perspektiv. Det er historien om kapitalismens evne til at overleve trods talrige kriser, hvordan den løser sine problemer og hvordan den skaber nye.

Marx var af den opfattelse, at en udviklet kapitalisme er en - forudsætning for etableringen af et socialistisk samfund. Kapitalismen skulle udvikle produktivkræfterne - teknik og viden - til et sådant niveau, at socialismen blev materielt mulig, og kapitalismen ville også frembringe den klasse, der skulle gennemføre revolutionen, nemlig arbejderklassen. Ud fra denne synsvinkel var kapitalismen således progressiv.

Under kapitalismen ville produktionen blive af stadig mere samfundsmæssig betydning. Den berørte ikke blot producenten og aftageren, men i stadig større grad hele samfundet. Der udviklede sig en omfattende infrastruktur: Veje, havne, skolevæsen, hospitaler osv. For at samfundet kunne udvikle sig og fungere, ville kravene til produktionen om planlægning og koordination blive større og større. De sidste årtiers miljøspørgsmål har måske mere end noget andet tydeliggjort produktionens samfundsmæssige karakter.

Men produktionsforholdene, dvs. de forhold mellem mennesker, der knytter sig til produktionen, følger ikke med denne udvikling. Produktionsapparatet vedbliver med at være under en eller anden form for privateje. Beslutninger vedrørende produktionen bliver truffet på individuel basis og ud fra profithensyn. Der opstår en konflikt mellem produktivkræfternes samfundsmæssige karakter og den private ejendomsret til dem. Dette fører til økonomiske og politiske kriser, der kun endeligt kan løses ved at bringe produktivkræfterne under samfundsmæssig kontrol - socialisme. Dette er Marx's generelle opfattelse af kapitalismens udvikling hen i mod socialisme.

Historien har gjort vejen noget mere snørklet. Kapitalismen udviklede sig imperialistisk. Der skete en opdeling inden for det kapitalistiske system i udbyttede og udbyttende lande. Dette gav de udviklede kapitalistiske lande en ny vitalitet, der indtil videre har strøget socialismen af dagsordenen i denne del af verden. Men de modsigelser, som imperialismen glattede ud i kapitalismens center, blev forstærket i randen af systemet, så at sige alt for tidligt. Rusland befandt sig mellem en stagnerende feudalisme og en kapitalisme, hvis udvikling blev forkrøblet af Ruslands perifere position i det kapitalistiske system. Dette medførte, at idéen om socialisme spirede og slog rod her, før de materielle betingelser var til stede. Et udueligt Zar-regime, bolsjevikkerne og Lenin, samt Første Verdenskrig muliggjorde Sovjetstatens fødsel i 1917. I løbet af 20rne og 30rne etableredes en stats/partistyret planøkonomi baseret på en offentlig ejendomsret.

Andre planøkonomiske samfund er ligeledes opstået i periferien af det kapitalistiske system, hvor kolonialisme og imperialisme førte til stagnation og opløsning af de gamle produktionsmåder, men samtidig også forhindrede en dynamisk kapitalistisk udvikling som i centerlandene. I stedet førte det til økonomiske og politiske kriser, anti-koloniale og anti-imperialistiske revolutioner, der hvis de var succesfulde evt. førte til etableringen af planøkonomier.

Det sovjetiske, kinesiske eller f.eks. cubanske samfundssystem kan således ses som en anden måde end den kapitalistiske at udvikle produktivkræfterne på, og på denne måde tilvejebringe de materielle forudsætninger for socialisme.

Verdens første stat, hvis erklærede mål var socialisme, blev skabt med nogle meget ufærdige oguudviklede tanker om, hvordan dette mål skulle nåes. Man stod uden praktiske erfaringer, - og teoretisk var det meget sparsomt, hvad Marx og Engels havde efterladt sig om det emne. De havde også forestillet sig, at socialismen først ville slå igennem i de udviklede kapitalistiske lande. Der var også visse muligheder - specielt i Tyskland - men som bekendt gik det anderledes. Sovjetunionen forblev ene de næste mange år. De, der først og fremmest skulle være bærere af den socialistiske ideologi, arbejderklassen, var desuden en minoritet i det tilbagestående russiske bondesamfund. Og antallet af politiske kadrer blev yderligere stærkt formindsket af tabene i borger- og interventionskrigen. Lenin ridser problemstillingen op således i 1923:

”Vi står nu over for spørgsmålet, om vi med vores bondeøkonomi og i vores nuværende tilstand af ruin - vil være i stand til at holde ud, indtil de vesteuropæiske kapitalistiske lande påbegynder deres udvikling mod socialisme. Vi har ikke det udviklingsniveau, som vil sætte os i stand til at indføre socialismen nu, til trods for vi har de politiske forudsætninger for dette.”

Gabet mellem de socialistiske visioner og den praksis, som var bestemt af de umiddelbare behov ogmuligheder, var et resultat af, at sovjetstaten var kommet til verden i periferien af det kapitalistiske system og derfor måtte søge at overleve og udvikle sig i en omverden, der stadig var domineret af det kapitalistiske center, økonomisk og politisk.

Kort efter Lenins død stod det klart, at revolutionen i de udviklede kapitalistiske lande ikke ville komme i en overskuelig fremtid, og Sovjetunionen slog ind på Stalins linie: opbygningen af socialismen i et land.

Idéen var at tilvejebringe de materielle forudsætninger for socialismen ved at forvandle et tilbagestående bondesamfund til en moderne industristat, inden man mistede de politiske forudsætninger - statsmagten.

