INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Engels til A. Bebel

Eastbourne, 30. august 1883

Manifestet fra den Demokr(atiske) Føderation i London er blevet udsendt af omkring tyve til tredive små selskaber, der under forskellige navne (altid de samme folk) i mindst de sidste tyve år gentagne gange har forsøgt, og altid med samme mangel på succes, at gøre sig selv betydningsfulde. Det eneste betydningsfulde er, at de nu endeligt er blevet nødt til åbent at proklamere vor teori som deres egen, mens den i Internationalens periode forekom dem at blive pånødet dem udefra, og at der i den senere tid er dukket en række unge mennesker op, der, til forsmædelse for de engelske arbejdere må det siges, forstår tingene bedre og giver sig i kast med dem med større begejstring end arbejderne selv. For selv i den Dem(okratiske) Fød(eration) accepterer arbejderne for størstepartens vedkommende kun uvilligt og som en formssag det nye program. Lederen af den Dem(okratiske) Fød(eration), Hyndmann, er en ærke-konservativ og indædt chauvinistisk, men ikke dum karrieremager, der opførte sig temmelig gement over for Marx (for hvem han blev præsenteret af R. Meyer) og som af denne årsag blev droppet af os personligt. Lad dig under ingen omstændigheder forlede til at tro, at der foregår nogen virkelig proletarisk bevægelse her. Jeg ved, at Liebknecht forsøger at narre sig selv og hele verden med hensyn hertil, men det er ikke tilfældet. De elementer, der i øjeblikket er aktive, kan blive betydningsfulde, nu da de har accepteret vort teoretiske program og således har skaffet sig et grundlag, men kun hvis en spontan bevægelse bryder ud her blandt arbejderne, og det skulle lykkes dem at få kontrol over den. Indtil da vil de forblive individuelle hoveder med et sammensurium af forvirrede sekter, levn af fyrrernes store bevægelser, bag sig og intet mere. Og - bortset fra det uventede - vil en virkelig arbejderbevægelse kun opstå her, når arbejderne føler, at Englands verdensmonopol er brudt. Deltagelse i domineringen af verdensmarkedet var og er det økonomiske grundlag for de engelske arbejderes politiske nullitet. Bourgeoisiets hale i den økonomiske udnyttelse af dette monopol, men ikke desto mindre med i dets fordele, som de er, er de naturligvis politisk set halen på det "Store Liberale Parti", der for sin del betaler dem med små opmærksomheder, anerkender fagforeninger og strejker som legitime faktorer, har opgivet kampen for en ubegrænset arbejdsdag og har givet den store masse af bedrestillede arbejdere stemmeret. Men når først Amerika og den fælles konkurrence fra de andre industrilande bryder en tilstrækkelig stor breche i dette monopol (og med hensyn til jern kommer dette hurtigt, med hensyn til bomuld endnu ikke, desværre), vil man se en masse ting ske her.

-------

London, 20.-23. januar 1886

... Hvis kriserne bliver kroniske i stedet for akutte og samtidig intet mister i styrke, hvad vil da blive resultatet? En blomstringsperiode, selv om den bliver kort, må, når alt kommer til alt, på et eller andet tidspunkt komme igen, når de ophobede varer er blevet opsuget; men jeg er ivrig efter at se, hvordan alt dette vil gå for sig. To ting står imidlertid klart: Vi er trådt ind i en periode, der uden sammenligning er farligere for det gamle samfunds eksistens end perioden med kriser hvert tiende år; og for det andet: Når blomstringen vender tilbage, vil England blive langt mindre påvirket af den end tidligere, hvor det alene skummede fløden fra verdensmarkedet. Den dag, dette bliver klart her, vil den socialistiske bevægelse begynde for alvor; ikke før.