INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Imperialismen som kapitalismens højeste stadium

[Vladimir Iljitj Lenin: Om imperialisme og opportunisme. Forlaget Futura København, 1973, 91 s.]

(Uddrag)

Skrevet januar-juni 1916, offentliggjort
som pjece første gang midt i 1917.

Forord til den franske og tyske udgave

(• • •)

V

Det er nødvendigt at sige et par ord om kapitel VIII, "Kapitalismens snylten og rådnen". Som allerede påpeget i pjecen har Hilferding, eks-"marxist", nu Kautskys våbenfælle og en af hovedrepræsentanterne for den borgerlige, reformistiske politik i Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti, taget et skridt baglæns i dette spørgsmål sammenlignet med den åbenlyst pacifistiske og reformistiske englænder Hobson. Den internationale splittelse af hele arbejderbevægelsen er nu ganske tydelig (II. og III. internationale). Den kendsgerning at væbnet kamp og borgerkrig nu raser mellem de to retninger er også tydelig – i Rusland mensjevikernes og de social-revolutionæres støtte til Kolchak og Denikin mod bolsjevikerne; i Tyskland den kamp Scheidemann og Noske sammen med bourgeoisiet fører mod spartakisterne; det samme i Finland, Polen, Ungarn osv. Hvad er det økonomiske grundlag for dette verdenshistoriske fænomen?

Det er netop kapitalismens snylten og rådnen, karakteristisk for dets højeste historiske udviklingsstadium, dvs. imperialismen. Som denne pjece viser, har kapitalismen nu udskilt en håndfuld (mindre end en tiendedel af jordens befolkning; efter en meget "gavmild" og rigelig beregning mindre end en femtedel) af usædvanligt rige og magtfulde stater, som plyndrer hele verden ved simpel "kuponklipning". Kapitaleksporten giver en indkomst på otte til ti tusind milliarder francs om året, beregnet efter førkrigspriser og borgerlige førkrigsstatistikker. Nu giver den selvfølgelig meget mere.

Det er klart, at det ved hjælp af sådanne superprofitter (eftersom de skaffes udover de profitter, kapitalisterne presser ud af arbejderne i deres "eget" land) er muligt at bestikke arbejderlederne og det øvre lag af arbejderaristokratiet. Og det er netop hvad kapitalisterne i de "fremskredne" lande gør: de bestikker dem på tusinder af måder, direkte og indirekte, åbent og skjult.

Dette lag af borgerliggjorte arbejdere, eller arbejderaristokratiet, som er fuldkommen spidsborgerlig i levemåde, med hensyn til størrelsen af deres indtægter og i hele deres verdensanskuelse, er II. Internationales hovedstøtte, og i vore dage bourgeoisiets samfundsmæssige (ikke militære) hovedstøtte. For de er bourgeoisiets virkelige agenter i arbejderbevægelsen, kapitalistklassens arbejderløjtnanter, de virkelige bærere af reformisme og chauvinisme. I borgerkrigen mellem proletariatet og bourgeoisiet står de uundgåeligt, og i ikke ringe tal, på bourgeoisiets side, på "Versaillernes" mod "Kommunarderne".

Medmindre dette fænomens økonomiske rødder forstås og dets politiske og samfundsmæssige betydning vurderes rigtigt, kan der ikke tages eet skridt frem mod løsningen af den kommunistiske bevægelses og den kommende sociale revolutions problemer.

Imperialismen er forgården til proletariatets sociale revolution. Dette er blevet bekræftet siden 1917 i verdensmålestok.

N. Lenin
6. juli, 1920

LCW bd. 22, s. 193-194.
LUV bd. 6, s. 55-56.

