INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Arbejderaristokratiet

[Ungkommunisten, 1. årgang, februar 1968, nr. 2]

Arbejderaristokratiet er et politisk-økonomisk fænomen, der hører hjemme i det kapitalistiske samfund på dettes højeste og sidste stade, det imperialistiske.

Arbejderaristokratiet er på en gang en udbyttet klasse, idet den skaber merværdi, og samtidig en ”købt” klasse, en ”bestukket” klasse. Købt og bestukket i den forstand, at dens leveniveau er langt højere end dens klassebrødres i Asien, Afrika og Latinamerika som også udbyttes af imperialisterne. Denne bestikkelse antager mange forskellige former, større kulturelle goder, højere løn og utallige behagelige jobs til politikere og fagforeningsledere. I forhold til koloniernes og de afhængige landes arbejdere og bønder indtager de imperialistiske landes arbejdere en priviligeret stilling.

Men hvor kommer pengene fra, hvor kommer værdierne fra, som gør det muligt for kapitalisterne at bestikke deres arbejdere? Da Marx i sin tid grundigt og videnskabeligt studerede kapitalismen i England, det land hvor den var længst udviklet, opdagede han bl. a. følgende:

”I samme omfang som kapitalens akkumulation fremskyndes, må arbejderens vilkår stadig forværres, hvad enten arbejdslønnen er høj eller lav. Og den lov, som stadig opretholder ligevægten mellem den relative overbefolkning eller den industrielle reservearme og akkumulationens størrelse og kraft, smeder arbejderen fastere til kapitalen end Hefæstos' lænker bandt Prometeus til klippen. Den fører til en akkumulation af elendighed, som svarer til akkumulation af kapital. Akkumulation af rigdom på den ene side er altså samtidig akkumulation af elendighed, arbejdsbyrde, slaveri, uvidenhed, brutalisering og moralsk nedværdigelse på den anden side.”

Marx kaldte denne lov for ”den kapitalistiske akkumulations absolutte og almindelige lov”, og han tilføjede: ”I sine virkninger modificeres den som alle andre love af mangfoldige omstændigheder, som vi ikke her kan undersøge nærmere.” Denne lovs virkninger har vi ikke mærket meget til i Danmark, særlig de sidste 20 år har vist større og større velfærd. Derimod virker den i Asien, Afrika og Latinamerika, hvor forarmelsen og elendigheden er vokset kolossalt.

Værdierne til at bestikke arbejderklassen med kommer fra disse lande; profitterne fra de undertrykte lande er mange gange større end profitterne i de imperialistiske lande. En lille del af disse superprofitter bruges til at berolige arbejderlederne og arbejderaristokratiet.

Denne økonomiske situation danner jordbunden for udbredelse af reformisme, revisionisme og al anden slags umarxistisk tankegang. Disse strømninger har midlertidigt sejret indenfor arbejderklassen i Vesteuropa, Nordamerika og på det sidste også i Østeuropa.

Ansvaret for udbredelsen af reformisme og revionisme påhviler i første række de arbejderledere, der forråder socialismen. Omkring 1917 udgjorde arbejderaristokratiet kun en ringe del af den danske arbejderklasse, og da bolsjevikkerne i Rusland greb magten, vandt det straks positiv genklang hos den danske arbejderklasse. Men de socialdemokratiske ledere, bourgeoisiets agenter i arbejderklassen, gjorde deres arbejde godt og havde det held, at superprofitterne begyndte at flyde rigeligere. Belønningerne i form af bekvemme, indbringende ministerposter og skulderklap fra bourgeoisiet udeblev da heller ikke.

I dag er det DKPs tur til at udføre samme job, med den forskel at socialismens kræfter i verdensmålestok er blevet større, og at DKPs tilhørerskare er langt ringere i antal end socialdemokratiets var.

Det har vist sig, at de opportunistiske ledere er bedre forsvarere for bourgeoisiet end bourgeoisiet selv. Deres job er at fylde arbejderklassen med fordomme og vrangforestillinger om kapitalismen og om socialismen, at lede arbejderklassens utilfredshed ind i baner, der er ufarlige for det kapitalistiske system. Deres job er at danne et ”forbund” mellem arbejdere og kapitalister rettet mod de undertrykte landes befrielsesbevægelser.

Men denne økonomiske situation og dens ideologiske overbygning, borgerlig tankegang forklædt som marxisme, vil ikke vare evigt. Ligesom kapitalismen er et midlertidigt stadium i menneskehedens historie, er det økonomiske grundlag for arbejderaristokratiet et midlertidigt stadium indenfor imperialismen.

Så snart imperialismens indbringende bagland politisk og økonomisk har gjort sig fri, vil der ske sære ting i velfærdssamfundet. Denne frigørelse er allerede i gang; i Vietnam lider USA nederlag hver dag, og i de undertrykte lande fænger de gnister, der vil starte præriebrande. Først til den tid vil der være jordbund for en revolutionær bevægelse i Danmark. Men inden den tid vil der være større eller mindre kriser, der vil være aggressive krige mod de undertrykte landes befrielsesbevægelser, og der vil være mulighed for krige imperialisterne imellem. Alt dette vil gradvist åbne arbejderklassens øjne, og de vil samle erfaringer til den dag slaget skal slås.

Arbejderklassen og de undertrykte landes folk har de samme grundlæggende interesser, at afskaffe kapitalismen/imperialismen. For tiden udkæmper de undertrykte folk de største slag mod den fælles fjende, de sørger for at bringe revolutionen nærmere også i de perialistiske lande. Det er en revolutionærs simple pligt at støtte disse kampe. De imperialistiske landes proletariat må søge det tætteste forbund med de undertrykte landes befrielsesbevægelser.

Det er en velkendt sag, at det er arbejderklassen, der skal gennemføre revolutionen og opbygge socialismen. Ingen kan gøre det på dens vegne.

Et kommunistisk parti skal tjene klassen, skal finde og vise de veje, der vil føre til socialismen, skal lede klassen under revolutionen og efter revolutionen i kamp mod alle former for borgerlig tankegang.

I dag må kommunister studere den danske og internationale virkelighed, bearbejde erfaringerne fra fortid og nutid, drage de rigtige slutninger deraf, bringe dem videre til arbejderklassen, så den kan stå bedst muligt rustet, når den revolutionære situation opstår.