INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Ho Chi Minh: Om det nationale og det koloniale spørgsmål

[Ungkommunisten 2. årgang, februar 1969, nr. 2]

Tale på Kommunistisk Internationales 5. Kongres i Moskva 17. juni - 8. juli 1924.

KAMMERATER, jeg vil blot fremlægge nogle synspunkter i forbindelse med kammerat Manuilsky's [1] kritik af vor politik i det koloniale spørgsmål, men før jeg beskæftiger mig med dette, skal nogle statistiske opgivelser hjælpe os til at se spørgsmålets vigtighed klarere.

Ifølge denne oversigt udbytter 9 lande med en samlet befolkning på 320.657.000 og med et samlet areal på 11.470.200 kv.km kolonier, der omfatter dusinvis af forskellige nationaliteter med en samlet befolkning på 560.193.000 og med et samlet areal på 55.637.000 kv.km. Koloniernes samlede areal er 5 gange så stort som moderlandene, hvis samlede befolkning ikke engang udgør 3/5 af koloniernes befolkning.

  Moderlande   Kolonier  
  Areal, kv.km. Befolkning Areal, kv.km Befolkning
England 151,000 45,500,000 34,910,000 403,600,000
Frankrig 536,000 39,000,000 10,250,000 55,600,000
USA 9,420,000 100,000,000 1,850,000 12,000,000
Spanien 504,000 20,700,000 371,600 853,000
Italien 286,600 38,500,000 1,460,000 1,623,000
Japan 418,000 57,070,000 288,000 21,249,000
Belgien 29,500 7,642,000 2,400,000 8,500,000
Portugal 92,000 5,545,000 2,062,000 8,738,000
Holland 32,500 6,700,000 2,046,000 48,030,000

Betragter man de største imperialistiske stater enkeltvis bliver de talmæssige modsætninger endnu mere grelle. De britiske kolonier har f. eks. samlet 8½ gang større befolkning og er mere end 232 gange større end Storbritannien. Frankrigs koloniers areal er 19 gange større end det hjemlige territorium. Frankrigs koloniers befolkning overstiger det franske moderlands med 16.600.000.

Derfor er det vel ingen overdrivelse at hævde følgende: sålænge det franske og det engelske kommunistparti ikke fører en virkelig progressiv politik i forbindelse med kolonierne, sålænge de ikke engang har etableret kontakt med de undertrykte folk i kolonierne, sålænge vil deres samlede program som hidtil ikke kunne fungere, fordi det i denne henseende er i direkte modstrid med leninismen. Jeg vil udtrykke mig endnu tydeligere. I sin tale om Lenin og det nationale spørgsmål fastslår kammerat Stalin, at reformisterne og 2. Internationales ledere ikke har vovet at forene kolonimagtens hvide proletariat og kolonifolkenes farvede proletariat. Lenin vægrede sig ved overhovedet at anerkende denne opdeling, og han skød den forhindring tilside, hvor man adskiller imperialismens civiliserede og endnu ikke civiliserede slaver.

Ifølge Lenin afhænger revolutionens sejr i Vesteuropa af et snævert samarbejde med befrielsesbevægelserne i de undertrykte kolonier rettet mod imperialismen, og af det nationale spørgsmål, begge skal forstås som dele af spørgsmålet om den proletariske revolution og proletariatets diktatur.

Endvidere nævnte kammerat Stalin også det synspunkt, at de europæiske proletarer kan sejre uden den direkte alliance med befrielsesbevægelserne i kolonierne, men dette betragtede han som et kontrarevolutionært synspunkt.

Men hvis vi nu sammenligner de teoretiske overvejelser med praksis, så kommer vi desværre til det resultat, at vore store partier, undtagen SUKP, stadig fastholder ovennævnte synspunkt, idet de simpelthen ikke har vist det mindste initiativ på dette område.

Hvad har bourgeoisiet derimod ikke gjort for at gøre undertrykkelsen af deres slaver endnu mere perfekt? Det har skrupelløst udnyttet alle de midler og muligheder for at drive intensiv propaganda, som statsapparatet stiller til deres rådighed. Det har påvirket folket i hvert enkelt moderland så stærkt ved hjælp af taler, film, aviser og udstillinger, at det idag tænker fuldstændig kolonialistisk. For folkenes øjne har man oprullet et billede af det lette, ærefulde og luksuriøse liv, der synes at vente dem i kolonierne.

