INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Fordomme lever endnu

[Kommunistisk Orientering, 6. årgang, nr. 9, 30. december 1969, s 6-7]

“I disse dage er en partidelegation fra MLPØ (Østrigs marxistisk-leninistiske Parti) afrejst til Folkerepublikken Albanien for at lære dennes socialistiske opbygningsarbejde at kende og studere det. Da Albanien i dag er det eneste virkelig socialistiske land i Europa, er propaganda og hvervning for socialismen i almindelighed umulig uden konkret kendskab til dets praktiske socialistiske opbygnings former, problemer og overbevisende resultater. Derfor vil den viden og det oplevelsesmateriale, som MLPØ-delegationen bringer med, bidrage til over for den frastødende karikatur af "socialismen", som de moderne revisionister propaganderer for, og som for hundredtusinder af østrigske arbejdere har en større afskrækkende virkning end al åben anti-socialistisk hetz, at stille det begejstrende billede af en socialisme, der i sandhed fortjener dette hædersnavn.”
("Rote Fahne", nr. 109, juni 1969)

I et af sine seneste numre skriver Rote Fahne, der er organ for Østrigs marxistisk-leninistiske parti, som ovenfor gengivet, at uden kendskab til den socialistiske opbygning i Albanien kan Østrigs arbejdere ikke forstå socialismens nødvendighed i Østrig.

Det var nøjagtig den samme indstilling, der for eksempel fik det illegale kommunistiske parti i Danmark til under den tyske besættelse at afholde studiekredse for sine medlemmer, ikke i hvordan klassekræfterne udviklede sig i Danmark og hvilke perspektiver denne udvikling gav for situationen efter den tyske kapitulation, men i - Sovjetunionens forfatning. Det var nøjagtigt den samme indstilling, der også i efterkrigsårene fik de revisionistiske partier verden over til at fortælle vidt og bredt om sociallovgivning, børnehaver, ligeløn o.s.v. i socialismens og folkedemokratiets lande - fordi en sådan oplysning efter deres mening ville fremme forståelsen for socialismens nødvendighed i de endnu kapitalistiske lande og gøre arbejderklassen mere revolutionær.

Indstillingen har altid været og er stadig bundforkert. Bevidsthed om socialismens nødvendighed i vore lande opstår ikke af kendskab til, hvordan socialismen har ført teknisk tilbagestående lande længere frem i retning af en levestandard som vor og længere frem i henseende til social forsorg o.s.v. Denne bevidsthed opstår hos enkeltpersoner af viden om samfundets almindelige udviklingstendenser, men hos klassen først af en bestemt samfundsmæssig situation, en national politisk/økonomisk krise i hvert land! Den kan ikke opstå på anden vis, og den er aldrig opstået på anden vis noget sted i verden. Når en bestemt samfundsmæssig situation i hvert enkelt land tvinger arbejderklassen og det arbejdende folk til at kræve forandring, og når et kommunistisk parti i denne situation formår, som Engels sagde det "at få kontrol over den spontane bevægelse", da får vi en sejrrig revolution, da får vi bevidsthed om socialismens nødvendighed.

Hvor har Rote Fahne ideen om Albanien fra? Hvor havde de revisionistiske partier deres ganske tilsvarende ideer fra? De har det samme sted fra - fra SUKPs politiske linje efter Lenins død, og det er kun et af mange eksempler på, i hvor høj grad de nye anti-revisionistiske partier og grupper i Vesteuropa, der hylder Kina og Mao Tse-tungs tænkning, i virkeligheden stikker til halsen i gammel før-revisionistisk, Komintern-tankegang, at Rote Fahne på dette felt kører videre i nøjagtig samme skure som de revisionistiske partier.

De har tanken fra SUKPs politiske linje, som den blev lagt frem af Stalin i "Centralkomiteens politiske beretning" til SUKPs 14. kongres i december 1925:
"Hvad man end siger, så har vi opnået noget, som man aldrig kan tage fra os. Og det er, at vi gennem vort omfattende opbygningsarbejde, vort bolsjevikkiske angreb på den økonomiske front, de sejre, vi har opnået her, har vist hele verden, at når arbejderne har taget magten, kan de ikke blot slå kapitalismen, ikke blot ødelægge, men også opbygge et nyt samfund, opbygge socialismen. Denne erobring, det, at vi har gjort denne sandhed indlysende, er noget, man ikke kan tage fra os. Af alle de erobringer, vi hidtil har gjort, er dette den største og den vanskeligste. Thi vi har vist Vestens arbejderklasse og Østens undertrykte foikeslag, at arbejderne, der gennem hele historien kun har kunnet arbejde for deres herrer, medens det var herrerne, der regerede, vi har vist, at når disse arbejdere har taget magten, er de i stand til at styre et stort land og opbygge socialismen under de vanskeligste vilkår.

