INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Den franske »revolution«

[Ungkommunisten, 1. årgang, August 1968, nr. 8]

Atter har Frankrig tiltrukket sig en hel verdens opmærksomhed. Mens det tidligere var de Gaulles udnyttelse af modsætningerne mellem de imperialistiske magter, hvor den gamle imperialistiske ræv kunne sætte NATO eller England stolen for døren – så var det denne gang Frankrigs studenter og arbejdere, der påkaldte sig verdens opmærksomhed. 2 måneders studenterrøre og 3 ugers strejke var nok til at få francen til at vakle og bringe den franske monopol-kapitalisme ud af balance.

De Gaulles politiske renommé i udlandet modsvares derhjemme af arbejdernes og studenternes latente utilfredshed med hele regimet. For dem står de Gaulle som toppen på kransekagen af et vældigt bureaukratisk statsmaskineri, som ved skatter, nedskæringer af sociale ydelser og reaktionære foranstaltninger undertrykker ethvert ”fremskridt”, som søges gennemført af studenterne og arbejderne. Utilfredsheden slog ud i lys lue i dette forår blandt studenterne, da de reaktionære universitetsmyndigheder afslog enhver forhandling om nye tidssvarende studieforhold. Studenterne besatte fakulteterne og rejste den røde fane, hvorpå magtapparatet blev bragt i anvendelse mod dem. De forsvarede sig, udviklede kamporganer, aktionskomiteer blev dannet i Paris overalt på fakulteterne og tilsvarende i de andre universitetsbyer i hele Frankrig. De forsvarede sig med iver mod de brutale politistyrker. De besvarede vold med vold. De høstede en række erfaringer; for det første at de reaktionære professorer og universitetsledelser ikke generede sig for at appelere til statsmagten og rekvirere politi imod dem; de så, at pressen blev bragt i anvendelse imod dem, og svarede herpå med plakater og ved at udgive egne blade; og tilsidst men ikke mindst så de, at bag disse undertrykkelses- og magtorganer stod monopolkapitalen og de Gaulle som dens repræsentant. Fra at være en kamp udelukkende om reformer blev det i studenternes bevidsthed til en kamp mod visse sider af selve det kapitalistiske system.

På dette trin af kampen viste sig pludselig en mægtig forbundsfælle på arenaen. Den franske arbejderklasse rejste sig i spontan protest mod politiets brutale magtanvendelse. Fabrikker blev besat, i tusindvis af virksomheder nedlagde arbejderne arbejdet og gik på gaden, den røde fane vejede over fabriksportene og på skibe i havnebyerne. På få dage omfattede strejken ti millioner mand.

Denne situation lammede for en tid bourgeoisiet, idet den kom bag på det. Ti millioner franske arbejdere i strejke, det var nok til, at tilliden til francen gik fløjten på verdens børser, hvor man ophørte med at notere den. De Gaulle og hans forlængede arm Couve de Murvilles hårde pokerpolitik i de økonomiske fællesorganer i Europa, deres store planer om at vælte dollaren og pundets herredømme og gøre francen gylden, alt væltede som et korthus, da de franske arbejdere nedlagde arbejdet og krævede højere løn og reformer og sammen med studenterne stillede det politiske krav: ”Væk med de Gaulle” – ”De Gaulle til Columbat” [1]. Den 13. maj demonstrerede ca 800.000 arbejdere og studenter sammen om dette krav om de Gaulles afgang. Dette krav og den spæde begyndelse til et politisk aktionssamarbejde mellem studenterne og arbejderne var farligt for det franske bourgeoisi, som følte sit politiske herredømme truet. Man greb da, som et hårdt trængt bourgeoisi har for vane at gøre i sådanne situationer, til metoden med slagteragtig undertrykkelse og præsteagtigt bedrag, idet man, dog i betragtning af situationen lagde hovedvægten på bedraget og nøjedes med at true med at sende slagteren fra Algier, general Massu mod Paris og desuden lagde en ring af militær om byen. Da bourgeoisiet så sig om efter forbundsfæller, viste det sig som altid, at dets bedste forbundsfæller findes indenfor arbejderklassens eget bureaukratiske apparat, i de korrupte pampere og rystede småborgere i fagforeningsledelsen, der med rædsel frygter enhver revolutionær udvikling i arbejderklassen.

