INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Et svar til Rød Front

[Ungkommunisten, 3. årgang, januar 1970, nr. 1, s. 2-8]

I den tid KUF og KAK har eksisteret, er der fremkommet mange angreb på vores politik og mange argumenter mod vores teori. Størstedelen af disse angreb er ikke rettet mod det, vi siger og gør, men mod det, man tror vi siger og gør eller ønsker vi siger og gør. Dette trick omtaler Lenin allerede i "Hvad må der gøres". Først fordrejer man modstanderens argumenter, dernæst piller man nok så nydeligt disse fordrejede argumenter fra hinanden. Men hvadenten det nu skyldes, at angriberne ikke har sat sig ind i vores teori, inden de angriber den, eller man bevidst forsøger at fordreje, hvad vi siger, så er der grund til atter engang at gendrive nogle af de påstande, man skyder KUF og KAK i skoene.

"Kommunistisk Ungdom Marxister-Leninister"s organ "Rød Front" nr. 2, 1969, beskæftiger sig i en artikel med overskriften "Ungkommunisten kontra revolutionen" dels med vore synspunkter, dels med vore synspunkter i fordrejet udgave. Således står der:

"Bladet "Ungkommunisten", der er organ for Gotfred Appels ungdomsgruppe "KUF", ser det som sin vigtigste opgave, at fortælle danske revolutionære, at man slet ikke kan regne med den danske lønarbejderklasse i den revolutionære kamp. Næ, siger man, den danske lønarbejderklasse er nemlig bestukket af de profitter, som storkapitalen henter hjem fra den tredie verden."

For det første taler vi ikke om "lønarbejderklassen", men kun om eksisterende klasser, i denne forbindelse om arbejderklassen. For det andet henvender vi os ikke til "danske revolutionære" (hvem der så end fortjener denne betegnelse), men til så store dele af arbejderklassen og den øvrige befolkning, som vore kræfter og kommunikationsmidler tillader. For det tredje, i hvilken revolutionær kamp er det, "man" ikke skal "regne" med arbejderklassen? Er det i den "revolutionære kamp", som Rød Front i sine ønskedrømme mener foregår "dagligt", eller er det i den med sikkerhed kommende revolutionære kamp? Lad os slå det fast: den kommende socialistiske revolution vil simpelthen blive gennemført af arbejderklassen, hvad enten man "regner med" den eller ej.

Det, som har givet anledning til denne misforståelse er, at vi ser på virkeligheden omkring os og hævder, at der i øjeblikket ikke foregår nogen revolutionær kamp, og at arbejderklassen i øjeblikket ikke er revolutionær.

 

Det revolutionære partis opgave

(Marxismen) klarlagde et revolutiorært socialistisk partis virkelige opgave: ikke at udarbejde planer for omformningen af samfundet, ikke at prædike for kapitalisterne og deres følgesvende om at forbedre arbejdernes lod, ikke at udklække sammensværgelser, men at organisere proletariatets klassekamp og at lede denne kamp, hvis endemål er proletariatets erobring af politisk magt og organiseringen af et socialistisk samfund.

(V.I. Lenin: Vort program, 1899.)

Vi må så hellere forklare, hvad revolutionær kamp er. Ikke på grund af dogmatisk pedanteri, men fordi vi mener, at det er ret perspektivløst at diskutere ved hjælp af udtryk og begreber, der ikke er enighed om.

For at kunne kalde en klasse revolutionær og for at kunne sige om den, at den fører revolutionær kamp, skal klassen som helhed nære ønske om og have vilje til at overtage magten - at nedbryde den gamle samfundsstruktur og opbygge en socialistisk stat. Kun forblindede dogmatikere vil påstå, at klassen som helhed ønsker en revolutionær omvæltning - endsige er rede til at gå i døden for den. Den danske arbejderklasse lever godt - set i forhold til de undertrykte folk og set i forhold til fortiden. Det er den enkle, den banale, men såre virkelige årsag til den manglende revolutionære gejst. Det hårde slid for det daglige brød, den rå og brutale undertrykkelse findes ikke i Danmark i dag, og så kan der heller ikke være forbitrelse og harme mod undertrykkerne, eller opofrelse for den store sag.

