INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Hvordan ser der ud i Vesteuropa?

[Kommunistisk Orientering, 6. årgang, nr. 7, særnummer, maj 1969, s. 1-8]

En kammeratlig diskussion og meningsudveksling om situationen i den imperialistiske verden er ved at blive en uafviselig nødvendighed i den kommunistiske verdensbevægelse.

Den store debat i årene 1962-64 var en debat mellem moderne revisionister og marxister om grundprincipper i den videnskabelige socialisme og i revolutionær kamp. Den var i sit væsen en kamp mellem fjenden og os. Den diskussion, der nu trænger sig på, er en diskussion inden for de partier og grupper, der stod på marxismens side i den store debat, og som for størstepartens vedkommende netop er blevet til som direkte resultat af denne store debat. Det drejer sig altså om en meningsudveksling "inden for folket", og som en sådan bør den betragtes og behandles.

Den store debat i 1962-64, der førtes under Kinas kommunistiske Partis og formand Maos ubestridte ideologiske lederskab, gav klarhed over, at Sovjetunionens parti- og statsledelse ikke førte en socialistisk politik, men at den indadtil var i gang med en kapitalistisk genrejsning og udadtil førte en nykolonialistisk og imperialistisk stormagtspolitik.

Debatten førte til klarhed over, at ledelserne i de "gamle" kommunistiske partier, bl.a. i Vesteuropa, hvor de alle som eet fulgte Hrustjov og alle hans handlinger, var politisk-ideologisk rådne til marven, og at disse partier intet havde med ægte revolutionære partier at skaffe.

Denne store debat førte her i Vesteuropa som andre steder til dannelse af nye partier og grupper, der satte sig som mål at opbygge ægte revolutionære partier.

Imidlertid gik diskussionerne om den moderne revisionismes natur og oprindelsesgrundlag dermed i stå!

På en måde kan man sige, at den store proletariske kulturrevolution i det socialistiske Kina er en fortsættelse i praktisk politik af den store debat - og på dette felt blev den ført igennem og har i det grundlæggende løst problemet om, hvorvidt Kina skulle følge den moderne revisionisme på den kapitalistiske vej eller skulle fortsætte kampen for socialismens opbygning og endelige sejr.

Der har forskellige steder været ydet bidrag til en videreførelse af diskussionerne om revisionismens rødder i de vesteuropæiske partier, men en samlet og grundig debat - der ikke lader sig føre igennem uden medvirken fra Kinas kommunistiske Partis side - om de dybestliggende årsager til, at samtlige vesteuropæiske partier uden tøven og uden større indre brydninger fulgte Hrustjov på og efter den 20. kongres i 1956, har vi endnu ikke haft.

Netop denne omstændighed - at der ikke gennem diskussion og fælles studier er skabt klarhed over de grundlæggende årsager til den moderne revisionismes opståen og sejr i de vesteuropæiske partier - netop denne omstændighed er efter vor mening en væsentlig årsag til den uenighed, der for tiden råder om, hvordan der egentlig ser ud i Vesteuropas fuldt udviklede kapitalistiske lande.

3 stjerner

Klarhed over, hvorfor disse gamle "kommunistiske" partier fulgte den moderne revisionisme er en uundværlig og nødvendig forudsætning for en virkelig ny opbygning af partier, der vil kunne lede arbejderklassen og det arbejdende folk i en socialistisk revolution og socialistisk opbygning.

Hvis vi ikke i de nye partier og grupper når til en sådan klarhed over de grundlæggende årsager til de gamle partiers udskridning - hvis vi ikke, generelt, har svaret på spørgsmålet "Hvorfor fulgte de Hrustjov?" eller på spørgsmålet "I hvor høj grad fulgte de nogensinde Lenin?" - har vi ingen mulighed for at vide, hvordan vi skal opbygge de nye partier, eller hvordan de skal arbejde.

Samtidig kan vi ikke dybtgående vurdere de gamle partier, hvis vi ikke studerer og vurderer den virkelighed, hvori de virkede, og som de var en del af, tyverne, trediverne, fyrrerne og halvtredserne igennem. En del af vurderingen af de gamle partier må være en vurdering af den objektive virkelighed og af den beskrivelse, som disse partier gav af den, og af den politik, som de udmøntede på grundlag af deres egen beskrivelse af virkeligheden.

Det vil ikke være muligt for nye partier og grupper i Vesteuropa at klarlægge, hvilken politik de skal føre i dag og i morgen uden et sådant studium af i går og i forgårs.

Derfor ligger det i virkeligheden sådan, at den omstændighed, at diskussionen om revisionismens dybestliggende samfundsmæssige rødder til en vis grad gik i stå, er ensbetydende med, at der ikke efter den store debat i 1962-64 er ført nogen virkelig diskussion eller debat om, hvordan den vesteuropæiske objektive virkelighed så ud og ser ud.

