Snylterstatsteoriens historie. Af Torkil Lauesen

Snylterstatsteori udvalgt titler

 

Indhold

Snylterstatsteorien”: Er det ikke noget retro fra begyndelsen af 1970erne ligesom sofaborde i teak og orange plastiklamper? Ja og nej! Snylterstatsteorien blev fremført af især Kommunistisk Arbejdskreds (KAK) i 1970erne, men det er en teori, som har sin oprindelse helt tilbage i begyndelsen af 19-hundredetallet. Den blev videreudviklet af Lenin, som en del af hans imperialisme teori omkring Første Verdenskrig, og var ligeledes en del af 1970ernes imperialismeteorier. I det seneste årti, i forbindelse med industrialiseringen af ”Syd” og de globale produktionskæders overførsel af enorme profit og billige varer fra ”Syd” til ”Nord” er teorien imidlertid dukket op igen i politiske og akademiske diskussioner.        

Begrebets oprindelse 

John Hobson ImperialismBegrebet ”snylterstat” stammer fra den engelske politiske økonom J. A. Hobsons bog: ”Imperialism: A Study” fra 1902. I denne bog beskriver Hobson de kræfter i kapitalismen, der driver den ud i kolonierne og dermed fremmer en imperialistiske politik. Hobson skaber ikke blot begrebet "imperialisme" i sin moderne forstand, men også begrebet snylterstat (parasite state). Han forestillede sig, at imperialismen ville skabe stater i Europa, hvor en elite af rige finansfolk levede, og beskæftigede en stor del af befolkningen med godt betalte serviceopgaver. [1] Da Lenin i 1916 skrev sin berømte skrift: ”Imperialismen – kapitalismens højeste stadium” var han i høj grad inspireret af Hobsons bog. Lenin bruger Hobsons begreber "imperialismen" og "snylterstat" og uddyber det økonomiske og politiske indhold.

”Kapitaleksporten, et af imperialismens væsentligste økonomiske grundlag, forøger yderligere dette rentierlags komplette adskillelse fra produktionen, og påtrykker hele det land, som lever af at udbytte nogle oversøiske landes og koloniers arbejde, snylterens stempel” [2]

Snylterstaten havde sine politiske konsekvenser:

”Rentierstaten er den snyltende, forfaldende kapitalismes stat, og denne omstændighed genspejler sig med nødvendighed i alle socialpolitiske forhold i de pågældende lande, og i særdeleshed i arbejderbevægelsens to grundstrømninger. For at vise dette så anskueligt som muligt, giver vi ordet til Hobson, der er det mest »tilforladelige« vidne, fordi man umuligt kan mistænke ham for at nære forkærlighed for »marxistisk ortodoksi«; desuden er han englænder og godt kendt med dette land, der er så rigeligt forsynet med kolonier, finanskapital og imperialistisk erfaring.

V.I. Lenin Imperialism the highest stag of imperialismUnder det friske indtryk af boerkrigen, skildrede Hobson imperialismens sammenhæng med »finansmændenes interesser, deres voksende profit på kontrakter, leverancer osv. og skrev: »De kræfter, som angiver retningen for denne udprægede snylterpolitik, er kapitalisterne; men de samme motiver udøver også deres virkning på visse arbejderkredse. I mange byer er de vigtigste industrigrene afhængige af regeringsbestillinger, og imperialismen i metal- og skibsbygningsindustriens centrer står ikke mindst i forbindelse med denne kendsgerning.« Ifølge Hobson var der to slags omstændigheder, som svækkede de gamle imperiers magt: 1. »økonomisk parasitisme« og 2. militær rekruttering af afhængige folkeslag. »Først er der den økonomiske parasitisme, der består i, at den herskende stat benytter sine provinser, kolonier og afhængige lande til at berige sin herskende klasse og til at bestikke sin underklasse, for at den skal forholde sig roligt.« Fra vor side kan vi tilføje, at forudsætningen for en sådan bestikkelses økonomiske mulighed, ligegyldigt hvordan den sker, er høj monopolprofit” [3]

Lenin skriver videre:

”Perspektiverne for Kinas opdeling giver Hobson anledning til følgende økonomiske vurdering: »De største dele af Vesteuropa ville i så fald få samme udseende og karakter som f. eks. nu Sydengland, Rivieraen og de dele af Italien og Svejts, der er præget af turister og rigmandsvillaer: en lille flok rige aristokrater, der modtager dividende og pensioner fra det fjerne østen, dernæst en noget større gruppe af funktionærer og forretningsfolk, en masse tjenestefolk og arbejdere beskæftigede ved transportvæsenet og i de sidste stadier af produktionen af mere letfordærvelige varer; alle de væsentlige industrigrene ville forsvinde, og de vigtigste næringsmidler og industriprodukter ville flyde som tribut fra Asien og Afrika.« »Vi har antydet muligheden for en endnu større alliance af de vesteuropæiske stater, en europæisk føderation af stormagter, som tværtimod at fremme civilisationens sag kunne fremkalde den kolossale fare for en vesteuropæisk parasitisme: en gruppe fremskredne industrinationer, hvis øverste klasser ville modtage vældige tributter fra Asien og Afrika og med disse tributter underholde store tamme masser af undergivne, som ikke mere ville være beskæftiget i den egentlige landbrugs- og industriproduktion, men med personlige tjenesteydelser eller med underordnet industriarbejde under kontrol af et nyt finansaristokrati. De, som er tilbøjelige til med en håndbevægelse at afvise en sådan teori kan blot tænke på de økonomiske og sociale forhold i de distrikter af vore dages Sydengland, som allerede nu er reduceret til en sådan stilling; de kan tænke på, hvilken vældig udvidelse af dette system, der ville blive mulig, hvis Kina blev underkastet økonomisk kontrol af lignende grupper af finansmænd, af 'investorer' og deres politiske og kommercielle funktionærer, som ville presse profit ud af det mægtigste potentielle reservoir, som verden endnu har kendt, for at forbruge denne profit i Europa. Situationen er alt for indviklet, verdenskræfternes spil alt for uberegneligt til at sandsynliggøre den ene eller den anden udtydning af fremtiden i en enkelt retning; men de indflydelser, som i øjeblikket behersker Vesteuropas imperialisme, bevæger sig i denne retning, og støder de ikke på nogen indflydelse i modsat retning, afledes de ikke til anden side, så arbejder de netop i retning af en sådan udgang«…….

Kun burde man tilføje, at også inden for arbejderbevægelsen »arbejder« opportunisterne, der nu har vundet en midlertidig sejr i de fleste lande, systematisk og stædigt i denne retning. Imperialismen, som betyder en opdeling af verden, og udbytning ikke alene af Kina, og som betyder monopolistisk høje profitter for en håndfuld af de rigeste lande, skaber den økonomiske mulighed for bestikkelse af de øverste lag af proletariatet; den nærer, former og befæster derved opportunismen.” [4]

Det er nærmest en profetisk skildring af situationen i dag, hvor Kina er blevet verdens værksted og Vesteuropa og USA konsumerende snylterstaten. Lenin slutter afsnittet om snylterstaten med følgende opsummering:

”Det karakteristiske træk ved situationen i dag består i de økonomiske og politiske betingelser, som med nødvendighed skærper opportunismens uforenelighed med arbejderbevægelsens almindelige og fundamentale interesser: imperialismen, som tidligere kun fandtes i kim, har udviklet sig til det herskende system; de kapitalistiske monopoler har tilkæmpet sig førstepladsen i samfundsøkonomien og politikken; verdens opdeling er fuldført; og på den anden side ser vi i stedet for det ubestridte engelske monopol en lille gruppe imperialistiske magters kamp om deltagelse i monopolet; en kamp, der kendetegner hele begyndelsen af det 20. århundrede. Opportunismen kan nu ikke mere i en lang række årtier stå som fuldstændig sejrherre i noget lands arbejderbevægelse, som den var det i England i sidste halvdel af det 19. århundrede, i en række lande er opportunismen tværtimod blevet moden, overmoden og gået i forrådnelse ved, at den som socialchauvinisme er smeltet fuldstændig sammen med den borgerlige politik.” [5]

Da Lenin skriver et forord til den franske og tyske udgave af ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” i 1920 understeger han igen det snyltende aspekt ved imperialismen:

”Det er nødvendigt at sige et par ord om kapitel VIII: Kapitalismens parasitisme og forfald. Som allerede fastslået i bogens tekst har Hilferding, den tidligere »marxist«, nu Kautskys våbenfælle og en af hovedrepræsentanterne for den borgerlige, reformistiske politik inden for Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti, i dette spørgsmål gjort et skridt tilbage i forhold til den erklærede pacifist og reformist, englænderen Hobson. Den internationale spaltning af hele arbejderbevægelsen er nu trådt helt åbent frem (II og III Internationale). Den væbnede kamp og borgerkrigen mellem de to retninger er ligeledes blevet en kendsgerning: I Rusland støtter mensjevikkerne og de »socialrevolutionære« Koltjak og Denikin mod bolsjevikkerne, i Tyskland går folk som Scheidemann, Noske og co. med bourgeoisiet mod spartakisterne, ligeledes i Finland, Polen, Ungarn osv. Hvori består nu det økonomiske grundlag for dette verdenshistoriske fænomen?

Netop i kapitalismens parasitisme og forfald, der er karakteristiske for dens højeste historiske stadium, dvs. imperialismen. Som det påvises i denne bog, har kapitalismen nu udskilt en håndfuld særligt rige og mægtige stater (mindre end en tiendedel af Jordens befolkning – »rigeligt« og meget overdrevent beregnet mindre end en femtedel), som – ved simpel »kuponklipning« – plyndrer hele verden. Kapitaleksporten giver et udbytte på 8-10 milliarder francs årligt i førkrigspriser og efter den borgerlige førkrigsstatistik. Nu er det naturligvis meget mere.