 

VI. Verdens opdeling mellem stormagterne.

(...) Og Cecil Rhodes udtrykte, ifølge sin nære ven journalisten Stead, sine imperialistiske synspunkter overfor ham i 1895 i følgende vendinger: "Jeg var i går i Londons East-end (et arbejderkvarter) og overværede et møde af arbejdsløse. Jeg lyttede til de vilde taler, som var et eneste skrig om 'brød! brød!', og på vejen hjem tænkte jeg over dette optrin og blev mere og mere overbevist om imperialismens vigtighed ... Min store ide er løsningen af det sociale problem, d.v.s., for at frelse det Forenede Kongeriges 40.000.000 indbyggere fra en blodig borgerkrig må vi kolonistatsmænd skaffe nyt land til overskudsbefolkningen og tilvejebringe nye markeder til de varer, der produceres i vore fabrikker og miner. Imperiet er, som jeg altid har sagt, et spørgsmål om brød og smør. Vil man undgå borgerkrig, må man være imperialist". [10]

Således talte i 1895 Cecil Rhodes, millionær, finanskonge og manden, der var hovedansvarlig for Boerkrigen. Hans forsvar for imperialismen er kun grov og kynisk, men i grunden adskiller det sig ikke fra den "teori", som D'herrer Maslov, Südekum, Potresov, David, grundlæggeren af den russiske marxisme, og andre går ind for. Cecil Rhodes er blot mere ærlig social-chauvinist...

(...)

LCW bd. 22, s. 256-257.
LUV bd. 6, s. 138-139.

 

VII. Imperialismen som et særligt stadium af kapitalismen.

(...)

Hvis det var nødvendigt at give den kortest mulige definition på imperialismen, måtte vi sige, at imperialismen er kapitalismens monopolistiske stadium. En sådan definition ville indeholde det vigtigste, for på den ene side er finanskapitalen nogle få meget store monopolistiske bankers kapital, der er smeltet sammen med de monopolistiske industrisammenslutningers kapital; og på den anden side er verdens opdeling overgangen fra en kolonipolitik, som har udstrakt sig uden hindringer over områder, der ikke var erobret af nogen kapitalistisk magt, til en kolonipolitik med monopolistisk besiddelse af områder i en verden, der er blevet fuldstændigt opdelt.

Men skønt meget korte definitioner er bekvemme, fordi de opsummerer hovedpunkterne, er de ikke desto mindre utilstrækkelige, fordi vi må udelade nogle særligt vigtige træk ved det fænomen, der skal defineres. Uden at glemme den begrænsede og relative værdi ved alle definitioner i almindelighed, fordi en definition aldrig kan omfatte alle et fænomens sammenhænge i hele dets udvikling, må vi derfor give en definition på imperialismen, som indeholder følgende fem grundlæggende træk:

(1) Koncentrationen af produktion og kapital har udviklet sig til et så højt stadium, at det har skabt monopoler, som spiller en afgørende rolle i det økonomiske liv; (2) bankkapitalens sammensmeltning med industrikapitalen og – på basis af denne "finanskapital" – skabelsen af et finansoligarki; (3) kapitaleksporten til forskel fra vareeksporten opnår særlig stor betydning; (4) dannelsen af internationale monopolistiske kapitalistsammenslutninger, som deler verden op mellem sig, og (5) den territoriale opdeling af hele verden blandt de største kapitalistiske magter er afsluttet. Imperialismen er kapitalismen på det udviklingsstadium, hvor monopolernes og finanskapitalens herredømme er skabt; hvor kapitaleksporten har nået fremtrædende betydning; hvor verdens opdeling blandt de internationale truster er begyndt; hvor opdelingen af alle områder på jorden blandt de største kapitalistiske magter er afsluttet.

Vi skal senere se, at imperialismen kan og må defineres anderledes, hvis vi ikke kun tænker på de grundliggende, rent økonomiske begreber – hvad ovenstående definition begrænser sig til – men også på dette kapitalistiske stadiums historiske plads i forhold til kapitalismen i almindelighed, eller på forholdet mellem imperialismen og de to hovedretninger i arbejderbevægelsen. (...)

[10] "Die Neue Zeit", XVL, L, 1898, s. 304.

LCW bd. 22, s. 266-267.
LUV bd. 6, s. 151-152.