3 stjerner

Vi påpegede fra Kommunistisk Arbejdskreds' side allerede i foråret 1967 nødvendigheden af en kammeratlig meningsudveksling i den kommunistiske verdensbevægelse om situationen i Vesteuropa og vurderingen af den. Det skete i en intern skrivelse til alle de partier og grupper - gamle såvel som nye - som vi havde mulighed for at henvende os til. Vi gentog denne opfordring i et brev til "kammerater i Vesteuropa" i oktober samme år, og vi sendte kopier af dette brev til partier og grupper uden for vor del af verden.

Vi er stadig af den opfattelse, at dersom revolutionære partier og grupper i Vesteuropa ikke når til klarhed over, hvordan der ser ud i denne del af verden, dersom de ikke når til klarhed over perspektiverne for den proletariske revolution i Vesteuropas fuldt udviklede kapitalistiske lande - da kan de ikke føre en rigtig politik, da vil det ikke være muligt at opbygge dem til ægte revolutionære partier.

Det er ligeledes stadig vor opfattelse, at en sådan klarhed kun kan nås gennem diskussioner og meningsudvekslinger på den ene eller den anden måde.

Vi håbede i 1967, at vore skrivelser ville føre til sådanne meningsudvekslinger. Det gjorde de ikke. Kun en enkelt organisation sendte os et brev, der i realiteten ikke var noget svar. (En anden or-ganisation, det svenske KFML, "svarede" som bekendt på opfordringerne til en kammeratlig drøftelse med offentligt at betegne os som lakajer for monopolkapital og imperialisme.)

Et af de uundgåelige resultater a£ den manglende fælles klarhed over grundtrækkene i den nuværende vesteuropæiske objektive virkelighed er den ustandselige opsplitning af de allerede eksisterende partier og grupper og den kendsgerning, at der i de fleste vesteuropæiske lande i dag eksisterer en række organisationer med indbyrdes modstridende opfattelser af den objektive virkelighed og af den politik, der skal føres.

ALLE DISSE NYE PARTIER OG GRUPPER ER OPSTÅET OG OPSTÅR STADIG UNDER DEN IDEOLOGISK-POLITISKE KAMP MOD DEN MODERNE REVISIONISME, FOR SKABELSEN AF ÆGTE MARXISTISKE PARTIER. ALLE DISSE NYE PARTIER OG GRUPPER HYLDER KINAS KONSOLIDERING AF PROLETARIATETS DIKTATUR GENNEM DEN STORE PROLETARISKE KULTUR^ REVOLUTION, OG DE BETRAGTER ALLE DET SOCIALISTISKE KINA SOM VERDENSREVOLUTIONENS BASE. ALLE DISSE PARTIER OG GRUPPER ERKLÆRER, AT DE STÅR PÅ MARXISMEN-LENINISMEN-MAO TSE-TUNGS TÆNKNINGS FASTE GRUND!

Alligevel hersker der en sådan organisatorisk splittelse i land efter land og en sådan uenighed om vurderingen af den objektive situation i de fuldt udviklede kapitalistiske lande i Vesteuropa.

Kammerat Lin Piaos beretning på Kinas kommunistiske Partis niende kongres i april opsummerede en del af erfaringerne fra kampen mod den moderne revisionisme inden for Kinas egne fire vægge og afstak vejen til i fremtiden at sætte proletarisk politik i højsædet, til at udrydde borgerlig og småborgerlig tankegang, udbrede marxismens materialistiske verdensanskuelse og dialektiske metode blandt det kinesiske folks brede masser og forhindre en kapitalistisk genrejsning.

Kammerat Lin Piaos beretning gav bl.a. også en vurdering af den øjeblikkelige situation i Vesteuropa og i den vesteuropæiske arbejderklasse. Denne vurdering, der blev stadfæster af den niende kongres, gør den diskussion og meningsudveksling, som vi længe har anset for nødvendig, absolut uafviselig.

Revolutionære partier og grupper må nødvendigvis tilrettelægge deres politik - udarbejde deres paroler, føre deres propaganda og agitation, opbygge deres organisatoriske styrke - på grundlag af en beskrivelse og en vurdering af den objektive virkelighed, af klassekræfterne og deres indbyrdes forhold, af både reaktionens og revolutionens subjektive kræfter i deres respektive lande, i hele Vesteuropa, i hele verden! Ellers kan de ikke føre politik. Hvis deres beskrivelse og deres vurdering er forkert, vil de føre en forkert politik. Hvis de mange partier og grupper har hver sin beskrivelse og hver sin vurdering af både de enkelte lande og Vesteuropa som helhed og af hele verden, vil de føre hver sin politik, ikke bare i deres egne lande men med hensyn til Vesteuropa (NATO, EEC, EFTA o.s.v.) som helhed. Dette kan kun have een virkning: En svækkelse af formeringen af revolutionære kræfter i disse lande.

Når Kinas konmunistiske Partis niende kongres under formand Maos forsæde fremlægger sin opfattelse af den øjeblikkelige situation i Vesteuropa, må alle revolutionære, alle partier og grupper, alvorligt og grundigt overveje og efterprøve, om denne beskrivelse og denne vurdering "svarer til eller ikke svarer til virkeligheden og virkelig er velbegrundet" (Den Lille Røde Bog, side 267). Den uhyre store og velbegrundede prestige, som Kinas kommunistiske Parti og formand Mao nyder blandt de nye partier og grupper, gør det samtidig til en internationalistisk pligt for KKP selv bidrage til denne efterprøvning - men pligten, ansvaret og arbejdet påhviler selvsagt i første række os i Vesteuropa.

