INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Apropos Saga-demonstrationerne:

De mange og de få

[Kommunistisk Orientering 6. årgang, nr. 8, 18. juni 1969, s. 1-4]

Demonstrationerne foran Saga-biografen i København imod "De grønne djævle" - John Waynes tarvelige propagandafilm for vor tids mest infame imperialistiske aggressionskrig - gav dertil indrettede aviser og dertil opdragne skriverkarle og embedsmænd anledning til megen snak om "vold" kontra "ikke-vold", om "ytringsfrihed", "meningsdiktatur" o.s.v. Deri er der intet forbavsende, og bortset fra at denne diskussion kan medvirke til at befæste den indflydelse, som det rent borgerlige begreb "ytringsfrihed" har i arbejderklassen, er den temmelig ligegyldig.

For kommunister ligger problemet i forbindelse med Saga-demonstrationerne et helt andet sted. Det kan deles op i to punkter:

1) Tjener demonstrationer af denne art på kort eller på langt sigt til politisk opdragelse af arbejderklassen og den brede arbejdende befolkning, eller gør de det ikke?

2) Tjener demonstrationer af denne art på kort eller på langt sigt til opbygning af revolutionær styrke, til formering af den socialistiske revolutions subjektive kræfter?

Kan demonstrationer af denne art tjene et af eller begge de nævnte formål, eller kan de ikke?

Det er almindeligt kendt, at reaktionen i arbejderklassen som helhed på Saga-demonstrationerne både hvad angår selve tanken om at tvinge filmen af plakaten ved at demonstrere, og hvad angår de former, som demonstrationerne antog - i almindelighed var enten direkte negativ og afvisende eller præget af mangel på interesse for spørgsmålet overhovedet. Det er således klart, at denne demonstration ikke umiddelbart havde en mobiliserende virkning, at den ikke umiddelbart havde den virkning at højne klassens bevidsthed om nødvendigheden af antiimperialistisk kamp.

Betyder denne omstændighed, at Saga-demonstrationerne var forkerte, både hvad indhold og form angår?

3 stjerner

Det er indlysende for enhver kommunist, at det dybest set er i den danske arbejderklasses interesse at imperialismen bekæmpes, afskaffes og revolutionært erstattes med socialismen.

Arbejderklassen har altså et objektivt behov for en sådan antiimperialistisk kamps udfoldelse - også selvom den i dag som helhed ikke er sig dette behov bevidst og af en række historiske politisk-økonomiske årsager ikke føler behovet - med andre ord: Selvom antiimperialistisk kamp i dag ikke modsvarer arbejderklassens subjektive krav-

Mao Tse-tung har af sin revolutionære virksomhed bl.a. uddraget denne lære: at "den rette opgave, politik og arbejdsstil uvægerligt er i overensstemmelse med massernes krav på et givet tidspunkt og sted og uvægerligt styrker vore bånd med masserne, og at den forkerte opgave, politik og arbejdsstil uvægerligt er i modstrid med massernes krav på et givet tidspunkt og sted og uvægerligt fjerner os fra masserne." (Den Lille Røde Bog, side 122-23)

Mao Tse-tung indhøstede denne erfaring ved at lede masserne i revolutionær kamp, altså i en situation, hvor antiimperialistisk, revolutionær kamp ikke blot dybest set var massernes behov, men også et aktuelt behov, ja tilmed et krav.

I dagens Danmark er situationen den, at ingen opgave, ingen politik, ingen arbejdsstil, der sigter mod antiimperialistisk, antikapitalistisk, socialistisk kamp kan bringes i overensstemmelse med arbejderklassens og massernes nuværende krav, og ingen antiimperialistisk, antikapitalistisk, socialistisk kamp vil umiddelbart "styrke vore bånd med masserne".

Hvad gør vi i denne situation?