Men hvad har vore kommunistiske partier i Storbritannien, Holland, Belgien og andre lande foretaget sig for at hindre disse kolonialistiske tanker i at trænge ind i hjernerne på deres lands proletariat og for at sætte en stopper for bourgeoisiets forbrydelser? Hvad har de foretaget sig siden den dag, de akcepterede Lenins program, der krævede, at arbejderklassen i deres lande blev opdraget i den rette internationalistiske ånd, og at der blev optaget kontakt med de arbejdende masser i kolonierne? Det vore partier har gjort i denne henseende er næsten værdiløst.

Jeg er selv født i en fransk koloni og er medlem af Frankrigs Kommunistiske Parti. Til min store beklagelse må jeg konstatere, at vort parti indtil nu næsten intet har gjort for kolonierne.

 

Jeg var i går i Londons East End (arbejderkvarteret), og overværede et møde af arbejdsløse. Og da jeg dér havde hørt de vilde taler, som var et eneste skrig om ”brød, brød”, og gik hjem, tænkte jeg på dette optrin og blev mere end nogensinde overbevist om imperialismens vigtighed. Min store idé er løsningen af det sociale problem, nemlig således at vi kolonipolitikere for at beskytte det forenede kongeriges 40 millioner indbyggere mod en morderisk borgerkrig må skaffe nye landstrækninger, som kan optage befolkningsoverskuddet og skaffe nye afsætningsområder for de varer, de fremstiller i fabrikerne og minerne. Imperiet, det har jeg altid sagt, er et madspørgsmål. Vil man undgå borgerkrig, må man være imperialist.

Cecil Rhodes, finanskonge, hovedansvarlig for Boerkrigen.

(Staten Rhodesia er opkaldt efter ham). Citeret fra Lenin: Imperialismen som kapitalismens højeste stadium.

 

De kommunistiske aviser må hele tiden vise vore medkæmpende kolonispørgsmålets betydning, så de arbejdende masser i kolonierne endelig vågner op og vindes for kommunismen. Men hvad har vore aviser hidtil gjort? Ærlig talt intet.

Når vi sammenligner omfanget af rapporter om kolonispørgsmålet i den borgerlige presse, i aviser som ”Times”, ”Figaro”, ”Evre”, eller andre retninger som ”Le Populaire” eller ”Liberty” med vort partis centralorgan ”L'Humanité”, må vi indrømme, at denne sammenligning ikke falder ud til vor fordel.

Da koloniministeriet udarbejdede planen om at forvandle udstrakte områder i Afrika til store privat-plantager, for derved at gøre disse områders indbyggere til veritable slaver, som skulle være stavnsbundet til deres nye arbejdsgiveres jord, da skrev vore aviser ikke en linie om det. I fransk Vestafrika kunne indkaldelsen af rekrutter kun ske ved hjælp af frygtelig voldsanvendelse, en metode der ikke har været anvendt i århundreder, men også herom var vore aviser tavse. I Indokina blev kolonimyndighederne til slavehandlere, der solgte Nordvietnams indbyggere til godsejere på øerne i Stillehavet. De samme myndigheder udvidede værnepligten fra 2 til 4 år, de udleverede størstedelen af jorden til finanssvindlere og forhøjede de indfødtes skatter med endnu 30%, skønt det tidligere fastsatte beløb ikke engang kunne udredes.

Dette skete på et tidspunkt, hvor flodkatastrofer truede de indfødte med hungerdøden. Og atter valgte vore aviser at tie. Det er derfor ikke mærkeligt, at de indfødte slutter op om organisationer for demokrati og frihed som ”der Gesellschaft für Menschen- und Bürgerrechte” og lignende organisationer, som hjælper dem eller foregiver at gøre det.

Hvis vi fortsætter denne opsummering vil vi konstatere så utrolige ting, at enhver må drage den slutning, at vort parti kun har et nedladende smil til overs for kolonispørgsmålet. Et eksempel: ”L'Humanité“ anså det ikke for nødvendigt at aftrykke ”Bondeappellen til folkene i kolonierne” som Kommunistisk Internationale havde udsendt.