Det er forståeligt, at man ved en sådan ekstraprofit (for dette er en profit, kapitalisterne skaffer sig ekstra, udover den profit, de presser ud af deres »egne« landes arbejdere) kan bestikke arbejderførerne og det øvre lag af arbejderaristokratiet. Det bliver da også bestukket af de »fremskredne« landes kapitalister – på tusinde måder, direkte og indirekte, åbent og skjult.

Dette lag af »arbejderaristokrati« eller borgerliggjorte arbejdere, der er fuldstændig spidsborgerlige i hele deres livsstil, i størrelsen af deres lønninger, i hele deres livsopfattelse, er II Internationales hovedstøtte og i vore dage bourgeoisiets sociale (ikke militære) hovedstøtte. De er nemlig bourgeoisiets virkelige agenter i arbejderbevægelsen, kapitalistklassens arbejderforvaltere (labour lieutenants of the capitalist class), de virkelige bærere af reformismen og chauvinismen. I proletariatets borgerkrig mod bourgeoisiet stiller de sig, i ikke ringe tal, på bourgeoisiets side, på »versaillernes« side mod »kommunarderne«.

Uden at have forstået dette fænomens økonomiske rødder, uden at have vurderet dets politiske og samfundsmæssige betydning er det umuligt at tage noget skridt til løsning af den kommunistiske bevægelses og den kommende sociale revolutions praktiske opgaver.” [6] 

KAK's snylterstatsteori 

Marx & Engels On ColoniesKAK dannes i 1963 i forbindelse med Gotfred Appel eksklusion af Danmarks kommunistiske parti (DKP). Da den ideologiske strid mellem Sovjetunionens kommunistiske Parti (SUKP) og Kinas kommunistiske Parti (KKP) udviklede sig i begyndelsen af 1960'erne tog Appel parti for KKP. Han var på linje med kinesernes kritik af SUKP's ”moderne revisionisme” og Sovjetunionens ”fredelige sameksistens med USA-imperialismen”. Han så en modsætning mellem de revolutionære og antiimperialistiske fraser og Sovjets mere pragmatiske udenrigspolitik. Desuden var han enig med KKP i, at klassekampen forsatte under socialismen og dermed også i Sovjetunionen og i Kina selv.

I december 1963 dannede han - blandt andet sammen med historikeren Benito Scocozza, tidligere DKU-formand John Groth og Ulla Houton journalist ved ”Land og Folk” Europas første maoistiske gruppe. I de første år var KAK’s medlemmer særdeles aktive på de store arbejdspladser i København: skibsværftet Burmeister og Wain, maskinfabrikken F.L. Smith og Tuborg-bryggerierne. Med løbesedler og ved møder i de faglige klubber på arbejdspladserne kritiserede de DKP’s ”revisionisme” og ”reformisme” og søgte at mobilisere og radikalisere arbejderne for en revolutionær Engels Om imperialismesocialisme og støtte til Vietnams kamp.    
KAK's ”arbejderistiske” praksis i første halvdel af 60erne bar ikke frugt. Den "kamp” den danske arbejderklasse førte var ren ”økonomisme” – mere i lønningsposen. Socialismen havde ikke den store tiltrækningskraft og solidariteten med arbejderklassen i Den tredje Verden kunne ligge på et lille sted. Disse praktiske erfaringer - koblet med den antiimperialistiske kamp, vi så på Tv-skærmen køre for fuldt tryk, i den store verden - fik Appel til at gå i tænkeboks. Han bladrede i Lenins værker og stødte på artiklerne om” imperialismen og splittelsen i socialismen”, der i mange år havde været fortrængt stof i den vestlige marxisme. Resultatet blev, at KAK fra 1966 begyndte at udviklede sig i en mere selvstændig retning. I artikelserien ”Perspektiverne for vor kamp” bragt i ”Kommunistisk Orientering” nr. 3, 4 og 5 1966 hedder det:

”Arbejderklassen har ingen mulighed for at styrte kapitalistklassen og gennemføre den socialistiske revolution, før denne kapitalistklasses fundamenter er blevet undergravet af folkenes kamp og delvise sejre i Asien, Afrika og Latinamerika”.

I artiklerne defineres USA-imperialismen som hovedfjenden og Vietnam er brændpunktet for kampen. Der er ingen revolutionær situation i vor del af verden, og den vil ikke opstå, ”før kapitalistklassen har mistet i hvert fald betydelige dele af sine udbytningsmuligheder i de tidligere og nuværende kolonier.”

Gotfred Appel Der kommer en dagDer skal føres kamp mod reformisme og revisionisme i arbejderklassen, som "først og fremmest har deres grobund i det såkaldte arbejderaristokrati." Det er ingen tilfældighed, at reformisme og revisionisme først og fremmes trives i den rige verden. Men ”det betyder ikke, at arbejdere i vores del af verden ikke har måttet kæmpe for den højere løn og de bedre leve forhold, men det betyder, at kapitalistklassen takket være superprofitterne, har haft råd til at lade sig aftvinge en højere løn.” 

Det er ikke borgerskabet, som har fået ”arbejderne til at glemme klassens mission som herskende klasse i det næste samfund - socialismen - det kan kun arbejderklassen ’egne’ politiske ledere.”

KAK var af den opfattelse at arbejderklassen har en dobbelt position. På trods af ”bestikkelse med smuler fra superprofitterne, er den også en udbyttet klasse... Bestikkelsen er midlertidig, udbytningen er konstant”.

Afslutningsvis konkluderer artiklen:

"Den hovedopgave, som selve den objektive virkelighed i dag stiller den danske arbejderklasse overfor, er kampen mod den amerikanske imperialisme og den aktive støtte til det vietnamesiske folk og til alle undertrykte nationer og folk i deres antiimperialistiske kamp. Revolutionære kommunisters hovedopgave i Danmark i dag er at rejse arbejderklassen til denne støtte."

Først når den Tredje Verden havde befriet sig fra imperialismens åg, kappet sugerørene over og dermed afskåret de rige lande fra superprofitter, ville der igen være grobund for revolutionen i Vesteuropa.

Gotfred Appel Klassekamp og revolutionær situationKAK selv brugte begreberne ”snylterstatsteori” eller ”bestikkelsesteori” for deres politiske linje. Sidst nævnte er efter min mening ikke en rigtig betegnelse. I begrebet ”bestikkelse” ligger der en bevidst motiv fra både giver og modtager og arbejderklassens fremgang i levestandard blev ikke givet af den enkelte kapitalist som en ”bestikkelse” for ikke at lave revolution. Arbejderklassen måtte i høj grad kæmpe for forbedringerne. Men denne udvikling skabte en dynamik mellem højere løn til arbejderne og større marked for kapitalen, og deraf følgende bedre sociale forhold og demokratiske politiske rammer, alt sammen kom på ryggen af en udbytning af kolonierne, så ”snylterstatsteori” er et bedre betegnelse. 

I de følgende år skærpede KAK sine synspunkter i en hård retorisk diskussion med maoister og Moskva-tro kommunister i Danmark, Norge og Sverige. [7] Et eksempel var artikelserien ”To linjer”, der polemiserede mod Kommunistisk Forbund Marxister Leninister i Sverige, hvor snylterstatsteorien fik en del sympatisører i slutningen af 1960erne. [8] 

Formulering af de kontroversielle synspunkter om arbejderklassens situation i Vesteuropa fik naturligvis konsekvenser i relationen til Kinas Kommunistiske Parti. KAK havde i breve til KKP og den kinesiske ambassaden i Danmark kritiseret den kinesiske retorik om arbejderklassen i Vesten generelt og den kinesiske presses referater af konkrete demonstrationer og arbejdskampe i Danmark og England. I Peking Review no. 13, 1968 hedder det f.eks.: [9] 

”Det amerikanske og britiske folk har absolut ingen fælles interesse med monopolkapitalismen som presser dem til sidste blodsdråbe”.

Samme ordvalg bruges et andet sted i bladet om situationen i Indonesien:

”På grund af alvorlige finansielle vanskeligheder presser det fascistiske militærregime i Indonesien skrupelløst den sidste blodsdråbe af de arbejdende masser”.  

I et længere brev til KKP dateret den 24. april 1968 i anledning af KKP’s 9 kongres skriver KAK på denne baggrund:

”Vi er ikke enige i vurderingen af den nuværende situation - i vores del af verden - som fører til brugen af de selv samme ord til at beskrive situationen i Indonesien på den ene side og situationen i USA og England på den anden side. Vi opfordrer jer til at overveje en differentiering. Der er en afgrund til forskel mellem de økonomiske betingelser og de materielle og åndelige livsbetingelser for det arbejdende folk i vores kapitalistiske – imperialistiske lande, og de betingelser, som de brede arbejdende masser i Indonesien og i Asien, Afrika og Latin Amerika generelt lever under…

Vores monopolkapitalister presser ikke arbejderklassen til den sidste blodsdråbe.

Det gør imperialismen og de lokale udbyttere i Indonesien, i Indien – men ikke i Danmark, ikke i Sverige, ikke i Frankrig ikke i England”.

Og så følger der en række konkrete eksempler på levevilkår for arbejderklassen i Danmark. En sådan direkte kritik førte naturligvis til at kineserne afbrød samarbejdet med KAK.