 

 

VIII. Kapitalismens snylten og rådnen.

Vi må nu undersøge endnu et vigtigt aspekt ved imperialismen, som i de fleste diskussioner om emnet ikke behandles tilstrækkeligt. En af marxisten Hilferdings mangler er, at han på dette punkt har taget et skridt baglæns sammenlignet med ikke-marxisten Hobson. Jeg taler her om den snylten, der er karakteristisk for imperialismen.

Som vi har set er imperialismens dybeste økonomiske grundlag monopolet. Dette er et kapitalistisk monopol, dvs. et monopol, som er vokset ud af kapitalismen, og som eksisterer i kapitalismens almindelige miljø, vareproduktion og konkurrence, i permanent og uløselig modsætning til dette almindelige miljø. Som alle monopoler afføder det imidlertid uundgåeligt en tendens til stagnation og forfald. Så snart monopolpriser er fastsat, selv midlertidigt, forsvinder til en vis grad bevæggrunden til teknisk fremskridt og følgelig til alle andre fremskridt, og endvidere opstår den økonomiske mulighed for med fortsæt at bremse tekniske fremskridt. For eksempel opfandt en vis Owens i Amerika en maskine, der revolutionerede fremstillingen af flasker. Det tyske kartel af flaskefabrikanter opkøbte Owens' patent, men lagde det til side og lod være med at udnytte det. Selvfølgelig kan monopolet under kapitalismen aldrig fuldstændigt og i en længere periode udelukke konkurrencen på verdensmarkedet (og dette er jo i øvrigt en af grundene til at teorien om ultra-imperialisme er så absurd). Selvfølgelig virker muligheden for at reducere produktionsomkostningerne og forøge profitten ved at indføre tekniske forbedringer i retning af forandring. Men tendensen til stagnation og forfald, som er karakteristisk for monopolet, fortsætter med at virke, og i nogle industrigrene, i nogle lande, i visse perioder vinder den overhånd.

Monopol-besiddelse af meget store, rige eller velbeliggende kolonier virker i samme retning.

Endvidere er imperialismen en uhyre ophobning af pengekapital i nogle få lande, op til – som vi har set – 100.000 til 150.000 millioner francs i værdipapirer. Heraf den usædvanlige vækst af en klasse, eller snarere et lag rentierer, dvs. folk som lever af "kuponklipning", som overhovedet ikke deltager i forretningslivet, hvis profession er lediggang. Kapitaleksporten, et af imperialismens vigtigste økonomiske grundlag, isolerer stadig mere fuldstændigt rentieren fra produktionen og sætter snylterens stempel på hele det land, der lever af at udbytte flere oversøiske landes og koloniers arbejde.

"I 1893", skriver Hobson, "repræsenterede den britiske kapital investeret i udlandet omkring 15% af hele det Forenede Kongeriges samlede formue". [11] Lad mig minde læseren om, at denne kapital i 1915 var blevet godt to og en halv gang større. "Aggressiv imperialisme", fortsætter Hobson, "som koster skatteyderen så meget, som har så ringe værdi for fabrikanten og handelsmanden ... er en kilde til stor gevinst for investoren …. Storbritanniens årlige indkomst fra kommissioner i hele dens udenrigs- og kolonihandel, import og eksport, beløber sig efter Sir R. Giffens skøn til 18.000.000 £ for året 1899, regnet som 2 ½ % af årsomsætningen på 800.000.000 £". Så stor denne sum end er, kan den ikke forklare Storbritanniens aggressive imperialisme, som forklares af en indkomst på mellem 90 og 100 millioner £ fra "investeret" kapital, rentierernes indkomst.

I verdens største "handels"-land er rentierernes indkomst fem gange større end indkomsten fra udenrigshandelen! Dette er kernen i imperialismen og imperialistisk snylten.