Den udsendte dagsorden for Lyon-konferencen [2] omfattede alle tænkelige politiske spørgsmål, der manglede kun ét, kolonierne. Ganske vist bragte ”L' Humanité” lange artikelserier om den sukcesrige senegal-bokser Siki, men man søgte forgæves i avisen efter en rapport om Sikis brødre, der var havnearbejdere i Dakar, blev arresteret midt i arbejdet, lænket på hænder og fødder, smidt på en lastbil og sat i fængsel. Senere bliver de stakkels fyre taget til militæret og uddannet til ”civilisationens forsvarere”. Vort partis centralorgan informerede dagligt sine læsere om piloten Uardis heltegerninger – han var fløjet fra Paris til Indokina. Men da kolonimyndighederne med magt hentede ”Dai Nams” [3] indbyggere på markerne og solgte dem til franske profitjægere, da de sendte bombemaskiner ud for at bringe de stakkels indfødte til fornuft, da mente vort partis organ ikke, det var nødvendigt at fortælle læserne det.

Kammerater, den borgerlige presse i Frankrig har forstået, at det nationale spørgsmål ikke kan adskilles fra det koloniale spørgsmål. Men desværre er vort parti efter min mening endnu ikke nået til denne erkendelse. Lad os dog drage læren af begivenhederne i Ruhr, da indfødte tropper, [4] der var sendt ud for at ”trøste” de sultende tyske arbejdere, omringede de franske regimenter, der var mistænkt for kollaboration. Eller lad os tage tilfældet med tropperne fra Østasien, hvor de indfødte pludselig fik trykket maskingeværer i hånden for at ”hæve” stemningen hos det franske mandskab”, der var bragt til fortvivlelse over den langvarige krig. Eller begivenhederne i Frankrig i 1917 i forbindelse med de der stationerede russiske tropper. [5] Eller landarbejderstrejken i Pyrenærerne, hvor man lod indfødte tropper spille strejkebryderens skændige rolle. Og til slut tilstedeværelsen af 207.000 indfødte tropper i Frankrig. Alle disse ting har imidlertid ikke været i stand til at tvinge vort parti til eftertanke, endsige overbevise det om nødvendigheden af at fastlægge en klar og overbevisende politik over for kolonierne. Partiet har forsømt mange gode lejligheder til en målbevidst propaganda. Men det skal i denne forbindelse ikke forties, at de nye ledende kræfter har erkendt, at partiet kan bebrejdes noget på dette punkt. Dette må betragtes som et godt tegn, der er håb om, at partiet vil gøre sit bedste for at rette sine fejl, efter at det blevet klart for dets ledere, at der er et svagt punkt i partiets politik Jeg er selv af den faste overbevisning, at denne kongres vil betyde et vendepunkt, at den vil tvinge partiet til at erkende sine fejl og gøre det godt igen. Selv om kammerat Manuilsky har ret i sine bemærkninger om valget i Algier, må jeg dog for objektivitetens skyld tilføje, at vort parti har vist forståelse i denne sag og forsøgt at gøre fejlene godt igen, idet det har opstillet repræsentanter fra kolonierne til valgene til Seine-depardementet. I grunden er det stadig for lidt, men som en begyndelse nogenlunde tilfredsstillende. Det glæder mig imidlertid at kunne konstatere, at vort parti for tiden gennemgår en fase med nye initiativer og går til opgaverne med megen entusiasme. Det, der nu mangler, er praktiske forholdsregler for at opnå en grundlæggende revision af kolonipolitiken.

Hvad skal man forstå ved praktiske forholdsregler? I hvert fald er der ikke brug for politiske programmer eller højrøstede resolutioner, som efter deres vedtagelse på kongressen bliver arkiveret, sådan som det hidtil er sket. Vi har brug for konkrete foranstaltninger og derfor foreslår jeg følgende:

1. L'Humanité skal hver uge bringe en 2-spaltet rubrik om forholdene i kolonierne.

2. Propagandaen blandt de indfødte må forstærkes betydeligt. I de kolonilande, hvor der allerede er et kommunistisk parti tilsluttet Kommunistisk Internationale, må der hverves medlemmer i større målestok.

3. Kammerater fra kolonilandene må sendes til Østens Universitet i Moskva for at studere.

4. Der må træffes en aftale med Frankrigs faglige landsorganisation (CGT) om organiseringen af arbejderne fra kolonierne.