Vejen frem lignede den, de kapitalistiske lande havde gennemløbet: at akkumulere kapital til en industrialisering via en udbytning af bønderne. Den proces, der i de kapitalistiske lande havde taget århundreder, blev i Sovjet presset sammen til et par årtier. Det lykkedes for det nye samfund at overleve ogkonsolidere sig. Sovjet udviklede sig fra et uland til en supermagt. Men processen havde været særdeles voldelig, og det fik politiske konsekvenser. Parolen: ”Al magt til sovjetterne” og de kim, der havde været til en bredere demokratisk styring af samfundet i de første år efter revolutionen, blev erstattet af en meget centralistisk parti-styret statsmagt. Det lykkedes for bolsjevikkerne at beholde statsmagten, medens de søgte at etablere de materielle forudsætninger for socialisme, men de politiske forudsætninger fik alligevel nogle alvorlige skrammer. Man holdt en fjendtlig omverden stangen, men det kostede dyrt indadtil. Staten blev i forhold til befolkningen et undertrykkelsesapparat. De produktionsforhold, der blev skabt, fremmede ikke nogen social bevidsthed hos befolkningen. Manglen på demokrati, såvel i den centrale styring som på den enkelte virksomhed. skabte en kløft mellem stat/parti og befolkningen. Og vejen tilbage, dvs. genetableringen af de politiske forudsætninger for socialisme bliver ikke let.

Afstaliniseringen, fra Krutchev begyndte den i 1956 til Gorbatjovs videreførelse i dag, indeholder også denne dobbelthed. På den ene side rehabiliterer man Stalins ofre, fordømmer hans brutale fremfærd og diktatoriske styreform, men på den anden side kan de ledere, der gør det, for en stor del takke den udvikling, der skete i Stalin-årene, for deres styrke og selvsikkerhed. Det var under hans regimente, at Sovjet blev industrialiseret. Han var trods alt øverstbefalende for den røde hær, som besejrede

Nazityskland. Det var ikke to alen ud af samme stykke, der stod over for hinanden ved Stalingrad. Sovjet kan ikke smide Stalin i skraldespanden som en anden Hitler. Det var under Stalins ledelse, at det lykkedes at genopbygge landet   efter   krigen trods enorme menneskelige og materielle tab, og konsoliderer Sovjetunionens position som en supermagt i verden. Sovjet er dømt til at have Stalin som en af sine skabere på godt og ondt. Den skæbne er historien/marxismens hævn over bolsjevikkerne for at prøve at etablere et socialistisk samfund, hvor betingelserne endnu ikke var modnet.

Vi står over for et paradoks: nemlig det forhold, at en revolutionær situation igen og igen opstår i kapitalismens periferi, hvor systemet ikke fungerer særlig godt pga. centrets imperialisme - dette på den ene side - og på den anden side alle de revolutionære forhåbninger, der er bristet, når de nye statsmagter har skullet til at realisere drømmen om socialismen i en verden, hvor de udviklede kapitalistiske lande stadig dominerer økonomisk, politisk og militært - Dette Paradoks har redet den socialistiske bevægelse som en mare. Cuba, Vietnam, Angola, Mozambique, Zimbabwe, Nicaragua og Namibia er nyere eksempler på stater med et socialistisk perspektiv, men som er vokset op under et økonomisk og militært pres, der ofte har gjort drømmene til klamme realiteter. Hvad har Angola eller Nicaragua ikke måttet bruge af deres sparsomme ressourcer på det nationale forsvar for blot at kunne overleve? De mål disse samfund må sætte sig for at klare sig i en uvenlig verden har tilbøjelighed til at låse dem fast i nogle udviklingsmønstre, der ligner kapitalismens. Forceret industriel udvikling på bekostning af miljøhensyn, militær oprustning på bekostning af civile sektorer, en udenrigspolitik hvor de nationale interesser ofte bliver vigtigere end den internationale solidaritet, der burde kendetegne lande med et socialistisk perspektiv. Dette er ikke skrevet for at forklejne de positive resultater, mange af disse samfund trods alt har opnået skønt de vanskelige betingelser. Men den demokratisering og humanisering af menneskelige relationer, som socialismen også står for, har haft vanskelige kår i samfund under pres.

Marx's beskrivelse af forholdet mellem produktivkræfter og produktionsforhold - at kapitalismen først udvikler produktivkræfterne med stor hast, men sidenhen bliver en bremse og kommer i konflikt med samfundets fortsatte udvikling - en sådan beskrivelse kan også bruges på de stats/partistyrede planøkonomier f.eks. den sovjetiske.

Efter at borgerkrigen og den imperialistiske intervention i Sovjet var forbi, oplevede landet fra midten af 20rne og i 30rne en utrolig hurtig økonomisk vækst. Efter verdenskrigen fortsatte denne udvikling helt frem til begyndelsen af 60erne, hvor tempoet begyndte at falde. En række økonomiske reformer bragte dog Sovjet igennem 70erne med positive vækstrater. I begyndelsen af 80erne strammede det alvorligt til. Hvor Sovjetunionen hidtil havde halet ind på de udviklede kapitalistiske lande, i økonomisk udvikling, begyndte det nu at sakke agterud. Den stilstand, der herskede i den stadig mere senile Brezhnevs sidste leveår, forværrede problemerne. Valget af den dynamiske Andropov som Brezhnevs efterfølger viste, at brede kredse i kommunistpartiet var klar over, at en radikal fornyelse måtte til. Det var Andropov, der skabte grundlaget for den politiske linie, som hans protegé Gorbatjov senere videreførte. Andropov døde efter mindre end et år ved magten, og det lykkedes ortodokse kræfter inden for kommunistpartiet atter at få valgt en halvsenil Brezhnev-type, nemlig Tjernenko, hvilket yderligere forsinkede den nødvendige reformproces et års tid. Først med Gorbatjov kom der gang i omformningen. Han sagde lige ud, at der var grundlæggende træk ved indretningen af det sovjetiske samfund, som hindrede udviklingen. Manglen på åbenhed og demokrati var en hindring for en effektivisering af den sovjetiske økonomi.