Af den grund er udtrykket "rentier-stat" (Rentnerstaat) eller ågerstat blevet almindeligt i den økonomiske litteratur, der omhandler imperialismen. Verden er blevet opdelt i en håndfuld ågerstater og et uhyre antal skyldnerstater. "Øverst på listen over udenlandske investeringer", siger Schulze-Gaevernitz, "ligger de, der er placeret i politisk afhængige eller allierede lande: Storbritannien yder lån til Ægypten, Japan, Kina og Sydamerika. Dens flåde spiller her rollen som foged om nødvendigt. Storbritanniens politiske magt beskytter den mod skyldnernes vrede." [12] I sin bog Det national-økonomiske system for kapital investeret i udlandet nævner Sartorius von Waltershausen Holland som mønster på en "rentier-stat" og påpeger, at Storbritannien og Frankrig nu er ved at blive det. [13] Schilder mener, at fem industristater er blevet "yderst udprægede kreditor-lande": Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Belgien og Schweiz. Han tager ikke Holland med på listen, simpelthen fordi det er "industrielt ringe udviklet". [14] U.S.A. er kun kreditor-stat i forhold til amerikanske lande.

"Storbritannien" siger Schulze-Gaevernitz, ”bliver gradvist omdannet fra en industri- til en kreditorstat. Trods absolut stigning i industriel produktion og eksport af industrivarer, er der en stigning i den relative betydning af indkomster fra renter og dividender, udstedelse af værdipapirer, kommissioner og spekulationer i hele den nationale økonomi. Efter min mening er det netop dette, der danner det økonomiske grundlag for imperialistisk overherredømme. Kreditoren er langt stærkere knyttet til debitoren end sælgeren er til køberen." [15] Angående Tyskland skrev A. Lansburgh, udgiver af Berlin-bladet Die Bank, i en artikel med titlen "Tyskland – en rentier-stat" i 1911 følgende: "Folk i Tyskland er rede til at spotte den hang til at blive rentier, der findes i Frankrig. Men de glemmer, at situationen i Tyskland, hvad bourgeoisiet angår, mere og mere bliver som i Frankrig." [16]

Rentier-staten er en snyltende, rådnende kapitalismes stat, og denne omstændighed påvirker nødvendigvis alle samfundspolitiske betingelser i de pågældende lande i almindelighed, og de to grundliggende retninger i arbejderbevægelsen i særdeleshed. Lad mig for at demonstrere dette på den klarest mulige måde citere Hobson, som er et meget pålideligt vidne, eftersom han ikke kan mistænkes for at hælde til marxistisk ortodoksi; på den anden side er han en englænder, der er meget fortrolig med situationen i det land, der er rigest på kolonier, finanskapital og imperialistisk erfaring.

Med Boer-krigen frisk i erindringen beskriver Hobson forbindelsen mellem imperialismen og finansfolkene, deres voksende profitter fra kontrakter, leverancer osv., og skriver: "Mens de ledende i denne afgjort snyltende politik er kapitalisterne, appellerer de samme motiver til særlige lag af arbejdere. I mange byer er de fleste vigtige industrigrene afhængige af regeringsbestillinger eller -kontrakter; metal- og skibsbygningscentrenes imperialisme skyldes i høj grad denne kendsgerning." (...) (Her udelades et afsnit, som er identisk med et afsnit i artiklen "Imperialismen og splittelsen i socialismen", se denne bog side 56, 11. linie fra oven "Efter Hobsons mening... til side 57, 23. linie fra neden "...henimod et sådant resultat". Forlaget).

Hobson har fuldstændig ret: hvis imperialismens kræfter ikke modarbejdes, ville de netop føre til det, han beskrev. Betydningen af "Europas Forenede Stater" i den nuværende imperialistiske situation er korrekt vurderet. Han burde imidlertidig have tilføjet, at også inden for arbejderbevægelsen "arbejder" opportunisterne, som for tiden er sejrrige i de fleste lande, systematisk og stædigt i netop denne retning. Imperialismen, som betyder opdeling af verden og udbytning af andre lande foruden Kina, som betyder høje monopolprofitter til en håndfuld meget rige lande, gør det økonomisk muligt at bestikke det øvre lag af proletariatet, og opflasker, former og styrker derved opportunismen. Vi må imidlertid ikke glemme de kræfter, som modarbejder imperialismen i almindelighed og opportunismen i særdeleshed, og som den social-liberale Hobson naturligvis ikke ser.

