INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Fremmed

[Ungkommunisten, 3. årgang, februar 1970, nr 2, s. 13-20]

Fremmedarbejderproblematikken har været belyst og kommenteret fra mange sider. Den eneste, som hidtil har forsøgt at komme bort fra de borgerlige humanisters utilfredsstillende, men ihærdige trivsels-problematik, er Leonard Malone, der i sin artikelserie PROLETARIATETS INTERNATIONALISME i Information sætter fremmedarbejderne ind i en imperialistisk sammenhæng. Han skriver følgende:

"I dag kan han (fremmedarbejderen) simpelthen være et menneske, der frister den usleste eksistens på denne jord, fordi han er uden land, fordi han er rykket op med rode. Han har set sit land erobret. Han er blevet narret ud af sin naturlige rolle, hvor han kan bestemme over sin egen skæbne. Han er blevet brutalt behandlet af kapitalismens lakajer, af politiet, drevet fra sit eget land, og må friste tilværelsen i et af de lande, der direkte eller indirekte er ansvarlig for de forhold, der er skabt af kolonialismen, i dens forskellige faser, i fortiden og i nutiden."

Vi vil gerne fortsætte ad denne vej og beskæftige os med fremmedarbejderne i en historisk og global sammenhæng, der muliggør en forståelse af problematikken og forskellige aspekter ved den. Hele fremmedarbejderspørgsmålet er af en sådan vigtighed, at det er nødvendigt at forstå dels hvilke årsager, der ligger til grund for fremmedarbejdernes tilstedeværelse, og dels baggrunden for den modvilje og velvilje, som fremmedarbejderne nyder i forskellige kredse.

Under kapitalismen og dens højeste stadium - imperialismen - er verden blevet delt op i højt industrialiserede lande med stigende produktivitet og fattige lande, som helt og holdent er udbyttet og undertrykt af de højt industrialiserede lande. De fattige landes naturrigdomme er enorme og arbejdskraften billig. Deres produktion indrettes til først og fremmest at tjene industrilandenes behov.
Karakteristisk for imperialismen er, at den ikke nøjes med at udnytte naturrigdomme og arbejdskraft i dens hjemlande. Der har altid været import af råstoffer til de vestlige industrier, og hvad den menneskelige arbejdskraft angår, har man, når det har kunnet betale sig, importeret fremmed og billig arbejdskraft (negerslaver, polske landarbejdere osv) - enten som arbejdere i industriproduktion og landbrug eller i service-sektorens mange grene.

Import af menneskelig arbejdskraft har været en væsentlig forudsætning for Nordamerikas udvikling til verdens førende imperialistmagt. Slavehandelen med afrikanere var blot en af de mange former, denne import har antaget i en tidlig periode i Nordamerikas
Import af menneskelig arbejdskraft har været en væsentlig forudsætning for Nordamerikas udvikling til verdens førende imperialistmagt. Slavehandelen med afrikanere var blot en af de mange former, denne import har antaget i en tidlig periode i Nordamerikas

 

Der er således ikke noget uforståeligt eller unaturligt i tilstedeværelsen af fremmedarbejdere i Vesteuropa de seneste år, det er tværtimod typisk for de imperialistiske snylterlande.

Under imperialismen er det kun "naturligt", at der i de fattige lande på grund af udbytningen, destruktionen af det selvforsynende landbrug og blokeringen af en selvstændig industris udvikling opstår store skarer af arbejdsløse.

Det er "naturligt", at disse mennesker pantsætter deres ejendele og rejser til industriens forjættede lande. Det er "naturligt", at nogle af dem kommer til at arbejde med forarbejdelse af råstoffer fra deres egne hjemlande. Det er "naturligt", at en del af de færdige industrivarer eksporteres til de fattige lande, hvor råstoffer og arbejdskraft kommer fra. Og det er kun "naturligt", at fremmedarbejderen sender den del af sin løn, som ikke skal bruges til husleje, skat og mad, hjem til sin familie, som så bruger den til bl. a. indkøb af imperialist-landenes varer!

Den import af arbejdskraft, som for tiden finder sted til de produktivitetsøgende imperialistlande, forekommer sikkert de fleste at være mere human end tidligere tiders barbariske import af og handel med slaver. Imidlertid er forskellen ikke særlig stor. Fælles er i hvert fald, at begge er tvunget ud i deres situation. Slaven ved direkte tilfangetagelse, fremmedarbejderen ved et årelangt hårdere og hårdere tryk ovenfra - fra imperialismen og dens lokale håndlangere: feudalherrer, kompradorkapitalister, politi, ågerkarle, skatteopkrævere. Begge er rykket op med rode og plantet om i et andet miljø med en anden kultur, mentalitet og økonomisk tradition. Begge rangerer som de laveste i det samfund, som de er blevet omplantet til. Forskellen på en slave og en fri arbejder er den, at slaven med sin arbejdskraft helt og holdent er solgt til sin ejer, der kan gøre med ham, hvad han vil, mens en fri arbejder sælger sig selv stykkevis - det antal timer som er nødvendigt, for at han kan opretholde sin eksistens. Det antal timer, han så ikke arbejder for en kapitalist, kan han bruge til sig selv, sin familie og personlige interesser.