Dermed ikke være sagt, at der ikke findes enkeltpersoner fra klassen, der gerne ser det kapitalistiske samfund ryge ad helvede til. Ej heller, at der ikke findes grupper indenfor landets grænser, der har vanskeligt ved at klare dagen og vejen. Heller ikke, at der ikke findes utilfredshed med tingenes tilstand - de høje skatter, boligsituationen ect. Dermed være kun slået fast, at klassen som helhed ikke ønsker en revolutionær omformning af samfundet.

Det kan vi næppe blive uenige med ret mange om. Men, siger så KF og KUML, årsagen til, at arbejderklassen ikke er revolutionær, er, at der ikke har været noget rigtigt kommunistisk parti til at tilføre arbejderklassen socialistisk ideologi.

Vi spørger: Hvorfor har der ikke været noget rigtigt kommunistisk parti?

KF svarer: Fordi de gamle arbejderpartier er blevet revisionistiske.

Vi spørger: Hvorfor er de gamle arbejderpartier blevet revisionistiske?

KF svarer: Fordi lederne er blevet bestukket - er blevet pampere.

Vi spørger: Hvorfor lader arbejderklassen sig lede af revisionistiske pampere?

KF svarer: Fordi man fylder arbejderklassen med borgerlig propaganda.

Vi spørger: Hvorfor er arbejderklassen modtagelig for borgerlig propaganda?

Når vi er nået så langt i debatten får vi som svar kun en bunke skældsord. Vi kender ikke svarene til hundrede procent, men vi har sat os for at undersøge problemerne for at finde ud af det, og vi er foreløbig nået frem til følgende:

Danmark er et imperialistisk land, en uadskillelig del af den imperialistiske verden. Udplyndringen af de undertrykte lande har skabt de materielle betingelser for at gøre arbejderklassen modtagelig for borgerlig tankegang.
 

 Tegning af Lenin

 

En snylterstats arbejdere kan ikke gennemføre revolutionen

 "En besiddelsesløs, men ikke-arbejdende klasse er ude af stand til at styrte udbytterne. Kun den proletariske klasse, der opretholder hele samfundet, kan virkeliggøre en social revolution. Nuvel, den omfattende udfoldelse af kolonipolitik har resulteret i, at den europæiske proletar delvis er kommet i den situation, hvor det ikke er hans arbejde, men de praktisk taget slavebundne indfødte i kolonierne, der opretholder hele samfundet."

(V.I. Lenin, 1907)

Rød Front siger flot, at kun 6-10 % af profit-massen kommer fra de undertrykte lande. Hvor har Rød Front det tal fra, kan vi ikke få de udregninger at se? Som bekendt er det kun menneskelig arbejdskraft, der skaber værdi. Er der i dette tal iberegnet spørgsmålet om høj organisk sammensætning i industrien (mange maskiner - få mennesker) og lav organisk sammensætning (mange mennesker - få maskiner)? Det er nemlig afgørende for, at f. eks. en elektromotor lavet i Casablanca indeholder langt større værdi end den samme model fremstillet i Odense, selvom begge maskiner har samme brugsværdi og sælges til samme pris på verdensmarkedet. Er der i dette tal iberegnet det faktum, at Verdensbanken i Geneve - et rent imperialistisk foretagende med tidligere USA-krigsminister McNamara som præsident - fastsætter verdensmarkedets råstofpriser, eller at bytteforholdet mellem den imperialistiske verden og råstofleverandørerne er blevet væsentligt forringet efter anden verdenskrig og afgørende forringet siden midten af halvtredserne? Er der i dette tal medregnet den kendsgerning, at imperialismen fremelsker monokulturer i de undertrykte lande, således at landets økonomi bliver afhængig af et enkelt produkt, Brasiliens kaffe og Bolivias tin er velkendte eksempler? Er det medregnet, at imperialismen gennem sin handelspolitik konsekvent forhindrer de afhængige lande i at oparbejde en selvstændig industri, således at når f.eks ØK anlægger en scooterfabrik i Malaysia, er der tale om en samlefabrik, der opererer med importerede reservedele og halvfabrikata? At et ton kul fra Nigeria indeholder mere værdi i marxistisk forstand end et ton fra Ruhr? At arbejdskraftens værdi kan svinge fra nation til nation, men at der er et svælg mellem værdien i de imperialistiske lande og værdien på de tre udbyttede kontinenter? At Vietnamkrigen har kostet imperialismen milliarder af dollars, men at den blev ført for at sikre profitten? Kort sagt, at verden ikke er så enkel, at den uden videre kan anskues i procenter og handelsstatistikker? Om forladelse, men vi tror ikke, at Rød Front har taget blot en brøkdel af de relevante faktorer i betragtning ved udregningen af de 6-10 %.