Den tyske opportunist Gerhard Hildebrand, som engang blev ekskluderet fra partiet for at have forsvaret imperialismen, og som i dag godt kunne være leder af Tysklands såkaldte "socialdemokratiske" parti, supplerer Hobson udmærket med sin propaganda for "Vesteuropas Forenede Stater" (uden Rusland), med det formål at gå i "fælles" aktion ... mod Afrikas negre, mod den "store islamiske bevægelse", for opretholdelsen af en "magtfuld hær og flåde", mod en "sino-japansk alliance", [17] osv.

Beskrivelsen af "britisk imperialisme" i Schulze-Gaevernitz's bog afslører de samme snyltertræk. Storbritanniens nationale indkomst næsten fordobledes fra 1865 til 1898, mens indkomsten "fra udlandet" ni-dobledes i samme periode. Mens det er imperialismens "fortjeneste", at den "opdrager negrene til industriens vaner" (det kan ikke tænkes uden tvang...), ligger imperialismens "fare" i at "Europa vil lægge det fysiske arbejdes byrde – først landbrug og minedrift, dernæst det grovere arbejde i industrien – over på de farvede racer og selv være tilfreds med rollen som rentier, og på denne måde måske bane vejen for de farvede racers økonomiske og dernæst politiske frigørelse."

En stigende del af jorden i England unddrages dyrkning og bruges til sport til adspredelse for de rige. For eksempel Skotland – det mest aristokratiske sted for jagt og anden sport – siges at "leve af sin fortid og Mr. Carnegie" (den amerikanske mangemillionær). Alene på hestevæddeløb og rævejagt spenderer England årligt 14.000.000 £. Der er næsten een million rentierer i England. Procenttallet for den producerende befolkning i forhold til hele befolkningen er faldende:

  Befolkning Arbejdere i Procent af
  England og Wales grundliggende hele
  (i millioner) industrier befolkningen
    (i millioner)  
1851 17,1 4,1 23
1901 32,5 4,9 15

Angående den britiske arbejderklasse er den borgerlige undersøger af "Britisk imperialisme ved begyndelsen af det 20. århundrede" tvunget til at skelne systematisk mellem arbejdernes "øvre lag" og det "lavere lag af egentlige proletarer". Det øvre lag udgør hovedparten af medlemmerne i kooperativer, fagforeninger, sportsklubber og talløse religiøse sekter. Efter dette niveau er valgsystemet tilpasset, som i Storbritannien stadig "er begrænset nok til at udelukke det lavere lag af egentlige proletarer"! For at forskønne den britiske arbejderklasses betingelser tales der sædvanligvis kun om dette øvre lag – som udgør et mindretal af proletariatet. For eksempel er "arbejdsløshedsproblemet hovedsageligt et problem for London og de lavere proletariske lag, som politikerne tillægger ringe vægt..." [18] Han burde have sagt: som de borgerlige politikere og de "socialistiske" opportunister tillægger ringe vægt.

En af imperialismens særegne træk, som har forbindelse med de kendsgerninger, jeg beskriver, er den aftagende udvandring fra imperialistiske lande og den tiltagende indvandring til disse lande fra mere tilbagestående lande, hvor lønningerne er lavere. Hobson bemærker, at udvandringen fra Storbritannien har aftaget siden 1884. Det år var antallet af udvandrere 242.000, mens det i 1900 var 169.000. Udvandringen fra Tyskland nåede højdepunktet mellem 1881 og 1890 med i alt 1.453.000 udvandrere. I løbet af de to følgende årtier faldt det til 544.000 og til 341.000. På den anden side steg antallet af indvandrere til Tyskland fra Østrig, Italien, Rusland og andre lande. Ifølge folketællingen for 1907 var der 1.342.294 udlændinge i Tyskland, heraf 440.800 industriarbejdere og 257.329 landarbejdere. [19] I Frankrig er arbejderne i mineindustrien "for en stor del" udlændinge: Polakker, italienere og spaniere. [20] I U.S.A. har indvandrerne fra Øst- og Sydeuropa det dårligst betalte arbejde, mens amerikanske arbejdere udgør den største procentdel af formænd eller af bedre betalte arbejdere. [21] Imperialismen har en tendens til at skabe privilegerede lag også blandt arbejderne, og udskille dem fra proletariatets brede masser.

