INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Dogmatismen og Danmarkshistorien

Af Forfatterkollektivet. [Kommunislisk ORIENTERING, Nr. 1, 16. december 1974, s. 2-7]

Dagbladet "Information" gav d. 18. september Benito Scocozza mulighed for i en lang artikel at rette et angreb på "På det jævne, på det jævne", et angreb der naturligt nok krævede et svar fra forfatternes side. Efter lang tids tovtrækkeri indvilgede "Information" til slut i at bringe dette svar i stærkt barberet skikkelse. Vi bringer her forfatterkollektivets genkritik i fuld ordlyd.

I "lnformation"s kronik d.18.9. advarede eksamineret historiker Benito Scocozza - formand for KFMLs centralkomite - under overskriften "Klassekampen der blev væk" imod bogen "På det jævne, på det jævne", der efter BS' mening er udtryk for reaktionær ideologi i marxistisk antræk. (Bogen er skrevet af en gruppe i KAK, en kendsgerning BS ganske lader hånt om, idet han konsekvent kalder den Futura-bogen).

Med udgangspunkt" i Scocozzas kronik og de øvrige kommentarer, vores udsendelse af "På det jævne" har affødt, vil vi prøve at komme nærmere ind på de problemer, en marxistisk beskrivelse af den danske historie rejser, og samtidig afdække, hvilken opfattelse af marxismen, der er baggrunden for, at BS ikke kan øjne nogen beskrivelse af klassekamp i bogen, og tilsvarende for, at "Land og Folk" i fuld alvor påstod, at bogen er bygget på tesen om den jævne udvikling.

Først er det imidlertid nødvendigt at slå fast, hvad bogen gør krav på at handle om, og hvad baggrunden for og meningen med at udsende et sådant skrift i dagens Danmark har været.

Den ideologiske baggrund for bogen har været den marxistiske verdensanskuelse: forenelsen af dialektikken og materialismen.

Den marxistiske dialektik er kort beskrevet af Mao Tse-tung således: "Loven om modsigelse i ting, det vil sige loven om modsætningernes enhed, er den grundlæggende lov for naturen og for samfundet og derfor også den grundlæggende lov for tænkning. Den er i modsætning til den metafysiske verdensanskuelse. Den repræsenterer en stor revolution i den menneskelige videns historie: Ifølge den dialektiske materialisme er modsigelse til stede i alle objektivt eksisterende tings processer og i den subjektive tænknings processer og gennemsyrer alle disse processer fra begyndelsen til enden; dette er modsigelses universelle og absolutte karakter. Hver enkelt modsigelse og hvert af dens aspekter har deres respektive karakteristika; dette er modsigelses særegne og relative karakter. Under givne betingelser besidder modsætninger identitet og kan følgelig sameksistere i en enkelt helhed og kan forvandle sig til hinanden; dette er atter modsigelses særegne og relative karakter. Men modsætningernes kamp er uophørlig; den foregår både når modsætningerne sameksisterer, og når de er ved at forvandle sig til hinanden, og den bliver særlig åbenbar, når de er ved at forvandle sig til hinanden; dette er atter modsigelses universelle og absolutte karakter. Når vi studerer modsigelses særegne og relative karakter, må vi have opmærksomheden henledt på at skelne mellem den vigtigste modsigelse og de ikke-vigtigste modsigelser og på at skelne mellem det vigtigste aspekt og det ikke-vigtigste aspekt i en modsigelse; når vi studerer modsigelses universelle karakter og modsætningernes kamp i modsigelse, må vi have opmærksomheden henledt på at skelne mellem de forskellige former for kamp." (Mao Tse-tung: Filosofiske skrifter, Futura, 1973, s. 65)

Men foruden at være dialektikere er marxister også materialister. De tror på verdens materialitet, dens stoflighed. Hvad dette konkret kommer til at betyde med henblik på historiesyn, forklarer Engels i sin beskrivelse af "Socialismens udvikling fra utopi til videnskab" således:

"De nye kendsgerninger gjorde det nødvendigt at underkaste hele den hidtidige historie en ny undersøgelse, og da viste det sig, at al hidtidig historie, med undtagelse af urtilstandene, var en klassekampens historie, at disse indbyrdes kæmpende klasser i samfundet altid var skabt af produktions- og omsætningsforholdene, kort sagt af epokens økonomiske forhold: At altså samfundets økonomiske struktur til enhver tid danner det reale grundlag, udfra hvilket den samlede overbygning af retslige og politiske institutioner, såvelsom af religiøse, filosofiske og øvrige forestillinger på ethvert historisk trin i udviklingen i sidste instans må forklares." (Marx/Engels: Ud-valgte skrifter, II, 1952, s. 131)