Elendighedsteori og snylterstatsteori

En tilbagevendende betegnelse som kritikere af ”snylterstatsteorien” benytter er, at det er en ”elendighedsteori”. Der er imidlertid noget forvirring om hvad dette begreb egentligt dækker over. Udtrykket ”elendighedsteori” stammer oprindelig fra Eduard Bernstein ”den reformistiske socialismen far”. Bernstein kaldte Marx for elendighedsteoretiker. [10] Han kritiserede Marx tese om, at kapitalismen skaber en stadig større forarmelse på den ene pol og rigdom på den anden pol. Bernstein havde ved hjælp af statistiske undersøgelser af Tyskland omkring århundredeskiftet kunnet påvise en forbedring af levevilkårene. I følge Bernstein var der således ikke brug for en revolution for at løse arbejderklassens problemer. Erfaringen viste, at man stille og roligt kunne presse kapitalen til højere løn, sociale reformer og politisk demokrati. Af den vej kunne man uden revolution overtage statsmagten og gennemfører socialismen af parlamentarisk vej. [11] I forhold til Bernsteins tese var KAK’s modargument, at Marx' tese om polarisering fattigdom og rigdom holdt stik, den måtte bare anskues på globalt perspektiv. De forbedrede levevilkår Tyskland – og i Vesteuropa generelt blev modsvaret af elendigheden i de udbyttede lande i Den tredje Verden.

De fleste, der dengang – og i dag – bruger begrebet ”elendighedsteori” som kritik af snylterstatsteorien, kender for det meste ikke denne historiske brug af begrebet, og lægger noget helt andet i begrebet. For dem er ”elendighedsteorien” den opfattelse: at jo værre mennesker har det – jo mere revolutionære bliver de. Det er en noget primitiv gengivelse af snylterstatsteorien. Der skal mere end armod og krise til at skabe en revolution situation. Men økonomisk og politisk krise og dermed nedgang i levestandard er et væsentligt element i forspillet til en revolution. Mennesker, der er udbyttet og undertrykt af systemet, har en objektiv interesse og større motivation til at forandre systemet end dem, der lever relativt behageligt under systemet. Hvis det er det, der lægges i begrebet ”elendighedsteori”, ja så er snylterstatsteorien for så vidt elendighedsteori. Men så bekræfter de sidste to hundrede år historie om revolutioner også denne elendighedsteorien. KAK er bestemt ikke alene at påpege sammenhængen mellem levefod og ønske om forandring. I marts 1885 skriver Engels f.eks. følgende: [12]

”Sandheden er følgende: Så længe Englands industrimonopol varer ved, fik den engelske arbejderklasse til en vis grad andel i dette monopols fordele. Disse fordele blev fordelt meget ulige mellem dem; det privilegerede mindretal indkasserede størsteparten, men selv det store flertal fik sin part, i hvert fald af og til, forbigående.  Og det er grunden til, at der efter owenismens uddøen ikke har eksisteret nogen socialisme i England. Med monopolets sammenbrud vil den engelske arbejderklasse miste denne privilegerede stilling. Den vil en skønne dag i sin helhed – inklusive det privilegerede og ledende mindretal – komme til at stå på samme niveau som udlandets arbejdere. Og det er grunden til, at der igen vil opstå socialisme i England.” 

Den amerikanske sociolog John Foran har i bogen ”Taking Power” undersøgt 39 revolutioner i verden mellem 1910 og 2005. [13] Det er ingen tilfældighed, at de alle har fundet sted i periferien eller semi-periferien af det imperialistiske system. Foran’s hypotese er, at den ”afhængige økonomi” giver anledningen til den utilfredshed og vrede, som sammensvejser den revolutionære koalition. Den første sejrrige revolution blev gennemført i Rusland fra 1905-17 – i et semi-perifert land. Den russiske revolution betegnede således et skifte i tyngdepunktet for den kommunistiske bevægelse fra Europa til periferien. Et skifte, der kom til at forme det tyvende århundredes revolutionshistorie. I Kina kom Taiping revolutionen i 1911, og det forsatte med revolutionære kampe frem til etableringen af Den kinesiske Folkerepublik i 1949. I Mexico var der en revolutionær bølge mellem 1910 og 30, og så videre. Det 20-århundrede har været revolutionens århundrede i Den tredje Verden.

Den afhængige udvikling og den repressive stats definerer det strukturelle grundlag for en revolutionær udvikling, der så at sige er til stede i alle Tredje-verdens-lande. Selve den revolutionære situation opstår, under en skærpelse af økonomiske og politiske krise, der fremkalder et pludseligt fald i massernes livskvalitet. Den økonomiske og politiske krise skærper de eksisterende modsigelser til bristepunktet. I så at sige alle de 39 revolutioner, Foran har analyseret er det tilfældet at ”Misery matters” [14]  

Manifest Kommunistisk Arbejdsgruppe og snylterstatsteorien

I foråret 1978 splittes KAK. Personlige modsætninger og magtkampe bryder ud i lys lue i form af en kampagne mod kønsdiskriminering. Det ender med en splittelse i tre grupper; efter et årstid er kun MKA tilbage. Umiddelbart er der ikke dybere ideologiske forskelle bag splittelsen i KAK – og så alligevel. Gotfred Appel var mere kinesisk orienteret end de medlemmer, der kom til at udgøre MKA. Medlemmerne af MKA var ført og fremmest antiimperialister, og i 1970ernes befrielseskampe spillede Kina ikke nogen progressiv rolle. Kina var først og fremmest optaget af at modsætte sig øget sovjetisk indflydelse i verden. Støttede Sovjet en bevægelse så var Kina imod, uanset de lokale konkrete omstændigheder. På den måde havnede Kina ofte med at støtte de samme bevægelser som CIA, som det for eksempel var tilfældet i Angola. Efter splittelsen i KAK. forsatte Gotfred Appel med at støtte Kinas daværende politiske analyse, ifølge hvilken Sovjetunionen var den farligste imperialistiske magt i verden, som Europa, USA og Den tredje Verden måtte stå sammen om at bekæmpe.  

 

M-KA så sig som arvtagere af KAKs politiske linje og praksis. Teoretisk havde KAK været stærkt influeret af Lenins teorier om imperialisme og arbejderaristokrati. Vi prøvede 1975-77 under Appels ledelse at opdatere Lenins: ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” fra 1916 – på det statistiske materiale. Vi undersøgte blandt andet direkte investeringer i Den tredje Verden fra de imperialistiske lande, og vi studerede, i det omfang det var muligt, profitrater. Vi fandt imidlertid, at de direkte investeringer i Den tredje Verden var langt mindre end de gensidige investeringer mellem de imperialistiske lande. Profitraten i investeringer i Den tredje Verden var i gennemsnit lidt højere – og for udvinding af olie og visse mineraler – betydelig højere end i de imperialistiske lande. Men alt i alt kunne profitter fra investeringer i Den tredje Verden langt fra forklarer forskellen i arbejderklassens levestandard i henholdsvis center og periferi. Appel hentede sin teoretiske viden fra Marx, Engels, Lenin og Mao og nærede en uvilje mod at inddrage nyere teoretikere. Der skulle således en splittelse i KAK til, før vi kunne komme uden om Lenin – og inddrage de nye imperialisme teorier, der voksede frem fra midten af 1960erne – i vores analyse af snylterstaten. 

Imperialisme-teoriernes ”guldalder” og snylterstatsteorien 

Teorierne om imperialismen er i 1940erne og 50erne overvejende domineret af Lenins imperialismeopfattelse. Men i 1960erne begynder der et nybrud i analysen af imperialismen både fra revolutionære praktikere i Den tredje Verden og fra mere akademiske kredse i Europa og Nordamerika med tilknytning til ”det nye venstrefløj”, der voksede frem i en kritik ”af den reelt eksisterende socialisme” i øst og af kapitalismen i vest, kulminerende med ungdomsoprøret i 1968.

A. Emmanuel Unequal ExchangeEn vigtig tidlig eksponent for dette nybrud er Poul Baran, der kommer til at udgøre en ”bro” mellem det gamle: Lenins imperialismeteori på den ene side, og det nybrud, der kommer i slutningen af 1960erne på den anden side. Baran udvikler begrebet ”monopolkapitalisme” fra at være et nationalt fænomen, til nu at være en transnational monopolkapital. Det er i høj grad en afspejling af kapitalismens udvikling i USA efter Andens Verdens krig, hvor amerikansk kapital trænger ind i de gamle europæiske kolonier. Et særligt træk ved denne transnationale monopolkapitalisme er, at den skaber underudvikling i Den tredje Verden. I 1952 skriver Baran artiklen: ”On the Political Economy of Backwardness” i tidsskriftet Monthly Review, som hurtigt bliver oversat til en lang række sprog. I 1957 folder han teorien ud i: ”Political Economy of Growth” og senere sammen med Poul Sweezy i: ”Monopoly Capitalism” [15]. Der er ikke noget element af ”ulige bytte”, arbejderaristokrati endsige snylterstat i Baran’s teorier. Det er den transnationale monopolkapitals investeringer og dens hjemtagning af profitter, som er det centrale. Ikke desto mindre bliver Baran´s teorier en inspirationskilde for hele skolen af ”afhængighedsteoretikere” der følger efter: André Gunder Frank [16], Samir Amin, Immanuel Wallerstein, Pierre Jalée [17] og Arghiri Emmanuel samt praktikere som Castro, Che Guevara og Amílcar Cabral. A.G. Frank skriver efter sit møde med Baran i 1964 [18]:

”Baran’s systematiske undersøgelse af underudvikling og udvikling, som to sider af samme mønt i kapitalismen på verdensplan, åbnede døren til en forståelse af verdens historie, før – nu og i fremtiden.”

