INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Folkefronten for Palæstinas Befrielse

[Ungkommunisten, 2. årgang. september 1969, nr. 7, s. 6-11]

Folkefronten for Palæstinas Befrielse (PFLP) har på en løbeseddel offentliggjort en sammenfatning af sit politiske manifest, der blev vedtaget på en kongres i august 1968. Det svenske tidsskrift ”Palestinsk Front” bringer i nr. 2/1969 en oversættelse af løbesedlen, som vi her videregiver til vore læsere.

Palæstinaspørgsmålet er intimt knyttet til såvel situationen i de arabiske nabostater som til den internationale situation. Dette dialektiske forhold går som en rød tråd gennem hele Palæstinas historie; da f. eks. den europæiske industrikapital kastede sig over resterne af det Osmanniske Rige (”Den syge mand i Istanbul”), faldt en del af disse rester, Palæstina, i hænderne på den jødiske kapital, der gik i spidsen for zionismen.

I virkeligheden slugtes de arabiske stater af de vestlige imperier som følge af første verdenskrig. Storbritanien, der havde brug for en væbnet organisation til at modvirke den vågnende arabiske befrielsesbevægelse, påtog sig at skabe en jødisk hjemstavn (Balfour-deklarationen 1917). Datidens feudale arabiske regimer, der havde samme interesse som kolonimagten, gjorde fælles sag med den mod den palæstinensiske og den arabiske frihedsbevægelse. Som tak for denne hjælp, beskyttede kolonimagten de herskende klasser mod folket, og i spørgsmålet om den britiske plan om at overlade Palæstina til zionismen, gjorde disse arabiske regimer intet andet end at bede deres allierede om at ”forstå” det palæstinensiske folks rettigheder.

Det er således naturligt, at disse regimer har været ude af stand til at modarbejde den britiske plan gennem væbnet, folkelig modstand, eftersom disse regimers klasseprivillegier ville blive truet, såfremt masserne blev bevæbnet og organiseret.

Allerede fra begyndelsen var striden i Palæstina altså en klassekamp mellem på den ene side de kræfter, der repræsenterede de besiddelsesløse masser, og på den anden imperialismen, de hertil knyttede arabiske regimer og zionismen.

Nederlaget i 1956, hvis årsager var den religiøse feudalisme (Hajj Amin El Hussein), det højere borgerskab (Istik-lal-partiet/istiklal=forsvar) og den tids reaktionære regimer, er et eksempel på det dialektiske forhold mellem situationen i Palæstina og den internationale situation.

Palæstinensiske Fedayeen
Palæstinensiske Fedayeen

 

Når der idag rejser sig reaktionære røster mod indblanding i de arabiske staters forhold, resulterer dette bevidst eller ubevidst i et krav om ikke-indblanding i de palæstinensiske anliggender. Men når det palæstinensiske højre kører frem med denne tese, prøver det at se bort fra, at ansvaret for de gentagne nederlag i 1936, 1948 og 1967 hviler på de samme arabiske regimer, som ved at godkende Sikkerhedsrådets resolution af 22. november 1967 er gået med til at likvidere det palæstinensiske spørgsmål. Den palæstinensiske nationale befrielsesbevægelse står altså overfor et klart valg: Enten akcepterer den Palæstina-spørgsmålets likvidering, eller også tilslutter den sig et program for en folkelig befrielseskrig. Den kan ikke tilslutte sig et sådant program, uden at tage stilling mod de arabiske regimer, som forkaster det. Gode hensigter, sentimentale og demagogiske paroler er virkningsløse overfor disse realiteter.

Læren af nederlaget i 1967

Nederlaget i juni 1967 var ikke kun militært; Det blotlagde også fiaskoen for den nationale palæstinensiske og arabiske bevægelse, med den daværende klassestruktur, både på det økonomiske, militære og det ideologiske plan. Dette gjaldt både for den officielle og den folkelige bevægelse. De feudale og borgerlige regimer fra 1948 var ude af stand til at mobilisere moderne hære og løsrive sig fra kolonialismen, og stemplede sig selv ved deres nederlag. Præsident Nasser havde ret, da han ved Faluga sagde til sine kammerater, at ”det første skridt mod Palæstinas befrielse er Ægyptens befrielse fra Farouks styre.”

På den tid var hovedopgaven for den palæstinensiske og den arabiske befrielsesbevægelse at skaffe sig af med de feudale og borgerlige regimer, der var ansvarlige for nederlaget i 1948. Ved at rydde disse regimer af vejen skulle man kunne opbygge en moderne national økonomi gennem industrialisering og jordreformer. En sådan økonomi, hvis udvikling nødvendigvis måtte være uafhængig af verdenskapitalismens og imperialismens pressions- og udbytningsmetoder, skulle have muliggjort skabelsen af både folkelige og regulære hære. Disse hære skulle have været istand til at optage den langvarige kamp mod de reaktionære kræfter, som i den arabiske verden er repræsenteret af Israel og de reaktionære arabiske regimer.

