INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

DKP – Deutsche Kommunistische Partei

[Ungkommunisten, december 1968, nr. 11]

Endnu et revisionistisk parti har set dagens lys. Det er blevet anmeldt på degnekontoret, og hvis myndighederne giver deres samtykke, vil det i nærmeste fremtid blive holdt over dåben. Med Tysklands Kommunistiske Parti (KPD) og Tysklands Socialistiske Enhedsparti (SED) som gudmoder og -fader.

Torsdag d. 26. september blev der på en overfyldt pressekonference i den vesttyske by Frankfurt am Main givet offentligheden meddelelse om nystiftelsen af et kommunistisk parti med forbundsrepublikken som virkeområde. Man angav foreløbigt partiets navn som det Tyske Kommunistiske Parti (Deutsche Kommunistische Partei, DKP). Indtil nu foreligger der af officielt materiale om dette parti ikke andet end presseerklæringen om nykonstitueringen og erklæringen fra den 1. forbundskonference i Offenbach sidst i oktober. Altså ingen praksis at vurdere det på. Men lad os se lidt på selve faktum og de to nævnte erklæringer.

Det rinder straks i hu, at en vis herr Havemann for knap tre år siden skaffede sig en SED-eksklusion på halsen, da han stik imod alle krav om disciplin offentliggjorde en større artikel i det borgerligt-mondæne Hamburg-blad Der Spiegel. Hans artikel stod at læse i dette halvt Springer-dirigerede blad den 22. december 1965 og hed ”Plädoyer für eine neue KPD” (omtrent: begrundede overvejelser om dannelse af et nyt tysk kommunistisk parti). Havemann begrundede blandt andet sine overvejelser sådan:

”Jeg vil ikke beskæftige mig med mulighederne for en udryddelse af de juridiske grunde for bibeholdelse af forbudet mod KPD. Det tror jeg man skal overlade til jurister. – Men der findes også en helt anden løsning på problemet, nemlig grundlæggelsen af et nyt kommunistisk parti i forbundsrepublikken. Det skal tillades i overenstemmelse med grundloven, og forbudet mod det gamle parti må ikke være nogen hindrende grund.... Partiet skal samtidig sige ja og nej til det gamle KPD”.

Og senere hedder det:

”De tyske kommunisters forhold til SPD (det vesttyske socialdemokrati) og til fagforbundene er af den største betydning for den indenrigspolitiske position. Men for at kunne nå til et samarbejde, skal partiet først vokse, i det mindste have overskredet. 5 %-spærrereglen og være draget ind i forbundsdagen med et respektabelt antal repræsentanter. Hvor skal kommunisterne få deres stemmer fra? Sikkert i ikke helt ringe grad fra kredsen af tidligere SPD-vælgere. Det anser jeg for muligt. Jeg tror, at SPD under et tryk fra venstre til sidst vil kunne bringes til at udvikle et program, der udgør et virkeligt alternativ til CDUs politik”.

Havemann kører derefter videre med yderligere overvejelser af samme skuffe. Artiklen er et udmærket eksempel på en revisionistisk programartikel. Flerpartisystem, parlamantarisk opposition, strejkeret i en socialistisk stat osv. Derved påberåber han sig Ernst Fischer, Franz Marek, Leszek Kolakowski, Togliatti, Lombardo Radice – formentlig for det tilfælde at der endnu på dette punkt af artiklen skulle være læsere, der var i tvivl om hans ideologiske udvandethed.

Her skal anføres endnu et citat, der vil have relevans, når man sammenligner med de tilsvarende passus i presseerklæringerne for det nykonstituerede parti. Havemann skriver:

”Det må være klart, at det ny parti stræber mod en socialisme, der ikke ødelægger bourgeoisiets demokratiske landvindinger, men tværtimod sikrer dem og føjer nye resultater til”. – Havemanns demokrati-begreb adskiller sig ikke i mindste måde fra det gængse borgerlige. Men i sammenhængen har det alligevel nogen interesse. I presseerklæringen fra Frankfurt am Main fra d. 26. september hedder det:

”Forbundsrepublikkens indre udvikling ville i betydningen et levende demokrati kun vinde frem, hvis der eksisterer et legalt kommunistisk parti.... Det som er tilladt i England, Frankrig og selv i USA, skal i forbundsrepublikken ikke længere stå under den kolde krigs undtagelseslov”.