I USA er det kredsen omkring tidsskriftet og forlaget Monthly Review med folk som Harry Magdoff og Poul Sweezy, der viderefører Baran´s arbejde med analyserer af den amerikanske imperialisme i lyset af Vietnamkrigen og USA engagement i Sydamerika. Det var politisk økonomi med vægt på den stigende transnationale monopolisering i kapitalismen, men også imperialismeteori. Denne retning havde tætte forbindelser til de nye venstre bevægelser og modstanden mod Vietnamkrigen i USA. Op gennem 1960erne indgår kredsen omkring Monthly Review sammen med en række Latinamerikanske akademikere i et fælles paradigme for en forståelse af imperialismen: ”afhængighedsteori” (Dependency theory).

”Afhængighedsteori” beskriver imperialismen som et system bestående af et center, bestående af Nordamerika, Nordvesteuropa og Japan, der udbytter periferien bestående af Den tredje Verden. Sidst nævnte leverer råvarer, tropiske landbrugsprodukter og simple industriprodukter fremstillet af billig arbejdskraft. Centret opretholder systemet gemme økonomiske og politisk dominans. Denne udbytning blokerer for en selvstændig udvikling af periferien såvel i socialistiske retning som national kapitalisme. Kun en revolution, der afkobler sig fra det imperialistiske system kan sikre udvikling. Mange af ”afhængighedsteoretikeres” bøger udkom i 1970erne på dansk på forlaget Demos. Antiimperialismen og solidariteten med befrielsesbevægelser spillede i det hele taget en større rolle i venstrefløjens retorik i 1970erne end i dag. Der var to antiimperialistiske paraplyorganisationer i Danmark: Forbundet mod Imperialismen og International Forum. Dertil kom en række solidaritetsgrupper til forskellige befrielseskampe i Vietnam, Palæstina, Oman, Portugisiske kolonier, Sydafrika, Zimbabwe, Chile, Cuba, Filippinerne, Vestsahara osv. 

Særligt tre teoretikere kom imidlertid til at spille en rolle for os i udviklingen af snylterstatsteorien: Emmanuel, Wallerstein og Amin.   

Den imperialismeteoretiker fra denne periode, der fik størst betydning for os i MKA, Arghiri Emmanuel og hans teori om ”det ulige bytte”. I 1962 præsenterer han i artikelform for første gang teorien om ”ulige bytte”. I den sammenhæng formulerede han allerede dengang spørgsmålet: [19] 

”Må vi udvide Lenins begreb arbejderaristokrati, ved at sige, at i dag udgør arbejderklassen i de udviklede lande jordens arbejderaristokrati?”

I 1969 udgiver han bogen ”Det ulige bytte” [20] som hurtigt oversættes til en lang række sprog og får stor opmærksomhed og udløser en heftig debat op gennem 1970erne.  

Vi fik forbindelse med Emmanuel i 1974. I et brev dateret 15.3. 1974 til et medlem af KAK efter et besøg skriver han:

”.. jeg finder deres bestræbelser for klarhed absolut bemærkelsesværdige. Det, som jeg særligt beundrer, er deres moralske og intellektuelle mod. Jeg ved af erfaring, at det langt fra er let at vende front mod en vis konformisme. I deres tekster har jeg svært ved at finde passager, som jeg ikke kan underskrive. Det, som har gjort mest indtryk ved første gennemsyn af deres papirer, er den mesterlige måde, hvorpå de fremhæver, at den marxistiske kategori arbejderaristokrati ikke nødvendigvis blot er en minoritet. Hvis dette almindeligvis, men ikke altid er tilfældet i Lenins skrifter, genspejler dette en simpel historisk kendsgerning. Men der findes absolut intet teoretisk element hverken hos Marx og Engels eller hos Lenin eller hos andre klassiske marxister, som begrænser ”aristokratiseringen” af arbejderne til en vis procentdel af arbejderbefolkningen i en nation. Jeg har allerede sagt og skrevet det samme, men jeg konstaterer, at de allerede havde formuleret det før mig.”    

Men det var første i 1978, efter splittelsen i KAK, at vi udviklede relationerne via besøg i Paris. Der var flere grunde til, at vi var inspirerede af Emmanuel. Sammenlignet med de fleste andre inden for den bølge af imperialisme-, center-periferi- og afhængighedsteori, der voksede frem i begyndelsen af 70´erne, lå Emanuels teori om udenrigshandel og det ulige bytte i direkte forlængelse af Marx værdiopfattelse i ”Kapitalen”. [21] Marx havde skitseret endnu et bind af ”Kapitalen, der skulle omhandle udenrigshandel, men nåede aldrig at skrive det. [22] Det er denne tråd Emmanuel tager op. På samme måde som i ”Kapitalen” formulerede Emmanuel sin teori i en kritik af den klassiske politiske økonomi i form af David Ricardos teori om udenrigshandel. [23]  

Ifølge Emmanuel har ”det ulige bytte” et historisk grundlag skabt af kolonialismen fra 14-hundredetallet til 17-hundredetallet og videre af imperialismen i 18- og 19-hundredetallet. Emmanuel mener, at center-periferi forholdet bliver cementeret i 1880'erne, hvor der udviklede sig to forskellige lønniveauer i verden, et relativt højere i de imperialistiske centerlande og subsistenslønningen i kolonierne. Denne proces var resultat af to gensidigt afhængige forhold: På den ene side arbejderklassens kamp først i England, senere i resten af Europa. [24] På den anden side imperialismens undertrykkelse og udbytning af de koloniale folk. Teorien om ”det ulige bytte” gør således lønniveauet til den afgørende uafhængige faktor for en nations position i det imperialistiske system.

Emmanuels teori bygger endvidere på en forudsætning – som negligeres i såvel klassisk liberal som neoliberal handelsteori – nemlig at kapitalen er mobil på globalt niveau, mens arbejdskraft har en lav grad af mobilitet globalt. [25] Arbejdskraftens manglende bevægelsesfrihed kombineret med kolonialismen udviklede således to forskellige lønniveauer i ”Nord” og ”Syd”. Disse forskellige lønniveauer fører til at relativt dyre varer produceres i ”Nord” og at relativt billige varer produceres i ”Syd”. Når der udveksles varer mellem ”Nord” og ”Syd” er der tale om et ulige bytte, i en marxistisk forståelse af værdi, i og med der overføres værdi ”skjult” i de lave priser på varer produceret med lav løn,.          

Emmanuels ulige bytte teori blev fra ortodokst marxistisk hold kritiseret for kun at beskæftige sig med varecirkulationen, mens den reelle udbytning finder sted i produktionen. De overser, at Emmanuel netop tager udgangspunkt i at værdi skabes i produktionen. Det er de forskellige lønniveauer i produktionen, der er grundlaget for ulige bytte. Selv de mest stringente udlægninger af Marx’s værditeori involverer, at der i cirkulationssfæren sker overførsel af værdi. Det er i denne sfære at selve tilegnelsen af værdien sker. Hvad Emmanuel gør, er at applicere Marx´s arbejdsværdi-teori på det globale niveau, noget som sjældent forsøges af hans kritikere.         

En anden årsag til at vi fandt Emmanuel interessant var, at han var klar i sine formuleringer af de politiske konsekvenser af det ulige bytte, i form af arbejderaristokratiet. [26] 

”Når den relative betydning af den nationale udbytning en arbejderklasse udsættes for svinder gradvist, sammenlignet med de fordele den har ved at tilhøre en privilegeret nation, så kommer der et punkt, hvor målsætningen om at øge den nationale indkomst som helhed, bliver vigtigere end at øge andelen af den nationale indkomst… Der ved opstår der en reel fælles front af arbejdere og kapitalister i de velstående lande rettet mod de fattige lande, samtidig med der foregår en intern fagforeningskamp om at dele byttet. Under disse betingelser bliver fagforeningskampen nødvendigvis en slags deling af byttet mellem partnere. Det er derfor ikke noget tilfælde at militant fagforeningskamp i de rigeste lande som USA – med lignende tendenser i andre udviklede kapitalistiske lande – degenerere til økonomisk reformisme og videre til samarbejde og organiseret kriminalitet.”         

M-KA Imperialismen i dagMed Emmanuels teori kunne vi skabe det økonomiske grundlag for snylterstatsteorien, som vi var mislykkedes med da vi søgte at opdaterede Lenins ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadie” i midten af 70erne. I 1983 udgav M-KA bogen: ”Imperialismen i dag”, der beskriver hvordan det ulige bytteforhold overfører værdi fra fattige til rige lande og de politiske konsekvenser af denne form for imperialisme. Inden udgivelsen gennemgik vi bogen med Emmanuel, der bidrog med et forord. [27] I bogen giver vi et konkret bud på ”det ulige byttes” størrelse på grundlag af undersøgelser af forskelle i lønniveauet i forskellige dele af verden, sammenholdt med tal for verdenshandlen. Vi nåede frem til, at det i 1977 var ca. 350 milliarder US $. årligt, der blev overført fra Den tredje Verden til de rige lande (OECD-lande). En beløbsstørrelse der kunne forklare forskellen i levestandard. 