Lenin siger i "Radikalismen", kommunismens børnesygdom til Vesteuropas kommunister:

"I må ikke synke ned på massernes niveau, til det niveau, klassens tilbagestående lag står på. Det er rigtig nok. I må sige dem den bitre sandhed. I må kalde deres borgerlig-demokratiske og parlamentariske fordomme for fordomme. Men samtidig må I nøgternt vurdere, hvor langt netop hele klassen (og ikke blot dens kommunistiske avantgarde), hvor langt hele den arbejdende masse (og ikke blot dens førende elementer) virkelig er nået i bevidsthed og forberedthed."

Netop en sådan nøgtern vurdering siger os, at skulle vi i dag handle således, at vi umiddelbart kunne styrke vore bånd med masserne, skulle vi ikke handle antiimperialistisk og socialistisk, men borgerlig-demokratisk og parlamentarisk - og dermed ville vi være sunket ned på massernes, på arbejderklassens nuværende niveau.

Det er den "bitre sandhed", som vi i dag må se i øjnene og sige lige ud.

Betyder det da, at vi slet ikke skal handle - når antiimperialistisk handlen ikke kan bringe os nærmere klassen og masserne, og når en ikke-antiimperialistisk handlen betyder, at vi synker ned på et niveau, hvor vi som kommunister ikke må stå?

Det er netop en sådan holdning, som visse af vore modstandere på "venstrefløjen" har villet stikke os i skoene. Men det er på ingen måde konsekvensen.

Vi har ofte nok talt om det store arbejde, der skal gøres, hvis vi skal komme nogen vegne med det opdragende arbejde, med det ideologiske arbejde, der skal forberede arbejderklassen på den rigtige løsning, den revolutionære løsning på fremtidens krisesituation - men på dette sted er talen imidlertid om noget andet. Her er tale om politiske aktioner i en situation, hvor de ikke kan blive masseaktioner, men kun aktioner fra mindre gruppers side.

Lad os gengive nogle betragtninger fra Lenins side netop om forholdet mellem masseaktioner og "individuelle" aktioner og deres mobiliserende og opdragende virkning på hele arbejderklassen:

Med udgangspunkt i en strejke i Rostov-ved-Don - i 1902, i det tsaristiske Ruslands mørketid! - beskæftiger Lenin sig med forskellen mellem de social-revolutionæres aktivitet og marxisternes opgaver i forbindelse med revolutionære bevægelser. Han skriver:

"... noget, der ved første øjekast syntes at være en særdeles almindelig og "dagligdags" strejke, brød pludselig ud i Rostov-ved-Don og førte til begivenheder, der håndgribeligt demonstrerede den fuldstændige tåbelighed og skadelighed i de social-revolutionæres forsøg på at genoplive Narodnaja Volja-bevægelsen med alle dens teoretiske og taktiske fejltagelser. Strejken, der omfattede mange tusinde arbejdere og begyndte med krav af en ren økonomisk karakter, udviklede sig hurtigt til en politisk begivenhed på trods af det meget ringe antal organiserede revolutionære kræfter, der deltog i den. Menneskemængder, der ifølge nogle deltagere talte mellem 20 og 30 tusind, afholdt forbløffende alvorlige og velorganiserede politiske møder, hvor socialdemokratiske løbesedler blev læst og ivrigt diskuteret, hvor der blev holdt politiske taler, hvor de mest tilfældige og uskolede repræsentanter for det arbejdende folk hørte de elementære sandheder om socialisme og den politiske kamp, og hvor der blev givet praktiske lektioner med "levende model" i, hvordan man skal behandle soldaterne, og hvordan man skal appellere til dem. Myndighederne og politiet tabte hovedet (måske delvis fordi soldaterne ikke var pålidelige?) og viste sig i flere dage ude af stand til at gribe ind i afholdelsen af politiske massemøder under åben himmel. Da de væbnede styrker endelig blev sat ind, gjorde mængden desperat modstand, og mordet på en kammerat tjente som anledning til en politisk demonstration ved hans begravelse dagen efter... De socialrevolutionære ser imidlertid formentlig helt anderledes på sagen; fra deres synspunkt ville det måske have været "mere hensigtsmæssigt", hvis de seks kammerater, der blev myrdet i Rostov, havde givet deres liv i et drabsforsøg på individuelle politityranner.

