INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

En borgerlig humanistisk bevægelse

[Ungkommunisten, 1. årgang, juni 1968, nr. 6]

Den danske borgerlige Vietnambevægelse startede med sit praktiske arbejde i 1966. Forinden havde der været en del af de såkaldte ”teach-inns”, hvor forskellige anti-kommunister havde diskuteret, hvorledes ”den ulykkelige krig” kunne standses.

Et af de første initiativer, der blev taget for at komme i gang med det praktiske arbejde, var et vietnammøde i Malernes hus d. 15. maj 66. Initiativet blev taget af Nørrebro Vietnamkomite. Det var et af de berømte tværpolitiske møder med politikere plus et spørgepanel af journalister. På mødet blev der diskuteret, hvad det var der foregik i Vietnam og hvad der skulle foretages herhjemme i den anledning. Opfattelserne var naturligvis forskellige om, hvad der foregik i Vietnam og som følge deraf også om, hvad der skulle gøres herhjemme. Der var opfattelser, der gik ud på, at USA begår imperialistisk aggression mod det vietnamesiske folk) og at dette havde noget med klassekamp at gøre. Det sidste var der kun en, der fremførte, og det faldt heller ikke i god jord hos de fleste i forsamlingen, som hovedsagelig bestod af DKP'ere og DKU'ere.

Det næste initiativ blev taget af trotskisterne. Det var en pengeindsamling til DRV og FNL, ”GIRO 1616” der holdt stiftende møde 15. juni 66. Det var et i sig selv prisværdigt initiativ, hvis det havde været de rigtige folk der havde administreret det. Men udviklingen op til i dag har vist, at GIRO 1616 nok har set, at det er DRV og FNL der skal støttes, men ud over økonomisk støtte har de dog ikke forstået et klap af, hvad solidaritet med det kæmpende Vietnam vil sige. Dette beror på en småborgerlig indstilling i almindelighed, og som følge deraf det umulige i at foretage en korrekt analyse af, hvad der foregår i Vietnam, og at overføre denne analyses konklusion på den danske virkelighed og arbejde derefter. Man er kommet længere og længere over i en småborgerlig humanistisk politik, ”de brændte børns politik”, ”som taler mere til folk”. Og nu, hvor Røde Kors er sat igang af sine arbejdsgivere de amerikanske imperialister, taler man i GIRO 1616 om, at man ikke må angribe Røde Kors så hårdt, fordi det er en organisation, som nyder stor tillid i befolkningen. Dette viser med al ønskelig tydelighed, at de folk, der leder GIRO 1616, hverken ønsker at støtte eller i praktisk arbejde støtter det kæmpende vietnamesiske folk mod USA-imperialismen, men tværtimod støtter den amerikanske imperialisme ved at vise følgagtighed overfor Røde Kors, som vietnameserne har betegnet som et redskab for USA-imperialismen.

24.-25. september 66 blev det første landsmøde for vietnamaktivister afholdt på Nordisk Landbohøjskole i Odense. Her samledes opportunistiske og antikommunistiske vietnam-aktivister for at prøve, om de kunne lave en fælles ledelse for det danske Vietnam-arbejde. Der var stor uenighed, som strakte sig fra Frode Jakobsen til trotskisterne. Frode Jakobsen snakkede om ”vore stakkels allierede USA, som var uden skyld i deres indblanding i den ulykkelige krig i Vietnam” og om, ”at vi måtte råde dem til at bruge mere egnede metoder til at bekæmpe kommunismens fremtrængen i Sydøstasien. Og trotskisternes Vagn Rasmussen der talte om Sovjetunionens ”røde” hær som verdens politi, der burde rykke ind i Vietnam. Selvom man skiltes med skældsord var der dog et fælles træk i alle debatindlæg: Manglen på en korrekt analyse af, hvad der foregår i Vietnam. Der var ingen, der havde lyttet efter, hvad vietnameserne har sagt gang på gang: USA foretager imperialistisk aggression mod det vietnamesiske folk, og deres mål er at gøre Vietnam til en militær base og koloni af ny type.

Hvis man ikke kan indse dette og holde sig det klart for øje hele tiden, kan man heller ikke udfolde solidaritet med det kæmpende Vietnam herhjemme, idet det grundlæggende i det hele er, at det vietnamesiske folks kamp mod USA-imperialismen er et led i den kontinentale klassekamp, kampen mod imperialismen, kapitalismens højeste og sidste fase.