I Sovjetunionen er statsejendom den fremherskende ejendomsform. Produktionsmidlerne - fabrikker og jord - er ejet af staten, formelt på vegne af hele folket. I praksis er det staten/partiet, der har kontrollen med produktionsapparatet. De foretager prioriteringer, lægger planer, og i større eller mindre grad lykkes det at få disse planer gennem - Men statsejendom er ikke nødvendigvis ensbetydende med socialiseret ejendom, dvs. hele samfundets ejendom. Med ejendomsretten følger dispositionsretten - og den tilhører ikke hele samfundet i de planøkonomier, vi kender i dag. For at statsejendom bliver socialiseret ejendom, må beslutninger, vedrørende brugen af produktionsmidlerne foretages af hele samfundet på demokratisk vis. Samfundsmæssig ejendomsret eller socialiseret ejendomsret betyder altså ikke blot nationalisering, det betyder også, at de nationaliserede produktionsmidler anvendes i hele samfundets interesse, og samfundets interesse kan kun defineres af samfundets individer.

En socialisering af produktionsmidlerne er en proces, hvor en nationalisering blot er det første skridt. Opbygningen af en samfundsmæssig forvaltning af de enkelte virksomheder er et andet. Dvs. en forvaltning foretaget af de grupper, som er berørt af virksomhedens produktion: leverandører af råvarerne, arbejderne på virksomheden, forbrugere af produkterne og repræsentanter fra det lokalsamfund, hvori virksomheden ligger. Forvaltningen af den enkelte virksomhed skal naturligvis ske inden for rammerne af nogle overordnede prioriteringer gældende for hele samfundet, disse må ligeledes være underlagt demokratisk udarbejdelse og kontrol.

En sådan socialisering er nødvendig for at bringe de forhold, under hvilke produktionen foregår, i overensstemmelse med den stadig stigende sociale karakter, produktivkræfterne har i et udviklet samfund.

En socialisering af produktionsmidlerne er ligeledes nødvendig, hvis mennesker i højere grad skal have mulighed for at styre deres tilværelse. For det første få del i beslutningerne angående den overordnede struktur og karakter af det samfund, de lever i - og for det andet, sammen andre, deltage i administrationen af det lokalsamfund, som skaber rammerne for det daglige liv.

De planøkonomiske samfund, vi hidtil har kendt, har i stor udstrækning haft en offentlig ejendomsret, men har manglet den gennemgribende demokratisering, som socialiserer denne ejendomsret. Sovjetunionen og nogle af de østeuropæiske lande har en historisk mulighed for at gennemføre denne proces i de kommende år. Det er valget mellem denne mulighed, eller en total reintegration i det kapitalistiske system i anden eller tredje division, spørgsmålet drejer sig om for tiden i Østeuropa. Og Vesteuropa og USA er naturligvis ikke bare tilskuere til denne proces. Et nyt marked for varer og kapital venter måske.

Marx's forventninger om, at kapitalismen først ville bryde sammen i de udviklede kapitalistiske lande, holdt ikke stik. Det er blevet dementeret af historien. Men med den bølge af demokratiske revolutioner, der i 1848 skyllede over Europa, Pariserkommunen i 1872, samt ikke mindst den økonomiske situation omkring midten af sidste århundrede i mente, så var denne forudsigelse alligevel ikke så tosset, som den måske kan se ud i dag. Kapitalismen var virkelig i krise på dette tidspunkt - dyb krise - ikke blot disse perioder med stagnation og lav vækst, som vi kender dem fra de udviklede kapitalistiske lande i dag. Sidste århundredes kriser var kendetegnet ved produktionsnedgange på 20-30 procent. Når den økonomiske udvikling gik allerbedst, var arbejdsløsheden omkring 10 procent, under kriserne nærmede den sig halvdelen af befolkningen med et dramatisk fald i levestandard til følge. Det var traditionelle overproduktions-kriser. Kapitalen søger til stadighed at udvide produktionen og presse lønniveauet i jagten på mere profit, men da lønningerne jo samtidig udgør størstedelen af markedet, gik det med jævne mellemrum galt i et samfund, hvor de frie markedskræfter herskede uden nogen snærende statslige reguleringsmekanismer. Kommunismens spøgelse gik virkelig gennem Europa, men det blev ved spøgeriet. I århundredets sidste del stabiliserede kapitalismen sig og udviklede en ny vitalitet. Det skyldes for en stor del to faktorer: arbejderklassens organiserede kamp og imperialismen.

Kapitalismen havde umiddelbart betydet et fald i levestandarden for Englands befolkning. Levevilkårerne for arbejderklassen var ringere i 1850erne, end de havde være ved århundredets begyndelse. Men en vis klassebevidsthed og organisering i faglige og politiske organisationer havde efterhånden indfundet sig. I de første år var arbejderklassens kamp for bedre leve- og arbejdsforhold blevet slået ned med hård hånd. Kapitalen var simpelt hen ikke i stand til at forbedre arbejdernes kår, hvis produktionen skulle forblive profitabel. Men med imperialismen ændrede dette sig. De nye markeder i Asien, Afrika og Latinamerika, og investeringer i produktion i kolonierne med slaver eller ekstremt billig arbejdskraft skabte profitter, der gav grundlag for forbedringer i de europæiske arbejderes kår. Disse forbedringer blev naturligvis ikke foræret arbejderne. De måtte møjsommeligt tilkæmpe sig dem - men det var nu muligt at opnå dem inden for systemets rammer. Kombinationen af imperialismens ekstraprofitter og arbejderklassens stigende levefod betød et større hjemmemarked, mere beskæftigelse osv. Også det politiske klima blev mildere. Før havde en revolutionær omstyrtelse af det kapitalistiske system syntes den eneste vej til et bedre liv for arbejderklassen. Nu gav reformismen rent faktisk resultater og vandt større indflydelse i arbejderklassen, hvilket gav mulighed for en større demokratisering af samfundet inden for rammerne af kapitalismen. Arbejderklassen var ikke længere nogen umiddelbar trussel for systemet - man var begyndt at tro på det. Den socialdemokratiske bevægelse voksede sig stærk i takt med at kapitalismen konsoliderede sig i de kapitalistiske lande.

