INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Brev fra Engels til Sorge, London, 7. december 1889

[Marx og Engels: Om kolonier, industrimonopol og arbejderbevægelse. Forlaget Futura 1972, 66 s.]

(Uddrag)

... Her i England er det blevet bevist, at en stor nation simpelthen ikke kan belæres på en doktrinær og dogmatisk måde, selv om man har den bedste af alle teorier, vokset frem af deres egne livsbetingelser, og selv om lærerne er relativt bedre end S.L.P. [20]. Bevægelsen er kommet i gang til sidst og, tror jeg, for bestandig. Men ikke direkte socialistisk, og de blandt englænderne, som har forstået vores teori bedst, forbliver uden for den: Hyndman, fordi han er uhelbredelig jalous og en intrigemager, og også Bax, fordi han er en bogorm. Formelt er bevægelsen først og fremmest en fagforeningsbevægelse, men yderst forskellig fra de gamle fagforeninger: De faglærte arbejdere, arbejderaristokratiet.

Folk sætter nu skulderen til læsset på en ganske anden måde, de drager langt større masser ind i kampen, rusker langt mere op i samfundet, og stiller langt mere vidtrækkende krav: otte-timers arbejdsdagen, en almindelig sammenslutning af alle organisationer, og fuldstændig solidaritet. Takket være Tussy har gasarbejdernes og arbejdsmændenes fagforeninger fået kvindeafdelinger for første gang. Endvidere ser de selv på deres umiddelbare krav som noget, der kun er foreløbigt, skønt de selv endnu ikke ved, hvilket endeligt mål, de arbejder hen imod. Men denne tågede idé er stærkt nok befæstet til, at de til deres ledere kun vælger åbent erklærede socialister. Som alle andre må de lære af deres egne erfaringer, af følgerne af deres egne fejltagelser. Men eftersom de, ulig de gamle fagforeninger, hilser enhver formodning om interesse-fællesskab mellem kapital og arbejde med hån og latter, vil dette ikke tage lang tid...

… Det mest frastødende her er den borgerlige "respektabilitet", som har et grundigt tag i arbejderne. Samfundets opdeling i utallige lag, hver af dem anerkendt uden modsigelse, hver af dem med sin egen stolthed, men også med sin iboende respekt for de "bedre" og "højere stående", er så gammel og så fastgroet, at borgerskabet finder det temmelig let at få deres madding akcepteret. Jeg er f. eks. aldeles ikke sikker på, at John Burns i al hemmelighed ikke er mere stolt af sin popularitet hos kardinal Manning, borgmesteren, og hos borgerskabet i almindelighed, end af sin popularitet hos sin egen klasse. Og Champion – en forhenværende løjtnant – der i årevis intrigerede med borgerskabet og særligt med konservative elementer, prædikede socialismen på sognepræsternes kirkekongres, o.s.v. Og selv Tom Mann, som jeg har betragtet som den bedste af dem, er glad for at fortælle, at han skal til middag hos borgmesteren. Hvis man sammenligner dette med franskmændene, ser man, hvad en revolution trods alt er god for. Det vil imidlertid ikke hjælpe borgerskabet meget, hvis det lykkes at lokke nogle af det ledere i det garn. Bevægelsen er blevet styrket tilstrækkelig til at kunne overvinde den slags.

[20] Socialist Labour Party, U.S.A.

MESC s. 407.
MEOB s. 567.

Ikke tidl. online på dansk
Uddrag på engelsk. Se Marxist Internet Archive, MIA