Partimedlemmerne må ofre kolonispørgsmålet mere opmærksomhed.

Disse spørgsmål bevæger sig helt inden for nationale rammer, men hvis Kommunistisk Internationale og de delegerede fra vort parti tilslutter sig dem, så vil Frankrigs Kommunistiske Parti på sin sjette kongres kunne meddele, at enhedsfronten mellem moderlandets og koloniernes arbejdermasser er blevet virkelighed.

Kammerater, som Lenins elever er vi forpligtet til at følge hans lære i behandlingen af koloniproblemet, ligesom i behandlingen af alle andre spørgsmål, og sætte al vor kraft og al vor energi ind i arbejdet for at omsætte hans lære i handling.

De franske kolonier omfatter et område på 10.241.510 kv.km med 55.571.000 indbyggere og ligger på 4 kontinenter. Trods racemæssige og klimatiske forskelle, trods forskellige vaner, traditioner såvel som forskellig social og økonomisk udvikling findes der to ting, der er fælles for dem alle, som gør dem ligestillede og som engang vil kunne bidrage til enhed i den fælles kamp:

1. Den økonomiske situation: I alle franske kolonier er industri og handel kun svagt udviklet, og flertallet af befolkningen arbejder i landbruget. 95% af denne befolkning er bønder.

2. I alle kolonierne bliver indbyggerne udbyttet på samme måde af den franske imperialistiske kapital.

Nu har jeg ikke den fornødne tid til rådighed for at kunne analysere bøndernes situation i hver enkelt koloni grundigt. Derfor vil jeg kun tage nogle eksempler for at give Dem en forestilling om bøndernes liv i kolonierne.

Jeg vil begynde med mit hjemland, med Indokina, da jeg naturligvis kender det bedre end de andre kolonilande.

Ved franskmændenes erobring af Indokina blev bønderne fordrevet fra deres landsbyer. Da de vendte tilbage efter kamphandlingernes afslutning, fandt de deres land fordelt mellem de kolonister, som var i den sejrrige armés følge.Det drejede sig om den jord, de indfødte havde dyrket i generationer. Men nu blev de annamitiske bønder livegne og tvunget til at dyrke deres egen jord for fremmede herrer.

Mange bønder kunne ikke tåle de ekstremt hårde arbejdsvilkår hos de nye jordbesiddere. De forlod deres oprindelige hjemsteder og drog rundt i landet. Franskmændene kaldte disse mennesker ”pirater” og forfulgte dem på enhver tænkelig måde. Kolonimyndighederne bosatte europæiske plantageejere i de røvede landområder, der skulle ofte blot et ord til for at få overdraget over 20-25.000 hektar land.

Men disse plantageejere tog ikke blot jorden i besiddelse uden betaling, myndighederne forsynede dem desuden med alt, hvad der var nødvendigt til udnyttelsen af disse landområder, først og fremmest arbejdskraft. Administrationen tillod dem at benytte fanger, der overhovedet ikke fik betaling for deres arbejdsindsats, eller kommunerne blev pålagt at forsyne dem med arbejdskraft.

Foruden disse hyæner og den skrupelløse koloniforvaltning må den katolske mission nævnes som den tredje part i dette forbund. Den var i stand til alene at tilrive sig en fjerdedel af den opdyrkede jord i Cochinkina. Hertil anvendte missionen de mest beskidte metoder. Missionen arbejdede sig frem ved hjælp af bestikkelse, bedrag og afpresning. Jeg vil forklare det lidt nærmere. F. eks. benyttede missionen sig af den dårlige høst til at låne bønderne penge med rismarkerne som sikkerhed. På grund af de alt for høje renter kunne bønderne i de fleste tilfælle ikke komme ud af deres gæld, og de måtte overlade missionen deres forgældede marker. En anden yndet metode til at skaffe sig jord, var at få fat i oplysninger, der kunne skade myndighederne. Sådanne oplysninger brugtes som afpresningsmiddel for at aftvinge forvaltningen, hvad missionen behøvede. Sammen med storkapitalisterne grundlagde missionen selskaber til udbytning af de plantager, som var blevet taget fra de indfødte uden nogen erstatning. Missionens håndlangere beklædte høje regeringsposter, så ingen kunne kræve deres intriger standset. Missionen veg end ikke tilbage for at bedrage de troende. Et af dens tricks bestod i at samle en skare fattige mennesker og overtale dem til at kræve uopdyrket jord af myndighederne. Til gengæld lovede missionen, at jorden ville blive fordelt mellem de fattige bønder, men naturligvis først, når den var blevet opdyrket. Men når så den første høst stod for døren, erklærede missionen jorden for sin ejendom, og de, der havde slidt for at gøre jorden frugtbar, blev jaget væk. Da beskytterne (katolske som ikke-katolske) havde taget så godt som alt fra de annamitiske bønder, lod de dem ikke engang arbejde i fred og ro på de ubetydelige små jordstykker, der var blevet tilovers. Kolonimyndighederne gennemførte en bedragerisk nyopdeling af jorden, for at kunne opkræve mere i skat af bønderne ved hjælp af et nyt spidsfindigt system, hvorefter skatteprocenterne yderligere kunne forhøjes næsten hvert år.