Imperialismen bragte den kapitalistiske produktionsmåde ud over hele kloden, men heller ikke denne proces forløb som forudset. Marx havde forestillet sig, at kapitalismen i løbet af relativ kort tid ville udvikle kolonierne og udvikle deres produktivkræfter til et europæisk niveau. Men noget andet blev tilfældet. Der opstod en mekanisme mellem de udviklede og underudviklede lande, der gjorde de rige lande stadig rigere på de fattige landes bekostning. Der er flere konkrete historiske årsager til dette forløb, en af de væsentligste er den forskel, der opstod i lønniveauet mellem de imperialistiske lande og det vi i dag kalder den tredje verden. Arbejdskraften besad ikke den internationale mobilitet som kapitalen har, og en udligning af løn-niveauet kunne derfor ikke finde sted. I kapitalismens barndom havde proletariatet stort set delt de samme usle kår verden over eksistensminimum. Men i sidste del af attenhundrede-tallet var det lykkedes arbejderklassen i Vesteuropa at vriste sig løs fra denne grænse. Omkring århundredeskiftet lå løn-niveauet i Europa en 2-3 gange højere end lønnen i kolonierne, og i dag tjener en ufaglært arbejder i et OECD-land i gennemsnit ca. 15 gange gennemsnitslønnen for ufaglært arbejde i den tredje verden.

Et relativt højt løn-niveau betyder et stort marked. Belgiens befolkning har en indkomst og et forbrug af en størrelse svarende til de 450 millioner mennesker, som bor i Afrika syd for Sahara. Københavns befolknings købekraft er større end Tanzanias. Og da drivkraften i kapitalismens udvikling er markedets størrelse, betyder det udvikling i højtløns-lande og mangel på udvikling i lavtløns-lande. Denne polarisering af det kapitalistiske system i en udviklet del med et stadigt ekspanderende marked og en underudviklet del, der sikrer de nødvendige råvarer til en billig penge, og som udgør et reservoir af billig arbejdskraft - denne polarisering gav kapitalismen nyt liv.

Årtierne omkring århundredeskiftet var kendetegnet af en uhyre dynamisk kapitalistisk udvikling. En stribe nye sektorer opstod: kemisk industri, industri for elektriske artikler, automobil- og våbenindustri. Nye former for privatejendomsret udviklede sig, f.eks. aktieselskabsformen. Industrien organiserede sig på nye måder: holdingselskaber, karteller og koncerner blev almindelige. Der foregik en kraftig koncentration af kapitalen. Efter et halvt århundrede med fri konkurrence inden for den enkelte nations rammer - den eneste virkelige liberale periode i kapitalismens historie - etableredes de første industrimonopoler i England, Frankrig, Tyskland og USA.

Denne nye udvikling af produktivkræfterne krævede en tilpasning af produktionsforholdene, hvis kapitalismen ikke skulle gå i baglås, blokeret af sine indre modsigelser. Tyvernes og tredivernes økonomiske kriser og to storkrige med udgangspunkt i Europa viste, at den var gal.

For det første krævede den nye kapitalkoncentration en øget internationalisering af det økonomiske system. De nye storindustrier måtte sprænge de nationale rammer, hvis de skulle udvikle sig. De talrige nationale told-, valuta- og handelsrestriktioner, der dengang i meget stort omfang blokerede den internationale bevægelighed af varer og kapital, måtte lempes - en proces, som endnu ikke er afsluttet. Imperialismen, i dens koloniale form, var ligeledes blevet en belastning. Moderlandets monopol på udbytningen af sine kolonier hindrede nye fremadstræbende magter i at få direkte adgang til de markeder og investeringsmulighder som kolonierne udgjorde.

De snævre nationale rammer for kapitalens og varernes bevægelighed - og dermed for de enkelte landes udvikling og konkurrence - var en væsentlig årsag til de to store krige, der hærgede verden i første halvdel af vort århundrede. Først efter Anden Verdenskrig - under USAs dominans - blev kolonisystemet endelig opløst, og der skete en liberalisering af internationale kapital- og varebevægelser. Dette muliggjorde, at forskydningen mellem de imperialistiske lande i økonomisk styrke i lang tid har kunnet løses uden de store konflikter. (Der er dog tegn på, at dette forhold er under ændring, jeg vender tilbage til problemet senere.)

Men også på andre områder skete der væsentlige justeringer af produktionsforholdene for at bringe kapitalismen ud af den dybe krise, den befandt sig i i 30rne. Statsmagten kom fremover til at spille en stadig større rolle for reguleringen af økonomien. Efter at den fri konkurrence havde udspillet sin historiske rolle i slutningen af århundredet, og kapitalismen var blevet præget af monopoler, sammensmeltning af finans- og industrikapital til store koncerner osv, måtte systemet have en anden form for regulerende faktor for ikke konstant at blive blokeret af sine indre modsigelser. Der var brug for en over ordnet magt, der kunne forvalte systemet, ofte mod den enkelte kapitalists snævre egeninteresse, men til fordel for hel systemets udvikling.

