INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

»U-Landshjælp«

[Ungkommunisten, 1. årgang, oktober 1968, nr. 10]

”... den første imperialistiske verdenskrig og den første sejrrige socialistiske revolution, Oktoberrevolutionen, har ændret hele verdenshistoriens gang og indvarslet en ny æra.

Det er en æra, ... i hvilken de resterende kapitalistiske dele ikke kan overleve uden at støtte sig mere end nogensinde på kolonierne og halvkolonierne, ...”

Mao Tse-tung

De imperialistiske lande med USA og Vesteuropa i spidsen lever i dag højt på de fattige landes bekostning. I århundreder har Europa proppet sig med kolonilandenes rigdomme, og denne praksis fortsætter stadig mere velorganiseret, nu med USA som udbytter nr. 1. I dag er denne udvikling nået så langt, at 2/3 af jordens befolkning sulter. Heraf er mindst 1000 millioner alvorligt underernærede, og uhyggeligt mange dør som følge af helbredelige sygdomme, 750 millioner voksne er analfabeter, og millioner og atter millioner bor i slum og affaldsbunker eller er hjemløse. I Sydamerika alene lever mindst 40 millioner småbønder på så dårlig jord, at de næppe kan eksistere.

Denne katastrofale situation, som stadig forværres, har bevirket, at de rige, imperialistiske lande – for at berolige deres befolkningers samvittighed og for at fralægge sig ansvaret for elendigheden i verden – især siden 2. verdenskrig har begyndt at foretage sig noget, de kalder ”u-landshjælp”. For yderligere at tilsløre kendsgerningerne kalder de de fattige lande for ”udviklingslandene”. ”U-landshjælpen” foregives at være en begyndelse til at afhjælpe nøden og sætte udviklingen i gang i de fattige lande. I virkeligheden opsluges alle virkninger af den smule ”hjælp”, de imperialistiske lande giver, alene af faldet i priser på ”u-landenes” produkter og prisstigninger på de rige landes produkter, som ”u-landene” tvinges til at købe. F.eks. er priserne på maskiner og transportudstyr på 10 år steget med over 45%.

”U-landshjælpen” er intet andet end et af imperialismens redskaber til at støde ”u-landenes” folk endnu længere ned i elendighed, gæld og afhængighed. ”U-landshjælpen” indgår som en del af undertrykkelsessystemet på alle områder – politisk, økonomisk og kulturelt.

Sålænge man tror, at politikere, der med hånden på hjertet og store ord forsikrer om deres dybe medfølelse og deres vilje til at hjælpe, mener noget med det, de siger, begriber man ikke et ord af, hvad der sker. Først når man har indset, at ”hjælpen” til ”u-landene” kun er medvirkende til at bevare det system, som er årsag til den nød, man foregiver at afhjælpe ved at støtte de reaktionære regimer og derved sikre kapitalisternes forretningsinteresser, først da forstår men kendsgerninger som de følgende: USA, som praler så højt med at være det land i verden, der yder den største hjælp, brugte fra 2. verdenskrig til 1963 50 milliarder dollars udover Marshallplanen til hjælp til udlandet. Det er interessant at se, hvad pengene er gået til: 90% af beløbet gik til militærhjælp. De resterende 5 milliarder til ”udvikling” fordelt på ca. 90 lande er ikke så imponerende, især når det tages i betragtning, at de går i pamperoverklassens lommer. Præsident Kennedy forsvarede selv udgifterne til sit hjælpeprogram over for kongressen med disse kendsgerninger: 90% af pengene bruges på USA-produkter (12% af USAs eksport); programmet skabte 500.000 arbejdspladser og muliggjorde opretholdelsen af 3,5 millioner allierede tropper langs kommunistiske grænser.

”Hjælpen” går således på den ene side til at gøre reaktionære regeringer i stand til at undertrykke deres folk og på den anden side til at holde USAs industri i gang.

Satiretegning

På samme måde ser det ud med USAs meget opreklamerede Fremskridtsalliance, ”hjælpeprogrammet for Latinamerika”. Alliancens smukke program: sociale og økonomiske reformer, politisk frihed er i klar modstrid med et af dens udtrykkelige hovedformål, nemlig ”at stimulere det private initiativ”. Selve Alliancens formål at udvikle Latinamerika ved hjælp af private investeringer er selvmodsigende, idet de private investeringer virker som sugepumper (1951 til 61 gik et nettobeløb på 4 milliarder dollars fra Latinamerika til amerikanske forretningsforetagender). Når man samtidig tager i betragtning, at præsidenten ved lov skal ”lade bortfalde al hjælp til ethvert land, som enten nationaliserer eller lægger for store skattebyrder på aktieselskaber, der opererer på dets territorium, hvis over 50% af aktierne ejes af amerikanske statsborgere”, forstår man, at Alliancens eneste funktion er at forsvare og sikre private amerikanske forretningsinteresser i Latin amerika, hvilket bedst gøres ved at yde al mulig hjælp til de reaktionære regeringer.