Vi er imidlertid af den opfattelse, at det kun er sådanne massebevægelser, i hvilke voksende politisk bevidsthed og revolutionær aktivitet manifesteres af arbejderklassen åbent for enhver, der fortjener at blive kaldt ægte revolutionære handlinger og er i stand til virkeligt at opmuntre enhver, der kæmper for den russiske revolution. Det, vi ser her, er ikke den højt besungne "individuelle modstand", hvis eneste forbindelse med masserne består i verbale deklarationer, offentliggørelse af idømte straffe o.s.v. Hvad vi ser, er ægte modstand fra mængdens side; og denne modstands mangel på organisation, dens uforberedthed og dens spontanitet minder os om, hvor uklogt det er at overvurdere vore revolutionære kræfter, og hvor forbryderisk det er at forsømme den opgave støt at forbedre denne mængdes organisation og forberedthed, der for øjnene af os fører en reel kamp. Den eneste opgave, der er en revolutionær værdig, er at lære at udforme, at udnytte og gøre til vort eget det materiale, som livet i Rusland leverer os i kun alt for stor tilstrækkelighed, frem for at affyre nogle få skud for at skabe påskud til at stimulere masserne og få materiale til agitation og til politisk eftertanke. De socialrevolutionære kan ikke højt nok prise den store "agiterende" værdi af politiske mord, hvorom der hviskes så meget både i de liberales dagligstuer og i den brede befolknings beværtninger. Det er ingen sag for dem (eftersom de er fri for alle snærende dogmer med hensyn til noget, der bare nærmer sig en fastlagt socialistisk teori!) at iscenesætte en politisk sensation som erstatning for (eller i det mindste som supplement til) den politiske opdragelse af proletariatet. Vi derimod mener, at de eneste begivenheder, der kan have nogen virkelig og alvorlig "agiterende" (stimulerende) og ikke blot stimulerende, men også (og det er langt vigtigere) opdragende virkning, er begivenheder, i hvilke masserne selv er de optrædende, begivenheder der er født af massernes følelser og ikke iscenesat "med et bestemt formål for øje" af en eller anden organisation. Vi tror, at selv et hundrede kongemord aldrig kan frembringe en så stimulerende og opdragende virkning som denne deltagelse af titusinder af arbejdende mennesker i møder, hvor deres vitale interesser og båndene mellem politik og disse interesser diskuteres, og som denne deltagelse i en kamp, der virkelig vækker stadig nye og "ubrugte" dele af proletariatet til større politisk bevidsthed, til en bredere revolutionær kamp."

Lenin fortsætter senere i samme artikel:

"I begivenheder af denne art ser vi virkelig med vore egne øjne, hvorledes en væbnet opstand fra hele folkets side mod den autokratiske regering er ved at modnes, ikke blot som en ide i de revolutionæres hoveder og programmer, men også som det uundgåelige, naturlige og gennemførlige næste skridt i bevægelsen selv, som resultat af massernes voksende harme, voksende erfaring og voksende dristighed, der får så værdifulde lektioner, en så strålende opdragelse af livets realiteter i Rusland.

Et uundgåeligt og naturligt skridt, sagde jeg - og jeg skynder mig at give det forbehold: hvis blot vi ikke med så meget som et enkelt skridt lader os lede bort fra den påtrængende og presserende opgave at bistå disse masser, der allerede er begyndt at rejse sig, til at handle mere dristigt og mere samlet; at give dem ikke et par, men snesevis af friluftstalere og ledere; at skabe en virkelig, militant organisation, der er i stand til at lede masserne, og ikke en såkaldt "kamporganisation", der leder halvt illegale enkeltpersoner (hvis den overhovedet leder dem). At dette er en vanskelig opgave er umiddelbart indlysende, men vi har al ret til at tillempe Marx' ord, der så ofte og så malplaceret er blevet citeret i den senere tid, og sige: "Ethvert skridt af virkelig bevægelse er vigtigere end et dusin" individuelle forsøg på tilfælde af modstand, vigtigere end hundrede organisationer og "partier", der kun tilhører de intellektuelle."
(V.I. Lenin: "Nye begivenheder og gamle spørgsmål", Samlede værker, eng. udg., Moskva 1964, bind 6, side 278 ff)

Således gav Lenin, i en situation hvor masserne indhøstede egne politiske erfaringer gennem egen politisk kamp, er klar formulering af de revolutionæres opgaver, og han påviste det forkerte og skadelige i smågruppers aktioner for at skabe "politiske sensationer", der ingen mobiliserende eller opdragende virkning har på disse masser.