Det var atter kræfter med rod i arbejderbevægelsen, der reddede kapitalismen ud af suppedasen. Med baggrund i Keynes's økonomiske teorier gik man ind for en udvidelse af den statslige sektor i økonomien og en mere aktiv regulering af de økonomiske kræfter for at søge at udjævne konjunkturerne. I de fleste Vesteuropæiske lande var det socialdemokratiet, der stod for denne politiske linie og i praksis med stor succes gennemførte den. I USA var det Roosevelt, der under betegnelsen ”New Deal” gennemførte noget lignende.

Denne løsningsmodel var imidlertid kun mulig i de mest udviklede kapitalistiske lande, hvor de samfundsmæssige modsigelser var begrænsede. I Tyskland, hvor modsigelserne af konkrete historiske årsager var store netop i denne periode, og i overgangszonen mellem de udviklede og underudviklede lande blev statsmagten i første omgang fascistisk. (Spanien, Portugal, Italien, Grækenland.) Og i systemets periferi - i Latinamerika, Afrika og Asien - herskede den gammeldags kapitalisme med dens så at sige permanente krise ufortrødent videre.

Tiden fra Anden Verdenskrigs slutning frem til midten af 1970erne har været den mest dynamiske periode i kapitalismens historie. Den gennemgribende internationalisering af de økonomiske relationer, som skete under Pax Americana, gav systemet ny grokraft. De nye rammer gav en hidtil uset udvikling af produktivkræfterne. Den friere bevægelighed af varer og kapital samt de transnationale selskabers stærkt stigende indflydelse betød imidlertid ikke nogen udligning af kløften mellem de rige og fattige lande, tværtom var den fortsatte polarisering i systemet en væsentlig forudsætning for dets dynamik. Netop via den stigende vergende verdenshandel og de friere kapitalbevægelser blev de værdier overført fra Latinamerika, Afrika og Asien, som var en vigtig del af grundlaget for den velfærd, der blev hovedparten af befolkningen i de udviklede kapitalistiske lande til del. Og dermed også grundlag for den relative sociale ro og fred, der hører med til en sådan udbredt velfærd. Den tredje verden derimod har været præget af konstant social uro og krige, som for størstedelen bunder i de ringe udviklingsmuligheder, den nuværende verdensorden giver dem.

Enkelte lande i periferien rev sig løs og søgte via en planøkonomi den udvikling, de ikke kunne opnå i det kapitalistiske system. Den indskrænkning af verdensmarkedet og investeringsmulighederne, som dette medførte, blev af USA anset som en alvorljg trussel og førte blandt andet til den blodigeste konflikt siden Verdenskrigen, nemlig Vietnamkrigen, samt til en militær oprustning af vanvittige dimensioner.

På trods af en vis stagnation i den økonomiske udvikling, siden midten af 70erne, i de udviklede kapitalistiske lande selv, er det lykkedes dem at opretholde den verdensorden, som fremstod efter Anden Verdenskrig.

I de seneste år synes det imidlertid som om efterkrigstidens verdensorden, såvel økonomisk som politisk, er i opbrud. Produktivkræfternes udvikling er kolosal. Ny teknik og nye produktionsgrene vokser bestandigt frem: bio- og genteknologi, computer- og informationsteknologi, industrirobotter; den store udbredelse af forskellige elektroniske medier har også gjort produktion af underholdning af enhver art til en storindustri.

Internationaliseringen og koncentrationen af kapitalen accelererer fortsat. En snes storbanker dominerer verdens valuta- og finanstransaktioner. Blot tohundrede transnationale firmaer står i dag for mere end en tredjedel af verdens samlede nationalprodukt. De transnationale virksomheder opererer globalt og dækker alle trin i fremstillingen af en vare. De driver deres egen forskning. En stadig større del af menneskehedens viden vil i fremtiden blive privatejet. De bedste forskere bevæger sig væk fra de offentlige universiteter mod private forskningsinstitutioner. De transnationale firmaer leverer selv råvarerne til de endelige produkter, de transporterer og markedsfører selv. De dækker alle aspekter ved varernes fremstilling og salg.

Denne udvikling har naturligvis betydet, at modsigelsen mellem produktivkræfternes samfundsmæssige karakter og den private ejendomsret til dem ikke blot udspiller sig på det nationale niveau, men også i stadig stigende grad på det globale plan. Jeg vil kort ridse tre områder op: Den såkaldte Nord-Syd konflikt, miljøproblemerne, og det internationale finans- og valutasystems stigende ustabilitet.

Den store ulighed i levestandard, der på Marx's tid fandtes på det nationale plan - og som i dag stadig er fremtrædende i den tredje verden - genskaber den moderne kapitalisme på internationalt niveau i form af opdelingen mellem rige og fattige lande.

Den rige verdens banker har gennem Verdensbanken sat store dele af Latinamerika og Afrika under administration. ”Strukturtilpasning” hedder den økonomiske politik, som Verdensbanken dikterer. Bag dette ord gemmer sig blandt andet, at de fattige lande skal skære ned på deres sundheds-, social- og uddannelsesvæsen for bedre at kunne betale renter og afdrag på deres gæld til de store banker. I disse år nedlægges klinikker i slumområder og i landsbyer. Skoler lukkes og lærere fyres. Det er svært at opgøre, hvor mange liv det koster, men de skal regnes i millioner. Det er lidt lettere at opgøre konsekvenserne, hvad angår skolevæsnet. For få år tilbage fik ca. 79 procent af Afrikas børn syd for Sahara en eller anden for for skolegang, hvor kort og simpel den end måtte være. I dag er dette tal faldet til 73 procent. Faldet på 6 procent svarer alene i denne region til 27 millioner børn yderligere, der vil blive analfabeter.

