INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Friedrich Engels: De engelske valg

[Marx og Engels: Om kolonier, industrimonopol og arbejderbevægelse. Forlaget Futura 1972, 66 s.]

(Uddrag)

Skrevet d. 22. februar 1874, offentliggjort
i "Der Volksstaat" d. 4. marts 1874.

... Med hensyn til arbejderne må det først slås fast, at der ikke har eksisteret noget uafhængigt politisk arbejderparti i England siden Chartist-partiets bortdøen i 50'erne. Dette er forståeligt i et land, hvor arbejderklassen mere end noget andet sted har fået del i storindustriens umådelige ekspansion. Det kunne heller ikke være anderledes i et England, der beherskede verdensmarkedet; og specielt ikke i et land, hvor de herskende klasser har sat sig selv den opgave – ved siden af andre indrømmelser – at virkeliggøre det ene punkt efter det andet i chartisternes program, "Folkets Charter" [14]. Af charterets 6 punkter er 2 allerede blevet lov: hemmelig afstemning og afskaffelse af formuebestemmelsers begrænsning af valgretten. Den tredie, almindelig valgret, er blevet indført, i det mindste omtrentligt; de sidste tre punkter er stadig ikke blevet virkeliggjort: årlige parlamentsvalg, aflønning af parlamentsmedlemmer, og det vigtigste – lige store valgkredse.

Når arbejderne i den senere tid tog del i almindelig politik i bestemte organisationer, gjorde de det næsten udelukkende som den yderste venstre fløj af "det store Liberale Parti", og i denne rolle blev de snydt ved hvert valg ifølge alle spilleregler af være det store Liberale Parti. Så pludselig kom reformloven, der med et slag forandrede arbejdernes politiske situation. I alle de store byer udgjorde de nu flertallet af vælgerne, og i England er regeringen såvel som kandidaterne til parlamentet vant til at bejle til vælgernes gunst. Formændene og sekretærerne for fagforeningerne og politiske arbejderforeninger, såvel som andre kendte talsmand for arbejderne, som måtte formodes at have indflydelse i deres klasse, var fra den ene dag til den anden blevet betydningsfulde personer. De fik besøg af parlamentsmedlemmer, af lorder og andet fint krapyl, og der blev pludselig stillet sympatiske forespørgsler om arbejderklassens ønsker og behov. Problemer blev diskuteret med disse "arbejderledere", som før fremkaldte et hovent smil eller hvis blotte fremsættelse plejede at blive fordømt; og man bidrog til indsamlinger til arbejderklasse-formål. Derefter gik det ganske naturligt op for "arbejderlederne", at de skulle få sig selv valgt ind i parlamentet, hvilket deres overklasse-venner gladeligt bifaldt i almindelighed, men selvfølgelig kun med det formål at modarbejde valg af arbejdere så meget som muligt i hvert enkelt tilfælde. Således skete der intet videre.

Ingen anklager "arbejderlederne" for at de gerne ville ind i parlamentet. Den korteste vej ville have været straks at gå igang med igen at danne et stærkt arbejderparti med et bestemt program, og det bedste politiske program, de kunne ønske sig var Folkets Charter. Men chartisternes navn var ilde anskrevet hos borgerskabet, netop fordi det havde været et udtalt proletarisk parti, og derfor foretrak "arbejderlederne", hellere end at videreføre chartisternes glorværdige traditioner, at samarbejde med deres aristokratiske venner og være "respektable", hvad der i England er det samme som at opføre sig som en bourgeois. Medens arbejderne under det gamle valgsystem til en vis grad var tvunget til at figurere som det radikale borgerskabs hale, var der nu ingen undskyldning for at få dem til fortsat at spille denne rolle efter at reformloven havde åbnet døren til parlamentet for i det mindste tres arbejderkandidater.

Dette var vendepunktet. For at komme ind i parlamentet søgte "arbejderlederne" i første række tilflugt til borgerskabets stemmer og penge, og kun i anden række til selve arbejdernes stemmer, men ved at gøre dette, ophørte de med at være arbejderkandidater og blev til borgerlige kandidater. De appellerede ikke til et arbejderklasseparti, som det endnu stod tilbage at danne, men til det borgerlige "store Liberale Parti". ...

[14] Se side 10 i Gotfred Appel: Klassekamp og revolutionær situation, Futura 1971.

MEOB s. 503.

Online i fuldtekst på engelsk. Se Marxist Internet Archive MIA