INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Den vigtigste modsigelse

[Kommunistisk Orientering, nr. 2, 3. februar 1975, s.1-4]

"Der er mange modsigelser i en sammensat tings udviklingsproces, og en af dem er nødvendigvis den vigtigste modsigelse, hvis eksistens og udvikling bestemmer eller påvirker de andre modsigelsers eksistens og udvikling," siger Mao Tse-tung i "Om modsigelse", og han præciserer senere hen, at " . . på hver enkelt etape i en proces' udvikling er der kun een modsigelse, der er den vigtigste, og som spiller den førende rolle. .. Vi må derfor, når vi studerer en hvilken som helst kompliceret proces, i hvilken der er to eller flere modsigelser, sætte alle kræfter ind på at finde dens vigtigste modsigelse." Og fordi han selv bedre end nogen anden enkeltperson i Kinas kommunistiske Parti netop havde vist sig i stand til at finde den vigtigste modsigelse på den kinesiske revolutionære udviklingsproces' forskellige etaper, kan han tillade sig at tilføje: "Har man først fået greb om denne den vigtigste modsigelse, kan alle problemer med lethed løses."

Modsigelser er altid konkrete

Ordene "med lethed"skal naturligvis opfattes særdeles relativt - ikke mindst når det drejer sig om at løse samfundsmæssige problemer og føre revolutionær krig i et land af Kinas beskaffenhed og størrelse et par årtier igennem - men alligevel "med lethed", fordi har man fundet den vigtigste modsigelse, har man fundet den almene ledetråd for den videre handlen, så er det største og mest afgørende problem løst i tilrettelæggelsen af politiken, propagandaen, parolerne, den militære indsats o.s.v.

Man bør lægge vel mærke til, at Mao Tse-tung udtrykkeligt anvender ordet "finde". Den vigtigste modsigelse på samfundsudviklingens forskellige etaper skal netop findes. Man kan ikke spekulere sig frem til den. Man ikke efter læsning af f.eks. "Om modsigelse" diskutere sig frem til, om det "kan være" denne eller hin modsigelse, der netop på det og det tidspunkt er den vigtigste. Der er aldrig tale om et "Kan være" - teoretisk, logisk set - der er altid kun tale om et "Er" eller "Er ikke". Modsigelser er altid - også i en samfundsudvikling - nogle konkrete krabater med objektiv eksistens. De er der altid, og i en given proces' eller på en given etape er een af dem altid den vigtigste, hvad enten nogen har fundet den eller ej.

For Kinas kommunistiske Parti var det et spørgsmål om liv eller død ikke blot for partiet selv, men for millioner og atter millioner af mennesker og for den igangværende revolutions hele fremtid, om partiet og især dets ledelse havde fundet den vigtigste modsigelse på hver enkelt etape i udviklingsprocessen og formåede at handle rigtigt ud fra denne viden.

For os, for revolutionære i Danmark i 1975, har det ikke helt den samme betydning at finde den vigtigste modsigelse - al den stund der ingen revolutionær bevægelse findes, som organiserede revolutionære kan lede enten til sejr eller til kostbart og smerteligt nederlag. Men det har ligefuldt en betydning. Det har betydning for i dag og den nærmeste fremtid, fordi der også i en ikke-revolutionær situation er et stykke arbejde at gøre, og det skal gøres ud fra en korrekt viden om verden, og det har betydning for en fjernere fremtid, så sandt som revolutionært arbejde i Vestens snylterstater er et langfristet arbejde, der måske først vil blive kronet med held af næste generation eller næste igen, som vi gerne skulle være med til at forme og opdrage. (At manglen på revolutionær situation, hvor modsigelserne er skærpet, samtidig gør det vanskeligere at finde den vigtigste blandt dem, er en anden sag.)

Er verdensudviklingen een samlet proces ?

Når man bor i et lille land som Danmark, hvis udvikling altid har været og stadig er bestemt af "ydre modsigelser" i højere grad end af sine egne indre, og hvis udvikling under alle omstændigheder altid har spillet en meget lille rolle for verdens samlede udvikling, er det dels nærliggende dels fornuftigt og rigtigt at søge uden for landets grænser for at finde den vigtigste modsigelse i verden i dag, den der påvirker og/eller bestemmer også modsigelserne og deres udvikling i Danmark.

Vi har tidligere sagt og skrevet, at "hovedmodsigelsen i verden i dag er modsigelsen mellem imperialismen og de neokolonialt udbyttede folk". Det var næppe rigtigt, da vi skrev det, og det er under alle omstændigheder ikke rigtigt i dag. Men før vi går nærmere ind på dette spørgsmål, må vi først se på første del af sætningen: "Hovedmodsigelsen iverden i dag".