Sammen med den økonomiske underbygning af snylterstatsteorien med Emmanuels ”det ulige bytte” søgte vi også at udbygge teorien med en mere solid historisk og sociologisk klasseanalyse. I 1977-80 foretog vi et studie i kapitalismen historiske oprindelse og den samtidige opdeling af verden i center og periferi. Vi publicerede et par artikler i vores tidsskrift Manifest og udarbejde flere artikler i serien, som aldrig blev publiceret. Studieopgavens omfang blev hele tiden udvidet og sammen med alle de andre praktiske opgaver organisationen syslede med, blev vi klar over, at vi havde ”slået for stort brød op”. Undervejs i vores studie blev vi desuden bekendt med, at Immanuel Wallerstein sådan set allerede havde foretaget denne analyse i hans værk: The Modern World-System”. [28]

I World-system teorien ser Wallerstein netop på kapitalismen som et sammenhængende verdenssystem i det lange historiske perspektiv. World-System-teorien insisterer på, at kapitalismen fra dens udspring i 14-attenhundredetal altid har eksisteret som et verdenssystem, organiseret i et center-periferi hierarki. Den politiske struktur i kapitalismen er ikke den kapitalistiske stat, men det interstatslige system. Klassestrukturen er indlejret i det interstatslige systems magthierarki. Wallerstein adopterer ”ulige bytte” begrebet fra Emmanuel, men hvor Emmanuel lægger hovedvægten på lønnen – og dermed økonomien – som den afgørende faktor for udviklingen af det ”ulige bytte” lægger Wallerstein hovedvægten på staten som den afgørende faktor:

”Koncentrationen af kapital i centret skabte både den finansielle basis og den politiske motivation til at opbygge relative stærke statsmaskinerier, hvis egenskaber blandt mange andre var, at sikre at de perifere statsmaskinerier blev - og forblev relativt svagere. De kunne dermed presse disse statsstrukturer til at acceptere eller endog fremme en specialisering i produktion, der placerede dem i den lave ende af produktionskædernes hierarki, ved at udnytte lavt betalt arbejdskraft, og skabe husholdninger, der tillader denne arbejdskraft at overleve. På denne måde skabte den historiske kapitalisme de såkaldte historiske lønniveauer, som varierer dramatisk mellem de forskellige zoner i verdenssystemet”. [29]  

Hvad angår konsekvenser af det ulige bytte for arbejderklassens rolle i centret, deler Wallerstein ikke Emmanuels synspunkt. For Wallerstein er det først og fremmest kapitalen, der drager fordelen. En anden fremtrædende World-System-teoretiker Chase-Dun beskriver årsagen til lønvariationerne mellem center og periferi som resultat af ”konkurrence og konflikt mellem både klasser og stater”. Men selv om center-periferi-forholdet er helt central i World-System-teori har denne teoriretning ofte ”uld i munden” når det drejer sig om at beskrive de konkrete udbytningsformer og de politiske klassemæssige konsekvenser. Chase-Dunn skriver således i 1989 at:

”Hovedparten af den merværdi, der akkumuleres i centret er produceret af arbejdere i centret, der benytter en relativ mere produktiv teknologi., Ikke desto mindre har den merværdi, der overføres fra periferien spillet en central rolle i at opretholde en fredelig reproduktion i centret…..ved at fremme en relativ harmoni mellem kapital og vigtige sektorer af arbejderne i centret.

Det sidste punkt er politisk sensitivt, fordi det står i modsætning til de fleste marxistiske klasseanalyser. Det rejser også det vanskelige spørgsmål om langsigtede versus kortsigtede klasseinteresser. Der har været meget diskussion og hvor vidt arbejdere i centret udbytter arbejdere i periferien eller drager fordel af udbytningen. Det er klart at mange arbejdere i centret har fordel af udbytningen af periferien på en række forskellige måder. De kan købe produkter fra periferien billigt. Den territoriale arbejdsdeling mellem center og periferi gør det muligt for arbejderne i centret at have mere faglærte og renere jobs. Profitterne fra imperialismen, gør det muligt for nogle kapitalister i centret at være imødekomne over for arbejdernes krav om højere løn. Den større velstand i centret tillader staterne at disponere flere ressourcer til velfærd, og opretholde en større grad af pluralisme og demokrati.” [30]  

World-System-teorien er en kombination af historie, sociologi og statsteori, marxistisk politisk økonomi er ikke den stærkeste side. En World-System teoretiker – Donald A. Clelland – påpeger dette problem:

”World-System teoretikere tager sjældent en klar position i forhold til teori om arbejdets værdi, selv om begrebet merværdi, medfører en accept af arbejdsværditeorien, behandles det ofte tilfældigt. ….Jeg mener, at World-System teoretikere burde tage en klar position i forhold til arbejdsværditeorien, dels fordi andet ville være en fornærmelse i forhold til vores marxistiske arv og for det andet fører til, at man ikke ordentligt kan forklare hvordan verdens–systemets processer og mekanismer virker…… ” [31]

Clelland drager også de politiske konsekvenser af overførslen af værdi fra periferien til centerlande [32] 

”Det medfører også, at dem der har fordel af dræningen af overskud inkluderer almindelige mennesker – arbejderklassen i centerlandene. Ubehaget ved en sådan påstand for radikale og ”mainstream” samfundsvidenskabelige forskere forklarer sandsynligvis også den noget ”tynde” forfølgelse af spørgsmålet om ulige bytte og dræning af merværdi – selv om der nu er passeret en hel generation af World-System-teoretikere. Hvis vi genopdager den centrale rolle som drænet af overskud har, så kan World-system analyserne blive et historisk samfundsvidenskabeligt standpunkt, som leverer en kritik af den moderne imperialisme – set fra periferiens synspunkt.”

Det er et synspunkt man meget vel kunne udbrede til kredse uden for det akademiske miljø. Det er udbredt, at marxister beskæftiger sig med udbytningen, de dårlige arbejdsbetingelser og fattigdommen i Den tredje Verden, men der er en politisk uvilje til at koble det til livsbetingelserne for arbejderklassen i de rige lande. 

CWC Unequal Exchange and the Prospect of Socialism En tredje inspirationskilde har været ægypteren Samir Amin, der til trods for han i 2011 passerede de 80 år stadig er en aktiv teoretiker og debattør. Han har skrevet et utal af bøger om politisk økonomi siden midten af 50erne, altid fra et tredje-verdens-perspektiv. Amins klasseanalyse ser i korthed således ud: (a) Det imperialistiske bourgeoisi, som dominerer systemet. (b) Proletariatet i centerlandene, som historisk har fået en stigende realløn i takt med deres produktivitet. De har stort set accepteret den socialdemokratiske model. (c) Bourgeoisiet i periferien, hvis plads er defineret af den internationale arbejdsdeling, og hvis anti-imperialisme i visse tilfælde kan påvirke denne arbejdsdeling. (d) Proletariatet i periferien, som er ”super udbyttet” fordi der ingen forbindelse er mellem deres løn og deres produktivitet. De er således særlig motivere for forandring af verdensordenen. (e) Bønderne i periferien, ofte både udnyttet af feudale og kapitalistiske udbytningsformer og derfor proletariatets allierede.  Konsekvensen af denne klasseanalyse er ifølge Amin, at hovedmodsigelsen går mellem proletariatet og bønderne i periferien og kapitalen i centerlandene. Samir Amin deler således i et vist omfang delte vore synspunkter vedrørende arbejderklassen i Vesteuropa. I en personlig korrespondance 20.1. 1987 i forbindelse med udgivelsen af vores bog ”Unequal Exchange and the Prospect for Socialism” skriver Amin:

”Jeg sætter pris på bogen, og deler de fleste af dens konklusioner. Jeg synes dog I er lidt for hårde ved den hvide arbejderklasse.”

Amin er bevidst om at synspunktet vedrørende arbejderaristokrati er kontroversielt på venstrefløjen i Europa og USA. I hans udgave af: ”The Law of Worldwide Value,” fra 2010 har han et nyt kapitel 4, ”Accumulation on a Global Scale and Imperialist Rent”, hvor han er mere klar i sin holdning end tidligere. På bagsideteksten til bogen står der: [33] 

”Det imperialistiske udbytte”, som skabes af den store forskel i løn, der betales for det samme arbejde i henholdsvis landene i Nord og Syd. Det har den effekt at forsyne kapitalen i Nord med tilstrækkelige profit til i lange perioder at pacificere konflikten med proletariatet i Nord.” [34]

Og inde i bogen hedder det:

”Proletariatet i centerlandene, som har en stigende real løn…og som helhed accepterer Socialdemokratiets hegemoni (disse to fænomener er forbundne som resultat af kapitalismens historisk formede struktur, med selvcentreret akkumulation i centerlandene, bundet op på imperialismen).”

 …”. Han kommer med den regibemærkning at: ”…dette er utvivlsom det essentielle bidrag fra marxister i Den Tredje Verden, der som regel møder ringe forståelse og bliver dårlig modtaget i Vesten” [35]

Hos Amin er det således de kapitalistiske monopoler, der er primus motor i genereringen af det ulige bytte, og det er deres superprofitter, som skaber mulighed for at arbejderne opnår deres høje løn. I Emmanuels teori er det lønningerne, som er den uafhængige variabel. Det er den lave løn i de fattige lande og den høje i de rige, der fremkalder det ulige bytte når varerne udveksles. Hos Wallerstein er det primært statssystemet, der gennem historien har skabt de strukturelle betingelser for verdens opdeling og det ulige bytte.

Ud over Emmanuel havde vi i 1980erne ikke meget kontakt med andre teoretikere og grupperinger, der delte vores synspunkter. Men det betyder ikke, at der ikke var andre. Lad mig nævne den oprindelige sydafrikanske aktivist og forfatter, bosiddende i Italien, Hosea Jaffe, der siden 1940erne har været aktiv i antiimperialist politik. Han har et stort forfatterskab i denne sammenhæng kan f.eks. nævnes ”Pyramid of Nations” fra 1980. Endvidere bør nævnes J. Sakai med bogen: ”Settlers – The Mythology of the White Proletariat” fra 1983 [36] som er en historisk fremstilling af arbejderaristokratiet i USA fra koloniseringen i 16-hundredetallet og fremefter, med fokus på forholdet mellem klasse og race. Sakai er forsat en aktiv debattør inden for feltet og udgav i 2000 ”Settlers Revisited – When Race Burns Class”. Men der var også flere mindre politiske grupperinger, der delte vores synspunkter vedrørende snylterstaten, især i Nordamerika. F.eks. Liberation Support Movement dannet i 1968 i – USA.