3 stjerner

Vi gengiver nedenfor de afsnit af kammerat Lin Piaos beretning til den Niende kongres, der omhandler situationen i Vesteuropa.

Vi bringer derefter nogle artikler fra den kinesiske presse og det kinesiske nyhedsbureau, der fremlægger det kinesisks syn på det sidste års udvikling i denne del af verden.

Har man fulgt "Kommunistisk ORIENTERING" gennem de senere år, har man læst 'To linjer" eller blot artiklen om "Gnisten og steppebranden" i sidste nr., vil man umiddelbart vide, at vi i Kommunistisk Arbejdskreds ikke deler KKPs vurdering af den øjeblikkelige situation i Vesteuropa og dermed heller ikke vurderingerne af de umiddelbare fremtidsperspektiver - omend vi naturligvis er helt enige med KKP både om, at der kommer en socialistisk revolution i Vesteuropa, og at den kommer til at foregå under proletariatets ledelse!

Det må slås fast, at disse to så forskellige vurderinger er, om man så må sige, "yderpunkter". Vi står måske ret alene, men ingenlunde alene med vore grundsynspunkter. På den anden side, står KKP lige så alene med sine grundsynspunkter vedrørende den vesteuropæiske virkelighed i dag.

Så vidt vi har kunnet se, høre og læse, er der ingen af de partier og grupper i Vesteuropa i dag, der hylder KKP og Mao Tse-tungs tænkning, der tilslutter sig den kinesiske vurdering og de kinesiske beskrivelser.

Hvad bunder denne almindelige uenighed i? Den kan bunde i problemer om informationer og konkret viden. Den kan bunde i forskellige vurderinger af, hvilke aspekter af virkeligheden der i dag er væsentlige, og hvilke der er ikke-væsentlige. Den kan bunde i mange andre ting og bunder utvivlsomt i mange ting på een gang.

DET AFGØRENDE NETOP NU ER, AT DENNE UENIGHED EKSISTERER, OG AT DEN EKSISTERER MELLEM PARTIER OG GRUPPER, DER STÅR PÅ SAMME GRUND OG HAR SAMME MÅL!

Under hvilke former diskussionerne og meningsudvekslingerne end kommer til at foregå, er de nødvendige af hensyn til revolutionens fremtid ikke blot i Vesteuropa, men i hele verden.

Diskussionerne kan og må føres ud fra princippet: Ønske om enhed, kritik og selvkritik, enhed på et nyt og højere plan.

Det kan meget vel blive langvarige diskussioner og meningsudvekslinger (i sidste ende vil kun selve den revolutionære praksis afgøre dem) - men jo mere kammeratligt, de bliver ført, desto hurtigere vil de føre til et gunstigt resultat, en fælles grundlæggende klarhed, og desto hurtigere vil de gavne opbygningen af ægte revolutionære partier i vor del af verden og den fælles stræben efter det fælles mål.

 

Lin Piao siger i centralkomiteens beretning:

"Den almindelige tendens i verden idag er stadig, som formand Mao beskrev den: "Fjenden rådner for hver dag, der går, mens tingene for os dagligt bliver bedre." På den ene side bruser verdens proletariats og forskellige landes folks revolutionære bevægelser energisk fremad. Folkets væbnede kampe i det sydlige Vietnam, Laos, Thailand, Burma, Malaya, Indonesien, Indien, Palæstina og andre lande og områder i Asien, Afrika og Latinamerika vokser støt i styrke. Den sandhed, at "Politisk magt vokser ud af et geværløb", gribes af stadigt bredere masser af de undertrykte folk og nationer. En hidtil uset gigantisk, revolutionær massebevægelse er brudt ud i Japan, Vesteuropa og Nordamerika, kapitalismens "hjerte"-områder. Flere og flere folk er ved at vågne. De ægte marxistisk-leninistiske broderpartier og -organisationer vokser under deres integrering af marxismen-leninismen med den konkrete revolutionspraksis i deres egne lande. ..."

Og senere:

"... vi støtter med fasthed de revolutionære kampe, der føres af folket i Japan og de vesteuropæiske og australasiatiske lande; .."

 

Revolutionære i Vesteuropa, Nordamerika, Oceanien studerer i frembrusende massebevægelser Marxisme-Leninisme-Mao Tsetung tænkning

(uddrag)

Peking, 1. maj (Hsinhua) — Flere og flere afro-amerikanere i de Forenede Stater og fremskredne arbejdere og studenter i Vesteuropa, Nordamerika og Oceanien har i de senere år flittigt studeret Marxisme-Leninisme-Mao Tse-tung Tænkning i deres revolutionære kampe.