Det må bemærkes, at imperialismens tendens til at splitte arbejderne, til at styrke opportunismen blandt dem og forårsage midlertidig råddenskab i arbejderbevægelsen, har vist sig i Storbritannien længe før slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede; for to af imperialismens vigtige kendetegn – uhyre kolonibesiddelser og monopolistisk stilling på verdensmarkedet – viste sig i Storbritannien allerede i midten af det 19. århundrede. I flere årtier undersøgte Marx og Engels systematisk denne sammenhæng mellem opportunisme i arbejderbevægelsen og den britiske kapitalismes imperialistiske træk. For eksempel skrev Engels til Marx d. 7. oktober 1858: "Det engelske proletariat er faktisk ved at blive mere og mere borgerligt, således at denne den mest borgerlige af alle nationer tilsyneladende sigter mod til slut at have et borgerligt aristokrati og et borgerligt proletariat ved siden af bourgeoisiet. For en nation, der udbytter hele verden er dette naturligvis til en vis grad berettiget." [22] Næsten et kvart århundrede senere i et brev dateret d. 11. august 1881 taler Engels om "de værste engelske fagforeninger, som tillader sig at blive ledet af folk, som er solgt til eller i det mindste betalt af middelklassen". I et brev til Kautsky d. 12. september 1882 skrev Engels: "Du spørger mig, hvad de engelske arbejdere mener om kolonipolitik. Tja, nøjagtig det samme som de mener om politik i almindelighed. Der findes ikke noget arbejderparti her, forstår du, der er kun konservative og liberal-radikale, og arbejderne tager gladelig deres del af byttet fra Englands monopol på verdensmarkedet og kolonierne." [23] (Engels gav udtryk for lignende tanker offentligt i forordet til anden udgave af "Den arbejdende klasses stilling i England", som udkom i 1892). [24]

Her ser vi tydeligt årsager og følger. Årsager: 1. Det pågældende lands udbytning af hele verden. 2. Dets monopolstilling på verdensmarkedet. 3. Dets kolonimonopol. Følger: 1. En del af det engelske proletariat bliver borgerliggjort. 2. En del af proletariatet lader sig lede af folk, som er købt eller i hvert fald betalt af bourgeoisiet. Imperialismen ved begyndelsen af det 20. århundrede har fuldendt verdens opdeling blandt nogle få stater, af hvilke hver enkelt nu udbytter en ikke meget mindre del af verden (regnet efter ekstraprofit) end England i 1858; [25] hver af dem besidder en monopolstilling på verdensmarkedet takket være truster, karteller, finanskapital og kreditor-debitor-forhold; hver af dem har i nogen grad et kolonimonopol (vi har set, at ud af hele den koloniale verdens 75.000.000 kv.km tilhører 65.000.000 kv.km eller 86% seks magter; 61.000.000 kv.km eller 81% tilhører tre magter).

Det karakteristiske træk ved den nuværende situation består i sådanne økonomiske og politiske betingelser, der er nødsaget til at forøge opportunismens uforenelighed med arbejderbevægelsens almindelige og grundliggende interesser: imperialismen har udviklet sig til at være det dominerende system; kapitalistiske monopoler er herskende inden for økonomi og politik; verdens opdeling er blevet afsluttet; men i stedet for Storbritanniens udelte monopol ser vi nogle få imperialistiske magters kamp om retten til en del af dette monopol, og denne kamp er karakteristisk for hele perioden i begyndelsen af det 20. århundrede. Opportunismen kan ikke nu være fuldstændig dominerende for årtier i arbejderbevægelsen i ét land, som den var i Storbritannien i anden halvdel af det 19. århundrede; tværtimod er den i en række lande blevet moden, overmoden og rådden og er blevet fuldstændig forenet med borgerlig politik i form af "social-chauvinisme".