Med "På det jævne . ." har det været KAKs og Futuras hensigt at vise, at også Danmarkshistorien, der i det omhandlede tidsrum i sin ydre fremtræden er karakteriseret ved en fremherskende urevolutionær form (hvilket lejlighedsvis fra borgerlig side anvendes til at postulere marxismens uanvendelighed), følger de almene love, som Marx, Engels, Lenin og Mao har afdækket, og at den særegne form, som omvæltningerne og klasseforbindelserne har i Danmark, netop kun lader sig forklare ud fra den dialektiske materialisme. Vi har derfor sat os som opgave at beskrive udviklingen af de vigtigste modsigelser i perioden fra landboreformerne til systemskiffet. Da essensen i dette afsnit af Danmarkshistorien er borgerskabets udvikling fra at være en minoritet i feudalsamfundet til at blive den herskende klasse i et kapitalistisk samfund, har bogen undertitlen "Det danske borgerskabs vankelmodige vej til magten". Denne undertitel skulle samtidig straks gøre opmærksom på, at de arbejdende klasser kun er beskrevet, hvor de har primær betydning for en given hovedmodsigelses udvikling, og at det altså ikke er det arbejdende folks historie, vi har prøvet at skrive. Med begrænsningen til kun at behandle hovedmodsigelserne følger også, at "På det jævne . . " ikke gør krav på at være en alsidig marxistisk beskrivelse af det omhandlede historiske tidsrum, men derimod kun kan være en skitse, der indeholder de vigtigste udviklingslinjer.

Demagogen Scocozza

Vi har i bogen beskæftiget os en del med den før omtalte tolerante og urevolutionære form, som klasse-sammenstødene og omvæltningerne i den nyere Danmarkshistorie har haft. Dette har vi gjort, fordi denne form er en empirisk kendsgerning, et særtræk, som enhver samvittighedsfuld betragter af Danmarkshistorien omgående hæfter sig ved, og fordi vi har villet forklare, at denne form naturligvis ikke skyldes nogen medfødt slaphed hos danskerne, men - som vi hele bogen igennem beskriver det - har de for Danmark særegne økonomiske forhold og givne naturmæssige forhold som baggrund. Når vi har hæftet os ved denne ydre form, skyldes det endvidere, at mere end et århundredes urevolutionær, tolerant mildhed naturligvis ikke er gået sporløst hen over den danske nation, og viden herom spiller en (omend sekundær) rolle for forståelsen af det politiske klima i dagens Danmark.

Desværre har det faktum, at vi således har ofret megen plads på formen, ført til, at der er blevet fremført den fejlagtige antagelse, at bogen handler om borgerskabets "manipulationsevne". Denne psykologiske udlægning, der blev lanceret i "Aktuelt"s anmeldelse d.28.5., gentaget af Ole Karup Pedersen i "Information" d.19.7. og igen fremført af BS, er imidlertid i direkte modstrid med bogen, der gang på gang anfører den økonomiske baggrund for, hvorfor borgerskabet er svagt og tvunget til at alliere sig med andre klasser.

I omtalen af bogens baggrund og indhold er det endvidere nødvendigt at tage til orde mod en enkelt urimelighed, der er blevet fremsat. OKP skriver i sinanmeldelse: "Men ret beset er der ikke så mange overraskelser i denne Danmarks historie, der blot med en marxistisk fraseologi siger det samme, som en Hilmar Baunsgård kan udtrykke med megen patos, nemlig at der ikke i Danmark har været eller er brug for omvæltninger." Stilistisk har OKP her gjort sit job godt, men indholdet er desværre blevet det argeste sludder. Enevældens indførelse, kuppet i 1784, land-boreformerne, enevældens afskaffelse o.s.v. er naturligvis omvæltninger, så kan OKP og Baunsgård mene, hvad de vil. At de ikke gennemføres i form af borgerkrig eller lignende, er en anden sag. Men vi vil såmænd ikke kræve af OKP, at han skal kende mere til marxismen end dens fraseologi, eller at han kender de øvrige skrifter, KAK fra tid til anden har udsendt på Futura, og hvoraf det klart fremgår, at vi ikke alene mener, at der i fremtiden vil være brug for en socialistisk omvæltning, men endog at den med nødvendighed vil komme.

