INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Det borgerlige Russell-Tribunal

[Ungkommunisten, 1. årgang, februar 1968, nr. 2]

Når vi her gør et forsøg på at vurdere Russell-tribunalet, er det ikke, fordi vi tillægger det en særlig stor betydning – hvad udviklingen vil vise, det ikke har – men fordi vi betragter tribunalet som et fænomen, der udspringer af en småborgerlig idealistisk indstilling til begreberne krig og fred. Det er simpelthen borgerlig ”humanisme”, når den er hårdest trængt af den grimme virkelighed. Denne indstilling er vor fjende i dag og vil altid være det.

Om en krig er retfærdig eller uretfærdig afgøres ikke af parternes brug af forskellige våbensorter, men udelukkende af hvem parterne er, om de slås for fremskridt eller reaktion.

USA's krig i Vietnam bliver hverken mere eller mindre uretfærdig på grund af deres modbydelige fragmentationsbomber.

Det vietnamesiske folks kamp bliver ikke mindre retfærdig af at anvende f. eks. rifler med høj mundingshastighed.

Det afgørende er, at Vietnam fører en kamp for sociale fremskridt og national frelse, mens de amerikanske imperialisters krig er et forsøg på at nå det mål, som deres monopol-kapitalistiske samfundsform dikterer, verdensherredømmet.

På baggrund af disse kendsgerninger former krigen sig, derfor bruger USA alle de uhyrlige midler, vi har hørt om; og fordi det er det vietnamesiske folk, den almindelige fattige bonde, der forsvarer sit eget land, bruges der ikke reaktionære folkedrabs-våben på denne side af fronten.

Tribunalet fortalte, at Thailand, Phillipinerne og Japan er medskyldige i aggressionen mod Vietnam. Jamen det har vietnameserne jo fortalt for år og dag siden. Men hvad er årsagen til dette? Kan denne jury, hvis autografer står så højt i kurs ikke få den grundlæggende sandhed frem for bar ”akademisk objektivitet”?

Juryen fortæller videre, at USA har:

  1. Brugt våben forbudt af konventioner.
  2. Behandlet krigsfanger forkert iflg. kon­ventioner.
  3. Udsat civilbefolkning for en behandling, der er forbudt iflg. konventioner.
  4. Gjort sig skyldig i folkedrab.

Men det er os ganske ligegyldigt, om USA overtræder nogen af de konventioner, som hovedsagelig er sat i stand for lettere at kunne drive det arbejdende folk ud i imperialismens beskidte krige. Alle disse aftaler tjener kun til at tilsløre kapitalismens sande natur. Om så amerikanerne brugte sterile bajonetter og narkose til deres bøddeltjeneste, ville vort had til dem være lige stort.

Mao lærer os: ”'Krig er fortsættelsen af politik'. I denne betydning er krig politik, og selve krigen er en politisk handling; der har fra tidernes morgen aldrig været en krig, der ikke havde politisk karakter.... Men krig har sine egne specielle karakteristika, og i denne betydning kan den ikke ligestilles med politik i almindelighed. 'Krig er fortsættelsen af politik med andre ... midler.' Når politikken udvikler sig til et vist stade, udover hvilket den ikke kan gå videre med de sædvanlige midler, bryder krig ud for at feje hindringerne af vejen.... Når hindringen er fjernet, og vort politiske mål er nået, standser krigen. Men hvis hindringen ikke fuldstændigt fejes bort, må krigen fortsætte, til målet er fuldt opnået.... Det kan derfor siges, at politik er krig uden blodsudgydelse, mens krig er politik med blodsudgydelse.”

Vi ønsker ikke at deltage i valget mellem imperialistisk krig og imperialistisk fred. Dette er sagens kerne for os.

Derfor har vi ikke brug for noget tribunals tandløse humanisme.

Indiens bønder, Bolivias minearbejdere, millioner af arbejdende mennesker verden over forstår, at Vietnams kamp er deres kamp uden brug af udsagn fra fine navne fra den borgerlige verden, som det er vor pligt at styrte i grus.

Til slut vil vi bringe et citat fra Lenin, der ”rammer” ganske godt:

”I De forenede Stater skabte den imperialistiske krig imod Spanien i 1898 'Anti-imperialisternes' opposition; disse det borgerlige demokratis sidste mohikanere kaldte denne krig 'forbryderisk', anså anneksion af fremmede lande for forfatningsbrud og kaldte behandlingen af Auginaldo, føreren for de indfødte på Fillippinerne, for et 'chauvinistisk bedrag', (man havde først lovet ham frihed for hans land og bagefter landsat amerikanske tropper og annekteret Fillippinerne); de citerede Lincolns ord: 'Når hvide regerer sig selv, så er det selvstyre; regerer de ikke alene sig selv, men tillige andre, så er det ikke længere selvstyre, men despoti'.

Men sålænge hele denne kritik veg tilbage for at erkende imperialismens uadskillige forbindelse med trusterne og altså med hele kapitalismens grundlag, sålænge de frygtede for at slutte sig til de kræfter, som er skabt af storkapitalismen og dens udvikling, sålænge forblev denne kritik et 'fromt ønske'”.

(Lenin: Udvalgte værker, bd. 6, s. 179-80.)