De fleste gav udtryk for en småborgerlig humanistisk indstilling til spørgsmålet om krig og fred. De forstod ikke, at når modsætningerne mellem revolutionære og kontrarevolutionære kræfter når til et vist stade, kan problemerne ikke løses ad fredelig vej og væbnet klassekamp må afløse de tidligere metoder. Derfor har deltagerne i Odense-mødet heller ikke senere lavet et fornuftigt stykke vietnamarbejde, som virkelig var solidarisk med det kæmpende vietnamesiske folk.

Det næste Odense-møde blev afholdt d. 22. januar 67. Deltagerne var nogenlunde de samme som ved det første møde, og denne gang lykkedes det at lave et fælles arrangement: Stands-Bombardementerne-Kampagnen.

Stands-Bombardementerne-Kampagnen er et typisk eksempel på, hvor vietnamarbejdet i Danmark står politisk. Man brugte U Thants 3 punkts program for ”fred” i Vietnam gennem forhandlinger, og denne USA's stik-i-rend-drengs portræt var at finde på alle indsamlingslisterne, og i næsten al presseomtale af kampagnen blev han slæbt frem af skabet for at bevise, at kampagnen ikke var ”ensidig kommunistisk”. Dette var nu helt unødvendigt, for der fandtes ikke én kommunist i hele landet, der ville have noget med denne kampagne at gøre, så havde han nemlig ikke været kommunist. Da kampagnen var slut, indrykkede man en annonce i New York Times, hvor man roste det amerikanske system og ”de store demokratiske traditioner, man havde i USA”. Herhjemme var der store annoncer i de borgerlige aviser med autografer af professorer og andre af borgerskabet anerkendte personer, der havde underskrevet kravet om standsning af bombardementerne. Med andre ord, man støttede sig på den borgerlige autoritetstro, der hersker i befolkningen, og var dermed med til at støtte den i stedet for at medvirke til at nedbryde den. Denne kampagne var endnu et godt stykke håndlangerarbejde, man udførte for den amerikanske imperialisme.

13-14. maj 67 arrangeredes der en pinsemarch fra Helsingør til København. Her roste arrangørerne sig af at der blev brugt de ”hårdeste” paroler der hidtidig var set i landet ved en Vietnamdemonstration, men alligevel blev parolen ”Bekæmp den amerikanske imperialisme” nægtet godkendelse med den begrundelse, at ”situationen ikke var til det”. Dette er IKKE antiimperialisme, men beskidt håndlanger-virksomhed for USA-imperialismen. ”Man kan tænke og ønske, derfor behøver man jo ikke at sige det”, som man hører folk som Otto Sand sige, der jo som bekendt er den ypperste repræsentant for vietnamarbejdet i København. Samtidig taler den slags folk om solidaritet og bruger citater af Lenin som: ”Enhver venstredrejning fra bevægelsen er en højredrejning”. Men Otto Sand glemmer, at Lenin aldrig har talt om en venstredrejning fra Otto Sands linje, men fra marxismen-leninismen. Otto Sand siger, at han er tilhænger af og følger marxismen-leninismen, men det er jo et af kendetegnene på de moderne revisionister: de svinger med den røde fane, samtidig med at de står med begge ben dybt begravet i opportunismens mudderpøl.

Det næste arrangement den borgerlige vietnambevægelse lavede var den nok så berømte 21. oktober demonstration, hvor man fik samlet 19.000 mennesker. 19.000 mennesker er såre mange, når det drejer sig om solidaritet med det kæmpende Vietnam, men det drejer det sig heller ikke om i dette tilfælde. Det var en demonstration med gode paroler, men arrangørerne lod som sædvanlig folketingsmænd og præster tale. Resultatet blev et bønnemøde for borgerlige humanister og ikke et møde for folk med en antiimperialistisk indstilling. Der blev talt om ”de stakkels brændte børn” og om ”USAs uheldige politik i Vietnamspørgsmålet”. Man sagde ikke det rigtige om, hvad der foregår i Vietnam. Man sagde heller ikke, at vietnameserne har givet udtryk for, åt ”vi har det ansvar og den store ære at stå i forreste frontlinie i verdens folks kamp mod amerikansk imperialistisk aggression”. I stedet spillede man pop og jazz, som bruges af amerikanerne i Sydvietnam til at bedøve den vietnamesiske ungdom, så den ikke begynder på væbnet kamp, men kun holder øret til sin i USA fremstillede transistorradio. Dette foregik under paroler som: ”USA UD AF VIETNAM” og ”BEKÆMP DEN AMERIKANSKE IMPERIALISME”. Alligevel påberåber disse folk sig at være solidariske med det vietnamesiske folk. Dette er opportunisme og borgerlig handling og kan naturligvis kun tjene USA-imperialismens sag.