I sin 1989-rapport for Afrika skriver Verdensbankens eksperter om sundhedspolitikken, at: ”Individer, familier og lokalgrupper selv må tage ansvaret for deres egen sundhedsomsorg.” Og hvad angår uddannelse, mener Banken, at: ”Hvis forældre selvbygger skoler, vil de sætte større pris på dem og vedligeholde dem hen ad vejen”. Forbruget af vand skal også i højere grad være brugerbetalt. Det lyder måske ikke så slemt, hvis det blev sagt i en dansk sammenhæng, men i den tredje verden er det kynisk. Det er vanskeligt at se, hvordan befolkningen skal få råd til disse ting i et samfund, hvor lønniveauet er et par dollars om dagen, hvis det overhovedet er til at få arbejde.

Pæne mænd og damer i fine kontorer sidder og skriver disse rapporter, som udmønter sig i direktiver, hvis konsekvenser er nød og elendighed. Det kapitalistiske systems pæne diskrete vold.

Disse forhold i den tredje verden vil føre til social uro. Kravet om bedre levevilkår og demokrati vil vokse. Bevidstheden om de rige landes ansvar for situationen vil stige. Meget tyder på, at Nord-Syd-konflikten i de kommende år vil skærpes. Og mulighederne for at løse problemet inden for den nuværende verdensordens rammer synes små, da den jo netop i høj grad bygger på kløften mellem Nord og Syd - historisk og aktuelt.

Produktivkræfternes kolossale udvikling i efterkrigstiden og et massivt individuelt forbrug i de rige lande har gjort ressource- og miljøspørgsmål til et voksende problem. OECD-landenes forbrug af så at sige alle vigtige råstoffer - olie, kul, jern, kobber, krom, tin, uran, bauxit, guld osv. - er langt større end egenproduktionen og resten af verdens forbrug. Hvis hele klodens befolkning konsumerede som vi, ville de kendte forekomster af disse råvarer være udtømt på få årtier.

Miljøproblemerne er trods stigende opmærksomhed stadig voksende. Og også her er vi i den rige verden hovedansvarlige for miseren. OECD-landene brænder mere fossilt brændstof af end resten af verden, inklusive USSR og Østeuropa gør tilsammen. Når regnskoven fældes i Afrika, Latinamerika og Asien, så er det først og fremmest for at opfylde et behov for træ eller andre produkter i vor del af verden. Et eksempel: I løbet af de sidste 20 år er en fjerdedel af Mellemamerikas regnskov blevet omdannet til græsgange med kvægdrift for øje. I denne periode er antallet af kødkvæg i regionen vokset med to tredjedele. I 1985 blev 90 procent af denne kødproduktion eksporteret til USA. Produktionen gavner ikke Mellemamerika. Efter få år bliver områderne golde og ny regnskov må ryddes. Produktionen giver kun ringe beskæftigelse til usle lønninger, og de store kvægflokke betyder ikke mere mad til lokalbefolkningen. I den periode, hvor kødproduktionen i Costa Rica blev tredoblet, faldt det lokale forbrug. En gennemsnits-costaricaner spiser mindre kød end en amerikansk gennemsnits-huskat.

Et tredje alvorligt problem for den nuværende verdensorden er dets valuta- og finanssystem. Handlen med valuta og værdipapirer har taget et enormt omfang. Medens værdien af verdenshandlen de sidste 5 år er øget med ca. 15 procent, er omsætningen af valuta og værdipapirer steget med over 100 procent. Værdien af finanstransaktionerne er mere end 20 gange værdien af verdenshandlen og har for det meste helt karakter af spekulation. Der er ikke tale om investeringer i gammeldags forstand, men nærmest om spil. Værdipapirer bliver købt og solgt inden for samme døgn i håb om en hurtig gevinst. Man kan spille på, om handelstallene bliver værre eller bedre end forventet, eller om en bestemt politisk begivenhed indtræffer eller ikke indtræffer. Det minder om et gigantisk globalt kasinospil. Problemet er blot, at det ikke kun er de direkte deltagere i spillet - banker og børsmæglere - der kan vinde eller tabe. Bag kurssvingningerne på dataskærmene er der realiteter. Indsatserne er i sidste instans produktionsapparatet, og et sammenbrud på børserne vil betyde en verdensomspændende depression. De sidste års uro på finansmarkederne er udtryk for den oppustede og spekulative karakter valuta- og finanssystemet har fået.

Verdenshandlen kræver et stabilt valutasystem for at kunne fungere. Dollaren har siden Anden Verdenskrig udfyldt rollen som verdenspenge. En opgave, den imidlertid har haft sværere og sværere ved at klare på grund af USAs relative økonomiske tilbagegang. Allerede i begyndelsen af 70'erne forlod dollaren guldfoden og har siden bygget sin værdi på tilliden til USAs økonomiske formåen. En formåen, som er på retur, hvilket kan skabe store problemer for det internationale valutasystem og dermed for funktionen af verdenshandlen.

De problemer af global karakter jeg her har nævnt: Spørgsmålet om en mere ligelig fordeling af verdens goder, der også er tæt forbundet med spørgsmålet om krig og fred. Miljøproblemerne, som truer med at ødelægge basale livsvilkår som luft, vand og jord. Det finansielle cirkus, der kan kaste verdensøkonomien ud i en depression af hidtil ukendt omfang. Sådanne problemer kræver en langt mere samfundsmæssig behandling, end den gældende verdensorden er i stand til at fungere som ramme for.