Mange af dem har organiseret sig i grupper for at studere formand Maos værker eller udfoldet ihærdige anstrengelser for at anvende Marxisme-Leninisme-Mao Tsetung Tænkning i deres kampe. Portrætter af formand Mao, citater af ham og gigantiske paroler, "Længe leve formand Mao", er fra tid til anden dukket op på gader, på universiteter og i fabrikker i Paris, Rom og andre byer i Vesteuropa, Nordamerika og Oceanien. Alle disse fænomener er en slående manifestation af folkets nye opvågnen i disse områder.
.....

I den revolutionære storm, der rystede den franske monopolkapitalistiske klasses herredømme i maj sidste år, og i de arbejder- og studenterbevægelser, der fejer over Vesteuropa og Nordamerika, har de fremskredne elementer blandt det revolutionære folk brugt Marxismen-Leninismen-Mao Tsetung Tænkningen til at vejlede deres handling. Citater fra formnand Mao sås på murene på Paris' universitet, da det var okkuperet af studenterne i maj sidste år. Mange franske studenter fremsatte parolen "Arbejdere og studenter, foren jer" og tog ud til fabrikker for at kæmpe skulder ved skulder med arbejderne og besætte fabrikkerne sammen.

I de arbejder- og studenterbevægelser, der fejede henover Italien sidste år, kæmpede demonstranterne tappert mod politiet, mens de råbte: "Længe leve Mao Tsetung!" og "Revolution!" På trods af politiets forsøg på at skræmme dem satte mange studenter følgende citater af formand Mao op i gaderne:

"Det er godt, hvis vi angribes af fjenden, da det beviser, at vi har draget en klar skillelinje mellem fjenden og os";

"Politisk magt vokser ud af et geværløb";

"Folket, og folket alene, er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien".

Da arbejderne på Fiat automobilfabrikken gik i strejke, sluttede mange studenter, der bar formand Mao emblemer, sig aktivt til deres kamp. Mange unge italienere sagde stolt, at "vi mener, at den sande linje for handling er den, der er udpeget af den ærerige kammerat Mao Tsetung", og at "den ægte socialistiske vej er den, der er udpeget af kammerat Mao Tsetung."

Under en gigantisk parole "Den amerikanske imperialisme og alle reaktionære er papirtigre" afholdt progressive arbejdere og studenter i Storbritannien sidste oktober en stor demonstration mod den amerikanske imperialistiske aggression imod Vietnam. Ansigt til ansigt med det reaktionære politi i en demonstration læste studenterne ved London School of Economics i kor dette citat højt fra formand Mao: "Vær beslutsom, frygt intet offer og overvind enhver vanskelighed for at vinde sejr."

På trods af de rasende anstrengelser fra de herskende kredse i forskellige lande i Vesteuropa, Nordamerika og Oceanien for at lægge hindringer i vejen for udbredelsen af Mao Tsetung Tænkningen, studerer flere og flere mennesker i disse lande ihærdigt formand Maos værker og spreder begejstret Mao Tsetung Tænkningen. Mange progressive arbejdere, andre arbejdende mennesker og studenter i disse områder vedbliver standhaftigt at studere formand Maos værker under særdeles vanskelige betingelser, og nogen løber endog den risiko at miste deres arbejde eller blive kastetet fængsel. En svensk chauffør, der vedholdende studerede "Citater fra formand Mao Tsetung", blev af sin chef truet med afskedigelse, hvis han fortsatte sine studier. Chaufføren var ukuet. Senere, da han uberettiget blev afskediget, studerede han endnu mere samvittighedsfuldt formand Maos værker. Chaufføren har nu læst bind 1 og 4 af den svenske udgave af "Mao Tsetungs udvalgte værker" igennem. Lignende rørende historier er på ingen måde sjældne i Vesteuropa, Nordamerika og Oceanien. De demonstrerer til fulde, i hvor høj grad de fremskredne arbejdende mennesker i disse områder elsker at læse formand Maos værker.
.....

Fra foråret 1967 har en række fremskredne arbejdere og studenter i London solgt "Citater fra formand Mao Tsetung" i Hyde Park om søndagen. Skræmt fra vid og sans foretog de reaktionære britiske myndigheder uberettiget mange arrestationer og foretog retsforfølgelse mod disse arbejdere og studenter. Disse revolutionære mennesker er imidlertid ukuelige og er fortsat med at sælge "Citater fra formand Mao Tsetung". Alt dette viser, at de revolutionære folks forhåbninger i Vesteuropa, Nordamerika og Oceanien om at studere og mestre Mao Tsetung Tænkningen er blevet så stor, at de ikke lader sig holde i ave af nogen magt.

Særlig bemærkelsesværdig er den kendsgerning, at i nogle lande i Vesteuropa, Nordamerika og Oceanien er de fremskredne elementer blandt studenterne, der følger formand Maos lære, taget til fabrikker og landdistrikter for at lære af arbejderne og bønderne, kæmpe sammen med dem og gennemføre hårdt og dybtgående massearbejde. ....