Den danske »u-landshjælp«

Den danske ”u-landshjælp” modarbejder direkte folkelige befrielseskrige, f.eks. ved deltagelse i Mekong-projektet for Sydvietnam, Thailand, Cambodia og Laos, som USA står som igangsætter af. Den vigtigste del af det danske arbejde (vejbygningsanlæg, som er tildelt Kampmann, Kierulf og Saxild) foregår i Nordøst-thailand, altså i samme hjørne, hvor der ligger 3 større amerikanske luftbaser og (i 1967) 30.000 amerikanske soldater. Denne danske hjælp arbejder altså direkte sammen med amerikansk militær om at vanskeliggøre partisanernes aktivitet i området.

Dansk erhvervsliv bruger ”u-landshjælpen” som en meget fordelagtig måde til at skaffe sig indpas på de fattige landes markeder. Danske kapitalister lægger ikke skjul på, hvad deres ”hjælp” går ud på. Som Svend Bergsøe udtaler:

”Der er mange danske industrier, som er villige til at benytte egne penge til investeringer i udlandet, for så vidt som regeringen hjælper os med en regeringsaftale med det pågældende land”

Og politikerne forstår dem så godt – Per Hækkerup:

”Medmindre Danmark....får mulighed for fortsat at yde sådanne lån til udviklingslandene, må det befrygtes, at dansk industri vil blive udelukket fra at vinde indpas på eller fortrængt fra markederne i mange udviklingslande.”

Federspiel er lige så ærlig:

”....i perioden indtil også disse landes landbrug kan udvikles på tilstrækkelig fyldestgørende måde, måtte det være naturligt, at den danske hjælp blev ydet i form af levnedsmidler med den – lad os være ganske ærlige – egoistiske bagtanke, at man derved kunne oparbejde markeder i disse områder.”

Et godt eksempel på det gode samarbejde mellem kapitalisterne og regeringen er det danske statslån til Malawi. D. 1. august 1966 undertegnede daværende udenrigsminister Hækkerup og Malawis finansminister en aftale om et rentefrit dansk statslån til Malawi (herunder det bryggeri, Carlsberg har under opførelse i landet). De tre fjerdedele af lånet skal anvendes til køb af danske varer eller tjenesteydelser.

Som Berlingske Tidende skriver d. 20 maj 1968, da bryggeriet er ved er at være færdigt:

”Ved selvstændig produktion af øl sparer Malawi dels valuta til indførelse af øl, dels skabes en skattemæssig indtægtskilde, og Carlsberg opnår at blive dominerende på et nyt marked. Den nødvendige kapital til byggeriet tilvejebringes dels ved det fra Danmark ydede statslån til Malawi og dels ved indskud fra Carlsberg. Den danske regering har yderligere garanteret Carlsbergs indskud mod politiske risici.”

Man skal lede længe efter klarere eksempel på staten som imperialisternes lydige tjener!

I henhold til loven om teknisk samarbejde med udviklinslandene kan ”udenrigsministeren inden for et beløb af 200 millioner kr. give garanti til erhvervsvirksomheder, der er hjemmehørende her i landet, mod tab i forbindelse med direkte investeringer i udviklingslandene og hermed ligestillede lån. Garanti kan kun gives mod tab, der skyldes politiske forhold, såsom nationalisering...” Men som K.E. Kastoft, leder af Sekretariatet for teknisk samarbejde med udviklingslandene, siger: ”En virkelig stigning i investeringerne får vi næppe, før der også gives mulighed for at få en vis garanti over for den forretningsmæssige risiko, der ligger i investeringer i ulandene”. Denne garanti er nu kommet i form af Industrialiseringsfonden for udviklingslandene, der startede sin virksomhed 1.1.68. Fonden får sine midler fra kaffetolden og har det formål at bringe de private danske investeringer i u-landene i vejret, bl.a. ved at finansiere undersøgelser vedrørende investeringsmuligheder, långivning og ydelse af garantier og kautioner.

Med andre ord: staten garanterer imperialisternes udbytning af de fattige lande!

De danske statslån skal så godt som 100 procent bruges til køb af danske produkter eller tjenesteydelser, altså en kæmpehjælp til dansk industri. En ændring af loven i maj 66 gav mulighed for ydelse af danske statslån til indkøb her i landet af fødevarer – en bestemmelse, der skal sikre leverancer til landbrug og fiskeri. Landbrugets ønske om del i røveriet virker ekstra grelt over for den kendsgerning at dansk landbrug i forvejen kun klarer sig ved import af værdifulde æggehvidestoffer til foderbrug fra de sultende lande.