De kræfter, der på det nationale plan i de rige lande har kunnet holde den rå kapitalisme i ave og regulere den, har ikke nogen international parallel af betydning. Den arbejderklasse, som udviklede den socialdemokratiske bevægelse, der blev en væsentlig drivkraft bag etableringen af det borgerlige parlamentariske system, har ikke noget slagkraftigt internationalt samarbejde, som kan danne modvægt til internationaliseringen af kapitalen. ILO, den internationale arbejderorganisation, er af ringe betydning og indflydelse i forhold til de transnationale selskaber. Verdensbanken er ikke nogen modvægt til de private storbanker, men deres forlængede arm, osv. Der eksisterer ikke noget magtorgan som kan regulere den internationale kapital.

Men ikke nok med det. De internationale konjunkturers stadig stigende betydning for de enkelte landes økonomiske udvikling medfører, at reguleringsmulighederne også svækkes på det nationale plan i forhold til tidligere.

Keynes' politik gik ud på, at staten hovedsagelig via finanspolitikken skulle regulere kapitalismen med en høj prioritet til beskæftigelsen. Ved stagnation i økonomien skulle staten via et underskud på statsbudgettet pumpe penge ud, som skulle øge beskæftigelsen og dermed købekraften og således sætte gang i udviklingen. Ved en overophedning af økonomien med inflation skulle staten via fx. indkomstpolitik suge købekraft op. Denne keynesianske politik bragte de rige lande ud af 30'ernes krise og den fungerede fint frem til midten af 70'erne. Her opstod fænomenet stagflation - et tegn på at Keynes' økonomiske politik ikke længere var tilstrækkelig. Stagflation er en kombination af stagnation og inflation, der efter Keynes' teorier ikke burde forekomme, og som man ikke havde noget middel mod. Stagflation er netop et symptom på internationaliseringen af det enkelte lands økonomiske udvikling. Den inflation med et højt beskæftigelsesniveau, der havde præget velfærdsstaterne i 60'erne og i begyndelsen af 70'erne, blev pludselig kombineret med en udefra kommende depression udløst af oliekrisen. De keynesianske reguleringsmekanismer kræver et nationalt manøvrerum og en stabil international økonomi; begge disse forudsætninger svækkes i disse år. Kapitalismen står således overfor de store problemkomplexer af global karakter uden de styringsmekanismer, der hidtil har reddet systemet ud af suppedasen.

Alt dette bliver ikke mindre kompliceret af, at det politiske system, vi har kendt siden Anden Verdenskrig, er i hastig forandring. System- og supermagtskonkurrencen mellem USSR og USA er i aftagende, og USAs dominerende stilling inden for det kapitalistiske system svækkes - ihvertfald på det økonomiske plan. Det synes, som om vi er på vej mod en multipolær verden. Både USSRs og USAs relative magt er for nedadgående, medens Europas og Japans indflydelse er stigende. Alt tyder på, at konkurrencen mellem disse blokke bliver meget hård. Det indre marked, som de vesteuropæiske lande ser frem til med forventning, kaldes i USA for en fæstning, og også i Japan er der stor usikkerhed overfor EFs indre marked.

Men det er ikke kun mellem de enkelte lande og regioner, at der er tegn på forandringer i styrkeforholdene, også i landene selv er der et opbrud på vej i det politiske monster. Man kan meget vel tænke sig, at den demokratiserings-bølge, der går over USSR og Østeuropa, ruller videre ud i den tredje verden, selv om mulighederne for en fredelig overgang til mere demokratiske styreformer her er mindre. I disse lande er det ikke blot en statsmagt, der står i vejen for en demokratisering. De klassemæssige konflikter er langt mere fremtrædende, og statsmagtens tilknytning til den herskende klasse langt mere direkte.

Man kan også forestille sig, at demokratiseringsbølgen på et tidspunkt slår tilbage over Vesteuropa. Vi lever som bekendt i et politisk demokrati, ikke i et økonomisk. Vores parlamentariske systems opgave er at forvalte et givent økonomisk system, så det fungerer bedst muligt. Rammerne er ret snævre, og der er derfor ingen fundamental forskel på Konservativt Folkepartis og Socialdemokratiets politik, selv om de skærer kagen lidt forskelligt. De er begge først og fremmest adminstratorer. Ledende socialdemokrater bliver da også ofte topchefer i det private erhvervsliv, og konservative politikere bliver forvaltere af offentlige pensionsfonde.

Vores politiske demokratis troværdighed afhænger i høj grad af, om det er i stand til at regulere og afbalancere de samfundsmæssige interesser mod privatkapitalens. Mulighederne for dette svækkes som førnævnt generelt. Specielt for Vesturopas vedkommende sker der en særdeles kraftig koncentration af kapitalen i disse år, som kan forstyrre balancen i vores demokratiske system. Er det bilkoncernerne eller trafikministeriet, der fastlægger vores fremtidige transportsystem? Er det de private banker eller Nationalbanker, der skal bestemme pengepolitikken?

Modsigelsen mellem privatejendomsretten til produktionsmidlerne og de samfundsmæssige interesser skærpes ved koncentrationen af kapitalen.

Selve vores parlamentariske system synes også at lide af nogle forkalkningstendencer. Det folkelige element i den demokratiske proces bliver mindre og mindre, og istedet foregår der en koncentration og professionalisering af beslutningsprocessen. Kun ca. 5 procent af befolkningen er medlem af et politisk parti. Mindre en 1 procent deltager i opstillingen af kandidaterne til valgene. Stemmeprocenten ved sidste EF-valg var omkring 50 procent og ved kommunevalget ca. 64 procent.