Fremmedarbejderen er ikke slave, men heller ikke fri arbejder, da han i sin fritid ikke kan foretage sig de ting, som han ville kunne, hvis han arbejdede i sit eget land. Han kan ikke tilbringe resten af dagen med sin kone, børn, søskende, forældre og venner, men må nøjes med at skrive til dem, tænke på dem fra et usselt hummer eller nusset cafeteria i et land, hvor hans sprog, tankegang og hele situation ikke forstås og tolereres. Måske frister han ikke den usleste eksistens på denne jord, som Malone mener, men i hvert fald den næstusleste som ufri arbejder i en delvis umyndiggjort position i det snævre rum mellem slave og fri arbejder.

I takt med den øgede udplyndring af de fattige lande, den øgede produktivitet og den øgede forbedring af levestandarden har borgerlige strømninger grebet stærkere og stærkere fat i arbejderklassen.

Koloniale superprofitter har lagt grunden til på den ene side en materiel bestikkelse af arbejderklassen og på den anden side opbygningen af et massivt ideologisk påvirkningsapparat - undervisning, radio-TV, presse som kvæler al virkelig opposition på en snedig "demokratisk-tolerant" facon og udnytter den materielle velstand i befolkningen til at påvirke dens værdibegreber. Arbejdernes følelse af klassefællesskab og modvilje mod overklassen forvrænges til en snæver chauvinistisk holdning. Den proletariske internationalisme skubbes i baggrunden til fordel for en overlegen holdning overfor de fremmede folk, der ikke ud fra imperialistiske normer er lovlydige, civiliserede og velnærede. Man akcepterer magthavernes forklaring, at vor rigdom skyldes vor races dygtighed, flid og overlegenhetl på alle felter, og at andres fattigdom skyldes deres primitivitet, befolkningstilvækst, mangel på kvalificeret arbejdskraft, deres religiøse indstilling, klima, osv.

Den imperialistiske sandhed om udbytning og udbyttere dækkes af et lag skinnende idealistisk fernis, som arbejderbefolkningen ikke gennemskuer og ikke kan gennemskue i den nuværende situation.

Polske roearbejdere omkring år 1900
Danmark har også i sin udvikling som kapitalistisk og imperialistisk land i visse perioder importeret menneskelig arbejdskraft. I perioden 1893 til 1929 importeredes i stor mængde polske landarbejdere til det danske landbrug, der netop da på grund af sin høje produktivitet havde opnået en priviligeret stilling på det engelske marked. De seneste års produktivitetsstigning - særlig efter nykolonialismens gennembrud - har medført en import af arbejdere fra de store arbejdsløshedsområder omkring Middelhavet - særlig Spanien, Tyrkiet, Jugoslavien og de arabiske lande.
Fremmedarbejdere ca. 1970

Historiens gang bestemmes ikke af religion, ondskab, godhed eller racisme. Det grundlæggende for historiens udvikling er produktionsforholdene. Men den herskende klasse benytter sig med glæde af alle mulige underordnede modsigelser, hvis det gavner deres eksistens.

Kapitalismen deler folk i udbyttede og udbyttere. Under imperialismen fremtræder yderligere en opdeling på en anden led: opdelingen af verden i rig og fattig. Denne opdeling falder stort set sammen med en opdeling af verden i hvid og farvet. De tre forarmede kontinenter Asien, Afrika og Latinamerika er de primitives, de barbariskes og de farvedes kontinenter.

Disse landes folk er altid i historien blevet behandlet med nådesløs grusomhed ved den hvide civilisations fremtrængen. De hvide har altid været herrefolket og har ikke tålt nogen trussel mod denne status. Enhver modstand er blevet slået brutalt ned uden at de hvide har bekymret sig om farvede folks krav om en menneskeværdig tilværelse.
En racistisk holdning er en naturlig konsekvens af dette forhold. Hos den hvide herre, fordi det gavner ham som magthaver og udbytter - hos de farvede, fordi de naturligt forbinder al undertrykkelse og ydmygelse med det hvide menneske.

Imperialismens ideologi indeholder racisme som en væsentlig bestanddel. Og i så stort omfang, som arbejderne tilegner sig denne ideologi og gør den til deres egen, vil racismen udbredes i arbejderklassen.

Den hvide arbejderbefolkning i USA har nok vist de stærkeste tendenser i den retning, men også i Vest(og Øst)-Europa findes racismen eller kimen til racisme i arbejderbefolkningen. De engelske havnearbejderes protest mod farvede indvandrere og vore egne Vilde Engles overgreb på fremmedarbejdere turde være bevis nok.

