Brev fra Marx til Engels, London, 30. november 1867

65
3 min read

Om artiklen

Uddrag af Brev fra Marx til Engels, London, 30. november 1867 i Marx og Engels: Om kolonier, industrimonopol og arbejderbevægelse. Forlaget Futura 1972, 66 s., s. 33-34.

(Uddrag)

Det, englænderne endnu ikke ved, er, at siden 1846 er det økonomiske indhold og derfor også det politiske formål med engelsk dominering i Irland trådt ind i en helt ny fase, og at fenianismen [4] netop derfor kendetegnes af en socialistisk tendens (i negativ betydning, rettet mod tilegnelsen af jorden) og af at være en bevægelse af de lavere samfundslag. Hvad kan være mere latterligt end at sammenblande Elizabeths eller Cromwells barbariske handlinger, der ønskede at erstatte irerne med engelske kolonialister (i den romerske betydning) med det nuværende system, der ønsker at erstatte dem med får, grise og køer! Systemet fra 1801-46, med de ublu lejeafgifter og mellemmad, brød sammen i 1846. (I denne periode var udsættelserne undtagelsen og fandt hovedsageligt sted i Leinster, hvor jorden er særlig velegnet til kvægavl). Ophævelsen af kornlovene, der delvis var resultat af eller i det mindste blev fremskyndet af den irske hungersnød, berøvede Irland dets monopol på Englands kornforsyninger i normale tider. Uld og kød blev slagordet, derfor blev agrene omskabt til græsgange. Derfor har vi fra da af den systematiske konsolidering af kvægbrug. Loven om forgældede godser, der gjorde en masse mellemmænd, der tidligere var blevet velhavende, til godsejere, fremskyndede processen. Rydning af det irske gods! er nu den eneste tanke med engelsk herredømme i Irland. Den tåbelige engelske regering i London ved selv ingenting, naturligvis, om denne uhyre forandring siden 1846. Men irerne ved det. Fra Meaghers Proklamation (1848) til Hennesys valgmanifest (Tory og Urquhart’isk) (1866) har irerne på den klareste og mest magtfulde måde udtrykt deres bevidsthed om det.

Spørgsmålet er nu, hvad vi skal råde de engelske arbejdere til? Efter min mening må de gøre ophævelsen af Unionen (kort sagt, farcen i 1783, blot demokratiseret og tilpasset tidens betingelser) til et punkt i deres pronunciamento [5]. Dette er den eneste legale og derfor eneste mulige form for irsk frigørelse, der kan tillades i et engelsk partis program. Erfaringen må senere vise, hvorvidt en ren personalunion kan fortsætte med at eksistere mellem de to lande. Jeg er lige ved at tro, at den kan, hvis den bliver skabt i tide.

Det irerne har brug for, er:

1) Selvstyre og uafhængighed af England.

2) En agrarrevolution. Med de bedste hensigter i verden kan englænderne ikke fuldføre dette for dem, men de kan give dem de legale midler til selv at fuldføre den.

3) Beskyttelsestold mod England. Mellem 1783 og 1801 blomstrede hver eneste gren af irsk industri. Unionen, der fjernede beskyttelsestolden, der var oprettet af det irske parlament, ødelagde alt industrielt liv i, Irland. Den lille smule hørindustri er ingen som helst kompensation. Unionen af 1801 havde ganske den samme virkning på irsk industri som foranstaltningerne til undertrykkelse af den irske uldindustri o.s.v., som det engelske parlament gennemførte under Anne, George II og andre. Når først irerne er selvstændige, vil nødvendigheden gøre dem til protektionister, som det skete med Canada, Australien osv.

[4] Fenianismen var en småborgerlig irsk bevægelse organiseret efter illegale, halvmilitære retningslinier, dens hovedkrav var republik og forpagtersystemets afskaffelse.

[5] Oprørserklæring.

MESC s. 195
MEOC s. 326
MEOB s. 542

Online i fuldtekst på engelsk. Se History Is A Weapon, HIAW

Om forfatteren / About the Writer

+ posts