De revolutionære folk i Vesteuropa, Nordamerika og Oceanien har gennem deres kamp på dybtgående måde indset, at Marxismen-Leninismen-Mao Tsetung Tænkningen er det magtfulde ideologiske våben, hvormed de kan gå imod imperialismen, revisionismen og monopolkapitalistklassen i deres egne lande. Fulde af revolutionær begejstring synger de med de bedste blandt ord inderlig pris: "Formand Mao er verdens undertrykte folks store lærer, store leder, store øverstkommanderende, store rorgænger"; formand Mao er "Lenin i imperialismens endelige nederlag i verdensmålestoks og socialismens verdensomspændende sejrs periode". De priste af hjertet formand Mao for at "føre Marxismen-Leninismen iil et helt nyt trin". De skattede Mao Tsetung Tænkningen højt og sagde, at "hele verden er trådt ind i en ny æra, Mao Tsetung Tænkningens æra", og at "Mao Tsetung er det mest pålidelige kompas for alle revolutionære, for det kinesiske folk og for verdens folk."

Ud fra den begejstrede lovprisning og høje vurdering af formand Mao og Mao Tsetung Tænkningen fra de revolutionære folks side i Vesteuropa, Nordamerika og Oceanien kan man se den sejrrige fremmarch for den nye æra med verdensrevolution. Revolutionær teori vil, når først den er grebet af folkets masser, blive en uhyre materiel kraft. Det kan med sikkerhed sige, at folkets millioner og atter millioner i Vesteuropa, Nordamerika og Oceanien uvægerligt vil gribe Marxismen-Leninismen-Mao Tsetung Tænkningen og forbinde den med deres egne landes revolutionære praksis og dermed fremskynde folkerevolutionens komme i disse lande.

 

Frembrusende arbejderbevægelse i Vesteuropa

(fuld tekst)

Peking, 3. maj (Hsinhua-korrespondent) — Arbejderbevægelsen i Vesteuropas kapitalistiske lande er stormer fremad til et hidtil uset højdepunkt i de senere år. Millioner og atter millioner af arbejdere i Frankrig, Italien, Storbritannien, Vesttyskland og andre vesteuropæiske lande er gået til heroisk aktion for voldsomt at hamre løs på den monopolkapitalistiske klasses reaktionære herredømme og har rystet hele den kapitalistiske verden. Dette viser, at en yderst magtfuld revolutionær kraft ligger latent i proletariatet, revolutionens hovedkraft i Vesteuropa; proletariatet og andre arbejdende mennesker i Vesteuropa er inde i en ny opvågningsproces.

Arbejderbevægelsens energiske udvikling i Vesteuropa er det uundgåelige resultat af skærpelsen af klassemodsigelserne i de vesteuropæiske lande. Den finansielle og økonomiske situation i de vesteuropæiske lande er hastigt forværret i kølvandet på uddybningen af den kapitalistiske verdens politisk-økonomiske almene krise i de senere år. Samtidig med at den forstærker den politiske undertrykkelse af arbejdermasserne, har de herskende kredse i de vesteuropæiske lande truffet en række foranstaltninger til intens udplyndring for at flytte den finansielle og økonomiske krise over på det arbejdende folk og har derved skubbet dem dybere ned i fattigdommens og arbejdsløshedens afgrund. Dette kan kun fremkalde stadig stærkere modstand fra proletariatet og det øvrige arbejdende folk i disse lande.

Det franske proletariat, der har arvet den ærerige tradition fra Pariserkommunen, udløste en voldsomt revolutionær storm i maj og juni sidste år. Mere end ti millioner franske arbejdere gennemførte politiske og økonomiske generalstrejker og besatte halvdelen af fabrikkerne og virksomhederne landet over. I løbet af meget kort tid brølede massekampens flammer overalt i Frankrigs mere end 90 departementer, og strålende røde revolutionsfaner vajede over fabrikker, miner og virksomheder. Ved mange lejligheder byggede franske arbejderes og studenters brede masser barrikader i gaderne og udkæmpede hårde slag med de reaktionære tropper og politi, hvorved de omdannede Paris og mange andre byer, som af de herskende klasser blev betragtet som fredens og lyksalighedens boliger, til brændende slagmarker. Den franske monopolkapitalistiske klasse led hårde slag både politisk og økonomisk. Den 11. marts i år holdt ni millioner arbejdere i hele landet en 24 timers generalstrejke for at protestere mod monopolkapitalistklassens hensynsløse udbytning og for at kræve højere løn. De strejkende arbejdere gennemførte atter mammut-demonstrationer i forskellige byer i hele Frankrig. De franske herskende kredse var panikslagne, da de frygtede, at arbejdernes strejke ville eksplodere til en ny steppebrand i lighed med sidste års.