Er der en hovedmodsigelse i "verden" i dag - altså en enkelt modsigelse, der bestemmer og/eller påvirker alle andre modsigelser i verden (hvormed vi i denne forbindelse naturligvis mener menneskets verden, samfundene) ? Eller spurgt på en anden måde: Er samfundenes udvikling verden over een samlet udviklingsproces? Hvis det er een proces, så er der også på hver enkelt etape een modsigelse, der er den vigtigste. Hvis det er flere processer, så er der det ikke.

Hvis vi et øjeblik går tilbage i historien, vil vi meget hurtigt konstatere to ting: For det første, at samfundsudviklingen verden over i hvert fald ikke altid har været en samlet proces. For det andet, at på tidspunkter, hvor man med sikkerhed kan sige, at den har været det, har den vigtigste modsigelse været at finde i den imperialistiske del af verden.

Det var først bourgeoisiet og dets produktionsmåde, kapitalismen, der gjorde verdens udvikling til een sammenhængende proces. Det er umiddelbart indlysende, at på et tidspunkt, da der intet samkvem var mellem f.eks. Europa og det Fjerne Østen eller Europa og den vestlige halvkugle, kunne der ikke være een modsigelse, der påvirkede eller bestemte alle andre modsigelser i verden. Før det, der på god europæisk-chauvinistisk vis kaldes "Amerikas opdagelse", før de store opdagelsesrejser syd om Afrika til Indien og Kina var verden delt op i adskilte samfund, og selvom samfundsudviklingen i Europa i perioden før da kan have været en sammenhængende proces, med bestemte modsigelser som de dominerende på de forskellige etaper, kan der ikke have været en sådan dominerende modsigelse for alle samfund på jorden.

Disse "opdagelser" - der var resultat af bestemte modsigelser i de europæiske samfund på den tid - var en af forudsætningerne for kapitalismens opståen i Europa, og i takt med kapitalismens udvikling her, blev kapitalismens modsigelser i stadigt stigende grad bestemmende for hele verdens udvikling.

De barbariske nationer rives med

"Storindustrien har skabt det verdensmarked, som Amerikas opdagelse forberedte. Verdensmarkedet har givet handelen, skibsfarten og trafiken til lands en umådelig udvikling. Denne har igen virket tilbage på industriens vækst, og i samme grad som industri, handel, skibsfart og jernbaner voksede, i samme grad udviklede bourgeoisiet sig, øgede sine kapitaler, trængte alle de klasser i baggrunden, der stammede fra middelalderen", skrev Marx og Engels i "Det kommunistiske partis manifest" i 1847.

"Bourgeoisiet river alle, selv de mest barbariske nationer, med ind i civilisationen ved den hurtige forbedring af alle produktionsmidler, ved det kolossale fremskridt med hensyn til samfærdselsmidlerne. De lave varepriser er det svære artilleri, som skyder alle kinesiske mure i grus, som er i stand til at overvinde selv det mest hårdnakkede fremmedhad hos barbarerne. Det tvinger alle nationer til at tilegne sig bourgeosiets produktionsmåde, hvis de ikke vil gå til grunde, det tvinger dem til at indføre den såkaldte civilisation, d.v.s. blive bourgeois'er. Kort sagt, bourgeoisiet skaber sig en verden i sit eget billede". (Samme sted)

Bourgeoisiets egen opkomst var en langvarig historisk proces, og det tog også lang tid for bourgeoisiet at "skabe sig en verden i sit eget billede". Land efter land, kontinent efter kontinent blev fra kapitalismens gennembrud i England i slutningen af det 18. århundrede til tiden omkring første verdenskrig bragt ind under de kapitalistiske industrinationers kontrol, hvilket betyder, at den vestlige (og senere østlige) kapitalismes modsigelser gradvis blev bestemmende for hele verdens samfundsmæssige udvikling.

Det er den engelske kapitalismes egne indre modsigelser, der driver den ud over Englands grænser og får den til at underlægge sig Indien og bryde døren op til Kina. Vi skal ikke her efterforske, hvilken dominerende modsigelse i England der på denne måde kom til at bestemme og påvirke også modsigelser i Indien og Kina i første halvdel af det 19. århundrede. Men vi ved fra Lenins beskrivelse af en senere etape, at "kapitaludførselen" - der var et fremherskende træk ved imperialismen og ved finanskapitalens kolonipolitik - "nødvendiggøres ved, at kapitalismen i nogle lande er bleven 'overmoden', og at kapitalen dér ... savner spillerum for 'rentabel' beskæftigelse." (Udvalgte værker, bd. 6, s. 118). løvrigt kan vi her koncentrere os om det, der er hovedsagen, nemlig at det rent historisk var den vestlige kapitalisme og senere imperialismen, der påvirkede og bestemte udviklingen også i de koloniale lande og dermed efterhånden i hele verden.

