Vi vil her prøve at se lidt nærmere på DKP under krigen og bringer derfor et eksempel på propaganda mod den tyske besættelsesmagt, et klip fra det illegale ”Land og Folk” fra januar 1944. Det er med andre ord ikke en lille uanselig gruppes, det er Danmarks ”kommunistiske” Partis politik.
Eksemplet lyder som følger:
PROVOKATØRERNE ARBEJDER
Forfalsket nummer af Land og Folk.
Tyskerne udfolder de største anstrengelser for at spalte det danske folk. Mordet på Kaj Munk og attentaterne på Bjørn Kraft og journalist Dam var provokationer efter bedste tyske nazimønster. På grundlag af disse bestialske handlinger skulle der oparbejdes en stemning af væmmelse og afsky, som skulle have brod mod modstandsbevægelsen.
Gennem radio og presse søgte nazisterne at gøre sabotører og patrioter ansvarlige for attentaterne. I dagbladene beordrede tyskerne optaget en artikel: ”Snigmordene kunne have været undgået”, mens kommentatoren Høyer gennem radioen udspyede de tyske løgne.
For at gøre sig endnu mere troværdige har naziprovokatører udgivet et nummer af LAND OG FOLK. Dette falske blad er kun på 2 sider og er i øvrigt dårligt fremstillet. På første side er det holdt så nogenlunde op ad det rigtige LAND OG FOLK, hvorimod det på anden side – når først læseren er gjort ”tryg” – er fyldt med uhyrligheder. I en artikel er der således gjort front mod de borgerlige kredse, som trues med en ”socialistisk kommunistisk stat” – et Sovjetdanmark i et Sovjeteuropa efter krigen. En anden artikel er vendt mod officererne, der ifølge det falske blad skulle træffe forberedelser til at imødegå en kommende revolution. Og endelig findes der en artikel om attentaterne, hvori det siges, at Ole Bjørn Kraft har fået sin velfortjente straf, idet han har udtalt sig mod sabotagen, og at det løvrigt var ham, der førte den fascistiske hilsen til Danmark efter et besøg hos Musolini.
Der hører ikke megen indsigt til at se, at dette skriveri er vendt direkte mod det kommunistiske partis politik, som går ud på at skabe, udvikle og styrke den nationale front mod den tyske nazisme. Og vi forstår så inderligt godt, at dette falsum har set dagens lys, thi det danske folks sympati for vort parti og dets tilslutning til vor politik er i stadig stigen. Dette skyldes partiets indsats i den nationale kamp, det skyldes hele vor agitation og ikke mindst den fornylig udsendte pjece om, hvad kommunisterne vil: “Vi kæmper for et sandt demokrati..” Hele vor virksomhed har tjent til at styrke det danske folks kamp for friheden. Dette generer tyskerne overordentlig, og derfor skal der laves kommunisthetz. Da man imidlertid er helt uden grundlag for en sådan hetz, må man selv forsøge at skabe det og man laver et falsk nummer af vort partis hovedorgan. Men det danske folk er snart fortrolig med tyskernes metoder. De kan betale Høyer (hvis løgne pladsforholdene forhindrer os i at imødegå punkt for punkt) til at udbasunere deres propaganda med dansk røst i den danske radio, de kan udgive fingerede kommunistiske blade – man mærker dog stadig den nazistiske bagmand, og disse svindlerier vil kun bevirke, at det danske folks had til nazisterne bliver endnu mere indædt.
Understregningerne er vore, og deres formål er at fremhæve det mest rammende i artiklen. Her prøver DKP jo netop af al magt at tilbagevise påstanden om, at det skulle arbejde for en socialistisk revolution. LAND OG FOLK er forarget over at blive fremstillet som en kommunistisk avis og fortæller, at en kommunisthetz mod det savner ethvert grundlag.
Vi tager ”uhyrlighederne” først: Et socialistisk Danmark i et socialistisk Europa efter krigen – ingen parole kunne være bedre valgt som det arbejdende folks svar på den imperialistiske krig med dens ødelæggelse af mennesker og værdier, der savner ethvert fortilfælde i historien.
DKP siger nej, det ønsker et ”sandt demokrati”.
Danske officerers forberedelser til en væbnet undertrykkelse af en eventuel opstand mod borgerskabet. – På grund af bl.a. DKPs halehængspolitik kunne det synes overflødigt, ikke desto mindre fandt det sted. Hvilket formål havde den danske brigade? Hvor blev modstandsbevægelsens våbenlagre af, når de forsvandt på mystisk vis?Hvorfor nægtede danske officerer at udlevere våben til de illegale styrker? Naturligvis forberedtes der et kontrarevolutionært modstød – at nægte det ville være at sprede illusioner, der kunne komme til at koste dyrt. DKP benægtede det, DKP ønskede en tilbundsgående ”demokratisering” af ”forsvaret”.
Ole Bjørn Krafts velfortjente straf. – Det ville være vanskeligt at sige, at det var forkert at likvidere Ole Bjørn Kraft, dette medlem af borgerskabets mest åbenlyst fascistiske fløj. Personlig terror løser jo sjældent problemer, men der var vel ingen grund til sorg over et attentat mod Antikominternpagtens og kommunistlovens varmeste fortaler.
Det skal siges, at dette klip ser værre ud end meget andet fra DKP under krigen, ikke fordi indholdet er et andet, men fordi det er konkret tale – fraserne om ”et nyt og sandt demokrati” er vanskeligere at gennemskue og dog siger de det samme.
Man glemte at Danmark var et imperialistisk land.
Man glemte at alle de vestlige allierede var imperialistiske magter, der ikke i det grundlæggende adskilte sig fra de onde lande Tyskland, Italien og Japan.
”Kommunisterne” forklarede på mange forskellige måder, at Hitler blot var et redskab i de tyske storkapitalisters hænder, men man tog aldrig konsekvensen af disse forklaringer. I stedet for ustandselig at påpege, at krigen var imperialismens værk, gav man den tyske nazisme skylden – og blev derved medskyldig i et uhyre bedrag mod det arbejdende folk, der lærte, at nogle imperialistiske lande kæmpede for hele menneskehedens frelse, mens andre imperialistiske lande kun tænkte på at sprede død og ødelæggelse. Denne vældige hjælp til borgerskabet blev fulgt op af en massiv støtte til det borgerlige demokrati. De ”kommunistiske” ministre i befrielsesregeringen var et klart udtryk for denne politik, og det var en handling, der gavnede hele den gamle parlamentariske garde kolossalt. Det indebar i virkeligheden total kapitulation under den borgerlige orden, og det i en situation, hvor mulighederne for socialistisk propaganda og agitation var større end nogensinde.
Hvad ville det “ny venstre” gøre i en sådan situation?
Hvem bruger disse dyrt købte erfaringer?