Stadig flere og væsentligere beslutninger tages centralt. EFs ministerråd har fx. større og større betydning, og Europa-parlamentet vil få det. For at få indflydelse i sådanne centrale magtorganer er det nødvendigt at hyre såkaldte lobbyister - en underlig gevækst på et demokratisk system.

Vores parlamentariske demokratis evne til at aktivere og inddrage almindelige mennesker i beslutningsprocessen er dalende. Stadig færre og mere ”professionelle” folk tager de afgørende beslutninger. Politikerne rekrutteres ikke mere fra folkelige organisationer, men blandt snævre akademiker-kredse og fra medierne. De politiske standpunkter markedsføres som enhver anden vare. Denne udvikling har en tendens til at passivisere folk i forhold til den politiske proces. Demokratiet består i at stemme med nogle års mellemrum. Staten får dermed let en alfaderlig overvågende og formynderisk karakter. Staten ønsker i højere grad at gøre ting for os, end at skabe rammerne for at vi selv bliver aktive i centrale og lokale forhold.

En reaktion på denne tendens i vores politiske system er fremkomsten af en række nye bevægelser uden for det traditionelle politiske partimønster, fx.: miljø-, naturbeskyttelses- og antiatomkraft-bevægelser, kvindebevægelser, freds- og solidaritetsbevægelser, og såkaldte folkebevægelser for en lang række spørgsmål. Den type organisationer har det parlamentariske system det ikke godt med. De er konkurrenter. Deres aktive engagement bliver betragtet som pression. De er besværlige og blander sig - og nogle bliver ligefrem betragtet som farlige.

De snævre rammer som kapitalen sætter for demokratiets råderum, det parlamentariske systems svigtende forbindelse til folkelige organisationer vil fremme væksten af allehånde oppositionelle bevægelser. Vores politiske system er endnu ikke i krise - langtfra - men der er problemer også på denne front, og betingelserne for at de vokser er til stede.

Den virkelige barriere for kapitalismens udvikling er kapitalens egen logik. Det forhold, at arbejdskraften både er en lønudgift og markedet. Den enkelte kapitalist søger at begrænse lønnen for at øge profitten. Men for at drømmen om profit kan realiseres, skal varen sælges og det kræver et marked. Jo mere de enkelte kapitalister presser på for at øge profitten ved at sænke lønniveauet, jo mindre er chancen for at realisere profitten fordi markedet indskrænkes. Enkeltkapitalens interesser står i modsætningsforhold til totalkapitalen.

Når kapitalismen ikke forlængst er gået i baglås, skyldes det, det komplekse historiske miljø som den har udfoldet sig i. Kolonialismen, imperialismen, delingen af verden i rige og fattige lande har givet kapitalismen et langt liv og har ført til en enorm udvikling af produktivkræfterne. Denne udvikling af produktivkræfterne sætter os i dag i stand til at løse de globale problemer, som kapitalismen også har været med til at skabe, vel at mærke hvis kapitalens logik - eller rettere mangel på samme - ophæves.

Hvor effektive de produktivkræfter kapitalismen har frembragt kan være, når kapitalforholdet ophæves, har vi faktisk konkrete eksempler på. Under Anden Verdenskrig blev USAs og Englands økonomier omdannet til planøkonomiske systemer. USAs bruttonationalprodukt voksede fra 1940 til 45 med 75 procent til trods for, at 11 millioner mænd og kvinder i den mest produktive alder var indrulleret i hæren. Hvorfor var denne periode så effektiv? Fordi kapitalismens love midlertidigt var sat ud af kraft. Der var simpelthen et ”ubegrænset” marked. Staten koordinerede produktionen, bestemte løn og prisforhold og var køber til alt hvad der kunne produceres.

Det produktionsapparat, den teknik og viden som menneskeheden i dag råder over, er tilstrækkelig til at fjerne fattigdom og nød. For hundrede år siden var det tvivlsomt om produktivkræfterne var tilstrækkeligt udviklede til at løse denne opgave, men nu foreligger muligheden.

Hvis den vækst USA oplevede under Anden Verdenskrig havde fortsat - og produktionen, naturligvis, var blevet rettet mod civile behov i stedet for militære, hvis de andre udviklede lande havde indrettet sig på samme vis, hvis vi giver vores viden til den tredje verden og muliggør, at de kan udnytte deres enorme menneskelige ressourcer, da vil det være muligt på få generationer, at bringe hele menneskehedens levefod op på et acceptabelt niveau.

Det betyder ikke, at hele verden kan komme til at leve som vi gør nu. Det er måske af mange grunde heller ikke ønskværdigt, men det er i hvert fald af ressource- og miljømæssige årsager fysisk umuligt. Det ville fx. betyde 3 milliarder privatbiler. Men livskvalitet er også andet end konsum af forbrugsvarer, og kollektivt forbrug i stedet for individuelt forbrug behøver ikke kun at være en sur pligt af hensyn til ressourcer og miljø, det kan også være en del af en anden måde at forholde sig på til andre mennesker.

I vor tid eksisterer de materielle forudsætninger for, at ikke kun en fraktion af menneskeheden kan få et selvstændigt liv. Skam få os hvis vi ikke udnytter dem. Skuffelser og ulykkelige erfaringer har fået de politiske forudsætninger - det socialistiske perspektiv - til at miste den tiltrækning det engang havde, i hvert fald i vor del af verden. Men diskussionen om socialismen er langt fra færdig, ikke kun fordi socialister er nogle stædige asner, men fordi kapitalismens egne modsigelser til stadighed vil sætte socialismen på dagsordenen. Modsigelsen mellem privatejendomsretten til produktionsmidlerne og de samfundsmæssige behov eksisterer stadig, og løsningen er en socialisering af produktionsapparatet.