Men vi forlanger af OKP, at han ikke lader "På det jævne .." hævde, at der ikke i fremtiden er brug for omvæltninger i Danmark, når dette ikke med eet ord er omtalt i bogen. Anderledes forholder det sig naturligvis, når en politisk kyndig person som Benito Scocozza præsenterer kernen i bogen ved at citere - ikke fra bogen, men fra OKPs ovennævnte forvanskning. Så er der selvfølgelig tale om bevidst demagogi.

BS og »bøndernes kamp«

Og nu over til BS' kronik og til en historiefremstilling som BS selv må have en ansvarlig forbindelse til, nemlig den materialesamling, som KFML har produceret i anledning af organisationens sommerlejr i 1974, nærmere betegnet afsnittet side 10: Uddrag af KFMLs programskrift - dansk kapitalisme og arbejderbevægelsens udvikling. Vi vil også berøre noget historieskrivning, som vor anden hårde opponent, DKP, har bedrevet: "Det knager i samfundets fuger og bånd" af Ib Nørlund.

BS kritiserer ved vor fremstilling, at vi lader borgerskabet få en for stor magtindflydelse under enevælden. Han skriver: "Det, der blev følgen af enevældens indførelse, var for borgerskabets ypperste, at de fik adgang til at forvandle deres indtjente penge og økonomiske krav på kronen til jordegods. Godsejerklassen fik en ny personsammensætning, men ved det feudale grundforhold ændredes intet. Tværtimod skærpede godsejerklassen sin udbytning af bønderne mere end nogensinde, bl.a. gennem øget hoveri, indførelsen af regelmæssige skatter, fast militærtjeneste og endelig gennem indførelsen af stavnsbåndet, der vel er det nærmeste, man når livegenskabet i Danmark." Og videre: "Det er sandt nok, at handelsborgerskabet styrkes i perioden, men egentlig indflydelse får det ikke før i anden halvdel af det 18. århundrede. Futura-bogen lader imidlertid det ’medregerende’ borgerskab få så stor indflydelse, at den lader dette borgerskab knække ’godsejerne økonomisk ... ved hjælp af bondereformerne’ i de sidste 2 årtier af 1700-tallet."

I "På det jævne .." er medtaget et stykke om enevældens indførelse i 1660, der er kronologisk uden sammenhæng med resten af bogen. Dette er gjort, fordi det ved enevældens indførelse krystalklart lader sig gennemskue, hvilken klassemæssig baggrund denne politiske fremtrædelsesform har: Godsejernes og borgerskabets deling af magten - hvilket så igen blot er et klassemæssigt udtryk for den grundlæggende modsigelse mellem feudalisme og kapitalisme i samfundets basis. Derefter påbegyndte vi vor kronologiske fremstilling ved den florissante handelsperiode - med denne oplysning in mente. Tiden omkring stavnsbåndets indførelse har vi altså slet ikke behandlet.

Det synes ikke at interessere BS, at vi kun argumenterer på grundlag af konkrete kendsgerninger. Den tidligere styreform med en håndfæstet konge var udtryk for godsejernes enerådende diktatur, deres totale undertrykkelse af bønder og borgere. Kongens håndfæstelse anskueliggjorde, at kongedømmet var godsejernes regime. Godsejernes politiske og økomiske svækkelse i 1660 bliver anledning til, at kongens enerådighed bliver gennemtvunget. Denne statsform - enevælden - bærer følgende indhold gennem hele sin periode: Kongen er enerådende - også over for godsejerne, også under godsejernes reaktions-periode under den tidligere enevælde. For marxister er det velkendt, at historien udvikler sig ujævnt; men det faktum, at kapitalismen senere - efter den politiske vinding i 1660 - lider et midlertidigt tilbageslag, og at feudalismen ikke antastes økonomisk, forleder BS til straks at tage skridtet tilbage til den gængse borgerlige forklaring, der med henvisning til, at fremtrædende borgere bliver adlet (og BS kaster sig over, at borgerne på dette tidlige stade i kapitalismens udviklingshistorie anbringer deres penge i feudal jordejendom og altså ikke i f.eks. aktier og obligationer) reducerer enevældens indførelse fil et spørgsmål om tiltrængt tilførelse af nyt blod til adelen. Hvorfor bliver kongen forøvrigt aldrig håndfæstet igen? Enevældens uafhængighed - som den demonstreres for fuld udblæsning af Struensee - forbliver efter BSs fremstilling en mystisk absurditet.

