INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Hvad er klassekamp?

I den første af sine fire artikler mod "Kommunistisk ORIENTERING" bragte GNISTAN (organ for det svenske Kommunistiska forbundet marxist-leninisterna) bl.a. følgende uddrag af en artikel i K.O. nr. 7, 21/3 1968:

"Skal vi stræbe efter at lede arbejderklassen i kampen for højere løn, for kortere arbejdstid,mobilisere den til at kræve flere borgerlige 'sociale goder', flere fritidsgoder, der tilfredsstiller dens borgerlige behov for tidsfordriv?

----

Bør vi ikke åbent sige, at hele denne kamp for opfyldelsen af borgerlige behov leder arbejderklassen direkte bort fra socialistisk tankegang? At den faglige aktivitet på snylterstatens nuværende udviklingstrin er direkte til skade for kampen for socialismen?"

(Vi vil gerne med det samme bede læserne lægge nøje mærke til udtrykket "på snylterstatens nuværende udviklingstrin", således at de ikke forfalder til at tro, at vi generelt, af princip er af den opfattelse, at kamp for økonomiske krav er til skade for kampen for socialismen.)

GNISTAN erklærer efter dette citat fra K.O., at disse spørgsmål fra vor side viser, at vores tankegang er i direkte modstrid med Lenins og Mao Tse-tungs principper for studiet af objektive kendsgerninger. Efter derefter at have omtalt "en. del småborgerlige og politisk umodne elementer inden for den marxistisk-leninistiske bevægelse i Sverige", skriver GNISTAN, at efter disse folks mening skal også i Sverige følgelig "ethvert forsøg på at udløse, organisere og lede arbejderklassens økonomiske kamp mod monopolkapitalen - der er en uadskillelig del af proletariatets klassekamp - brændemærkes som 'direkte skadelig' for socialismens sag".

GNISTAN vender senere tilbage til problemet klassekamp og skriver i sin 3. artikel imod os bl.a.:

"... gennem at bestride, at arbejderklassens økonomiske kamp er en uadskillelig del af dens klassekamp mod bourgeoisiet, bliver de objektivt bourgeoisiets medhjælpere i kampen mod arbejderklassen, ..."

Endelig skriver GNISTAN i sin sidste artikel mod K.O, at det er "afgørende" for løsningen af den opgave at vække socialistisk bevidsthed hos arbejderne, at

"... marxister-leninisterne tager aktiv del i arbejderklassens interessekamp. Kun således kan vi vinde arbejdernes tillid og nedbryde den indflydelse, som borgerklassens agenter har blandt dem. Kun således får vi den socialistiske teori ud blandt arbejdermasserne og overbeviser dem om socialismens nødvendighed."

(Uden iøvrigt på nuværende tidspunkt at ville begive os ud i en polemik mod det svenske KFMLs nyskabte danske navnebroder skal vi lige bemærke, at sidstnævnte organisation i det seneste nummer af sit organ "Kommunist" i en artikel vendt mod "bestikkelses-teorien" bl.a. skriver:

"... kæmpe for flere sociale goder, for kortere arbejdstid og så videre, kort sagt: at føre klassekamp.."

og senere:

"... arbejderklassens og den socialistiske verdensbevægelses kamp for at sikre, bevare og - med skiftende held - udvide de sociale goder eller med andre ord: KLASSEKAMPENS RESULTATER,..."

De to organisationer er altså ikke blot navnebrødre, men også åndsfrænder.)

 

Hvad er klassekamp?

Vores svar på dette grundlæggende spørgsmål vil uundgåeligt komme til at indeholde en del ting, som vi har sagt før. Men da GNISTAN-folkene tydeligt nok endnu ikke har læst, hvad vi tidligere har skrevet, og da det åbne angreb på os har skaffet os en del nye læsere - ikke mindst i Sverige - tøver vi ikke med endnu engang at bringe nogle udtalelser fra marxismens førstemand om dette kardinalpunkt.