En sådan udvikling begyndte virkelig at aftegne sig, og man har kunnet iagttage opvæksten af en middelklasse, omgivet af arbejdere, fattige bønder og soldater. Denne alliance begyndte under middelklassens ledelse kampen mod det højere borgerskab og feudalismen.

Dette afspejles i de programmer og i de sociale, økonomiske og politiske forandringer, der er fremkommet i Ægypten, Syrien, Algeriet og til en vis grad i Irak. Målet for disse forandringer var at styrte den feudale økonomi og erstatte den med en økonomi, der hovedsageligt støttede sig på let industri. Desuden var det hensigten at løse jordspørgsmålet til fordel for de fattige og besiddelsesløse bønder, at skaffe landet elektricitet osv. Disse foranstaltninger skulle føre til opbygningen af en uafhængig økonomi og en politisk og social basis for kampen mod imperialismen og zionismen. De skulle også indebære, at man kunne opbygge moderne hære, som skulle kunne forsvare landet og befri Palæstina. Svaret lod ikke vente på sig: Aggressionen i 1956 havde som mål at styrte det progressive regime i Ægypten. Dette regime truede imperialismens interesser i den arabiske verden og i det besatte Palæstina.

Der er desuden forekommet forsøg på at styrte disse regimer indefra, især fra USA's side, men disse er også strandet. Vi vil nu undersøge, hvorfor disse progressive regimer og den nationale befrielsesbevægelse blev besejret i juni 1967.

De militære teoretikere og småborgernes tilhængere har givet to fortolkninger af nederlaget. Ifølge den ene skulle nederlaget have beroet på den zionistiske stats tekniske og videnskabelige overlegenhed, ifølge den anden skulle årsagen være at finde i taktiske fejltagelser (ødelæggelsen af det arabiske luftvåben). Man drager heraf den slutning, at man må prioritere den tekniske udvikling for at kunne indhente Israel, og at man må træffe foranstaltninger til at forstærke det konventionelle forsvar. Disse teoretikere synes ikke at have noget kendskab til den moderne historie: Hvis det er teknisk og videnskabelig overlegenhed der fører til sejr, hvorledes kan man da forklare det vietnamesiske folks sejrrige modstandskamp? Hvis et lille underudviklet land ikke kan holde USA stangen, hvordan skal man da forklare tilfældet Cuba? Såfremt vi lyttede til disse teoretikere, skulle vi være tvungne til at vente et århundrede for at indhente Israel på det tekniske og videnskabelige område. Den moderne histories realiteter forklarer hvorfor sejren tilhører Vietnam og Cuba, små underudviklede lande – og hvorfor den arabiske verden blev besejret.

Vietnam og Cuba ledes af nationale revolutionære regimer, der støtter sig på proletariatet og de fattige bønder. Disse regimer mobiliserer landets moralske og materielle resourcer for at løse den nationale befrielses og den demokratiske revolutions problemer – ved at udrydde de borgerlige klasseprivillegier og opbygge en materiel basis for økonomisk og politisk uafhængighed.

Et sådant økonomisk og politisk program kan mobilisere og bevæbne alle klasser, som har en objektiv interesse i den nationale befrielse og kampen mod imperialismen. I en sådan situation får løsenet ”folkekrig” en konkret videnskabelig betydning: Hovedparten af folkets masser organiserer sig i milits såvel som i den regulære hær for at trodse imperialismen og dens forbundsfæller.

I vore lande er problemet anderledes. Den palæstinansiske og arabiske befrielsesbevægelse ledes af småborgerne. Det er altså denne klasses ideologi, program og indsats, som er blevet besejret. Eftersom denne klasse er ligeså bange for et forbund med kapitalisterne som for et forbund med folkets masser, har den på det økonomiske plan kun afstedkommet halve løsninger. På grund af samme angst har den på det militære plan kun opbygget regulære hære og er veget udenom at bevæbne folkets masser. Det var i denne situation, at småborgerne kom i krig, at de blev besejret og skyndte sig at forlange våbenstilstand. De glemte deres egne paroler: ”Folkekrig”, ”Kamp for hver fodsbred jord”...