I Italien er de brede arbejdermassers modstand mod kapitalisternes brutale udbytning og undertrykkelse brust frem bølge efter bølge. Efter millioner af arbejderes strejke i over 30 provinser iværksatte 12 millioner arbejdere igen en 24 timers landsomfattende generalstrejke i slutningen af sidste år. Den 5. februar i år afholdt 18 millioner arbejdere igen en 24 timers generalstrejke landet over. Disse mammutstrejker lammede gentagne gange landets økonomiske liv og påførte monopolisterne svæ-re tab. De italienske arbejdere har tappert udfordret bourgeoisiet med strejker, fabriks-besættelser, demonstrationer og parader og med blokering af vigtige kommunikationslinjer.  I Rom, Milano, Genua, Venedig og mange andre byer, såvel som på Sicilien og Sardinien, har arbejderne, sammen med studenter og småbønder, ved mange lejligheder bygget barrikader og kæmpet heroisk mod det fuldt væbnede politi med sten, stokke og hjemmelavede brandflasker. Hårdt ramt af arbejder- og studenterbevægelserne brød den italienske regering sammen to gange sidste år.

I det krisehærgede imperialistiske Storbritannien har der været en række arbejderstrejker og arbejd-langsomt kampe siden sidste år. De ni millioner kvindelige arbejdere og funktionærer, der udgør en tredjedel af det samlede antal britiske arbejdere og funktionærer, begyndte at træde ind på kamparenaen som en selvstændig kraft. Ifølge britiske officielle meddelelser mistede den britiske monopolkapitals virksomheder i de første ti måneder af sidste år næsten 4,2 millioner arbejdsdage på grund af strejker; dette er det højeste tal siden 1962. De tre millioner maskinarbejderes 24 timers generalstrejke den 15, maj sidste år, jernbanearbejdernes landsomfattende arbejd-langsomt bevægelse fra ud-gangen af juni til begyndelsen af juli sidste år, den lange række strejker inden for automobilindustrien begyndende fra august sidste år. og den landsomfattende strejke blandt post-og telegrafarbejderne i januar i år - alt dette har rettet følelige slag mod den britiske arbejderregering og monopolkapital.

Siden begyndelsen af sidste år har de brede arbejdermasser i Vesttyskland gang på gang afholdt strejker mod fascistisk tyranni og mod lønnedskæringer, masseafskedigelser og lukning af virksomheder fra kapitalisternes side. Den 11. maj sidste år gennemførte arbejderne, sammen med bønder og studenter, en mammutdemonstration på 60.000 i Bonn, hovedstaden i Vesttyskland, der var et omfang, som aldrig før set i Vesttysklands historie. Sidste år gennemførte arbejdere i Frankfurt, Mannheim, München, Hannover og mange andre byer også strejker og demonstrationer mod "nødtilstands-lovene", der er udarbejdet af de vesttyske myndigheder for at styrke deres fascistiske styre. 1. maj sidste år afholdt 30.000 arbejdere og studenter et møde i München med portrætter af Marx og formand Mao og med talrige røde flag og plakater med teksten: "Arbejdere og studenter, foren jer for at kæmpe mod den vesttyske monopolkapital!"

I det fascistiske Spanien har de brede arbejdermasser modigt rejst sig mod Francos diktatoriske styre på trods af brutal undertrykkelse. Arbejdere i mange spanske byer demonstrerede den 1. maj sidste år i protest mod voldsomt stigende priser, voksende arbejdsløshed og de reaktionære myndigheders brutale undertrykkelse af arbejdere. I februar gennemførte tusinder og atter tusinder af arbejdere i Madrid, Spaniens hovedstad, og i Bilbao, en stor by i det nordlige Spanien, strejker og demonstrationer imod den "undtagelsestilstand" som det diktatoriske Franco-regime proklamerede i hele landet, og mod kapitalisternes hensynsløse udbytning.

I Sverige, Danmark og Island, hvor massebevægelser hele tiden havde været ret træge, har arbejderne også rejst sig i kamp. 2.500 mennesker gennemførte et møde og en demonstration sidste maj i Stockholm, Sveriges hovedstad. I en tale på mødet sagde en repræsentant for de demonstrerende: "Vi erklærer vor modstand mod monopolkapitalistklassen, mod klassesamarbejde og mod imperialismen." Over 20.000 danske arbejdere demonstrerede i København mod regeringens undertrykkelse af strejker. 2.000 fiskeriarbejdere i Island strejkede ligeledes i januar i år mod kapitalisternes brutale udbytning.

Samtidig er arbejdernes massekamp i Vesteuropa mod den amerikanske imperialistiske aggressions- og krigspolitik støt brust fremad. Arbejderne i Italien, Frankrig, Vesttyskland, Storbritannien og andre lande har afholdt mammutdemonstrationer, hvorunder de har brændt amerikanske flag og dukker forestillende den amerikanske præsident og har omringet og stormet institutioner tilhørende den amerikanske imperialisme for at udtrykke deres harme mod den amerikanske imperialisme, verdens folks offentlige fjende nr. 1. Arbejdere i de vesteuropæiske lande er også begyndt at erkende den sovjetiske revisionismes social-imperialistiske træk. I sidste halvdel af marts i år demonstrerede et stort antal italienske arbejdere og studenter i Rom og Milano for harmfuldt at fordømme den sovjetiske revisionistiske renegatklikes væbnede provokationer mod Kina. Milano-arbejderne bar plakater med ordene: "Ned med de nye tsarer!" og "Ned med den imperialistisk-revisionistiske Hellige Alliance om opdeling af verden!"