Lidt senere hedder det i erklæringen:

”På basis af de demokratiske principper, der er nedfældet i grundloven, kæmper vi for en demokratisk fornyelse af alle områder indenfor det samfundsmæssige liv”.

Det nykonstituerede partis famlende forestillinger om demokrati er identiske med Havemanns. Begge bygger på det borgerlige system. De ligger under for imperialismens ideologi. Derfor kan det ny parti, DKP, i sin erklæring også udtale ønsket om ”en demokratisk økonomisk politik”. Uden ét ord om umuligheden af noget sådant under det herskende system. At dette krav indebærer og forudsætter nødvendigheden af en klar antiimperialistisk kamp på marxismen-leninismens grundlag og en socialistisk revolution. Uden dette perspektiv mister en sådan formulering om en demokratisk økonomisk politik enhver mening. – På dette punkt som på alle andre i erklæringen forbigår man perspektivet. Man ønsker det ikke, for man ønsker ingen kamp på marxismen-leninismens grundlag. Man ønsker en ”indvoksen i socialismen”, en ”fornyelse af demokratiet” (naturligvis: af det borgerlige demokrati og indenfor dettes rammer).

Man kan næsten punkt for punkt følge erklæringens overenstemmelse med Havemanns ”Plädoyer”. I erklæringen står der således også en passus om forholdet til socialdemokraterne, SPD:

”For at virkeliggøre forbundsrepublikkens demokratiske og progressive udvikling, ser partiet sin særlige opgave i at oprette et tillidsfuldt og kammeratligt forhold til SPDs medlemmer og tilhængere”. Man ønsker socialdemokratisme, hverken mere eller mindre. Uanset den taktiske baggrund for denne udtalelse, – den er perspektivløs. Som man vil se, er der god overenstemmelse mellem Havemanns overvejelser og DKPs konkrete fremtræden for offentligheden. Hvilket ikke betyder, at Havemann har givet stødet til en ny partidannelse. Det betyder, at det ny parti er i Havemanns smag og altså revisionistisk indtil enkelthederne.

Umiddelbart efter Havemanns Spiegel-artikel aftrykte bladet et læserbrevs-svar fra formanden for det forbudte KPD. Han, Max Reimann, tilbageviste i løbet af en halv snes linier Havemanns forslag hårdt. Den korte argumentation gik i alt væsentligt ud på, at en nygrundlæggelse ville være en hovedbøjning for de herskende kredse i Bonr, der har forbudt partiet stik imod den vesttyske grundlovs bestemmelser. Reimann skrev, at Karlsruhe-forbudet fra 1956 fulgte på grund af partiets standpunkter, og bøjede man sig der, måtte man nødvendigvis lave udsalg af standpunkterne. Det var netop også dette, Robert Havemann forsøgte. Derudover skrev Max Reimann et par ord om resultaterne af partiets illegalitet som resultat af den særlige vesttyske politiske og sociale situation der ligger flere skridt nærmere fascismen end de nordiske lande f.eks..

Såvidt Max Reimann, i begyndelsen af 1966. Hans svar var i overenstemmelse med synspunktet i SEDs ledende kredse. I dag kan man opleve, at SEDs centralorgan, Neues Deutschland, hilser det nydannede parti og dets erklæring velkommen. Det samme gør det gamle vesttyske parti gennem ”initiativudvalget for legalisering (Wiederzulassung) af Tysklands kommunistiske parti”. Revisionismen hos de to partier er forlængst så grundfæstet, at man spytter det hele ligeud, forsøger af ”ideologisere” det.

Her er det nødvendigt at kaste et kort blik på udviklingen i forbundsrepublikken.

