INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Brev til en kammerat

[Ungkommunisten 2. årgang, februar 1969, nr. 2]

København 22-1-69

Kære ......

Et tragisk nemesis, der i disse dage udspilles i Prag. Sovjetunionen der helhjertet tog de buddhistiske selvbrændinger i Saigon til indtægt og udnyttede dem til det yderste i en aldeles usmagelig medlidenhedskampagne – at de nu selv må se sig stillet overfor de samme demonstrationer er meget betegnende. USA og USSR har meget til fælles. Men det viste de jo allerede i eftersommeren ved deres invasion af Tjekkoslovakiet, en handling, der jo selvfølgelig på ingen måde kan sidestilles med USA's himmelråbende forbrydelser i Vietnam, men dog tydeligt viser verden, hvad kommunister i nu snart lang tid har hævdet, nemlig at Sovjet ikke længere er en socialistisk stat, men en borgerlig, i fuld gang med at genrejse kapitalismen. At disse social-imperialister (”socialister i ord, men imperialister i handling”, Lenin) samarbejder med den amerikanske imperialisme blev jo også ved denne lejlighed åbenbart, tænk blot hvilken kølig modtagelse Washington gav det vesttyske forslag om et NATO-ministermøde om Tjekkoslovakiet. Men fede ord manglede selvfølgelig ikke. Dog, verdens brændpunkter flytter sig ikke på grund af begivenheder, der i verdensmålestok er meget små, selvom den borgerlige prese, her som formodentlig også i USA, gør deres bedste for at overbevise folk om det modsatte. Sydøstasien var og er fremdeles et af disse.

Vietnamkrigen trådte fra april sidste år ind i en ny fase, da de såkaldte ”fredssamtaler” i Paris begyndte. Jeg fandt (i en ganske anden forbindelse, naturligvis) i Daily Express et citat fra imperialisten Kipling, der jo nok vidste, hvad han talte om: ”And that is called paying the Danegeld, but we have proved it again and again, that once you have paid him the Danegeld you never get rid of the Dane”. (”Og det kaldes at betale danegæld, men vi har bevist det igen og igen, at har man én gang betalt ham hans danegæld, slipper man aldrig fri for danskeren”. Der henvises til vikingernes brandskatning af den engelske befolkning). En meget farlig, ny politisk linie fik dermed overtaget i Hanoi.

Ja, ”ny”, skrev jeg, men det er egentlig forkert, der havde været røster fremme tidligere om at gå ind på Johnsons fredsbedrag. ”Ny” er også forkert i større historisk sammenhæng. Efter det kinesiske folks sejr i modstandskrigen mod Japan, var der i det kinesiske kommunistparti to linier, den ene for fortsat kamp mod reaktionen, den anden for samarbejde med Chiang Kai-shek for ”et nyt, fredeligt og demokratisk Kina”. For den første stod Mao Tse-tung, for den anden Liu Shao-chi, Kinas Hrustjof.

Andre paraleller: Efter sejren over den tyske fascisme i 1945 nedlagde samtlige vesteuropæiske ”kommunist”-partier, der havde været hovedkræfterne i den folkelige kamp mod fascisterne, våbnene for at hidføre ”fred og demokrati”, ja, i Grækenland, hvor der havde været borgerkrig fra 1944-49 og folkets styrker stod umiddelbart foran Athens porte, nedlagde det græske ”kommunist”-parti våbnene for gennem ”forhandlinger” at opnå dette ”fred og demokrati”. Resultatet: et stort antal sandt revolutionære blev myrdet, den højt besungne legalitet for partiet blev afskaffet, ”freden” blev fængslet ”fred” og ”demokratiet” frihed for de græske reaktionære til fortsat undertrykkelse af det græske folk.

I verden af idag har vi kun de tragiske erfaringer med socialistiske lande, der fredeligt har udviklet sig til kapitalistiske lande, og ikke et eneste fortilfælde, hvor et kapitalistisk land fredeligt har udviklet sig til et socialistisk.

Hvad Paris-forhandlingerne vil udvikle sig til er svært at sige, men sporene skræmmer unægteligt. De australske kommunister siger åbent, at revisionisterne er kommet til magten i Hanoi (Hanoi godkendte Sovjets intervention i Tjekkoslovakiet), vi herhjemme (og kineserne) siger intet sådant, men er bekymrede og forholder os i øvrigt afventende, d.v.s. naturligvis aftrykker vi fremdeles den fulde ordlyd af diverse relevante politiske erklæringer, der kommer fra Hanoi.