Stillet over for den dagligt voksende arbejderbevægelse tager de herskende kredse i de vesteuropæiske lande mere og mere deres tilflugt til usminket voldelig undertrykkelse for at bevare deres forbryderige herredømme. Dette har yderligere afsløret deres djævelske træk. Forenet med studenterne og bønderne sætter arbejderne i Frankrig, Italien, Vesttyskland, Spanien og andre lande modigt revolutionær vold op imod kontrarevolutionær vold og slår den reaktionære kapitalistiske "lov og orden” i stumper og stykker. De fremskredne arbejdere i disse lande har erkendt, at revolutionens grundlæggende spørgsmål er politisk magt, og at proletariatet, for at opnå befrielse, må omstyrte bourgeoisiets reaktionære politiske magt. Derfor råbte de under kampen: "Ned med kapitalismen!" "Ned med politistaten!" og "Politisk magt til arbejderklassen!"

Bemærkelsesværdig er den kendsgerning, at monopolkapitalens taktik med at gøre brug af revisionister, socialdemokrater og skruebrækker-fagforeninger for at kontrollere arbejdernes bevægelser er begyndt at vise sig virkningsløs. Flere og flere arbejdere i Vesteuropa har gennemskuet disse renegaters og skrue-brækkeres sande træk og har rejst sig i oprør, og de har gennembrudt skruebrækker-fagforeningernes talrige hindringer. Mere end 90 procent af strejkerne i Storbritannien sidste år blev gennemført af arbejderne spontant. De afrystede fagforeningshøvdingenes kontrol. Et stort antal arbejdere i Vesttyskland deltog i kampe mod de vesttyske myndigheders fascistiske styre på trods af ordrerne fra skruebrækker-fagforeningerne. Arbejderne på mange franske og italienske virksomheder har meldt sig ud af de franske og italienske fagforeningsføderationer, der kontrolleres af revisionisterne og har oprettet deres egne militante fagforeningsorganisationer. Proletariatets fremskredne elementer i de vesteuropæiske lande kæmper for oprettelsen eller udvidelsen af de ægte marxistisk-leninistiske revolutionære partier, der repræsenterer proletariatets interesser.

Vor store leder, formand Mao har påpeget: "Imperialismen har forberedt betingelserne for sin egen dommedag. Disse betingelser er folkets store massers opvågnen i kolonierne og halv-kolonierne og i de imperialistiske lande selv." Den dag er ikke fjern, da proletariatet i de forskellige kapitalistiske lande og det revolutionære folk verden over vil forene sig og begrave imperialismen og alt andet u-tøj een gang for alle.

Kinesisk rødgardist hylder den revolutionære massebevægelse i verden

(fuld tekst)

Peking, 4. maj (Hsinhua ) — "Folkets Dagblad" for i dag bringer en artikel med overskriften "Måtte de revolutionære massebevægelsers storm rase endnu voldsommere". Artiklen, der er indsendt af Yu Chou-hung, rødgardist fra Pekings universitet, hylder med varme og støtter de energiske revolutionære bevægelser i Japan, Vesteuropa og Nordamerika.

Uddrag følger:

Kinas kommunistiske Partis niende kongres blev afholdt på et tidspunkt, hvor der var en fortrinlig situation hjemme og ude. Verdensrevolutionen udvikler sig i dybden. Revolutionære storme i Asien, Afrika og Latinamerika retter hårde slag mod imperialismen med USA i spidsen. De revolutionære massebevægelser i Japan, Vesteuropa og Nordamerika har åbnet en anden front og retter direkte angreb mod imperialismen.

Vor store leder, formand Mao lærer: "Marxismen består af tusinder af sandheder, men de kan alle trænges sammen til een sætning. 'det er vigtigt at gøre oprør'." Hvor som helst der er undertrykkelse, er der modstand. Geværilden fra den afro-amerikanske kamp mod voldelig underkuelse høres uophørligt i dollar-imperiet. Paris står i flammer med revolutionær ild og er indhyllet i røg; en vred bølge af arbejder- og studenterstrejker fejer gennem det gamle Rom; "uroligheder" på vesttyske universiteter har nået et højdepunkt, og Tokyo-studenter er trængt ind i militaristernes "forsvarsagentur",
.....

En stor revolutionær storm fejer hen over kapitalismens "hjertelande". Den revolutionære flodbølge bruser over imperialismens gamle hule, og imperialismen med USA i spidsen står nu uden en eneste tomme fredelig jord.

Nyheden om disse sejre har fyldt os kinesiske rødgardister med begejstring. Selv fulde af revolutionær ildhu kan vi ikke undlade at prise Japans, Vesteuropas og Nordamerikas revolutionære folk, og vi siger: "Jeres revolutionære handlinger er strålende!" "Det er rigtigt at gøre oprør mod reaktionære. De kinesiske rødgardister støtter jer med fasthed!"

I det forløbne år har den revolutionære massebevægelse i vesteuropæiske og nordamerikanske lande været uden sidestykke i hastighed, i omfang og varighed. Den revolutionære storm har rettet hårde slag mod monopolbourgeoisiet i Vesteuropa og Nordamerika.