For nylig har annamitterne i højlandet mistet tusinder hektarer land. Myndighederne, som okkuperede det, satte dernæst bombemaskiner ind for at kvæle oprørsspirerne hos ofrene.

De ruinerede og fordrevne bønder, der også var gjort retsløse, gav dog ikke op. De fandt altid igen midler og veje til at komme i besiddelse af jomfruelig jord. Men så snart de havde fået den opdyrket, blev den beslaglagt af administrationen, og hvis bønderne stadig ville beholde den, måtte de erhverve den til priser, der blev fastsat af den samme administration. Dersom de ikke kunne betale, blev de jaget bort uden medlidenhed.

Skønt landet sidste år hjemsøgtes af oversvømmelser, forhøjede myndighederne jordskatten med 30%. Foruden disse jordskatter, der allerede bringer mange til tiggerstaven, må bønderne udføre hoveriarbejde, betale valg- og saltskat, købe statsobligationer, give penge til velgørenhedsfonds, undertegne kontrakter til skade for dem selv og meget andet.

I Algeriet, Tunesien og Marokko har den franske kapitalisme ført den samme røveriske udbytningspolitik. De bedst overrislede landområder blev selvfølgelig forbeholdt franskmændene. De indfødte blev trængt tilbage til tørre egne eller til områder i nærheden af bjergene. Derefter opdelte financieringsselskaber, profitmagere og høje regeringsfunktionærer jorden i disse kolonier mellem sig.

Ved mere eller mindre dunkle transaktioner har bankerne i Algeriet og Tunesien i 1914, med en kapitalindsats på 25 mill. frcs., opnået en profit på 12.258.000 frcs. Marokkos bank fik i 1921 med en kapitalindsats på 15.400.000 frcs. en gevinst på 1.753.000 frcs.

Det franske ”Algerien-Gesellschaft” har taget 324.000 hektar af den bedste jord i sin besiddelse, mens det algierske ”Allgemeine Gesellschaft” har erhvervet 100.000 hektar. Endelig har et privat selskab skaffet sig 50.000 hektar skovområder uden at betale en øre for det, og ”Capziere Phosphat-und Eisenbahngesellschaft” skaffede sig 50.000 hektar mineralrige områder. Endvidere erhvervede det forkøbsretten til 20.000 hektar jord, der grænsede op til dets besiddelser.

En tidligere fransk deputeret har anlagt en plantage på 1.125 hektar. På dette areal er der miner, hvis værdi anslås til 10 mill. frcs. og giver en årlig indtægt på 4 mill. frcs. Men de indfødte, de egentlige ejere af minerne, får årligt kun 1/10 frcs. pr. hektar.

I de fleste af disse lande har den franske kolonialisme afskaffet den kollektive ejendomsret og i stedet indført privat ejendomsret. Endvidere har den afskaffet alle mindre landejendomme til fordel for plantagernes store ejendomme, hvorved de indfødte bønder mistede 5 mill. hektar af deres bedste jord.

På 15 år blev de kabylske-bønder frarøvet 192.090 hektar. Fra 1913 fratog man årligt de marokkanske bønder 12.000 hektar dyrket jord. Da Frankrig hørte til sejrherrerne i den ”retfærdige” krig, er dette tal endda steget til 14.540. I øjeblikket er der kun 1.070 franskmænd i Marokko, men 500.000 hektar jord er i deres besiddelse.