BS kritiserer, at vi lader borgerskabet have så stor politisk indflydelse, at landboreformerne bliver gennemtvunget i dets interesse, men det interesserer ham ikke, at denne politiske indflydelse bunder i økonomiske kendsgerninger: Den florissante handelsperiode, det københavnske handelsborgerskabs overdådige internationale handelsvirksomhed. Uden relevante modforklaringer skubber BS vort borgerskab til side for at føre os ud på landet. Her vil han konfrontere os med nogle kendsgerninger af en ganske anderledes betydning end dem, vi disker op med.

BS kritiserer vor fremstilling af landboreformerne, at vi lader dem blive gennemført i borgerskabets interesse. De bliver - ifølge BS - gennemtvunget af bønderne, i bøndernes interesse. Han skriver:

"Det centrale er, at Futura så helt og aldeles lader bøndernes egen kamp ude af betragtning. De snærende bånd, som løstes med bondereformerne, var jo netop indført - med stavnsbåndet som det mest kendte symbol og skarpeste udtryk for undertrykkelsen - fordi disse bånd skulle modvirke bøndernes modstand. Hvorfor denne massive undertrykkelse, hvis bønderne ikke mukkede? Hvorfor de mange skildringer af modvillige bønder, hvis de blot var føjelige nikkedukker? Men for Futura er dette ikke klassekamp, som tvinger dele af godsejerne til at ændre kurs."

Og han skriver videre:

"At bøndernes kamp for at frigøre sig fra herremanden <i>resulterer</i> (BS' udhævelse) i kapitalistiske produktionsforhold på landet, og at dette kan udnyttes af handelsborgerskabet og skabe baggrund for en midlertidig alliance mellem dele af bønderne og bourgeoisiet, betyder ikke, af bøndernes egen kamp bliver sekundær ..."

Hele dette spørgsmål lader sig reducere til det enkle spørgsmål om empiriske kendsgerninger. Findes der oplysninger om, at bønderne, ikke som undtagelse, men som masse eller klasse - for kun sådan kan de interessere en marxist - har organiseret sig til kamp og kæmpet mod godsejerne i forbindelse med landboreformerne? Deres psykologi, om de mukker, eller om de er modvillige og sure, måske ovenikøbet fremmedgjorte, kan interessere en psykolog - for en senere materialistisk bedømmelse har kun deres håndgribelige organisation og kamp interesse. Nej, sådanne oplysninger findes ikke. Den kamp, BS påstår, at bønderne har ført mod godsejerne, har aldrig fundet sted.

Empiriske kendsgerninger

BS fortsætter længere henne:

"... i forbindelse med fremstillingen af den politiske udvikling - enevældens fald i 1848 og forfatningskampen efter 1864 - er det gårdmændene, det fremvoksende storbondebourgeoisi, som bogen interesserer sig mest for. Den medgiver, at grundlaget for enevældens afskaffelse var en alliance mellem borgere og bønder, men ud fra den opfattelse, at borgerskabet først bruger bønderne, der ledes af gårdmændene, som selv bliver en del af bourgeoisiet. Atter engang forsvinder det primære aspekt, nemlig den kamp, alle klasser og lag på landet (med undtagelse af godsejerne fører mod enevælden, og det er på denne massebasis, enevælden isoleres og styrtes, og senere godsejerreaktionen under Estrup smides på møddingen."

BS hævder altså, at det primært er i kraft af bøndernes kamp, at enevælden og senere estrupperne styrtes - idet han forklarer, at bønderne ikke kun er gårdmændene, men er alle klasser og lag på landet; d.v.s. også de lavere lag - masserne. Han forklarer, at det er netop på denne massebasis, at enevælden og estrupiatet omstyrtes.

Det er rigtigt, at vi i vor fremstilling i alle henseender, også i denne periode, lader bønderne spille 2. violin bag borgerskabet, forsåvidt det drejer sig om at omstyrte feudalismen. Men hvad der ikke synes at interessere BS det mindste er, at vi faktisk til stadighed samvittighedsfuldt lader dette standpunkt hvile på konkrete empiriske kendsgerninger.