Bernstein spurgte i 1879 Engels, om denne kunne skaffe ham en artikel om den engelske arbejderklasses kamp. Engels svarede, at det kunne han ikke, men det skulle Bernstein ikke være ked af, for der foregik faktisk ikke nogen kamp, der var omtale værd. Engels skrev:

"I en årrække nu har den engelske arbejderbevægelse håbløst beskrevet en snæver cirkel af strejker for højere løn og kortere arbejdstid, men ikke som et redskab eller middel til propaganda og organisation, men som det endelige mål. ... Man kan her kun tale om en arbejderbevægelse, for så vidt der foregår strejker her, der - hvad enten de vindes eller ej - ikke fører bevægelsen eet skridt videre." (Selected Correspondance, Moskva, s. 320)

To ting er her afgørende:

For det første: Økonomiske strejker - for højere løn og kortere arbejdstid - kan have betydning, hvis de benyttes som redskab eller middel til propaganda og organisation. Det er ikke det, GNISTAN-folkene vil. De vil "udløse" og "organisere" selve den økonomiske kamp for derigennem at vinde arbejdernes tillid. De vil ikke benytte arbejdernes spontane strejker for økonomiske mål til at organisere arbejderklassen med henblik på den revolutionære kamp. De vil lede selve den økonomiske kamp, idet de håber, at arbejderne så vil lytte, når de taler politik til dem.

For det andet: Hvad enten den slags økonomiske strejker, som Engels taler om, vindes eller tabes, fører de ikke bevægelsen eet skridt fremad. Der er set fra et politisk synspunkt intet værdifuldt ved dem. Altså er disse økonomiske kampe ikke en del af klassekampen.

Lenin skrev om klassekamp og dette ords betydning i et af sine tidligste værker: "Vor umiddelbare opgave" fra 1899:

"Vi er alle enige om, at vor opgave er organisering af proletariatets klassekamp. Men hvad er denne klassekamp for noget? Når arbejderne i en enkelt fabrik eller en enkelt industrigren går i kamp mod deres arbejdsgiver eller arbejdsgivere, er dette så klassekamp? Nej, det er kun den spæde kim til den."

Det er ikke klassekamp, når arbejderne på en virksomhed eller i et fag kæmper for kortere arbejdstid eller højere løn, og det kan derfor ikke generelt siges, at kortere arbejdstid eller højere løn altid er resultat af klassekamp. Denne økonomiske kamp er en "spæd kim" til klassekamp. Dette betyder ikke, at der ud af enhver sådan "spæd kim" naturnødvendigt vokser en klassekamp. Vi har - i det netop anførte citat - Engels' ord for, at arbejdere i årtier kan udfolde sådanne "spæde kim", uden at det har eller får det bitterste med klassekamp at gøre.

Den økonomiske kamp - denne "spæde kim" - udvikler sig under bestemte omstændigheder til klassekamp, hvilket vil sige, at kampen ændrer karakter. Men dette sker ikke automatisk. Den "spæde kim" er først og fremmest en "kim" set i det historiske perspektiv - en begyndende fase i proletariatets historie, i den i det lange løb uundgåelige udvikling, som proletariatet gennemløber fra sin fødsel til den dag, den tager magten fra bourgeoisiet. Denne udvikling er beskrevet i Det Kommunistiske Manifest.

Lenin fortsætter i den nævnte artikel:

"Arbejdernes kamp bliver først klassekamp, når alle de mest fremtrædende repræsentanter for hele arbejderklassen i hele landet er sig selv bevidste som en enkelt arbejderklasse og iværksætter en kamp, der er rettet ikke mod enkelte arbejdsgivere, men mod hele klassen af kapitalister og mod den regering, der støtter denne klasse."

I Danmark ophøjede regeringen i 1956 et af arbejderne forkastet mæglingsforslag til lov. Arbejdere landet over svarede med strejker, der både var vendt mod arbejdsgiverne som helhed og mod regeringens diktat i deres interesse. Var dette da klassekamp? Nej, det var det ikke. Det var en kamp, der tog sigte på at tvinge arbejdsgiverne til at give bedre betaling for arbejdskraften og på at tvinge regeringen til ikke at bistå arbejdsgiverne med at sige nej til dette krav. Kampen var i den forstand "politisk", at den også var rettet mod regeringens politik - men den var ikke politisk i den forstand, at den var rettet mod regeringen i dens egenskab af kapitalistklassens organ. Kampen forsøgte at tvinge regeringen til at ændre "politik", den tog ikke sigte på at ændre den omstændighed, at kapitalistklassen har magten i samfundet og derfor også har en regering siddende. Og så er det ikke klassekamp. Det er kun klassekamp, når kampens mål er magten i samfundet. Hør blot Lenin videre, stadig i samme artikel:

"Kun når den enkelte arbejder indser, at han er medlem af hele arbejderklassen, kun når han anerkender den kendsgerning, at hans lille daglige kamp mod enkelte arbejdsgivere og enkelte embedsmand er en kamp mod hele bourgeoisiet og hele regeringen, bliver hans kamp klassekamp. 'Enhver klassekamp er en politisk kamp' – disse berømte ord fra Marx må ikke forstås således, at enhver kamp fra arbejderes side mod arbejdsgivere altid nødvendigvis er en politisk kamp. De må forstås således, at arbejdernes kamp mod kapitalisterne uvægerligt bliver en politisk kamp, for så vidt den bliver en klassekamp."