Liberation Support Movement 

LSM blev formet af nogle af de samme strømninger, som skabte KAK. Den Vietnamesiske Tet-offensiv i 1968, gjorde en ende på USA's håb om sejr i Sydøstasien og varslede et nederlag. [37] Mordet på Martin Luther King udløste uroligheder i de sorte bydele i mere end 100 større byer i USA, 70.000 soldater blev indsat for at genskabe ro og orden, 46 blev dræbt og 2500 blev såret i denne proces. På universiteternes campus blev protesterne også mødt med militær magt.  Befrielseskampen, der blussede op overalt i Den tredje Verden gav næring og retning til ”Ungdomsoprøret” og de unges følelse af utilfredshed og at der er noget galt med den måde verden fungerede på. Samtidig bakkede den amerikanske fagbevægelse og den overvejende del af arbejderklassen op om USA's krigsindsats af ”patriotiske” årsager og fordi det betød fast arbejde. 

LSM var en relativ lille organisation med afdelinger i Vancouver i Canada, samt San Francisco, Seattle og New York i USA. Det teoretiske grundlag for LSM blev især udarbejdet af Don Barnett [38] en amerikansk socialantropolog, der i begyndelse af 60erne besøgte Kenya i forbindelse med sine studier af den antikoloniale Mau Mau bevægelse. Han var ligesom Appel maoist og en karismatisk personlighed. I 1967-68 tilbragte Barnett en tid i Dar es Salaam, hvor han etablerede kontakter til MPLA. I 1967 skriver han: ”Toward an International Strategy” [39], som har mange paralleller til KAK’s artikler på samme tid: Det er Den tredje Verdens befrielsesbevægelser, der udgør spydspidsen i den antiimperialistiske kamp. Den amerikanske arbejderklasse nyder godt af superprofitterne fra imperialismens udbytning af proletariatet i Latinamerika, Afrika og Asien. På den baggrund udarbejdede LSM i 1972 principperne for deres arbejde. Hvordan og med hvem kunne man arbejde antiimperialistisk i metropolerne? [40]

”Men dette er ikke ensbetydende med, at der for tiden ikke eksisterer potentielle progressive lag eller elementer i metropolerne. Ved ”progressive” i denne forbindelse henviser vi til de dele af befolkningen i metropolerne, som – idet de tjener og tilfredsstiller nogle af deres ikke revolutionære interesser og historisk bestemte behov – kan bevæges til at handle således at de objektivt fremmer revolutionære klassers praksis og interesser… Disse dele kan og bør mobiliseres til at bidrage med materiel og propagandamæssig støtte til ægte befrielsesbevægelser og revolutionære klasser i landområderne.

Vi mener således, at visse handlinger – legale og illegale, fredelige og voldelige – kan udføres i metropolerne, som svækker (hvor lidt det end er på det nuværende stade) den forenede herskende klasse og dets militære apparats magt. Enhver lokal taktik må selvfølgelig udarbejdes af de revolutionære grupper i lyset af de konkrete betingelser, der eksisterer i hvert enkelt metropol-område.

På grundlag af ovenstående stillingtagen kan LSM’s principper for anti-imperialistiske arbejde opsummeres som følger:

1) At fremskynde, ved hjælp af forskellige konkrete former for materiel støtte, politisk undervisning og ideologisk kamp, den revolutionære proces, hvorved fortroppen af de underkuede klasser og folk i landområderne kæmper sig vej ud af det imperialistiske system og derved i betydelig grad bidrager til skabelsen af post-kapitalistisk socialistisk internationalisme.

2) Uophørligt at stræbe efter at opnå et internationalt og socialistisk indhold og retning i de forskellige kampe, der opstår inden for metropolerne efterhånden som modsætninger dér skærpes i takt med revolutionære sejre i landområderne og den deraf følgende nedgang i imperialistiske super-profitter og den herskende klasses evne til at opretholde ”folke-imperialisme”.

3) At arbejde hen i mod dannelsen af revolutionære internationalistiske organisationer og former for effektivt samarbejde på tværs af nationale skel, og på samme tid bekæmpe de tendenser, som hvis de ikke standses, meget vel kan føre til en post-kapitalistisk verden af ulige udviklede, indenlandske lagdelte og konkurrerende (hvis ikke krigsførende) ”socialistiske” lande”.  

For LSM stod det klart, at det var befrielsesbevægelserne, som var den vigtigste kraft i kampen mod ”systemet”. Allerede i 1968 besøgte en gruppe fra LSM befrielsesbevægelsen MPLA i Angola for at samle materiale til en bog om befrielseskampen, men samtidig hjembragte de en ”indkøbsliste” med MPLA’s tekniske og medicinske behov. Fra da af begyndte LSM, ved siden af deres informationsarbejde i Canada og USA, at sende tøj, medicin, fødevarer, radioudstyr, trykkemaskiner med mere til MPLA, FRELIMO, SWAPO og PFLO i Oman. Det var dette konkrete støttearbejde, der inspirerede KAK til i 1971 at danne ”Tøj til Afrika”. En bred legal organisering, der arbejde med konkret materiel støtte til befrielsesbevægelser. Vi sendte et medlem i ”praktik” hos LSM i Canada et halvt års tid. Vi mødte desuden LSM i Afrika, hvor de indsamlede materiale til deres informationsarbejde. Også på denne front var LSM en kilde til inspiration. De udgav op gennem 1970erne en lang række ”Life stories”. Under besøg i Angola, Mozambique, og det sydlige Afrika optog LSM livshistorier fortalt af revolutionære ledere og almindelige guerilla-soldater. De beretter om deres vej ind i befrielseskampen og kampens former og betingelser. På den måde formidlede LSM en unik viden om de meget konkrete betingelser og drivkræfter i befrielseskampen. [41] LSM drog rundt i Nordamerika med dette materiale og holdt oplæg hovedsagelig på Universiteternes Campus. 

Don Barnett dør kun 45 år gammel i 1975. LSM går i opløsning i 1981, som konsekvens af afmatningen i befrielseskampen i Afrika og interne konflikter. Flere medlemmer fortsætter deres engagement som frivillige i befrielsesbevægelser med teknisk assistance eller direkte i befrielseskampen. Det gælder f.eks. Carrroll Ishee, der i august 1981, 29 år gammel bliver dræbt i kamp i Morazan provinsen i El Salvador, som medlem af befrielsesbevægelsen FMLN. 

The Weathermen

Der var en anden USA-baseret organisation på dette tidspunkt, der i mere eller mindre udstrækning delte verdensopfattelse med KAK, men som vi ikke havde forbindelse med. Det var Prairie Fire Organization – bedre kendt som Weathermen eller Weather Underground.

Mens LSM lagde vægt på at støtte befrielseskampen i Afrika, ville Weathermen udføre direkte aktioner i imperialismens bagland – i USA selv. [42] I deres første kommuniké ”You Don´t Need a Weatherman to Know Which Way the Wind Blows” fra juni 1969 skriver de indledningsvis [43]:

”Vi befinder os i hjertet af et verdensomspændende monster. Et land så rigt af dets verdensomspændende plyndringer, at selv krummerne, som falder ned til de undertvungne masser inden for dets grænser, kan opretholde en materiel eksistens, der er meget højere end de betingelser masserne i resten af verden lever under… Alle United Airlines jetfly, alle Holiday Inn hotellerne, alle Hertz´s biler, dit TV, din bil og din garderobe tilhører i virkeligheden, for en stor del folkene i resten af verden”

Dette var et brud med traditionelle venstre i USA, der altid prøvede at mobilisere arbejderklassen ved at love dem mere. Weathermen blev da også kritiseret af den amerikanske venstrefløj for ”ikke at tjene folket, men bekæmpe folket”. På et stort politisk møde i Student For a Democratic Society (SDS) i august 1969 tager Billy Ayers denne kritik op [44]:

”Vi mener ikke, at du tjener folket ved at åbne en restaurant, eller kæmpe for en dollar mere. Du tjener folket – hermed mener jeg hele folket, det vietnamesiske – alle – ved at lave revolution, ved at ”bringe krigen hjem”, ved at åbne en front her. Men jo mere jeg tænker over det der med ”at bekæmpe folket” så er der måske noget om det. Ikke at det er et fantastisk slogan – men alligevel. Der er meget i hvide amerikanere, som vi må bekæmpe, som vi skal banke ud af dem, og banke ud af os selv.” 

Weathermen havde det globale perspektiv på hvem ”folket” er, et meget modigt standpunkt i Imperialismens bagland. De forblev en meget lille organisation, nærmest som KAK en 25-30 personer. Men de havde bred kreds af sympatisører og deres kommunikeer blev vidt spredt via genoptryk og fotokopier. FBI’s chef J. Edgar Hoover sagde i en høring i USA´s Kongres i marts 1971 at: ”opklaringsarbejde har identificeret 1.544 individer, som er tilknyttet Weathermen´s ekstreme strategi”. Store dele af den amerikanske venstrefløj var enig med FBI i at betegne Weather Underground som terrorister og landforrædere. Men Weathermen søgte aldrig at dræbe nogen, de søgte ikke – og skabte aldrig terror. Deres strategi var at forårsage materiel skade, at bombe nøje udvalgte regeringskontorer og større firmaer med relations til krigsindustrien. De bragte for eksempel en mindre bombe til eksplosion, den 1. marts 1971 på toilettet i Capitol – ”bæstets hjerte” – der fungerer som sæde for USA's Kongres i Washington DC. I Maj 72 gik det ud over forsvarsministeriet Pentagon og i juni 1974 Gulf Oil. Weathermen gjorde sig store anstrengelser for at ingen politimand, soldat eller regeringsansat blev skadet. De søgte ikke engang at maksimere den materielle skade. Deres bombning var symbolske militære aktioner, pædagogiske propaganda-aktioner, der skulle mobiliserer flere. Målet var ikke direkte at skade staten økonomisk eller militært. Weathermen var således ikke på nogen måde en militant organisation, som for eksempel RAF i Tyskland eller de Røde Brigader i Italien. Det var propagandaaktioner, der lå i forlængelse at modstanden mod Vietnam-krigen i studentermiljøet.          