Nu spørger vi: Hvad menes der egentlig, når det i føromtalte materialesamling fra KFML på side 11 står, at bourgeoisiet og bondeklassen i forening i 1848 gennemførte "et stormløb" mod enevælden? Hvad der specielt interesserer os er dette: Konkret, hvilket stormløb gennemførte bønderne? Svar: Intet. Bøndernes bidrag til -48 begivenhederne var, at 2/3 af Bondevennernes Selskab var borgere, og dette manifesterede, at de stod i alliance med og under ledelse af borgerskabet.

Vi spørger: Hvad var resultatet af de demokratiske bønders kamp mod samfundets skred til højre i hele perioden fra enevældens fald til estrupiatet? Svar: den ene forfatning afløste den anden, kun for at være endnu mere reaktionær.

Vi spørger: Hvorledes tør BS driste sig til at hævde, at bønderne omstyrtede estrupperne? Dette lader sig end ikke rubricere som fortolkning af begivenhederne - det er historieforfalskning ved højlys dag.

Nok er den gængse danske historieskrivning borgerlig. Den er idealistisk og metafysisk, men det hindrer den ikke i også at repræsentere en anselig ophobning af uantastelige, empiriske data.

Med til disse uantastelige, empiriske data hører eenstemmige og eentydige beretninger om, at bønderne var uenige og svage i deres kamp mod e-struppeme, og at forliget i 1894 først kom, da reaktionen selv begyndte at gå i opløsning. (I vores fremstilling går vi derefter videre og forklarer opløsningens baggrund i den økonomiske udvikling.

Endnu engang er vi altså havnet ved det enkle spørgsmål om empiriske kendsgerninger.

KFMLs og DKPs historiebidrag

Vore opponenter fra KFML og DKP (sidstnævnte stiller sig i kritiken af vor bog frejdigt på det standpunkt at er der noget rigtigt i bogen, så må det være skrevet af fra Ib Nørlunds "Det knager ...") har imidlertid selv bedrevet historieskrivning, også om den tid, vi har behandlet. Denne historieskrivning vil vi nu kort berøre.

Disse historiebidrag vil nemlig fremstille et industriborgerskab i udvikling . (Vi har holdt os til de empiriske oplysninger, hvorfor vi nødvendigvis må beskrive det konkret foreliggende handelsborgerskab i udvikling.) Derved kommer de i alvorlige vanskeligheder, for hvorledes kunne et industriborgerskab lave revolution i 1848? KFML løser problemet således: Man indfører en industriel udvikling i Danmarkshistorien "i 1840'erne" (materialesamlingen s. 10/11), hvorved vi får et industriborgerskab, som kan lave revolution i 1848. I virkeligheden forholder det sig sådan, at industrien så ganske åbenbart kommer i 70'erne og aldeles ikke i 40'erne.

DKP løser problemet således: Industriborgerskabet laver revolution i 1848, men sikrer sig først et økonomisk fundament i 70'erne (industriens fremvækst). Dette fremstilles som "et sammentræf af særegne historiske betingelser" ("Det knager ..." s. 12). Det er ikke alene særegent, det er totalt ubegribeligt. Atter har vi at gøre med en ophøjet foragt for empiriske kendsgeminger.

Endnu mere grotesk er det, når modsigelsen mellem Hamburg og København allerede i begyndelsen af det 19. århundrede, da den ganske åbenlyst er en konkurrence på det danske handelsmarked, af DKP-historikeren bliver fremstillet som en industriel konkurrence ("Det knager ..." s. 9). Endelig må vi absolut anføre følgende fra Ib Nørlunds historiebidrag:

Han har ikke rørt ved den borgerlige gængse fremstilling, af det er godsejerne, som gennemfører landboreformerne. Dermed lader han de danske godsejere gennemføre et parcellandbrug - det økonomiske grundlag for, at godsejerne mister deres politiske magtposition, og at en gårdmandsklasse kan vokse frem. Dette interesserer ikke IN det bitterste. Han forklarer, at godsejerne gjorde det, fordi det betalte sig for dem ("Det knager ..." s. 9). Han lader hånt om, at størstedelen af godsejerne rent faktisk var modstandere af de konkrete landboreformer på det tidspunkt, de gennemførtes, og at Colbjørnson måtte true oppositionen med hentydninger om, at der kunne rejses anklage for majestætsforbrydelse, d.v.s. stille dødsstraf i udsigt for at dæmpe modstanden. At det så senere viste sig, at den kapitalistiske lejrs landboreformer giver godsejerne større indtjening end under feudalismen (nemlig ved kapitalistisk rentiervirksomhed), omend deres monopol på jord og deres drøm om det endnu givtigere forpagtningsbrug er blevet brudt, er en anden sag, der kun forklarer, hvorfor godsejeroppositionen efter reformerne ebber ud.