Engang i efteråret læste jeg i ”TIME MAGAZINE” en leder om kulturrevolutionen, og konklusionen på denne var, at det, det hele drejede sig om, var, hvorvidt man i Kina skulle have ”hotdog-socialisme” eller ”ris-socialisme”, hvilket oversat til dansk betyder, om man skulle følge Liu Shao-chis revisionistiske linie eller Mao Tse-tungs revolutionære linie.

Problemstillingen er jo ifølge sagens natur meget amerikansk, men essensen i den er rigtig. De sidste par års begivenheder i Kina drejede sig nemlig bl.a. om følgende: Skulle man efter proletariatets militære, politiske og økonomiske sejr ukritisk overtage det gamle samfunds ideologiske (altså bl.a. den kulturelle) overbygning og videreudvikle den ved at tilføre den et ”marxistisk” indhold, eller skulle man uhyre kritisk veje og vurdere ethvert levn (og vel at mærke gøre dette på massebasis, d.v.s. med hele folkets aktive medvirken), udskille det gode, d.v.s. det folkelige, det proletariske, og så kaste de sørgelige rester på møddingen, hvor de retteligt hører hjemme?

Dette er et af de grundlæggende spørgsmål, der er blevet løst gennem den kinesiske kulturrevolution. Men hele opgøret med Liu Shao-chi vil også fremover få umådelig betydning for den internationale kommunistiske bevægelse, idet Liu konsekvent har stået for det, man i vesten kalder den ”moskva-tro” fløj i Kinas KP. Divergenserne mellem ”Moskva” og ”Peking”, personificeret henholdsvis Liu og Mao, er nemlig ingenlunde af ny dato.

Mao Tse-tung siger: ”Kan I ikke løse et problem? Udmærket, gå igang med at undersøge dets nuværende kendsgerninger og dets tidligere historie: Når I har undersøgt problemet til bunds, vil I vide, hvordan I skal løse det”.

I kulturrevolutionens løb er et væld af historiske kendsgerninger om Lius politiske synspunkter blevet gravet frem i lyset, og mange af disse minder til forveksling om de retningslinier, de vesteuropæiske ”kommunistiske” partier her arbejdet efter siden Lenins død. Det burde da heller ikke undre nogen, at samtlige af disse fulgte Hrustjof og hans slæng og idag på det mest energiske bekriger Mao Tse-tungs tænkning. De har jo aldrig formået at tænke selv, endsige prøvet objektivt at analysere vor del, den imperialistiske del af verden og drage de nødvendige følgeslutninger.

Vi har herhjemme ikke mindre end fire såkaldte arbejderpartier plus et hav af forskellige ”venstre”orienterede grupperinger, og alle råber de på ”enhed”. Pudsigt, for de er alle enige, i den forstand at de alle skematisk viderefører de gamle ”kommunistiske” og socialdemokratiske partiers perspektivløse lønkamp. Disse lønkampe sættes i stedet for klassekamp, altså den politiske kamp for hele lønsystemets afskaffelse, og således fører de arbejderklassen ind i en blindgyde, samtidig med at de yderligere knytter denne til imperialismen.

KAK har forstået dette og har turdet tage den logiske konsekvens. Gennem årelangt omhyggeligt studium, dels af Marx, Engels, Lenin, Mao Tse-tung og Stalin (den sidste for en stor del som negativt eksempel, bl.a. hans anvisninger til Vesteuropas kommunister om at bekæmpe socialdemokraterne på deres grundlag, nemlig ren økonomisk kamp), dels verden omkring os, som den ser ud i dag, har de fundet ud af, at det er borgerligt at føre an i lønkampe på snylterstaten Danmarks nuværende niveau, at super-”revolutionære”, ”anti”-revisionisters krav om 36-timers arbejdsuge, 4-ugers ferie med fuld løn osv osv – at de i virkeligheden går reaktionens ærinde ved således at forhøje den bestikkelse af arbejderne, imperialisterne har råd til at betale takket være de superprofitter, de henter hjem fra de udbyttede lande. KAK har på skabende vis anvendt marxismen-leninismen, Mao Tse-tungs tænkning, og udsendelsen af ”To linjer”, et tillæg til Kommunistisk Orientering, hvor der nærmere redegøres for disse ting, er en milepæl i arbejderbevægelsens historie, både herhjemme og andre steder. Lad revisionister af forskelligt tilsnit hyle og skrige så tosset de vil, marxismen-leninismen har altid udviklet sig i kamp mod forældede ideer. Men lad det lige være sagt til slut: uden inspiration fra den store, socialistiske kulturrevolution i Kina og Mao Tse-tungs tænkning ville det have taget lang, lang tid at nå så vidt.

Kammeratlig hilsen
. . . . .  . . . . . .