Carrol Ishee fra LSM skriver 1975 i LSM News en kammeratlig kritik af Weather Underground [45]. Hans kritik fokusere på WUs forestilling om, at de ved deres aktioner på pædagogiske vis kunne eksemplificere og sætte fokus på imperialistiske institutioner og derigennem mobilisere arbejderklassen. LSM afviste på ingen måde væbnet kamp i metropolerne, men Weather Undergrounds aktioner kunne have været mere effektive, hvis de var direkte og konkret forbundet med befrielsesbevægelsernes kamp, i stedet for den mere symbolske karakter. Som et eksempel på dette nævner Ishee de Portugisiske Revolutionære Brigaders angreb på den portugisiske hærs hovedkvarter i Lisabon april 1973. Her trænger de ind og sikre sig mange værdifulde dokumenter med relation til kampene i de portugisiske kolonier og videresender dem til befrielsesbevægelserne.

Efter nogle år på flugt under jorden, bliver medlemmerne af Weathermen enten taget til fange og idømt lange fængselsstraffe, eller bliver mere og mere passive. Mange år senere er flere dukket frem af undergrunden og er blevet legaliserede blandt andre Bill Ayers, der for nogle år siden atter kom i mediernes lys på grund af et perifert bekendtskab med Obama i slutningen af 1990erne. 

En tredje USA baseret gruppe var ”Line of March”. der udgav et tidsskrift af samme navn, hvor Max Elbaum & Robert Seltzer skrev en serie artikler med den fælles titel: ”The Labor Aristocracy: The Material Basis for Opportunism in the Labor Movement.” [46] Det var en ret dogmatisk gennemgang af Lenins positioner på emnet. 

Snylterstatsteoriens position i dag 

Zaqk Cope Divided World Divided ClassManifest-kommunistisk arbejdsgruppe blev de facto opløst med fængslingerne i forbindelsen med den såkaldte ”Blekingegadesag”. Det betød, at snylterstatsteorien i Danmark ikke længere havde en organisatorisk forankring. Men selve sagen mod ”Blekingegadegruppen” betød, at snylterstatsteorien blev kendt i videre kredse. Det daværende autonome miljø, som var solidarisk med de fængslede i sagen, diskuterede, og publicerede materiale fra M-KA. Men ellers var der ikke meget anti-imperialisme endsige snylterstatsteori op gennem 1990erne og ind i det nye årtusinde. 

Det var neoliberalismens storhedstid. Det var i disse år en helt ny global arbejdsdeling tog form. Den tredje Verden blev industrialiseret, i hundredevis af millioner nye proletarer i ”Syd” blev indrulleret i kapitalismen. Selve produktionen blev globaliseret i transnationale produktionskæder, der løber fra ”Nord” hvor design, finansiel styring finder sted; videre til ”Syd” hvor selve produktionen foregår, og tilbage igen til ”Nord”, hvor ”branding” og salget foregår. Via disse produktionskæder overføres profitter og billige varer fra ”Syd” til ”Nord”. Verden tenderer mod en opdeling i produktionsstater og konsumptionsstater. ”Syd” er blevet verdens køkken og ”Nord” spisestuen. 

Torkil Lauesen Det globale perspektivDenne udvikling har givet ophav til en række nye bidrag til teorier om ulige bytte, arbejderaristokrati og snylterstat. På det akademiske felt vil jeg fremhæve: Timothy Kerswells: “The Global Division of Labour and Division in Global Labour” fra 2011 [47] og ikke mindst Zak Copes bog “Divided World and Divided Class” fra 2012” [48]. Specifikt om ”Ulige bytte” har John Brolin skrevet en omfattede afhandling, ”The Bias of the World” i 2006. [49]

I slutningen af 2015 udgav store akademiske forlag Palgrave Mac Millan “Encyclopedia of Imperialism and Anti-Imperialism.” Et tobindsværk på 1500 sider med 170 artikler om imperialisme og antiimperialisme. I dette “state of the art” værk om imperialismeteori er der en hel række artikler, der beskæftiger sig med værdioverførsel fra “Syd” til “Nord”, snylterstat og arbejderaristokrati. Jeg fornemmer også en stigende interesse i ”Syd” for disse spørgsmål. En artikel som Zak Cope og jeg skrev i Monthly Review [50] om disse emner i august 2015, blev i løbet af kort tid oversat til blandt andet kinesisk, koreansk, farsi og hollandsk. 

Ligesom for 70ernes teakborde og orange lamper er der også fornyet interesse for KAKs gamle udgivelser. I begyndelsen af 1970erne udgav KAK et udvalg af Marx/Engels tekster om kolonialisme og arbejderaristokrati og et udvalg af Lenin tekster om imperialisme og splittelsen i socialismen. Disse to udvalg genudgives i foråret 2016 af et canadisk forlag med nye introduktioner af Zak Cope og undertegnede. [51] Snylterstatsteorien er bestemt ikke blot et levn fra 70erne. 
 

Noter

[1] John Hobson (2005) (1902): ”Imperialism: A Study”, Cosima Ltd., New York, s. 314. Kan læses i fuldtekst på Marxist Internet Archive

[2] Lenin (1946) (1914): ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadium”, s. 165. Lenin udvalgte skrifter bind 6 Tidens forlag. København. 1946. Kan læses i fuldtekst på Marxisme Online

[3] Lenin: ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” s. 167-68.

[4] Lenin: ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” s. 169-71. Lenin henviser til Hobsons bog, ”Imperialism: A Study”. London (1902). Side: 103, 144, 205 335 og 386.

[5] Lenin: ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” s. 176.

[6] Lenin: ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” s. 56. 

[7] Artikelserien: ”To linjer” bestod af 6 hæfter, der udkom som tillæg til Kommunistisk Orientering fra oktober 1968 til januar 1969. Se også ”Der kommer en dag” og ”Klassekamp og revolutionær situation”. Disse artikler ligger alle online på: snylterstaten.dk 

[8] For en beskrivelse af sympatisørerne til KAK i Malmø. De såkaldte ”Appelianerne”, se bogen ” Rebellerne” af Torbjörn Säfve (ligger online på det svenske Folket i Bild/Kulturfront) og Kommunistisk Tidsskrift som i 1968 blev udgivet af sympatisører i Malmø. Senere får KAK en sympatisørgruppe Aurora i Stockholm. Deres forlag Aurora udgiver bl.a. den engelske snylterstatsteoretiker H.W. Edwards bøger.  

[9] Brevene til KKP og den kinesiske ambassade ligger online på snylterstaten.dk 

Letter to Central Committee of the Communist Party of China

Letter to Embassy of the People's Republic of China, Copenhagen
 

[10] Eduard Bernstein (1850 - 1932) var en tysk socialistisk teoretiker. Bernstein regnes som en af den socialdemokratiske bevægelses grundlæggere og var aktiv i det tyske socialdemokratiske parti (SPD) både i eksil og i hjemlandet. Han var i mange år medlem af den tyske Rigsdag.

[11] Se f.eks. E. Bernstein: ”Die Voraussetzungen des Sozialismus”, 1899. Online på Marxist Internet Archive, MIA.

Engelsk udg.: ”Evolutionary Socialism”, 1899. Også online på Marxist Internet Archive, MIA

[12] F. Engels: ”England i 1845 og 1885”, i: Marx og Engels: ”Om Kolonier, industrimonopol og arbejderbevægelse ” , Uddrag af artikler og breve fra 1847 til 1894. Futura,1972, side 57. 

Ny udgave på engelsk af disse uddrag er udgivet på det canadiske forlag Kersplebedeb, med forord af Zak Cope og Torkil Lauesen

Marx and Engels: ”On Colonies, Industrial Monopoly and the Working Class Movement”, Kersplebedeb Publishing, 2016, 160 s. Se Leftwing Books

[13] John Foran: ”Taking Power, On the Origins of Third World Revolutions”, Cambridge University Press, 410 s., 2005.

[14] John Foran: ”Taking Power, On the Origins of Third World Revolutions”, Cambridge University Press, 2005, 410 s., side 23.

[15] Paul A. Baran og Poul M. Sweezy (1966): ”Monopoly Capital: An Essay on the American Economic and Social Order”, Monthly Review Press, 1966, 416 s.

[16] Andre Gunder Frank (1978): ”Dependent Accumulation and Underdevelopment”, Palgrave MacMillan, 1978, 226 sider.

[17] Pierre Jalee (1968): ”The Pillage of the Third World”. Den blev udgivet på fransk i 1965 og udkom på engelsk på Monthly Review i 1968 og i 1970 på dansk på forlaget Demos.

[18] André Gunder Frank i: Sweezy og Huberman: ”Poul A. Baran (1910-64) A Collective Portrait”, Monthly Review, 1965, side 99.

