INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

En fagforeningstale

En af vore kammerater holdt følgende indlæg på en generalforsamling.

Jeg taler først og fremmest til dem, der af den ene eller anden grund har en fornemmelse af, at samfundet bør forandres helt og fuldstændigt.

Til de mennesker, der ønsker socialisme, til dem må jeg sige, at kravet om højere løn ikke tjener socialismen. Lenin sagde, at kun en arbejderklasse, der ene opretholder hele samfundet, kan virkeliggøre den socialistiske revolution.

Vi opretholder ikke hele samfundet, det bliver for en stor del båret oppe af de sultende millioner i Asien, Afrika og Latinamerika, af de farvede folk, som vi ikke tolererer i vort fine velfærdssamfund. Hvad nytter det så, at vi kræver mere i løn, alt hvad vi får mere vil dog kun styrke kapitalismen, det bliver ny næring til produktionen af alle disse overflødige ting, der er beregnet og fremstillet til at smides væk inden året er omme.

En højere levestandard for os vil blot betyde, at vi identificerer os yderligere med de mennesker, som vi burde bekæmpe, at vi får endnu sværere ved at solidarisere os med vore farvede klassebrødre, at vi kommer til at hjælpe til i kampen mod dem. Tendensen er der allerede. Den passive holdning til Vietnams kamp, den spirende racisme, som blandt andet DKP støtter ved deres syn på fremmed arbejdskraft som anden klasses mennesker. Preben Møller fra ”Danmarks kommunistiske Parti”'s faglige udvalg bejler til posten som formand for Sømændenes Forbund på paroler som ”en stærk formand, der kan få smidt fremmed arbejdskraft ud af danske skibe”.

Det er på tide, at vi siger stop! Ellers vil verdens flertal helt miste tilliden til arbejderne i Vesteuropa og Nordamerika (den imperialistiske verden) og Med god grund.

Vær sikker på at de vil vinde!

Fremtiden tilhører de undertrykte:

Hvis vi ikke vil akceptere det, vil vi kun forlænge lidelserne, udskyde det endelige nederlag for kapitalismen, vi kan ikke standse det!

Derfor må jeg opfordre til at stemme nej til reformistiske resolutioner. Vi må lære at se lidt længere end til vor egen TV-skærm.

oo000oo