Racismen i de imperialistiske lande vil kun gavne det bestående. Dels vil en udbredt racisme eller racistisk tendens kunne skabe et kunstigt modsætningsforhold mellem indfødte og fremmede arbejdere, dels vil de imperialistiske magthavere, når deres verdensherredømme trues af den "røde, gule eller sorte fare", kunne rekrutere soldater i stort tal til at forsvare deres interesser (Korea, Vietnam), og dels vil racismen kunne blive en vigtig bestanddel i en gærende fascisme, der nok ikke er i alle de nuværende magthaveres interesse, men i hvert fald bevarer det bestående klassesystem.

Man kan ikke sige, at den danske offentlighed har behandlet fremmedarbejderspørgsmålet konsekvent racistisk, som man måske ville vente af ovenstående. Tværtimod har de stærkeste røster, som er blevet hørt, forsøgt at slå til lyd for en mere "human" og mere "social retfærdig" behandling af disse gæstearbejdere, som "jo er lige så gode mennesker som alle andre". Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at det er de traditionelt mest reaktionære dele af den borgerlige presse, som særlig har set problematikken fra denne vinkel (Berl. Tidende, BT og Politiken).

Hvad kan dette skyldes?

Først og fremmest må vi forkaste den slutning, at disse blade og det, de står for, pludselig har forandret deres indstilling til arbejderbefolkningen og har sat sig på deres side. Det er absurd. Men hvordan kan denne holdning forenes med magthavernes ideologi, hvordan kan den tjene deres interesser?

En del af forklaringen ligger naturligvis i, at det altid er i magthavernes interesse at bevare illusionen om "den demokratiske humanistiske tolerance", som den besmykker sig med, og at bevare den falske objektivitetskult ("man må jo se tingene fra alle sider"). Men forklaringen kan også findes på en anden led.

Magthaverne er uden tvivl meget bevidste om alt, hvad der foregår i samfundet. De har kontrol med alt. Derfor er de naturligvis også klare over, at befolkningen bærer kimen til racisme i sig. Ja, ikke nok med at de er klare over det, de har selv lagt grunden og har fremelsket den. Men de er åbenbart ikke interesserede i, at racismen kommer alt for åbent til udtryk på nuværende tidspunkt, hvor landet har brug for arbejdskraft og der ikke er udsigt til økonomisk nedgang. De er tværtimod interesserede i at holde balancen mellem på den ene side et klart fremmedhad og på den anden side en akcept af de fremmede. Racismen når dog alligevel at komme til udtryk også fra magthavernes side, idet der ikke råder fuld enighed inden for deres rækker. Boligspekulanter, cafeteriaejere, politi får lov til at drive deres jagt på udlændinge så godt som efter forgodtbefindende - og det selv om den "moderate" fløj hyler op om denne umenneskelige behandling, som var det deres hjertesag at gøre alt godt for fremmedarbejderne - en i bund og grund skinhellig opposition.

 

Erhard Jacobsen, socialdemokratisk folketingsmedlem:

"Vi må jo huske på, at fremmedarbejderne er kommet her til landet for at hjælpe os i en vanskelig situation, hvor vi har mangel på arbejdskraft. De forøger vort nationalprodukt, derfor må vi behandle dem som velkomne gæster".

(Fra radioudsendelsen "Spørg bare").

På nuværende tidspunkt er det nødvendigt for kapitalisterne at behandle fremmedarbejderne nogenlunde hæderligt - måske endda godt, idet de er nødvendige i produktionen og ofte med lidt opmuntring og i ren taknemmelighed over at have fået arbejde pukler hårdere end de danske kollegaer. Det skaber naturligvis et skærpet modsætningsforhold til de danske arbejdere, der uden at forstå situationens sammenhæng kalder fremmedarbejderne for "løntrykkere" og "fedterøve". Magthaverne benytter så lejligheden til at forklare, at "man må være overbærende overfor disse fremmede, som ikke forstår vor høje kultur og levemåde" og "prøve at forstå dem og holde af dem" - i den klare overbevisning, at en sådan moralsk præken virker i stik modsat retning. På samme måde som en "fornuftig" fars formaninger til to drenge, som er uvenner, om at de skal kysse hinanden og forliges, kun bevirker at de bliver endnu mere gale på hinanden.

Magthavernes fremturen med krokodilletåredryppende historier om fremmedarbejdernes dårlige boligforhold i BT, med Jens Branners "socialrealistiske" skriverier i Politiken og Berlingske Tidendes "anti-racistiske" annonce,som er gengivet her, er gennemtænkt
Magthavernes fremturen med krokodilletåredryppende historier om fremmedarbejdernes dårlige boligforhold i BT, med Jens Branners "socialrealistiske" skriverier i Politiken og Berlingske Tidendes "anti-racistiske" annonce,som er gengivet her, er gennemtænkt

 

Deres tolerante holdning er i virkeligheden ikke tolerant og anti-racistisk. Den er reaktionær og racistisk - den kan ikke være andet. Og den er meget farlig - farligere end den stupide direkte racisme, som Reflex, Frihedsalliancen, De Vilde Engle og til tider Aktuelt giver udtryk for, og som de fleste tager pæn og værdig afstand fra på nuværende tidspunkt.