Hvad kræves der, for at arbejderne i Vesten kan sejre? Først og fremmest tro på deres egne kræfter, bevidsthed om, at arbejderklassen kan klare sig uden bourgeoisi, at arbejderklassen er i stand til ikke blot at ødelægge det gamle, men også til at opbygge noget nyt, opbygge socialismen. Hele socialdemokratiets arbejde består i at indgyde arbejderne skepsis, mistillid til deres egne kræfter, mistillid til at det er muligt med magt at vinde se|r over bourgeoisiet. Hele vort arbejde, hele vor opbygning må kunne overbevise arbejderklassen i de kapitalistiske lande om, at arbejderklassen kan klare sig uden bourgeoisi og opbygge et nyt samfund med sine egne kræfter.

Arbejdernes valfart til vort land, den kendsgerning, at de arbejderdelegationer, der kommer til vort land, ordentlig ser vort opbygningsarbejde efter i sømmene og søger at danne sig en rigtig forestilling om vore opbygningssejre, alt det vidner om, at arbejderklassen i de kapitalistiske lande, til trods for socialdemokratiet, begynder at tro på sine egne kræfter og på arbejderklassens evne til at skabe et nyt samfund på ruinerne af det gamle.

Jeg vil ikke sige, at vi har opnået meget i løbet af beretningsåret, men der er alligevel een ting, man må indrømme, og det er, at vi med vor socialistiske opbygnings sejre har vist og bevist, at når arbejderklassen har styrtet bourgeoisiet og taget magten i sine hænder, er den i stand til at omforme det kapitalistiske samfund efter socialismens principper. Det har vi opnået, og det kan ingen tage fra os, hvad der end sker. Og det er en uvurderlig sejr. Thi hvad betyder det, at vi har vundet denne sejr? Det betyder at give arbejderne i de kapitalistiske lande tro på deres egne kræfter, tro på deres sejr. Det betyder, at man giver dem et nyt våben mod bourgeoisiet i hænde. Og at de vil tage dette våben i deres hånd og er rede til at bruge det, fremgår blandt andet af, at arbejdernes valfart til vort land ikke tager af, men tiltager. Og når arbejderne i de kapitalistiske lande bliver smittet af troen på deres egen styrke, kan I være overbevist om, at det vil være begyndelsen til enden på kapitalismen og det sikreste tegn på den proletariske revolutions sejr.

Derfor tror jeg ikke, at vi arbejder forgæves, når vi opbygger socialismen. Derfor tror jeg, at i dette arbejde vil vi komme til at sejre i international målestok." (J. Stalin: Værker, Forlaget Tiden, København 1954, bd 7, s. 292-294).

Vi gentager en enkelt sætning: "Hvad kræves der, for at arbejdeme i Vesten kan sejre? Først og fremmest tro på deres egne kræfter, bevidsthed om, at arbejderklassen kan klare sig uden bourgeoisi, at arbejderklassen er i stand til ikke blot at ødelægge det gamle, men også til at opbygge noget nyt, opbygge socialismen."

For at arbejderne i Vestens kapitalistiske lande kan sejre kræves naturligvis først og fremmest en revolutionær situation, der tvinger arbejderklassen til handling, og dernæst et kommunistisk parti, der kan lede denne handling til sejr, hvilket bl.a. indebærer at indgyde arbejderklassen tro på sig selv.

Stalins sætning forudsætter, hvis den skal være blot nogenlunde korrekt, af der allerede eksisterer en sådan revolutionær situation. At Stalin udmærket vidste, at der ikke fandtes en sådan revolutionær situation i Vesten på det pågældende tidspunkt fremgår alene af overskriften til beretningens første underafsnit "1. Kapitalismens stabilisering". Udtalelsen bliver dermed rent subjektivistisk i den forstand, at der erklæres, at når arbejderne af Sovjetunionens eksempel har set, at det er teknisk muligt at klare sig uden bourgeoisiet i Sovjetunionen, vil de kunne gennemføre en socialistisk revolution i deres egne lande - eller sagt på en anden måde: socialismen kommer, når arbejderne nærer et subjektivt ønske om den, hvilket er rent vrøvl.

"Rote Fahne" kører videre på den gamle melodunte fra 1925 - åbenbart en af revisionismens "evergreens". Den har ikke mere med virkeligheden at gøre i dag, end dengang Stalin gjorde den til kampsang for III Internationales vesteuropæiske partier!