INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Clarté og de højtlønnede

[Ungkommunisten, 2. årgang, marts 1969, nr. 3, s. 12-14]

Danmarks ”Kommunistiske” Partis traditionelle dæksorganisation i studenterkredse, Clarté, har rundkastet en pressemeddelelse om økonomisk kamp. Den direkte anledning er, at Det ny Samfund har opfordret Akademikernes Samarbejdsudvalg til at afstå fra lønkrav for at vise solidaritet med lavtlønsgrupperne. Clartés bestyrelse tager skarpt afstand fra denne aktion, idet ”højt- og lavtlønnede har fælles interesser overfor arbejdsgiverne”.

Det eneste nye i pressemeddelelsen er Det nye Samfunds velmente, omend kluntede forsøg på at vise solidaritet med ”lavtlønsgrupperne”. At højt- og lavtlønnede skulle have fælles interesser overfor arbejdsgiverne, er jo DKP's gamle vise om, at enhver lønmodtager skulle være interesseret i at bekrige kapitalisterne, uanset om årsindkomsten er på kr. 30.000 eller 130.000. Og det er fremdeles noget hårrejsende sludder. Man erindrer sig Land & Folks ihærdige indsats for SAS-piloternes ”retfærdige kamp” (for DKP er enhver lønkamp retfærdig, fordi den får ”folk til at se råddenskaben ved det kapitalistiske samfund”, når de ikke får, hvad de vil have), og så mener Clartés bestyrelse naturligvis at akademikernes lønkrav er ligså retfærdige, uanset at samme akademikere for en stor del i kraft af deres samfundsmæssige stilling, såvel økonomisk som arbejdsmæssigt, er snævert knyttet til den herskende klasse, både nationalt og internationalt.

Dette er Clartés bestyrelse da også klar over, men man håber at klare problemet ved den helt absurde udtalelse: ”Man må ligeledes tage i betragtning, at højere lønninger til statsansatte akademikere vil gøre det lettere for staten at rekruttere akademikere i konkurrencen med det private erhvervsliv”.

Clartés bestyrelse hævder at være stemt for socialismen, men hvordan det skal gavne socialismens sag, at akademikere tager arbejde i kapitalisternes statsapparat i stedet for i de enkelte kapitalistiske virksomheder, er os en gåde.

For Clartés bestyrelse (”os socialister”!) er sagen imidlertid klar:

”1. Vejen til en indkomstudjævning går ikke over en strid mellem højt- og lavtlønsgrupperne, men gennem fælles kamp mod storfinansen og det kapitalistiske system ..” (En indkomstudjævning? Hvad er det? Hvis det skal forstås som ”økonomisk demokrati” er det noget pladder, skulle ”økonomisk demokrati” være blevet muligt under kapitalismen? Hvis det skal udlægges som en stræben efter ens løn til samtlige lønmodtagere, skulle vi så være kommet socialismen et skridt nærmere ved, at f.eks. juristen som administrerende direktør for en kapitalistisk virksomhed får samme løn som arbejderen ved drejebænken?)

Vladimir Iljitj Lenin
Vladimir Iljitj Lenin

 

 

”2. Derfor må vi ikke splitte lønmodtagerne men påvise samfundets klassenatur og ikke skjule det.”

Ja, det var en grov omgang. Clartés bestyrelse (og altså DKP) vil ”påvise” vort samfunds klassenatur gennem ”fælles kamp” – javel, men hvilken kamp?

LØNKAMP! DKP har i årtier forsøgt at give den økonomiske kamp en politisk karakter, men det er lige så aldeles umuligt, som det altid har været. DKP's forlag Tiden udgav i 1949 Lenins værk ”Hvad må der gøres”, et skrift på 242 sider, bind 2 af Lenins udvalgte værker, og det er et langt, uforsonligt opgør med de mennesker, der i datidens russiske socialdemokrati (1902!) forsøgte at give ”den økonomiske kamp politisk karakter”. Betænk engang den russiske arbejderklasses stilling på det tidspunkt, hvilken armod og elendighed. Mon det skulle være rigtigere i snylterstaten Danmark, ”at give selve den økonomiske kamp en politisk karakter”?

”Således skjuler den svulstige frase: 'At give selve den økonomiske kamp en politisk karakter', der lyder så 'forskrækkelig' dybsindig og revolutionær, i virkeligheden den traditionelle bestræbelse for at fornedre den socialdemokratiske (læs: den kommunistiske) politik til en tradeunionistisk (fagforenings- red.) politik.”

”I virkeligheden indeholder frasen: 'At give selve den økonomiske kamp en politisk karakter' overhovedet intet andet end kamp for økonomiske reformer.”

(Lenin: Udv.v., bd.2, s.82).

Vi bringer kun to citater, men vil anbefale vore læsere selv at anskaffe sig bogen, der kan købes for en slik. At DKP ikke bruger ”den svulstige frase” er forståeligt, de kalder sig jo kommunister, men læs engang Clarté-bestyrelsens to punkter igen og se, om ikke det er det, der står! Læs engang DKP's svulstige resolutioner om overenskomstsituationen (ikke nødvendigvis den nuværende) og se om ikke det er det samme der står.

At det ikke er en ny problemstilling er åbenbart ved Lenins arbejde for at tilbagevise og bekæmpe denne forkerte parole, i virkeligheden er den ældre end hele den kommunistiske bevægelse. Marx havde de samme problemer, og hans råd til Den internationale Arbejderassociations generalråd i 1865: ”I stedet for den konservative parole: 'En ærlig dagløn for en ærlig arbejdsdag' skal de på deres fane skrive den revolutionære parole: 'Lønsystemets afskaffelse'” er en skarp anklage mod DKP's totalt forfejlede ”socialistiske” politik.