[11] Hobson: "Imperialism", London 1902, s. 59-60.
[12] Schulze-Gaevernitz: "Britischer Imperialismus", s. 320.
[13] Sartorius von Waltershausen: "Das volkwirtschaftliche System der Kapitalanlage im Auslande", Berlin 1907, Buch
[14] Schilder: "Entwicklungstendenzen der Weltwirtschaft", Berlin 1912, s. 393.
[15] Schulze-Gaevernitz, samme værk s. 122.
[16] "Die Bank", 1911, 1, s. 10-11.
[17] Gerhard Hildebrand: "Die Erschütterung der Industrieherrschaft und des Industriesozialismus", 1910, s. 229 og ff.
[18] Schulze-Gaevernitz, samme værk s. 301.
[19] Statistik des Deutschen Reichs, bd. 211.
[20] Henger: "Die Kapitalsanlage der Franzosen", Stuttgart 1913.
[21] Hourwich: "Immigration and Labour", New York 1913.
[22] Se side 27 i Marx og Engels: Om kolonier, industrimonopol og arbejderbevægelse, Futura 1972.
[23] Se side 48, samme værk.
[24] Se side 52-57, samme værk.
[25] Se side 12 i Gotfred Appel: Klassekamp og revolutionær situation, Futura 1971.

LCW bd. 22, s. 276-285.
LUV bd. 11, s. 164-176.

 

IX. Kritik af imperialismen.

Ved kritik af imperialismen i ordets brede betydning mener vi de forskellige samfundsklassers holdning til imperialistisk politik i sammenhæng med deres almindelige ideologi.

På den ene side finanskapitalens enorme dimensioner, der er koncentreret på få hænder og skaber et ualmindeligt tæt og forgrenet netværk af forbindelser, som underlægger sig ikke alene de små og mellemstore, men også de meget små kapitalister og små mestre, og på den anden side den stadig mere skærpede kamp mod andre nationale statsgrupper af finansmænd om opdeling af verden og herredømmet over andre lande får de besiddende klasser til at gå fuldstændigt over på imperialismens side. "Almindelig" begejstring for imperialismens perspektiver, rasende forsvar af den og den mest strålende skønmaling – sådan er tidens tegn. Den imperialistiske ideologi trænger også ind i arbejderklassen. Ingen kinesisk mur skiller den fra de andre klasser. Lederne af vore dages såkaldte "socialdemokratiske" parti i Tyskland kaldes med fuld ret "social-imperialister", dvs. socialister i ord og imperialister i gerning; men så tidligt som i 1902 lagde Hobson i England mærke til "Fabianer-imperialister", der tilhørte det opportunistiske Fabianer-selskab.

Borgerlige forskere og forfattere forsvarer som regel imperialismen på en noget tilsløret måde; de skjuler dens fuldstændige herredømme og dens dybe rødder, stræber efter at sætte specielle og sekundære detaljer i forgrunden og gør deres bedste for at bortlede opmærksomheden fra det væsentlige ved hjælp af absolut latterlige "reform"-programmer, som for eksempel politikontrol med truster og banker osv. Det er sjældnere at se kyniske og ærlige imperialister, som er frejdige nok til at indrømme det absurde i at reformere imperialismens grundegenskaber.

(...)

Spørgsmålet om det er muligt at reformere imperialismens grundlag, om man skal gå fremad mod en tilspidsning og uddybning af de antagonismer, den har skabt, eller tilbage mod en afsvækkelse af dem, det er et fundamentalt spørgsmål i kritik af imperialismen. Eftersom imperialismens særlige politiske karakteristika er reaktion overalt og forøget national undertrykkelse takket være finansoligarkiets herredømme og den frie konkurrences bortfald, opstod en småborgerlig-demokratisk opposition mod imperialismen i begyndelsen af det 20. århundrede i næsten alle imperialistiske lande. Kautsky ikke blot undlod at bekæmpe, han var ikke blot ude af stand til at modarbejde denne småborgerlige reformistiske opposition, som faktisk er reaktionær i sit økonomiske grundlag, men han smeltede i praksis sammen med dem, og netop på dette punkt brød Kautsky og den brede internationale kautskyanisme med marxismen.