Det er ikke "arbejderfjendtligt" at se disse kendsgerninger i øjnene. Det er ikke "arbejderfjendtligt" at erkende, at arbejderklassen som helhed i dag er borgerlig. Imperialisterne sidder på magt- og propagandaapparatet og er ydermere i stand til ved i en vis udstrækning at give efter for de uskadelige krav om højere løn og større sociale goder at give arbejderklassen sådanne livsvilkår, at den bliver modtagelig for borgerlig propaganda. Denne opfattelse er ikke nogen "moralsk" fordømmelse af arbejderklassen. Det er simpelthen kommunisters pligt at se på tingene, som de er, og ikke som man ønsker, de skal være.

Rød Front mener dernæst, at vores teori falder til jorden, fordi Lin Piao på KKP's 9. kongres har sagt at: "Proletariatets og de undertrykte folks og nationers revolutionære kampe i verden støtter altid hinanden".

Det kan vi ikke være uenig med Lin Piao i. Sagen er blot den, at der her i landet ikke foregår nogen revolutionær kamp. Hvis Lin Piao mener, at den lønkamp, der føres i Danmark i dag er revolutionær kamp, ja, så er vi uenig med ham i den vurdering, og det er vi også selv om han er medlem af det mest fremskredne kommunistiske parti i verden.

Rød Front foreslår, at vi spørger vietnameserne selv. Ja vi kunne godt tænke os at spørge om et helt konkret eksempel på "danske lønarbejderes kamp". Når formanden for Sømændenes Forbund, medlem af DKPs centralkomite, Preben Møller Hansen kræver - og får - højere risikotillæg for sejlads på Vietnam, altså mere i løn for at hjælpe med i den imperialistiske aggressionskrig, støtter det så det vietnamesiske folk?
 

 

For marxisten er det ubestrideligt, at en revolution er umulig uden en revolutionær situation; det er tilmed ikke enhver revolutionær situation, der fører til revolution. Hvilke er, sagt i almindelighed, symptomerne på en revolutionær situation? Vi tager bestemt ikke fejl, hvis vi peger på følgende tre vigtigste symptomer: (1) Når det er umuligt for den herskende klasse at bevare sit herredømme uden nogen forandring; når der er tale om en krise, under en eller anden form, blandt de "øvre klasser", en krise i den herskende klasses politik, der fører til en revne, hvorigennem de undertrykte klassers utilfredshed og harme kan bryde frem. For at en revolution skal finde sted, er det altnindeligvis utilstrækkeligt, at "de lavere klasser ikke ønsker" at leve på den gamle måde; (2) når de undertrykte klassers lidelser og nød er blevet mere akut end sædvanligt; (3) når der som følge af nævnte årsager er en betydelig stigen i massernes aktivitet, de masser der uden at klage i "fredstid" lader sig plyndre, men som i urolige tider både af alle krisens omstændigheder, og af de "øvre klasser" selv trækkes ind i selvstændige historiske handlinger.

Uden disse objektive forandringer, der er uafhængige af viljen ikke blot hos enkelte grupper og partier, men endog hos de enkelte klasser, er en revolution som almindelig regel umulig. Den samlede sum af alle disse objektive forandringer kaldes en revolutionær situation.

(V.I. Lenin, 1915).

Kommunister skal ikke sige til arbejderne, at de ikke skal føre lønkamp. Det vil under alle omstændigheder være omsonst, da arbejderne under kapitalismen altid vil søge at sælge deres arbejdskraft så dyrt som muligt. Men vi skal fortælle dem, at den lønkamp, der føres, ikke leder til socialisme, men kun binder arbejderklassen endnu mere til imperialismen. Det KF gør er i virkeligheden at prøve at få arbejderklassen til at bakke op bag krav, som arbejderklassen ikke selv drømmer om at stille.