Kampen skal blive til klassekamp - til kamp om magten i samfundet - før den bliver politisk. Omvendt skal kampen være politisk - dreje sig om magten i samfundet - før den bliver klassekamp. Enhver klassekamp er en politisk kamp, siger Marx. Enhver politisk kamp er klassekamp, siger Engels. Klassekamp og politisk kamp i socialistisk betydning - den ene klasses kamp mod den anden om magten i samfundet - er een og samme ting.

Kamp for højere løn, kortere arbejdstid, længere ferie, bedre arbejdsforhold o.s.v. kan a1drig blive en politisk kamp, kan aldrig i sig selv blive klassekamp. Lenin hamrede i "Hvad må der gøres?" fast med syvtommersøm, at det er det argeste sludder at ville "give selve den økonomiske kamp en politisk karakter". Derimod kan den økonomiske kamp - under bestemte betingelser - hæves op til at blive en politisk kamp. Lenin skrev:

"Hvori består da socialdemokraternes rolle, om ikke i at være 'ånden', der svæver over den spontane bevægelse, men også hæver denne sidste op til 'sit program'? Dog vel ikke i at traske afsted som bevægelsens hale: i bedste fald er dette til ingen nytte for bevægelsen, i værste - meget, meget skadeligt." (Udvalgte værker, bind 2. s.70-71)

Vi har tidligere bragt Lenins ord om forholdet mellem reformer og revolution, men gentager også dem her:

"... at udføre al propaganda og agitation ud fra revolutionssynspunktet set i modsætning til reformer, idet man systematisk, både teoretisk og praktisk, på ethvert trin af parlamentarisk, faglig, kooperativ og anden aktivitet forklarer masserne, at de er diametralt modsatte. Under ingen omstændigheder (undtagen i særlige tilfælde, som en undtagelse) at afstå fra at gøre brug af det parlamentariske system og alle det borgerlige demokratis 'friheder', ikke at forkaste reformer, men at betragte dem kun som biprodukt af den revolutionære klassekamp." ("Tredje Internationales opgaver, 1919)

De sidste ord - at betragte reformer kun som et biprodukt af den revolutionære klassekamp - må ikke forstås således, at alle reformer, der faktisk gennemføres efter krav fra arbejdernes side, kan betragtes som biprodukter af den revolutionære klassekamp. Man kan ikke af den kendsgerning, at vi i Danmark og Sverige har fået mange reformer, slutte sig til, at vi har oplevet megen revolutionær klassekamp.' Lenins ord må forstås således, at kommunister aldrig må gøre kampen for reformer - højere løn, kortere arbejdstid o.s.v. - til deres mål. Disse ting er arbejderklassens spontane mål i kampen mod bourgeoisiet - de er aldrig kommunisternes, de bevidste revolutionæres mål. Hvis og når arbejderklassen spontant begynder en kamp for sådanne mål, er det kommunisternes opgave - når dette er muligt - at hæve denne spontane kamp op til en kamp for et andet mål, klassekampens mål. Herunder må de, som Lenin fremhæver det i det netop anførte citat, forklare masserne, at revolution og reformer er to diametralt modsatte ting. "Reformer er indrømmelser, der opnås fra en herskende klasse, der bevarer sit herredømme. Revolution er omstyrtelsen af den herskende klasse."

Refonner kan imidlertid udmærket være biprodukter af en revolutionær klassekamp. Lenin påviser ved flere lejligheder at de politiske strejker under den russiske revolution i 1905 bragte arbejderne reformer, som de næppe havde opnået, dersom deres kamp ikke havde været klassekamp, politisk kamp. Lenin understregede imidlertid også, at den revolutionære kun byder reformerne velkommen, hvis de tjener til at styrke det politiske angreb, men at den revolutionære på den anden side aldrig må glemme, at fjenden ofte opgiver en enkelt position for at vildlede og svække den angribende arbejderklasse!