Ligesom deres brødre i Annam lever bønderne i Afrika også i elendighed med overarbejde evig og altid og uudholdeligt høje skatter. Deres lidelser og nød er ubeskrivelig. På grund af hungeren er de nødt til at leve af vilde planter og græsser eller rådden ris, og som følge heraf bliver de angrebet af tyfus og tuberkulose i uhyggeligt omfang. Selv i gode høstår ser man ofte bønder, der slås med hundene om affald.

I magre år ser man bønder, der er døde af sult, overalt på marker og veje.

I Vestafrika og i Fransk Ækvatorial-Afrika er bøndernes forhold endnu mere fortvivlede. Disse kolonier er i hænderne på omkring 40 selskaber, som med, umætteligt begær har taget alt i deres besiddelse: jorden, jordens rigdomme og endog de indfødtes liv. De indfødte har for evigt mistet retten til. at arbejde for sig selv, og er tvunget til at arbejde for selskaberne hele tiden, og kun for selskaberne. For at tvinge dem til at arbejde gratis, bruger selskaberne de mest grusomme tvangsmetoder. Alle landbrug og marker bliver konfiskeret. Kun de, der går med til at drive det landbrug, selskaberne kræver, får lov til at have nogle bittesmå jordlodder, Folket lider af alle slags sygdomme på grund af underernæring, og dødeligheden, især blandt børnene, er usædvanlig høj.

De gamle, kvinderne og børnene bliver gjort til tjenestefolk. De indlogeres i små hytter og bliver dårligt behandlet, slået, utilstrækkeligt ernæret og somme tider også dræbt. I mange områder holder koloniherrerne ligeså mange tjenere som arbejdere, for at de sidste ikke skal kunne flygte. Plantagerne må ikke lide tab, derfor må de indfødte ikke arbejde på deres egne bittesmå jordstykker på de rigtige tidspunkter. De opnår derfor et betydeligt ringere høstudbytte, og sult og epidemier decimerer befolkningen i uhyggelig grad.

De få stammer, der er flygtet ind i skovene for kolonialisterne og således undgår koloniherrernes umiddelbare udbytning, lever som dyr af rødder og blade, og mens de hvide herrer ødelægger deres landsbyer og marker, dør de som følge af de usunde leveforhold af malaria og andre sygdomme. Af disse korte uddrag fra en koloniofficers dagbogsnotater, fremgår det vel tydeligt, hvad bønderne i kolonierne må lide.

”Overfald på landsbyen Colover.

Overfald på Fan-stammen. Landsbyer og haver ødelagt.

Overfald på landsbyen Becanit. Landsbyen nedbrændt, 3000 banantræer fældet.

Overfald på landsbyen Kwa. Landsbyen fuldkommen ødelagt, haver og marker totalt raseret.

Overfald på landsbyen Abimaphan, alle huse nedbrændt, haver og gårde ødelagt.

Overfald på landsbyen Examphami. Landsbyen ødelagt, alle bebyggelser langs Bom-flodens bred nedbrændt."

Også i de øvrige afrikanske kolonier under italiensk, spansk, britisk og portugisisk herredømme hærger et sådant system baseret på de samme røveri- og tilintetgørelsesmetoder. I Belgisk Kongo var der i 1891 en befolkning på 25 mill., i 1911 var den reduceret til 8,5 mill.! Hereroerne og Cama-stammerne i de tidligere tyske kolonier blev helt udryddet. Ialt blev 80.000 dræbt under det tyske herredømme, derefter endnu 15.000 under ”pacificeringskampagnen” i 1914. I 1894 androg befolkningen i Fransk Kongo 20.000 mennesker, i 1911 kun 9.700. Alene en provins havde i 1910 10.000 indbyggere, men 8 år senere kun 1.080. I en anden provins med 40.000 sorte indbyggere sank tallet på kun 2 år til 20.000, og i de følgende 6 måneder blev endnu 6.000 mennesker dræbt eller gjort til invalider.

I løbet af 15 år blev de tætbefolkede områder langs floderne plyndret og i ordets sandeste betydning gjort til ørken. I de udplyndrede oaser og landsbyer stødte man ved hvert skridt på befolkningens afblegede knogler.