Imperialismen omformede det gamle, feudale Kina

Marx har som bekendt beskrevet virkningerne af det engelske herredømme i Indien med følgende ord:

"Hvor omskiftelig det politiske billede af Indiens fortid end kan se ud, har dets samfundsordning været uforandret fra de ældste tider til det 19. århundredes første årti." "England har revet hele det indiske samfunds skelet ned, uden at der endnu den dag idag har vist sig noget tegn på en nyopbygning. Dette tab af sin gamle verden uden erhvervelse af en ny giver hinduens nuværende elendighed en særlig melankoli og afskærer det britisk beherskede Hindustan fra alle sine gamle overleveringer og fra hele sin fortids historie." (Marx og Engels: "Om kolonier, industrimonopol og arbejderbevægelse", Futura 1972, s. 16.)

Mao Tse-tung har givet tilsvarende beskrivelser af udviklingen i Kina:

"... det kinesiske feudale samfund varede omkring 3.000 år. Det var først i midten af det 19. århundrede, med den fremmede kapitalismes indtrængen, af der fandt store forandringer sted i det kinesiske samfund." ("Den kinesiske revolution og Kinas kommunistiske Parti", Selected Works, bd. II, s.309) I samme artikel taler han direkte om "imperialismens omformning af Kina til en halvkoloni" (s. 314).

Modsigelserne i den engelske kapitalisme og senere modsigelser forskellige kapitalistiske lande imellem sætter imidlertid ikke blot begyndende gang i det hidtil slumrende feudale Kinas udvikling. Som nr. 1 af en række årsager til, at Kinas revolution o. 1930 nødvendigvis måtte og kunne gå den vej, den gik, nævner Mao udtrykkeligt modsigelserne de imperialistiske lande imellem. Han skriver i 1928:

"Den langvarige eksistens inden for et land af et eller flere små områder under Rød politisk magt fuldstændigt omringet af et Hvidt regime er et fænomen, der aldrig har optrådt noget andet sted i verden. Der er særlige grunde til dette usædvanlige fænomen. Det kan kun eksistere og udvikle sig under visse betingelser.

For det første kan det ikke forekomme i noget imperialistisk land eller i nogen koloni under direkte imperialistisk styre, men kan kun forekomme i Kina, der er økonomisk tilbagestående, og som er en halvkoloni og under indirekte imperialistisk herredømme. For dette usædvanlige fænomen kan kun forekomme sammen med et andet usædvanligt fænomen, nemlig krig inden for det Hvide regime ..." og

"Modsigelserne og kampene blandt krigsherreklikerne i Kina genspejler modsigelserne og kampene blandt de imperialistiske magter." ("Hvordan kan det være, at Rød politisk magt kan eksistere i Kina", Selected Works, bd. I, s. 65 og 63).

Det var imidlertid ikke blot jordens to folkerigeste nationer - Indien og Kina - der efterhånden blev bragt i en situation, hvor det var modsigelser i det kapitalistiske og senere imperialistiske Vesten og Østen, der bestemte og påvirkede modsigelserne i disse lande selv. Omkring århundredskiftet var hele verden opdelt mellem de imperialistiske magter.

Koloniernes skæbne afgøres i Europa

Lenin beskriver i "Imperialismen som kapitalismens højeste stadlum" det imperialistiske Vestens feberagtige jagt på kolonier i det 19. århundredes sidste årtier:

"Vi ser tydeligt, hvor 'afsluttet' verdens opdeling var på grænsen mellem det 19. og det 20. århundrede. Kolonibesiddelsen er taget uhyre til siden 1876: den voksede fra 40 til 65 millioner kvadratkilometer, altså mere end halvanden gang", og om kapløbets baggrund i kapitalismens modsigelser siger han:

"Ligesom trusterne kapitaliserer deres formue på grundlag af en dobbelt eller tredobbelt vurdering, idet de regner med de i fremtiden 'mulige' (endnu ikke forhåndenværende) profiter og med andre resultater af monopolet, således bestræber finanskapitalen i almindelighed sig også for at rive så meget land som muligt til sig, ligegyldigt hvilket, ligegyldigt hvor, blot ud fra håbet om eventuelle råstofkilder, af angst for at komme til kort i den forrykte kamp om de sidste ufordelte stumper af verden eller ved nyfordeling af det allerede opdelte."

Og som yderligere forklaring til Kinas specielle stilling, som Mao fremhævede, kan vi anføre følgende betragtninger fra samme bog:

"Da det drejer sig om kolonipolitik i den kapitalistiske imperialismes epoke, må det bemærkes, at finanskapitalen og den dertil svarende internationale politik, som går ud på kamp mellem stormagterne om verdens økonomiske og politiske opdeling, skaber en hel række overgangsformer for statslig afhængighed". (Lenin. Udvalgte værker, bd. 6, s. 140, 145 og 146).