Godt ti millioner arbejdere i Frankrig gik i strejke og besatte mere end halvdelen af fabrikkerne og minerne i landet i maj og juni sidste år. Dette påførte den franske monopol-kapital et tab på mellem 5.000 og 6.000 US$. Bourgeoisiet i vest udbrød i panik: "Dette er den største sociale uro siden den anden verdenskrig." I Italien gik 18 millioner arbejdere og ikke færre end en million landarbejdere i strejke på forskellige tidspunkter i 1968, og dette skabte kaos i landets økonomi. Den italienske præsident, Giuseppe Saragat, sagde klagende, at Italien gennemgik en periode med uroligheder. Ilde tilredt og bragt til at vakle af den afro-amerikanske kamp mod voldelig underkuelse skreg den amerikanske herskende klike, at det var den "mest alvorlige indre krise" i de Forenede Stater i et århundrede.

Det er opmuntrende for os at opleve den uophørlige opvågnen blandt folket i Japan, Vesteuropa og Nordamerika og at se massernes kamp nå et nyt højt niveau. I deres demonstrationer og i deres modige kampe sås masserne bære portrætter af Marx, Engels, Lenin, Stalin og vor store leder, formand Mao Tsetung. Man hørte dem råbe: "Længe leve formand Mao!" "Længe leve Mao Tsetung Tænkningen!" og "Længe leve Kinas store proletariske kulturrevolution" I Japan tilintetgjorde de revolutionære masser den revisionistiske Miyamoto-klikes foragtelige sabotagevirksomhed. Et stigende antal mennesker i Vesteuropa og Nordamerika har afsløret revisionismen i dens sande farver, er brudt igennem de grænser, der opstilles af de gule fagforeninger, og har fremsat militante paroler, der umiskendeligt retter brodden mod monopolkapitalistklassen i deres egne lande og mod den amerikanske imperialisme.

I deres kampe har de progressive studenter og revolutionære arbejdere i Japan, Vesteuropa og Nordamerika gradvis brudt med de sædvanlige kampformer. De har i stigende grad benyttet højst militant, voldelig aktion.

Tapre snigskytter har vist sig blandt afro-amerikanerne og på trods af borgerlige love og bajonetter erklærede de franske arbejdere og studenter beslutsomt: "Mød borgerlig vold med revolutionær vold"; studenter i Japan, Vesttyskland, Italien og Spanien har udvist frygtløs revolutionær ånd ved med de bare næver at kæmpe mod det reaktionære politi.

Det, der især opildner de kinesiske rødgardister er, at de japanske studenter er blevet en vigtig kraft i den japanske revolutionære bevægelse; studenterne i de vesteuropæiske og nordamerikanske lande, der engang blev kaldt "den tavae generation" er vågnet og er blevet "den oprørske generation".

De er vokset i kampens løb. De er revolutionær ungdom, der vover at gøre oprør. I kampens hede spiller de på visse måder en fortropsrolle og forbinder sig for hver dag med arbejderbevægelsen.

En række progressive studenter i de Forenede Stater har med begejstring sluttet sig til arbejderbevægelsen under kampen. Studenter ved Paris' universitet i Frankrig, heroiske sønner og døtre af Pariserkommunen har kæmpet i forreste frontlinje med "Internationale" på læben og er taget til fabrikker for at kæmpe skulder ved skulder med arbejderne. Under deres kampe støttede mere end 600.000 studenter ved højere læreanstalter arbejdernes generalstrejke i Frankrig. Studenterne ved Roms universitet i Italien er marcheret fremad med kampånd under parolen "Arbejdere og studenter, foren jer". Studenterbevægelsen og arbejderbevægelsen i Madrid, der giver hinanden impulser, hamrer løs på Francos fascistiske styre.

Den revolutionære massebevægelses energiske vækst i Japan, Vesteuropa og Nordamerika er en betydningsfuld manifestation af imperialismens almene politiske og økonomiske krise, med de Forenede Stater i spidsen. Den var uundgåelig, fordi konflikterne og klassemodsigelserne inden for den kapitalistiske verden er blevet dagligt mere akutte. Den revolutionære massebevægelse i Japan, Vesteuropa og Nordamerika er en bestanddel af den proletariske verdensrevolution. Den smelter sammen med folkets væbnede kamp i de forskellige lande i Asien, Afrika og Latinamerika og danner en brusende revolutionær flodbølge, der hamrer løs på den kapitalistiske verden og fremskynder den gamle verdens ødelæggelse.

Kæmp videre, Japans, Vesteuropas og Nordamerikas heroiske, revolutionære folk! "Proletarerne har kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde."

Som Stalin sagde: "Lad tordnen rulle endnu højere, lad stormen rase endnu voldsommere! Sejrens time er nær!"

Verdens revolutionære folk vil trodse stormen og marchere frem for at føre en vedholdende og energisk offensiv mod den amerikanske imperialisme, den sovjetiske revisionisme og al reaktion indtil den endelige sejr.