Desuden i de parlamentariske kræmmere indenfor ”arbejderklassens parlamentariske partier”, der er fødte opportunister og revisionister. Alt dette legemeliggjortes i Frankrig af især CGT, det ”kommunistisk” dominerede fagforbund, og det ”kommunistiske” parti, hvis formand Waldech Rochet ikke så sig for god til at stemple studenterne som ”provokatører”, ”pseudorevolutionære” etc. Og han blev godt bakket op af sin revisionistiske storebror, Sovjetunionens ”kommunistiske” parti. Det sovjetiske telegrambureau Tass stemplede de samme studenter som politisk bærme, ”hysteriske elementer” o. l.. Og de nøjedes ikke med kun at mønte deres skældsord på de franske studenter, men på hele Europas studenterbevægelse.

Illustration fra Citroën-fabrikken Paris 1968

 

På Citroën-fabrikken på Boulevard Massena i den sydlige del af Paris har fabrikkens arbejdere understreget deres krav ved at klynge en dukke op, der forestiller fabrikkens direktør. Denne fabrik var en af de sidste, der sluttede strejken.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forklaringen er enkel dels ønsker Sovjet at bevare det gode ”fredelige-sameksistens forhold” til Frankrig (dvs andel i udbytningen af den franske arbejderklasse og de franske oversøiske områder), dels frygter revisionisterne med rædsel alt, hvad der smager af revolution, og de frygter mest af alt, at dette mareridt skal brede sig til deres eget folk og ungdom.

Herredømmet over universiteterne, som revisionisterne i Sovjet nidkært våger over, er en nøglestilling for deres ækle herredømme overhovedet.

Revisionisternes frygt for revolution er international. Deres skændige forræderi mod socialismen, deres desperate forsøg på at forsvare kapitalismen gør dem til kapitalismens trofaste håndlangere indenfor arbejderklassen. I Frankrig meldte CGTs ledelse og det ”kommunistiske” parti sig til tjeneste hos kapitalisterne og begyndte at manøvrere for at ”bevare demokratiet”. De forsøgte og havde stort set held til at gøre arbejdernes kamp til en kamp om økonomiske reformer alene. Når dette faktisk lykkedes for dem, hænger det sammen med, at Frankrig er en snylterstat, hvilket indebærer, at dets arbejderklasse på en gang er en udbyttet og bestukket klasse der set med international målestok er et arbejderaristokrati, som får andel i de superprofitter, der hentes hjem fra de oversøiske områder og i det hele taget den grove udbytning, der gør vesteuropa og nordamerika til en snyltende kræftsvulst på den øvrige verden. En arbejderklasse, der således ikke opretholder hele samfundet, er ude af stand til at gennemføre den sociale revolution. Dette påpegede Lenin allerede på kongressen i Stuttgart i 1907:

”Kun den proletariske klasse, der opretholder hele samfundet, kan virkeliggøre en social revolution. Nuvel, den omfattende udfoldelse af kolonipolitik har resulteret i, at den europæiske proletar delvis er kommet i den situation, hvor det ikke er hans arbejde, men de praktisk taget slavebundne indfødte i kolonierne, der opretholder hele samfundet”.

Dette er ikke blevet mindre sandt, i samme grad som udbytningen af Asien, Afrika og Latinamerika er tiltaget siden. I en sådan arbejderklasse er der altid grobund for opportunisme og revisionisme, og de spontane rejsninger der alligevel trods alt finder sted, har en iboet tendens til at ebbe ud eller til at blive til en kamp om økonomiske reformer alene. Den konsekvens, den udholdenhed i kampen, den heroisme og det ønske hos masserne om at vende brodden mod selve kapitalismens herredømme, der gør sådanne kampe til klassekampe, kan ikke forventes at være til stede hos et arbejderaristokrati. Altså, revisionisterne havde forholdsvis let spil. Men når dette er sagt, må det påpeges, at de franske arbejderes kamp alligevel udmærkede sig ved den styrke, hvormed de kastede sig ud i den, og dens karakter af begyndende klassekamp gav sig flere steder udslag i heroisk kamp mod det brutale politi og nationalgarden. Således i Renault Flins, hvor politiet først overrumplede den besatte fabrik, men hvor det senere lykkedes arbejderne at generobre den. Det var også her at arbejderne og studenterne gik sammen i kamp mod politiet. Fra universitetet i Paris kom i ilmarch den ene gruppe efter den anden og kastede sig ud i kampen, der blev ført med stor voldsomhed, og hvorunder politiet drev en ung gymnasiast ud i Seinen, så han druknede. I Soushaux i Østfrankrig forsøgte civilgarden (nogenlunde svarende til vort hjemmeværn, altså en bande krigsliderlige arbejderfjender) at drive arbejderne ud af en besat fabrik.

Typografer der demonstrerer i Paris 1968

Demonstration af typografer, der gik til deres afde­ ling af CGT for at protestere mod, at CGT ville gå i arbejde. På det tidspunkt var 25 % gået i arbejde, så alle de borgerlige aviser kunne udkomme. Mange af typograferne havde fået opfyldt deres krav, men de ville være "victorieux", som en af dem udtrykte sig.