Dette rækker til vort formål.

Dogmatisme

Disse konkrete punkter fra BS' kronik og de to historiebidrag har vi anført, fordi de viser, at BS (KFML) og IN (DKP) omgås empiriske kendsgerninger, som om de var totalt ligegyldige.

Spørgsmålet rejser sig: Hvorfor gør de det?

Når marxister bukker under for presset fra en ubehagelig virkelighed, har de to udveje. De kan enten revidere marxismen, blive revisionister og således få ideologien til at ”passe”. Eller de kan forkaste virkeligheden og blive dogmatikere, d.v.s. skriftkloge fantaster. Det, vi her har med at gøre, er dogmatisme og dogmatikere, der forkaster en tidligere virkelighed, fordi den er vokset dem over hovedet.

BS bryder sig ikke om vore teorier om magtens deling, derfor lader han enevælden være et eentydigt feudalt regime - et godsejerregime - således at een klasse har magten. Dermed føler han sig på sikker marxistisk grund.

I marxismens klassiske værker opereres der meget ofte i analyser af et alment, abstrakt feudalt eller kapitalistisk samfund for klarhedens skyld med een herskende klasse. Resultaterne af disse analyser er blotlægningen af de almene bevægelseslove for disse samfund, og alle marxister kan disse analyser og deres resultater udenad. Men det drejer sig netop om analyser af et tænkt, idealt samfund, som er kvintes-sensen af alle de forskellige konkret eksisterende samfund af samme orden. Hvis vi ønsker at fortolke Danmarkshistorien marxistisk, så betyder det, at vi må forsøge at genopdage de af marxismen opdagede almene lovmæssigheder i konkret form i det konkrete danske samfund, ikke at vi skal forvandle det konkrete, særegne danske samfund til det tænkte, rendyrkede almensamfund, hvorudaf de almene lovmæssigheder lod sig udsondre. Et eksempel på dette sidste er partout kun at ville se een herskende klasse, selvom der er udtalte, konkret eksisterende symptomer på det modsatte.

Det samme gør sig gældende for DKP-fremstillingens vedkommende. Efter korrekt at have anført enevældens enerådende stilling overfor alle klasser, begynder man at operere med den herskende klasse - besynderligt nok uden at anføre hvilken (Det knager ... s.7)

BS kan i særdeleshed ikke lide, at vi siger, at parlamentarismen efter systemskiftet bliver en magtens deling mellem bourgeoisi og arbejderklasse. Vi har på fornemmelsen, at BS kun lader sig overbevise af "de hellige skrifter", så vi henviser ham til at læse Engels' forord til den engelske udgave af "Socialismens udvikling fra utopi til videnskab", hvor Engels skriver om det engelske borgerskabs og den chartistiske arbejderklasses parlamentariske deling af magten. Endvidere kan vi heller ikke nære os for at komme med et citat fra dette forord. Engels skriver nemlig:

"Det synes at være en lov for den historiske udvikling, at bourgeoisiet ikke i noget europæisk land kan få tag i den politiske magt - i hvert fald ikke for længere tid - på samme ubetingede måde, som lensaristokratiet bevarede den i middelalderen."

Det glæder os, at OKP har kunnet forstå, hvad vi mener, idet han skriver: "Først da arbejderne er blevet 'kastreret' med Septemberforliget i 1899, får disse også adgang til magten - men da på borgerskabets vilkår." Men for klarhedens skyld: Den magt, arbejderne får del i, er den politiske magt, og de gør det i kraft af, at de holder sig inden for rammerne af grundloven og Septemberforliget, kort sagt - kapitalismens rammer. Ligesom statsformen enevælden ikke i sig selv antastede feudalismen økonomisk, antaster parlamentarismen heller ikke borgerskabets økonomiske magt. Baggrunden for at arbejderklassen vælger opportunistiske ledere, der af borgerskabet får andel i magtudøvelsen, er imperialismen, som gennem bestikkelse af arbejderklassen med en del af de imperialistiske superprofitter svækker modsigelsen mellem arbejderklassen og borgerskabet.