”U-landseksperternes” yndlingsforklaring på fattigdommen i ”u-landene” er det stigende fødselstal. Hvis bare de landes folk ville lære at få lige så få børn som vi, så ville nøden efterhånden blive afhjulpet. Denne forklaring, som både de rige og de fattige landes folk bliver fyldt med, tjener kun til at tilsløre de virkelige årsager: imperialismens udsugning af dem på alle mulige måder. Som om folk i de rige lande selv ville drømme om at planlægge antallet af deres børn i overenstemmelse med deres samfunds behov. Folk vil kun få færre børn, når børn ikke længere er en social nødvendighed. Sålænge befolkningerne i ”u-landene” lever under forhold, hvor mange børn er den eneste form for social tryghed, kan befolkningstilvæksten kun begrænses ved tvangssterilisering, som u-landsimperialisterne også er begyndt at foreslå. I denne forbindelse er det gavnligt at tænke på Kinas eksempel, hvor tilvæksten netop betyder øget arbejdskraft og derfor større velstand for landet.

Gammel og ny kolonialisme af Tonguc Yasar, Tyrkiet

De rige lande med USA i spidsen udbytter de fattige lande på alle områder, også kulturelt og kundskabsmæssigt. Et led i ”u-landshjælpen” er hjælp til uddannelse, enten ved at modtage studerende eller give hjælp til uddannelse i ”u-landet”. Dette er i virkeligheden røveri af højtkvalificerede folk, idet disse i mange tilfælde vil blive i det rige land efter uddannelsen. De rige lande suger u-landenes faglærte arbejdere, læger, teknikere, videnskabsmænd til sig, men de ufaglærte arbejdere er de ikke interesserede i. Som eksempel kan nævnes, at af asiatiske studerende, der kommer til USA, vender over 90% ikke tilbage. I Europa, og især i England, der systematisk aftapper Commonwealth for dets dygtigste folk, er situationen den samme. Både i England og USA ville sundhedstjeneste og industri bryde sammen, hvis det ikke var for denne hjælp fra ”u-landene”.

”U-landshjælpen” herhjemme har dels det formål på bedste måde at hjælpe det danske private erhvervsliv med at få størst mulig del i rovet fra de fattige lande, dels at dysse befolkningens samvittighed i søvn ved at skjule den kendsgerning, at imperialismen er årsag til nøden i de lande, og at enhver af imperialismens forsvarere er medansvarlige. Endvidere gør man sit bedste for at give både de imperialistiske landes og de udbyttede landes befolkninger den indstilling (til stor fordel for de imperialistiske lande), at ”den hvide mand” er den overlegne, dygtige, iderige, energiske, arbejdsomme, uden hans hjælp kan de fattige lande aldrig klare sig. Hvor mange billeder har man ikke set af hvide mænd, der viser de stakkels, uvidende indfødte, hvordan de skal bære sig ad!

De rige kapitalistiske landes ”hjælp” skaber dominering og afhængighed på alle områder. Derimod er princippet i den økonomiske hjælp, Kina giver til andre lande, det modsatte, nemlig at gøre modtageren uafhængige af andre, sætte dem i stand til at klare sig ved egen hjælp.

Den eneste vej for verdens undertrykte og udbyttede er at følge Kinas eksempel, tage sagen i deres egen hånd, holde op med at tro på, at deres rige ”venner” nok skal hjælpe dem engang, og gennem revolutionær krig genskabe folkets selvrespekt, omstyrte de reaktionære herskende klasser og standse udplyndringen af deres lande. Som Mao Tse-tung siger:

Mao Tse-tung Tegning

 

”REVOLUTIONER OG REVOLUTIONÆRE KRIGE ER UUNDGÅELIGE I ET KLASSESAMFUND, OG UDEN DEM ER DET UMULIGT AT GENNEMFØRE NOGET SPRING I DEN SAMFUNDSMÆSSIGE UDVIKLING OG AT OMSTYRTE DE REAKTIONÆRE HERSKENDE KLASSER OG DERFOR UMULIGT FOR FOLKET AT VINDE POLITISK MAGT.”

 

 

 

Kilder:

R. Segal: The Race War, s.412 og 420.
G. Borgstrøm: Overflodens krise.
D. Horowitz: From Yalta to Vietnam, s. 212, 213, 228.
Politisk Revy nr. 76. Kasper Neergård og Ebbe Reich:
”Alliancen med de gale kræfter”.
Kontakt nr. 2,3,7 1966; nr.4, 1967 og nr.1, 1968.