 

Arbejderne satte sig til modværge, og i flere timer rasede kampen, der fra civilgardens side blev ført med tåregas og knipler, og fra arbejdernes side med metalstykker, bolte o. l.. Herunder skød en civilgardist en ung arbejder ned.

Revisionisterne i CGT og det ”kommunistiske” parti, der selv er øvet i lydigt at lytte til ”His masters Voice”, hvad enten det er Kosygin eller de Gaulle der er herren, og logrende at udføre befalinger, så med forfærdelse arbejderne og studenterne solidarisere sig på trods af de befalinger, de selv havde udstedt til arbejderne om ikke at følge studenterne og ikke at ”provokere politiet”. Selv sad de sammen med Pompideau i Grinelle og smedede rænker gående ud på at få standset strejkerne under løfte om nogle usle reformer, bl. a. en lønstigning på 10 %, der i virkeligheden allerede er udhulet af prisstigninger, og som regeringen altid ved senere lejlighed kan tage fra dem igen i form af højere skatter og afgifter.

Da CGTs formand Seguy forelagde det forræderiske forlig på deres ”faste bastion” Renault-Billancourt, der var besat af arbejderne, blev han simpelthen pebet ud, og revisionisterne måtte skyndsomt forkaste deres eget forslag.

Plakat fra Paris 1968

”Forsvar republikken” lyder teksten på en af gaullisternes store valgplakater. Hertil har nogle svaret ved at sætte en plakat ovenpå med teksten: ”Borgerlig aktion, fascistisk pest”. [Billedet er placeret på Ungkommunistens bagside i den trykte udgave. Onlineredaktionens note]

 

Samtidig begyndte revisionisterne at slå på tromme for de af de Gaulle annoncerede valg, som studenterne besvarede med parolen ”valg = forræderi”. Revisionisterne annoncerede hule slagord som ”for en folkeregering”, ”for et moderne og ægte demokrati” o.l. fraser. Deres bestræbelser gik kort sagt ud på at få hjulene til at køre på fabrikkerne og få det parlamentariske bedrag sat i scene. Ingen, ikke engang de Gaulle selv, kunne have drejet situationen i retning af det gamle, som revisionisterne kunne. De udslettede næsten sig selv i deres tjenstiver. Mens arbejderne og studenterne rejste røde faner, blev trikoloren reaktionens symbol. Revisionisterne i det ”kommunistiske” parti, der altid har koketteret med rødt, gjorde alt for at distancere sig fra denne farve og smykkede deres valgplakater med trikolorens farver og gjorde derved stiltiende reaktionen opmærksom på, at de var pæne mennesker.

De Gaulles overvældende valgsejr gav dem tak som fortjent.

Men den franske ”revolution” er langt fra slut, studenterne og arbejderne har høstet mange erfaringer dette forår og forsommeren. Når kampen ikke lykkedes, var det fordi forudsætningerne derfor ikke var til stede, men ikke manglende kampmod. Når prisstigningerne og mulige devalueringer snupper lønforhøjelserne fra arbejderne, vil nye kampe kunne opstå. Kriser og kampe vil følges ad og alt efter som imperialisterne svækkes på grund af de koloniale befrielseskrige i Asien, Afrika og Latinamerika, vil den franske arbejderklasses stilling som arbejderaristokrati blive undermineret. Dermed vil kampen mod revisionisterne og opportunisterne i arbejderklassen selv, der føres som den første betingelse for arbejderklassens sejr i klassekampen, nå til det stadium, at masserne gør denne kamp til deres egen. Dermed vil vejen være banet for den store socialistiske revolution af det folk, der så ofte heroisk har kastet sig ud i ”håbløse” kampe, og ånden fra Pariserkommunen vil genopstå i folkemasserne.

For at lave revolution, må man forsøge at lave revolution. Kun de tilsyneladende håbløse kampe og ”revolutioner”, som vi har set Frankrigs studenter og arbejdere kaste sig ud i, er garanti for at også vesteuropas arbejderklasse engang vil rejse sig og gennemføre revolutionen.

”Kæmpe, komme til kort, kæmpe igen, komme til kort igen, kæmpe igen .... til sin sejr, det er folkets logik, og heller ikke det vil nogensinde gå imod denne logik. Dette er en marxistisk lov."

Mao Tse -tung

Derfor hilser vi de franske arbejderes og studenters kamp.

[1] Der hentydes til de Gaulles landsted Columbat de l'Eglise. Med andre ord en opfordring til de Gaulle om at trække sig ud af det politiske liv.