Skriftkloge fantaster

BS kan ikke finde nogen klassekamp i vores fremstilling. Det centrale afsnit i hans kritik lyder således:

"De modsætninger mellem borgerne og gårdmændene, og mellem de forskellige klasser og lag på landet, som Futura skildrer, er virkelige nok, og deres udvikllng forklarer, hvorledes bourgeoisiet i sidste ende sikrer sig magten. Men i sin iver efter at fremstille 'bøndernes småborgerlige afmagt', disse bønder, som er under ledelse af 'gårdmandsklassen', der 'er og bliver borgerskabets afkom', forsvinder den grundlæggende modsætning mellem udbyttere og udbyttede, herskende og beherskede ganske, og den kamp, som denne modsætning afføder, og som i sidste instans knuser feudalismen, er erstattet af og isoleret til borgerskabets manøvrer for at fæstne sin egen magt."

Her står i virkeligheden følgende: Borgerskabet er en herskende udbytterklasse. Borgerskabet foretager kun manøvrer for at fæstne sin egen magt. Det, der i sidste instans knuser feudalismen, er den kamp, de udbyttede og beherskede bønder fører mod de udbyttende og beherskende godsejere. Det, som borgerskabet - i vores fremstilling - manøvrerer rundt med, er bøndernes kamp. Denne kamp har vi glemt.

Ved at skubbe borgerskabet til side under enevælden får BS lavet denne om til en feudal statsform, og han får den ønskede konfrontation mellem bønderne og godsejerne. BS kan simpelthen ikke fatte, at et borgerskab kan spille en progressiv rolle, fordi det alment, abstrakt betragtet er en undertrykkerklasse. Han kan kun se borgerskabet, uden historie, i relation til arbejderne, netop således som det behandles i enhver marxistisk økonomibog. Han kan ikke se borgerskabet som en undertrykt klasse under feudalismen og dets kamp mod feudalismens kræfter som en undertrykt klasses progressive kamp. Ellers ville han ikke kunstigt - d.v.s. i strid med kendsgerningerne - begynde at trække bønderne i Danmark frem, så de begynder at ligne bønderne i Maos skrifter.

Kampen om udformningen af landboreformerne - forpagtningslandbrug eller parcellandbrug - diskussionerne i landbokommissionen - er en kamp om, hvilken klasse der skal have magten i samfundet: Godsejerne eller borgerskabet. Når borgerskabet støttet af bønderne i 1848 smider enevælden og godsejernes magtindflydelse på porten - så er det klasseomvæltning. Når en progressiv fraktion af borgerskabet i 94 smider en anden, reaktionær fraktion af borgerskabet på porten - så er det klasseomvæltning og ikke en herskende klasses manipulatoriske manøvrer.

Endelig har vi medtaget eksemplerne fra KFMLs materialesamling og "Det knager ..." om den rolle, de lader industriborgerskabet spille, fordi det her simpelthen ikke kan blive tydeligere, at de lader det konkret eksisterende danske samfund i denne periode blive opslugt af et tænkt, abstrakt almen-samfund. Marxismens almene, abstrakte billede af et bourgeoisi er netop et industriborgerskab. Dette ved alle marxister. Men i det særegne, konkrete Danmark findes der i denne periode netop ikke noget industriborgerskab, men et handelsborgerskab. Dette gør ikke marxismens almene billede af bourgeoisiet forkert, men udviklingen i Danmark særegen.

Sluttelig er der eksemplet med DKP-fremstillingens bedømmelse af landboreformerne, hvor forståelsen af den konkrete virkelighed lider så totalt et sammenbrud, at selv en højere abstrakt almen-forklaring ikke har ladet sig gennemføre. Den "marxistiske" historieskrivning når dette sted den monumentale betydningsløshed.

Vi konkluderer: KFML og DKP forsøger at forvandle Danmarkshistorien i det tidsrum, vi har behandlet, på en sådan måde, at den umiddelbart, direkte, uden virkelige særegenheder bliver en bekræftelse af de af marxismen opdagede almene lovmæssigheder. De er ude af stand til at finde det almene i det særegne, hvorfor de kasserer det særegne. Således giver de afkald på den konkrete virkelighed og bliver som historikere - skriftkloge fantaster.

Forfatterkollektivet.