Bonns udenrigspolitik befinder sig i en kraftig eskalation. NPD, det nynazistiske parti, er nu marcheret ind i 7 ud af de 10 delstater i forbundsrepublikken. Dets formand, von Thadden, kan for tiden ved enhver given lejlighed storskryde med, at partiet formentlig ved forbundsdagsvalget i efteråret 196 vil kunne marchere ind der også, med omkring 50 mandater. Nynazisternes grundfæstede positioner indenfor alle lag og grene af det vesttyske samfund er en kendt sag, ligesåvel som dets reale indflydelse på CDU/CSUs og socialdemokratiets koalitionspolitik. De besidder nemlig først og fremmest deres positioner indenfor den vesttyske monopolkapital. Koalitionsregeringens udenrigspolitik adskiller sig i intet væsentligt fra NPDs. Der er tale om en gensidig befrugtning, med basis i de herskende kredse. Nynazismen marcherer i Vesttyskland, fascismen er udtryk for den sociale udvikling, og den er trængt langt ned i de arbejdende lag. Revanchismen er, uden noget parti, der klart viser alternativer, i dag en fast doktrin i vesttysk udenrigspolitik. NPD er blot et af de parlamentariske udtryk for en samvirkende proces.

Stillet overfor disse træk og den objektive nødvendighed af en stærk modvægt, træder nu KPD, det gamle parti, frem i lyset i form af et nykonstitueret parti. Man vil genvinde taleretten i pænere forsamlinger, på bekostning af det som endnu for år tilbage var et kommunistisk partis strategi og taktik. I dag tilkøber man sig taleret, idet man taler de borgerliges sprog, og rent faktisk gør det til sin egen politik. I forræderi mod de antifascistiske traditioner og erfaringer.

Formålet med nydannelsen af DKP bliver særdeles tydeligt, hvis man ser på det forum, det har bevæget sig i indtil dato.

Det første man hørte til organisationen efter dets presseerklæring var deltagelsen i et møde i Dortmund d. 2.11.68. Dér mødtes ca. 2000 vesttyske borgere for at grundlægge ”aktions-og valgforbundet til forbundsdagsvalget 1969”. Deri deltog repræsentanter for DKP, DFU (Fredsunionen), Bund der Deutschen, SDAJ (arbejderungdommens forbund), SDS og andre. Samtidig var der en del enkeltpersoner tilstede, ifølge pressen ”fagforeningsfunktionærer, professorer og kristne”. Man ville udarbejde en politisk linie, der indenfor rammerne af et valgforbund (uden klart defineret alternativ) skulle muliggøre, at disse grupper fik adgang til forbundsdagen i Bonn. I udkastet til aktionsprogrammet fra Dortmund hedder det: ”Vi har sluttet os sammen til en kamp for det demokratiske og sociale fremskridt – mod restauration og nynazisme. Den truende fare gør et aktionsforbund tvingende nødvendigt”.

Senere hed det i erklæringen fra dette sammenrend af ”demokratisk sindede kræfter”, der fornemmer, at der måske noget som modvægt til den fascistiske udvikling i Vesttyskland, at man ”stykke for stykke vil forandre de samfundsmæssige forhold og til slut gøre denne stat til alles stat”.

Citatet taler formentlig, ligesom citaterne fra DKPs erklæringer, for sig selv. Den revisionistiske snak om ”hele folkets stat”, der er fremtrædende i de østeuropæiske lande, er også i de revisionistiske vestlige bevægelser blevet gjort til tese. Det kan der ikke bygges nogen konsekvent politik på, og derfor har DKP på forhånd gjort sig selv overflødigt.

DKP er dannet udfra tanker om, at medlemmerne at det forbudte KPD skal have mulighed for at deltage i den offentlige debat, især nu op til forbundsdags-valget. Det er ikke dannet udfra nogen ærlig vilje til oprettelse af et konsekvent parti. DKP skal være sådan opbygget, og så løst i sin partistruktur, at det kan indgå som bestanddel af den almene oppositionelle bevægelse i Vesttyskland. Den antifascistiske front fra begyndelsen af trediverne tjener som forbillede. Men den reale situation svarer ikke til betingelserne for den antifascistiske front i trediverne. Her begynder en kraftig udvanding af begreberne. Samtidig ønsker man, at den vesttyske indenrigsminister Benda skal anerkende partiet som legalt. Derfor sælger man på forhånd ud af de politiske principper. Og det kan der ikke komme nogen konsekvent politik ud af.