De alternativer, der står tilbage, er følgende: Enten at slå ind på den vietnamesiske og cubanske vej, hvorved man kan møde den israelske tekniske og videnskabelige overlegenhed gennem mobilisering af folkets masser, eller at holde fast ved det program, der førte til nederlaget i juni 1967, og som uundgåeligt vil føre til stadige tilbageslag i forholdet til Israel og neo-kolonialismen. Det er i virkeligheden det sidste, der er ved at ske igen, og det er ingen tilfældighed. Skal man slå ind på den vietnamesiske og cubanske vej, kræver det, at småborgerne giver deres klasseprivillegier fra sig, og historien viser ingen eksempler på, at en klasse frivilligt har afgivet sine rettigheder.

Demonstration i Palæstina
Demonstration i Palæstina

 

Den palæstinensiske modstandsbevægelse har gjort følgende erfaringer:

1) Modstandsbevægelsen har været offer for højreideologier og effektivt bidraget til at skjule de politiske og sociale modsigelser, der førte det palæstinensiske og de arabiske folk til nederlaget. De arabiske regimer har således berøvet de revolutionære klasser alt ansvar og henvist dem til en tilskuerplads – før og efter 5. juni 1967.

I stedet for at gennemføre en analyse af årsagerne til de gentagne nederlag – noget som ville kunne føre til oprettelsen af en front mod Israel, imperialismen og dens arabiske allierede – har den palæstinensiske modstandsbevægelse ladet sig beruse af demagogiske paroler (”Ikke-intervention i de arabiske staters forhold”, ”Palæstinensisk national enhed”, ”Hverken højre eller venstre under den nationale befrielses etape”), som i sidste instans kun understøtter imperialismen og defaitismens *) kræfter.

I praksis er det altså totalt mislykkedes for modstandsbevægelsen at analysere årsagerne til nederlaget. Det har betydet, at de arabiske stater, der er allieret med imperialismen, er trådt ud af krisen som sejrherrer, på bekostning af de kræfter, som sigter mod en palæstinensisk og en arabisk befrielse.

2) Den palæstinensiske modstandsbevægelse er således blevet forvandlet til en brik, som i de arabiske herskende klassers taktiske spil benyttes til at fastholde de arabiske masser på tilskuerpladsen, i stedet for at organisere dem og forberede dem ideologisk og politisk. Modstandsbevægelsen anvendes også som handelsvare i bestræbelserne på at opnå en politisk løsning, som vil likvidere Palæstina-spørgsmålet.

3) Modstandsbevægelsen har ikke bevæbnet de palæstinensiske og arabiske masser ideologisk og politisk, så de kan forsvare sig og bekæmpe en politisk afgørelse. Desuden har modstandsbevægelsen intet gjort for at vurdere og analysere begivenhederne i 1948 og i 1967. Dette er en følge af klassestrukturen indenfor udslagsgivende dele af modstandsbevægelsen.

Vejen til national befrielse

Den palæstinensiske modstandsbevægelse, som er en del af den arabiske befrielsesbevægelse, befinder sig i en krise på grund af ledelsens småborgerlige klassestruktur.

De nationale befrielsesbevægelser i Asien, Afrika og Latinamerika kan ikke ledes af småborgere.

1) Det er nødvendigt at bevæbne sig med en videnskabelig og revolutionær ideologi, som tilhører proletariatet og støtter sig på de klasser, der intet har at tabe, men alt at vinde i den afgørende kamp.

2) Det er nødvendigt for den revolutionære bevægelse at vække massernes politiske bevidsthed. Dette påbegyndes ved at afsløre årsagerne til nederlaget i revolutionen i 1936, ligesom til nederlagene i 1948 og 1967. Blandt disse årsager bør de palæstinensiske og de arabiske reaktionæres rolle fremhæves.

3) Det er et absolut krav, at man tilbageviser Sikkerhedsrådets resolution og antager et program for folkets befrielse, bevæbner og organiserer det i en bred front mod Israel, imperialismen og de arabiske reaktionære. Mod den israelsk-imperialistiske krig, som bygger på teknisk overlegenhed og blitzkrig, må vi stille en langvarig folkekrig, baseret på proletariatets ideologi.

4) Det er naturligt, at diskussionerne vil skabe afklaring. Derigennem kan man skabe en avantgarde, som, bevæbnet med proletariatets ideologi,kan føre de organiserede masser i krig uden at stole på andre end sig selv. Hvis det går anderledes, vil modstandsbevægelsen forblive en brik i spillet mellem de nuværende arabiske ledere

Vejen til sejr går gennem at afskrive alt, hvad der eksisterer nu, og antage en ny linje, som forvandler den palæstinensiske modstandsbevægelse til en massebevægelse, der organiseres og bevæbnes ideologisk, politisk og materielt. Denne forvandling kan kun ske under ledelse af en avantgarde med proletariatets ideologi, i opposition til Israel, imperialismen og dens allierede i den arabiske verden.