Den første verdenskrig var netop først og fremmest resultat af de imperialistiske magtgruppers indbyrdes kamp om nyfordeling af de røvede territorium, og Lenin konstaterede ikke blot, at denne den første imperialistiske verdenskrig for første gang og definitivt har draget ... landene i hele Østen, landene uden for Europa ind i civilisationen, men direkte at "det er et særkende ved situationen, at i denne krig afgøres koloniernes skæbne af en krig på kontinentet." ("Socialisme og krig", Collected Works, bd. 21, s. 303).

Modsigelsen mellem de to krigsførende grupper af imperialistiske lande bestemmer og påvirker på dette tidspunkt således ikke blot alle andre modsigelser i disse lande selv, men også i kolonierne, ja i hele verden. Den er den vigtigste modsigelse i verden på netop den etape i ikke blot de imperialistiske landes egen udvikling, men i hele verdens udvikling.

Er en ny modsigelse ved at blive dominerende?

I perioder som den første verdenskrigs fire år fra 1914 til 1918 er let at se, hvor den vigtigste modsigelse er at finde, bliver det selvsagt vanskeligere i fredstid, hvor de inter-imperialistiske modsigelser er mindre skærpede.

Det ville kræve indgående studier f.eks. at fastslå, hvad der var den vigtigste modsigelse i verden under kapitalismens opgangsperiode fra 1924-29, men da kolonistyret består, kan vi med sindsro slå fast, at den fortsat befandt sig et sted i den kapitalistisk udviklede del af verden. Det bliver straks klarere under den store krise, der tog sin begyndelse i 1929 som resultat af modsigelsen mellem produktion og afsætning under kapitalistiske forhold, og vi kan forøvrigt minde om, at Lenin i 1923 udtrykker håbet om, at modsigelsen mellem Vestens og Østens imperialisme (USA-Japan) vil give Sovjetunionen et pusterum, som den gjorde det allerede, da kontrarevolutionen led nederlag netop på grund af denne modsigelse.

Fra midten af trediverne begynder en ny modsigelse mellem grupper af imperialistiske magter at udvikle sig. Nøjagtig hvornår denne nye modsigelse bliver den vigtigste - er det den allerede i 1938? bliver den det først ved krigsudbruddet i 1939, eller først den 22. juni 1941, da Tyskland angreb Sovjetunionen, eller måske først i december 1941, da Japan angreb USA? - nøjagtigt hvornår er uvæsentligt lige nu, det afgørende er, at den ubetvivleligt blev det under den anden verdenskrig.

Modsigelsen mellem "aksemagterne" og "de allierede" var den vigtigste modsigelse, der bestemte og påvirkede alle andre modsigelser i verden (her som overalt naturligvis undtaget modsigelser i enkelte, fjerntliggende, primitive og aldeles betydningsløse samfund.)

Under den første verdenskrig afgjordes, som Lenin fremhævede det, koloniernes skæbne på de europæiske slagmarker. Den blev afgjort på den måde, at de sejrrige landes kolonier forblev de sejrrige landes kolonier, mens de tidligere tyske kolonier fik nye herrer.

Også den anden verdenskrig var en kamp mellem to grupper af imperialistiske lande (den ene gruppe suppleret med Sovjetunionen) om en nyopdeling af verdens territorier.

Det var Tysklands og Japans tanke at underlægge sig ikke blot det udviklede Vesteuropa, men også at gøre Kina til en helkoloni og at fravriste de gamle kolonimagter deres kolonier både i Asien og Afrika - og de havde formentligt delt Sovjetunionen, hvis de havde vundet krigen.

Mens de koloniale landes skæbne endnu engang blev sat på spil i et væbnet opgør mellem andre, førtes krigen denne gang i langt højere grad end under første verdenskrig på disse koloniale landes egne territorier.

Denne omstændighed spillede en rolle i den ophævelse af det direkte kolonistyre, der blev en af følgerne af den anden verdenskrig.

Betyder det, at det på de forskellige etaper af efterkrigstidens udvikling ikke længere har været modsigelser inden for den imperialistiske verden, der er de vigtigste? Betyder det, at det under afkoloniseringen var modsigelsen mellem kolonierne og kolonimagterne, der var den vigtigste? Betyder det, at den vigtigste modsigelse efter afkoloniseringen på et bestemt tidspunkt var og måske stadig er den dominerende i verden? Betyder det, at afkoloniseringen har medført, at verdens samfundsmæssige udvikling ikke længere er een samlet proces, og at der derfor ikke længere findes en sådan "vigtigste" modsigelse?

Er en ny modsigelse, ikke mellem de neokolonialt udbyttede folk og imperialismen, men mellem de nye selvstændige stater, der har udviklet sig siden afkoloniseringen, og de imperialistiske lande, ved at blive den vigtigste?

Om denne efterkrigstid og vor holdning til den i næste nummer.