KF argumenterer for denne politik på følgende måde: hvis arbejderne stiller så store krav, at kapitalisterne ikke kan opfylde dem, vi1 arbejderklassen få øjnene op for, at kun et socialistisk samfundssystem kan opfylde disse krav. Nu er humlen bare den, at arbejderklassen ikke opstiller sådanne krav. Desuden er det at føre arbejderne bag lyset - og en hån mod de kommunistiske idealer - at fortælle dem, at et socialistisk Danmark (altså et Danmark, der naturligvis ikke deltager i udplyndringen af de undertrykte lande) skulle være i stand til at give arbejderne 36 timers arbejdsuge, 6 ugers ferie osv.

Nej, kommunisters pligt er at fortælle arbejderklassen - forberede arbejderklassen på - at det nødvendigvis kommer til at gå ned ad bakke i takt med de undertrykte folks befrielse og de økonomiske kriser, dette vil medføre herhjemme. Fortælle om de undertrykte nationers kamp, om arbejderklassens egen stilling og om sammenhængen mellem disse ting. Kommunisters opgave i vores situation er at føre ideologisk kamp - kamp mod borgerlig tankegang - kamp mod imperialistisk propaganda. Kommunisters opgave i dag i en ikke-revolutionær situation er at samle "politisk kapital" - mennesker, viden, erfaringer - og ikke at få arbejderne til at stille krav eller føre en kamp, de ikke selv ønsker.

Rød Front skriver, at vi ikke kan forklare, hvad der skete i Frankrig i maj 1968. Det kan man så til gengæld læse i KFs organ "Kommunist", hvor der står at "Vietnambevægelserne stod som frontorganisationer som organisatorer af disse kampe, og rundt om i verden slog disse kampe endog over i kampe mod den lokale monopolkapital. Det største gennembrud så vi i Frankrig i maj 1968." (Kommunist nr. 1, 2. årg.). Mon ikke det er en lidt dristig udlægning, at majoprøret i Frankrig var en udløber af  solidaritetsbevægelsen med Vietnam?

Både "Kommunistisk Orientering" og "Ungkommunisten" har bragt artikler om "majoprøret", se venligst K.O. nr. 12, 5. årg. samt Uk nr. 8, 1. årg. og nr. 8, 2. årg.

Endvidere beskylder Rød Front os for, at vi "frygter, at brede kredse skal blive draget ind i en bevægelse under parolen 'Bekæmp USA-imperialismen'". KUF har ikke noget højere ønske end at se arbejderklassen i bevægelse, selvom det så var under parolen "Bekæmp USA-imperialismen" som ikke er tilstrækkelig. Denne parole tilslører den kendsgerning, at Danmark også er et imperialistisk land, hvis kapitalister har samme imperialistiske interesser som USAs.

Vor teori tager netop sit udgangspunkt i, at der ikke findes nogen "brede kredse" i bevægelse. Men når "brede kredse" engang kommer i bevægelse, og det vil ske, så vil det ikke være på grund af Rød Fronts eller andres agitation, men fordi de materielle betingelser tvinger dem dertil.

Efter at have læst Rød Fronts artikel har man vanskeligt ved at tro, at forfatteren nogensinde har læst Ungkommunisten. Måske har han hørt om vore synspunkter gennem Benito Scocozza, hvis fordrejelser af KUFs meninger er velkendte. Vi mener, det er for lavt et plan at diskutere så vigtige spørgsmål på. Derfor foreslår vi af hensyn til diskussionens saglighed, at Rød Front, når det i fremtiden bringer artikler mod vor opfattelse, for det første læser, hvad vi skriver, for det andet citerer os, så vore meninger fremgår deraf for læserne og ikke i Rød Fronts "fortolkning" af disse. Og sandheden er jo altid i folkets interesse, ikke?

Rød Front slutter med at opfordre os til at læse Lenin. Det gør vi allerede, og vi har endnu aldrig hos Lenin fundet, at man skal:

a) danne sine teorier ud fra ønsketænkning og ikke ud fra virkeligheden
b) "vinde arbejdernes tillid" ved at lade være med at sige sandheden om imperialismen
c) bilde arbejderklassen ind, at dens repræsentanters krav om højere løn er klassekamp
d) fordreje modstanderens synspunkter og diskutere på et usagligt plan.