[19] Emmanuel og Bettelheim: ”Échange inégal”, Sorbonne, 1962. Her oversat fra J. Brolin Phd: ”Bias of the World : A History of Theories of Unequal Exchange from Mercantilism to Ecology”, Human Ecology Division, Lund University, 383 s., side 258. Online på Lund University Publications.

[20] Arghiri Emmanuel: ”Unequal Exchange”. Bogen er skrevet i 1967-68 som hans disputats og udkom på fransk i 1969 og på Monthly Review Press 1972. Online på Maoistrebelsnews.com

[21] I forlængelse af Marx’s teori om produktionspriser i bind III af Kapitalen. Se Marxist Internet Archive, MIA

[22] Se f.eks. Marx forord til ”Bidrag til kritik af den politiske økonomi”, hvor han skitserer sin disposition: ”Jeg betragter den borgerlige økonomis system i denne rækkefølge: Kapital, grundejendom, lønarbejde, stat,udenrigshandel, verdensmarked”. K. Marx: ”Bidrag til kritik af den politiske økonomi. Indledning til Grundrids”, København, Rhodos, 1974, s. 11. Se Marxisme Online

[23] David Ricardo 1772-1823) Engelsk økonom, der var en af 1800-tallets mest indflydelsesrige klassiske økonomer. Han udviklede teorien om komparative fordele i international handel, der forklarer hvorfor alle vinder på liberal handel.

[24] A. Emmanuel: ”Unequal Exchange”, Monthly Review. 1972. Christoffer Chace-Dunn: ”Global Formation : Structures of the World-Economy”, Basil Blackwell, 1989, side 59. Online på base.mayfirst.org

[25] Klassisk liberal handels teori bygger på David Ricardos tese om komparative fordele, som forudsætter fri bevægelighed af såvel kapital som arbejdskraft. 

[26] A. Emmanuel: ”Unequal Exchange”, side 180. Se også: A. Emmanuel: The Delusions of Internationalism. Monthly Review. Volume 22, Number 2 (June 1970) s. 13-24.

[27] ”Imperialismen i dag - det ulige bytte og mulighederne for socialisme i en delt verden”. Af Manifest - Kommunistisk Arbejdsgruppe. Forlaget Manifest, Kbh. 1983. 225 s . Online på snylterstaten.dk

[28] Immanuel Wallerstein: ”The Modern World-System”, Academic Press, 1974. Siden er der kommet flere bind i serien sidst ”The Modern World-System IV: Centrist Liberalism Triumphant, 1789-1914”. Vi lavede selv en historisk analyse: “Verdens deling i to”, som blev publiceret i Manifest nr. 4 og 7. Findes på: snylterstaten.dk.

For de historiske forudsætninger for kapitalismens udvikling i Europa og USA, se også Zak Cope: ”Divided World Divided Class : Global Political Economy and the Stratification of Labour Under Capitalism”, Kersplebedeb, 2012, 1. udgave, side 43-83. I 2. udgaven fra 2015 er det side 91-132.

L.S Stavrianos har skrevet en verdenshistorie i et center-periferi-perspektiv: ”Global Rift – the Third World Comes of Age”, William Morrow and Company, inc. N.Y, 1981. Online på armexploitednations.net

[29] Immanuel Wallerstein: ”Historical Capitalism, with Capitalist Civilization”, Verso, London, 1995. Side 32. Online på openrevolution.net

[30] Christopher Chase-Dunn: ”Global Formation. Structures of the World-Economy”, Basil Blackwell, 1989, Side 42-43. 

[31] Donald A. Clelland : ”Drain versus the Labor theory of Value”, marts 2013. 2 s. Kan ses på Internet Archive Way Back Machine. Andre af hans artikler om Surplus Drain er også tilgængelige her.

[32] Donald A.Clelland: ”Surplus drain and dark value in the modern world-system”, side 197- 204 i: ”Routledge Handbook of World-Systems Analysis”, Routledge 2013. I artiklen referer han sjovt nok til M-KAs bog fra 1986 “Unequal Exchange and the Prospects of Socialism” By Communist Working Group, Manifest Press, 233 s. Online på snylterstaten.dk

[33] Se I øvrigt min artikel om Amin og omtale af bogen “Tiden er ikke til sociale kompromisser”, Af Torkil Lauesen (tidsskriftet Gaia, nr. 72, forår 2012, s. 14-18. Online på issuu.com/ifgaia.

[34] Samir Amin: ”The Law of Worldwide Value”, Monthly Review Press, New York. 2010.

[35] Samir Amin: ”The Law of Worldwide Value”, Monthly Review Press 2010, side 92.  

[36] J. Sakai: ”Settlers – The Mythology of the White Proletariat”, Morning Star Press, 1983, 180 s. Online på onkwehonwerising.files.wordpress.com

Ny udvidet udgave: J. Sakai: ”Settlers – The Mythology of the White Proletariat from Mayflower to Modern”, Kersplebedeb/PM Press, 2014, 439 s.

[37] Den Nationale befrielsesfront NLF lavede et koordineret angreb på alle større byer i Sydvietnam inklusive den amerikanske ambassade i Saigon. 

[38] Don Barnett (1930-75). Se nekrolog: ”Don Barnett” i Kommunistisk Orientering nr. 5 1975, s. 1-2, hvor der også er en artikel af Don Barnett: ”Om dogmatisme og Proletariat”, s. 2-8. 

[39] ”Towards an International Strategy”, bliver først trykt i Pensamiento Critica i Havana, Cuba september 1967, siden i Monthly Review i april 1968 under pseudonymet J Michael Dawn, og endelig som LSM publication i 1970. Ikke online pt.

[40] Oversat fra ”Principles of Liberation Support Movement´s anti-imperialist work”. LSM Information Center, Vancouver 1972. Online på African Activist Archive.

[41] Mange af disse lifestories ligger online på: aluka.org eller African Activist Archive. KAK udgiver en del af disse lifestories i bogen ”Sejre eller dø : 4 angolesere beretter om deres vej til revolutionen”. Futura 1974, 225 s. Ikke online.

[42] For en kritisk analyse af såvel LSM og Weathermen se Kae Sera, E. Tani: ”False Nationalism False Internationalism: Class contradictions in the armed struggle”, A Seeds beneath the Snow Publication, 1985, 260 s. Online på armexploitednations.net Se også Modkraft Bibliotekets emneliste: Weatherman (Weather Underground Organization, WUO), 1969-77

[43] Harold Jacobs Ed.: ”Weatherman”, Ramparts Press, 1970, 519 s., side 51. Titlen på kommunikeet er for øvrigt en linje i en Bob Dylan sang – deraf navnet ”Weatherman”. Bogen er online på sds-1960s.org

[44] Tale af Bill Ayers: ”A Strategy To Win” i Harold Jacobs Ed.: ”Weatherman”, Ramparts Press, 1970, 519 s., side 183-195. 

[45] Carroll Ishee: ”Critical Remarks on ”Prairie Fire” LSM News, Vol.2 No.2, Summer1975. s. 35-38. Ikke online.

[46] Line of March, nr. 11, 12 & 13/14, 1982-83. Artiklerne er samlet til en bog, som ligger online på nettet: Max Elbaum And Robert Seltzer: ”The Labour Aristocracy: The Material Basis for Opportunism in the Labour Movement” Resistance Books, 2004, 60 s. Online på readingfromtheleft.com

[47] Timothy Kerswell: ”The Global Division of Labour and Division in Global Labour”, Queensland University of Technology Australien, 2011. Online på Queensland University of Technology.

[48] Zak Cope: ”Divided World and Dvided Class: Global Political Economy and the Stratification of Labour Under Capitalism”, Kersplebedeb, Montreal, 2012, 387 s. Der har i 2013-14 været en længere debat om arbejderaristokrati mellem Zak Cope og Charlie Post i tidsskriftet, Research in Political Economy vol. 28 og 29 - et peer-review betalingstidsskrift. Og Zak Copes bog er siden kommet i en udvidet 2. udgave på 457 s. 

Se også dele af debatten her:

Charlie Post: ”Workers in the Global North: A Labour Aristocracy?
Nikolai Brown: ”Summary and Review: Global Wage Scaling and Left Ideology: A Critique of Charlie Post on the Labor Aristocracy Zak Cope (2013)” (Zak Copes artikel er kun online i sin helhed på Research in Political Economy)

Charles Post: ”The Roots of Working Class Reformism and Conservatism: A Response to Zak Cope’s Defense of the ’LABOR Aristocracy’ Thesis

Divided World Divided Class Reviewed and Discussed by Matthijs Krul and others

[49] John Brolin: ”The Bias of the World. A History of Theories of Unequal Exchange from Mercantilism to Ecology”. Ph.d. 2006 fra Lunds Universitet, Sverige. Det er den ultimative afhandling om ulige bytte på næsten 400 sider, med den største bibliografi, jeg har set om emnet. Online på Lund University Publikations.

[50] Torkil Lauesen and Zak Cope. 2015. ”Imperialism and the Transformation of Values into Prices”, Monthly Review, vol. 67, issue 3, July 2015. 

[51] Karl Marx and Friedrich Engels. ”Selected Texts On Colonialism, Industrial Monopoly and the Working Class Movement”. Introduction by Torkil Lauesen and Zak Cope, Montréal, Kersplebedeb, 2016. Se Leftwing Books
Online uden forordet på snylterstaten.dk på dansk og engelsk.

V.I.Lenin: ”On Imperialism and Opportunism : Extracts from articles and speeches 1899-1923”, Introduction by Torkil Lauesen and Zak Cope. Montréal, Kersplebedeb, 2016. Udkommer i juni 2016. Online uden forordet på snylterstaten.dk på dansk og engelsk.

oo0oo