Det har aldrig været revolutionære kommunisters opgave at opildne arbejderne til at kæmpe for reformkrav. Det kan aldrig i vore dages snylterstater være revolutionære kommunisters opgave i deres programmer at opstille reformkrav på arbejderklassens vegne og derefter sætte kræfterne ind på at formå arbejderne til at acceptere disse krav og slås for deres gennemførelse. Det er ikke desto mindre netop, hvad GNISTAN-folkene vil gøre.

Kommunistiska forbundet marxist-leninisterna rejser i sit handlingsprogram kravet om 36 timers arbejdsuge, og det svenske foretagendes frænder i Danmark og det øvrige Vesteuropa rejser tilsvarende krav. Man forestiller sig hermed, at arbejderne vil indse, at her har de langt om længe deres sande venner, og at de vil få så megen tillid til disse "revolutionære", at de vil følge dem, når de snakker om socialismens nødvendighed.

Det fremgår desværre ikke af handlingsprogrammet eller af GNISTANs artikler, hvornår arbejderklassen takket være denne indsats fra KFMLs side vil blive overbevist om socialismens nødvendighed og gennemføre den proletariske revolution. Måske vil det ske, allerede mens arbejderne under KFMLs ledelse slås bravt for 36 timers arbejdsuge (som samme KFML jo ved at rejse kravet har fremstillet som en under kapitalismen opnåelig ting!), måske vil arbejderne først blive helt overbevist om den uopsættelige nødvendighed af at gribe til våben og omstyrte kapitalistklassen, når denne klasse og dens samfund har tilstået dem 36 timers arbejdsuge med fuld lønudligning?

GNISTAN-folkene betragter ikke reformer som et biprodukt af den revolutionære klassekamp. De betragter tværtimod den revolutionære kamp og dermed selve revolutionen som et biprodukt af de økonomiske kampe, som de såkaldte revolutionære marxister-leninister "udløser" i arbejderklassen til gennemførelse af krav, som selvsamme marxister-leninister har formuleret i deres programmer.

GNISTAN-folkene og deres fæller Vesteuropa over har aldrig begrebet Lenins ord i "Vort program" fra 1899:

"(Marxismen) klarlagde et revolutionært socialistisk partis virkelige opgave: ikke at udarbejde planer for omformning af samfundet, ikke at prædike for kapitalisterne og deres følgesvende om at forbedre arbejdernes lod, ikke at udklække sanmensværgelser, men at organisere proletariatets klassekamp, hvis endemål er proletariatets erobring af politisk magt og organisering af et socialistisk samfund."

"Det kan for os ikke dreje sig om en forandring af privatejendommen", skrev Marx og Engels i 'Henvendelse fra centralledelsen til forbundet, marts 1850', "men kun om dens tilintetgørelse, ikke om en tilsløring af klassemodsætningerne, men om klassernes ophævelse, ikke om en forbedring af det bestående samfund, men om grundlæggelsen af et nyt." I samme 'Henvendelse' brændemærkedes de tyske demokratiske småborgeres program for arbejderklassen, der ifølge Marx og Engels gik ud på, at "arbejderne skal have bedre løn og en sikker eksistens, ... og de (småborgerne) håber at kunne bestikke arbejderne med mere eller mindre skjulte almisser og bryde deres revolutionære kraft ved at gøre deres stilling momentant tålelig."

Revolutionære kommunister forsøger ikke at vinde arbejderne over til sig, over til revolutionen, ved at formulere endnu større økonomiske krav, end arbejderne selv gør det, om en "forbedring af arbejdernes kår" under kapitalismen.

For at vinde arbejderne over må de følge Lenins anvisninger i "Brev til de tyske kommunister" fra 1921, hvori han netop taler om denne "vinden over" og skriver:

"Lad os træffe mere dybtgående og omhyggelige forberedelser til den; lad os ikke tillade en eneste alvorlig lejlighed at gå fra os, når bourgeoisiet tvinger proletariatet til at påbegynde en kamp; lad os lære på rette måde at fastslå det øjeblik, da proletariatets masser ikke kan andet end rejse sig sammen med os."

Det er selve det kapitalistiske system, der på et eller andet tidspunkt fører til den situation, da "bourgeoisiet tvinger proletariatet til at påbegynde en kamp". Og netop kun fordi, det forholder sig sådan, er det realistisk at sige, at det er muligt for revolutionære kommunister at "lære" at fastslå det øjeblik, da proletariatets masser ikke har anden udvej end at rejse sig sammen med disse kommunister i den socialistiske revolution.