Det er klart, at hvis vi i dagens Danmark oplevede, hvorledes en "væbnet opstand fra hele folkets side" mod det kapitalistiske system var "ved at modnes", da ville smågruppeaktioner af antiimperialistisk karakter være at ligne netop ved de socialrevolutionæres "individuelle" forsøg på modstand.

Det er imidlertid lige så klart, at masserne i dagens Danmark ikke indhøster egne politiske erfaringer, da de ingen egen politisk kamp fører!

I dag findes der grupper af først og fremmest unge mennesker og en række enkeltpersoner blandt de klassebevidste arbejdere og folk fra andre samfundslag, der vitterligt er opfyldt af antiimperialistisk harme og handlelyst.

Kan smågruppeaktioner fra disse menneskers side i vor nuværende situation have en anden betydning - en positiv betydning?

Den kan ikke umiddelbart virke mobiliserende og opdragende på arbejderklassen som sådan, det står fast, men kan den medvirke til formeringen af den fremtidige revolutions subjektive kræfter?

3 stjerner

Dette spørgsmål har hverken Lenin eller Mao besvaret - af den enkle årsag, at de aldrig har været stillet over for problemet. Det spørgsmål må vi selv besvare - og vi kan kun besvare det ved at opsummere vor egen erfaring, fra Danmark og fra andre imperialistiske snylterlande.

Hvad mener vi med "den fremtidige revolutions subjektive kræfter"? Hvem er de revolutionære, kommunisterne i dag? Hvem er vi? Vi bragte et brev fra Engels til Bebel for et par numre siden, hvori Engels på fortræffelig vis beskrev os:

"De elementer, der i øjeblikket er aktive, kan blive betydningsfulde, nu da de har accepteret vort teoretiske program og således har skaffet sig et grundlag, men kun hvis en spontan bevægelse bryder ud her blandt arbejderne, og det lykkes dem at få kontrol over den."

Hvis vi holder os for øje, at disse "elementer", indtil den spontane politiske bevægelse (af grundlæggende, økonomiske årsager!) bryder ud, vil forblive "enkelte hoveder", og hvis vi ikke lader os forlede til at tro, at dagens smågruppeaktivitet vil være i stand til at fremskynde den revolutionære situation (se Lenins definition af en revolutionær situation i K.O. nr. 6/1969!) - så var vi mulighed for ar lede denne aktivitet og få den til at vokse på en sådan måde og i en sådan retning, at den kan styrke - ikke nødvendigvis talmæssigt, men politisk og organisatorisk - den fremtidige revolutions subjektive kræfter, uden hvilke den spontane bevægelse vil lide nederlag.

Kan Saga-demonstrationerne være et led i denne udvikling? Skal der andre former til? (Hovedindholdet er givet i og med, at de antiimperialistisk sindede grupper og enkeltpersoner faktisk eksisterer, og at de er de eneste antikapitalistisk aktive, der findes!) Erfaringen er endnu for lille til, at et velbegrundet og underbygget svar kan gives.

Vi må skaffe os mere erfaring gennem flere aktioner og demonstrationer - af alle former. Vi må til stadighed studere og opsummere erfaringerne ud fra det grundsynspunkt, om de tjener til at ophobe revolutionær styrke med fremtidens socialistiske revolution for øje. Det er det eneste kriterium, vi har!

Jo bedre og jo mere samvittighedsfuldt vi gør begge disse ting, desto hurtigere kan vi give et svar.

GA-