INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

På det jævne, på det jævne:

Forfatningskampen efter 1864

Forrige kapitel Til oversigt Næste kapitel

 

Borgerskabets politiske linje er som sagt chauvinismen, ikke det borgerlige demokrati. Novemberforfatningen af 1863, som er dets åbne overgang til Eider-politikken, er samtidig endnu et skridt til højre. Denne forfatning har et rigsråd bestående af folketing og landsting. Folketinget har juni-grundlovens almindelige valgret. Til landstinget vælges en fjerdedel af kongen, resten vælges som til rigsrådet af 1855. Men da det er den åbne hensigt, at dette rigsråd skal være rigsdag for et Eider-Danmark, så er denne valgcensus til landstinget en direkte antastelse af selve juni-grundloven.

Tegning af Madsen. Falden soldat

I 1865 går det videre mod højre. Borgerskabets politiske linje, chauvinismen, er i mellemtiden ret så brat gået konkurs (20). Tilbage for borgerskabet står kun af skræk for bønderne at glide stadig længere til højre.

Efter 1864 er to forfatninger - juni-grundloven, som gælder for monarkiets særlige anliggender (indenrigs-, justits-, kirke- og undervisningsanliggender) og novemberforfatningen, som gælder for fællesanliggender (udenrigs-, krigs-, marine- og finansanliggender) - kommet til at svæve frit i luften. En ny forfatning for kongeriget alene må bringes istand. Bønderne presser på for at få juni-grundloven. Den slagne enevældes embedsmænd kommer endnu engang på ministerstolene for at gøre chauvinisternes fallitbo op. I modsætning til efter Treårskrigen, hvor de direkte forsøgte det, når de denne gang kun at tænke på at genindføre enevælden. Angrebet dels af borgerskabet, dels af bønderne tvinges de til i forfatnings-spørgsmålet at alliere sig med borgerskabet. Resultatet er grundlovsforslaget af 1865. Dette grundlovsforslag begrænser valgretten til landstinget endnu engang, denne gang meget voldsomt. Krav om indtægt og formue betyder en indskrænkning af vælgerkorpset fra over 250.000 til under 10.000. Endvidere skal 12 af landstingets 68 medlemmer udpeges af kongen (regeringen). Endvidere bliver de to ting ligestillet i forhold til finansloven, og kongen får vetoret i forhold til den. Endelig kommer oven i dette at behandlingen af grundlovsforslaget (i forbindelse med en masse forfatningsjuridisk svindel, som lader sig gennemføre netop på grund af de to forfatninger) føres igennem i rigsrådets landsting, det eneste kammer af rigsdagens to og rigsrådets to, hvor bønderne ikke dominerer.

Tegning af Madsen. Gadekampene i Vejle

Men borgerskabets grundlovsforslag bliver aldrig ført ud i livet. Modsigelsen mellem borgerskabet og bønderne har åbnet muligheder for den godsejerklasse, som allerede fik brækket ryggen af landboreformerne i slutningen af det 18. århundrede, og som officielt blev begravet i 1848. Godsejerne allierer sig med bønderne. Bønderne ser i en alliance med godsejerne, i nogle ministerposter en sidste mulighed for indflydelse. Sammen med godsejerne bliver de derfor medskabere af den jordejer-reaktionære grundlov af 1866, den såkaldte ”reviderede” grundlov, i modsætning til borgerskabets by-reaktionære grundlovsforslag. Rigsrådet forsvinder. Den almindelige valgret til folketinget bevares. Af landstingets 66 medlemmer skal 12 vælges af kongen, 27 af de største skatteydere og 27 ved almindelig valgret. De 2 gange 27 medlemmer skal vælges ved det indirekte valgmandssystem. Landets største godsejere skal udpege 1040 valgmænd, alle folketingsvælgere på landet skal udpege andre 1040, den højest beskattede femtedel af byernes folketings-vælgere skal udpege 206 valgmænd, alle folketings-vælgere i byerne de sidste 206. Således kommer byerne kun til at vælge 13 ud af 66 landstingsmedlemmer. Heri ligger godsejernes flirt med bønderne, men heri ligger også, at det er et godsejerlandsting.

Tegning af Madsen. Efter Dybbøl opgjordes de danske tab (falde, sårede, fangne og savnede) til 4810 mand, deraf 4477 menige, 220 underofficerer og 10 læger

Bønderne er kun løftestang for godsejerne. Ministeriet, der kommer, består af 4 godsejere og en departementschef.

Den gruppe af godsejere (gruppen omkring Estrup) der trænger sig frem, kalder sig de ”nationale godsejere”. Det er officielt ikke først og fremmest godsejerne, det gælder, det er nationen. Det er officielt ikke godsejerpolitik, det er reaktionær samlings-politik med det formål at holde bønderne tilbage - det påtrængende borgerlige demokrati. Uofficielt og selvfølgeligt er det, at godsejerne stræber efter en restauration af godsejervældet (Ikke nødvendigvis i feudal udgave).

Tegning af Madsen. Estrup

At denne gruppe kommer til at regere helt op til århundredeskiftet, beror ikke på godsejernes egen styrke. Allerede i slutningen af det attende århundrede magtede de ikke at anfægte borgerskabets landboreformer, og fra 1848 til 1854-restaurationen, som de støttede, hørte man intet til dem. Det er ikke på grund af deres restaurationslyster, at de regerer, men på grund af den reaktionære samlingspolitik, de fører. De regerer ikke, fordi de udgør den herskende klasse i Danmark, men fordi den herskende klasse, borgerskabet, som skræmt af bønderne er i stadig bevægelse længere og længere mod højre, i denne reaktionære samlingspolitik finder et fuldgyldigt udtryk for dets egen politiske reaktion.

Vandene klares hurtigt. Bønderne må nødvendigvis komme i modsætning til den reaktionære regering. Alle de kønne ord om samarbejde mellem de store og de små i landbruget, som lød, da godsejerne havde brug for bønderne, er fortid. Borgerskabet slutter op om godsejerne og i 1870 kommer deres første fælles regering.

Modsigelsen mellem borgerne og bønderne poserer i rendyrket profil.

På den ene side har vi bønderne under ledelse af gårdmændene. Alle fraktionsdannende og ydmyge illusioner om samarbejde og hjælp udefra er omsider bristet for dem. I 1870 dannes Det forenede Venstre og i 1872 får det flertallet i folketinget. Det kræver nu folketingsparlamentarisme, det kræver en venstreregering, det har et gårdmandsprogram (frihandel, folkeskole, fri kirke, skattereform - de feudale afgifter på landet afløst af indkomst- og formueskat - en sparsommelig statshusholdning med et passende forsvar). Man organiserer en Venstre-presse, og man organiserer højskolerne. På den anden side har vi borgerskabet, ynkeligt miskrediteret som landets fallerede chauvinist, omsider på sin vandring mod højre nået så langt, at det i reaktion kan måle sig med anakronistiske politiske minoriteter såsom godsejerne, embedsmændene, den højere kirke, den højere skole, og mænge sig med disse i fælles skræk for bønderne. Det borgerlige demokrati er så degenereret og svageligt politisk set, at det kun er i stand til at optræde som godsejernes medløber.

Note

(20) Nederlaget i krigen mod Preussen og Østrig 1864.

 

Forrige kapitel Til oversigt Næste kapitel