Men for de overlevende blev tilværelsen et helvede. Bønderne mistede den sidste stump jord, som selskaberne hidtil havde ladet dem beholde, kvægavlerne mistede deres kvæg, og håndværkerne måtte ikke mere udføre deres arbejde. Metabélérne f. eks., som oprindeligt havde været kvægavlere og efter briternes opgivelser havde ejet 200.000 stykker kvæg, havde efter blot 2 års britisk herredømme kun 40.900 dyr. Hereroerne, der oprindeligt havde 90.000 stykker kvæg, mistede i løbet af 12 års tysk koloniherredømme halvdelen, nemlig 45.000. Lignende tilfælde er talrige i alle de sorte lande, som kom i kontakt med de hvides civilisation.

Til slut vil jeg gerne citere den afrikanske skribent og forfatter til ”Batuala”, René Maran. Han skrev:

”Ækvatorial-Afrika var engang et tætbefolket område med utallige gummitræer. Overalt var der haver og gårde med masser af fjerkræ og geder. Men efter kun syv år eksisterede det ikke mere. Landsbyerne lå i ruiner, haverne og markerne var lagt øde, fjerkræ og geder slagtet. Indbyggerne sygnede hen, da de måtte arbejde over evne uden løn. De fik ikke længere lov til at passe deres egne marker. Sygdomme brød ud, sulten tog til overalt, og dødeligheden steg voldsomt. Desuden skal man ikke glemme, at netop disse mennesker hørte til en udpræget kraftig og sund stamme, der var fuld af kampvilje. Nu findes der intet mere der, som fortjener navnet civilisation.”

For at afrunde dette uhyggelige billede vil jeg til slut tilføje endnu et punkt. De franske kapitalister har aldrig tøvet med at prisgive den ene koloni efter den anden til hunger, hvis de kunne få fordel af det. Mange steder, f. eks. i Reunion, Algeriet, Madagaskar og andre steder, er det ikke længere tilladt de indfødte at dyrke korn. De skal gå over til at dyrke produkter, som koloniherrerne har brug for, som råstoffer i den franske industri. Naturligvis afkaster disse produkter også højere gevinst for plantageejerne. Denne omstændighed medførte, at leveomkostningerne i kolonierne steg, hvilket igen betød hungersnød for de ubemidlede indfødte.

Men når sulten i kolonierne tager til, så vokser også hadet. De indfødte bønder er beredt til opstand, og mange steder har de også allerede rejst sig flere gange, men deres opstande er alle blevet druknet i blod. Når bønderne endnu i almindelighed er passive og tilbageholdende, skyldes det kun manglende ledelse og organisation. Den Kommunistiske Internationale må hjælpe dem til revolution og befrielse.

(Oversat fra Ho Chi Minh: ”Revolution”, Piper & Co., Frankfurt 1968.)

[1] D.Z.Manuilsky (1883-1959). Præsidiemedlem i Komintern fra 1924. Han talte på den 5. kongres om det nationale og det koloniale spørgsmål.

[2] Frankrigs kommunistiske Partis 3. kongres blev afholdt i Lyon. Ved den lejlighed dominerede kravet om en styrkelse af partiet og udelukkelse af partifjendtlige elementer over interne ideologiske diskussioner.

[3] Betegnelsen for Vietnam i feudaltiden.

[4] Disse tropper var tvangs-rekrutteret og bestod af soldater fra forskellige kolonier. De var udelukkende beregnet til undertrykkelse af revolutionære bevægelser i kolonierne og i selve moderlandet. (F.eks. blev der sat tonkinesere ind imod rebeller, da der udbrød et ikke ufarligt mytteri blandt de franske soldater, da en af den uduelige general Nivelles offensiver slog fejl. Hærledelsen kunne stole på at vietnameserne ville skyde på franskmænd, hvad man muligvis ikke havde kunnet få franske tropper til.)

[5] Under den 1. verdenskrig havde den zaristiske regering sendt et ekspeditionskorps til Frankrig. I 1917 sluttede soldaterne sig til de russiske revolutionære og ville ikke længere stå i de borgerliges tjeneste. De dannede sovjetter og forlangte at blive trukket tilbage til Rusland. Da den overkommando frygtede at russernes revolutionære ideer skulle brede sig til den franske hær, blev russerne interneret i Lacourtine. De var omgivet af pigtrådsspærringer og bevogtet af senegalesere og tuareger. På denne måde blev det russiske korps afvæbnet.

Vignet