I U.S.A. skabte den imperialistiske krig mod Spanien i 1898 "anti-imperialisternes" opposition, det borgerlige demokratis sidste mohikanere, som erklærede, at denne krig var "forbryderisk", betragtede erobring af fremmede områder som brud på forfatningen, erklærede at behandlingen af Aguinaldo, philippinernes leder, var et "chauvinistisk bedrageri" (amerikanerne havde først lovet ham selvstændighed for hans land, men landsatte senere tropper og erobrede det), og citerede Lincolns ord: "Når de hvide regerer sig selv er det selvstyre; men når de både regerer sig selv og også andre er det ikke længere selvstyre; det er despotisme" [26] Men så længe al denne kritik undlod at anerkende de uløselige bånd mellem imperialismen og trusterne, og følgelig mellem imperialismen og kapitalismens grundlag, så længe de undlod at forene sig med de kræfter, der skabt af storkapitalismen og dens udvikling – så længe forblev den et "fromt ønske".

(...)

LCW bd. 22, s. 285-287.
LUV bd. 6, s. 176-180.

 

X. Imperialismens plads i historien.

Vi har set, at imperialismen i sit økonomiske væsen er monopolkapitalisme. Dette i sig selv bestemmer dens plads i historien, fordi monopolet, der vokser op af den frie konkurrences jordbund, og netop ud af den frie konkurrence, betegner overgangen fra det kapitalistiske system til et højere samfundsøkonomisk system. Vi må særligt lægge mærke til fire hovedtyper af monopoler, eller hovedmanifestationer i monopol-kapitalismen, som er karakteristiske for den periode, vi undersøger.

For det første skabtes monopolet af produktionens koncentration på et meget højt niveau. Det drejer sig om de monopol-kapitalistiske sammenslutninger, karteller, syndikater og truster. Vi har set hvilken vigtig rolle de spiller i nutidens økonomiske liv. Ved begyndelsen af det 20. århundrede havde monopolerne vundet fuldstændigt herredømme i de mest fremskredne lande, og skønt de første skridt henimod dannelsen af karteller blev taget af lande med høj beskyttelsestold (Tyskland, U.S.A.), opstod – blot lidt senere – de samme grundliggende fænomener i frihandelssystemets England, nemlig monopolets opståen af produktionens koncentration.

For det andet har monopolerne fremskyndet erobringen af de vigtigste råstofkilder, særligt til de grundliggende og mest kartel-prægede industrier i det kapitalistiske samfund: kul- og jernindustrierne. Monopolet på de vigtigste råstofkilder har forøget storkapitalens magt enormt, og har skærpet modsigelsen mellem kartel- og ikke-kartelindustri.

For det tredie stammer monopolet fra bankerne. Bankerne har udviklet sig fra beskedne mellemhandlere til finanskapitalens monopoler. Tre til fem af de største banker i hvert af de mest fremskredne kapitalistiske lande har skabt en "personalunion" mellem industri- og bankkapital og har hos sig samlet kontrollen over de tusinder og atter tusinder millioner, der udgør størstedelen af hele landets kapital og indkomster. Et finansoligarki, som kaster et tætmasket net af afhængighedsforhold ud over alle økonomiske og politiske institutioner uden undtagelse i nutidens borgerlige samfund – det er dette monopols mest slående manifestation.

For det fjerde er monopolet vokset frem af kolonipolitikken. Til kolonipolitikkens talrige "gamle" motiver har finanskapitalen føjet kampen om råstofkilderne, om områder for kapitaleksport, om indflydelseserfærer, dvs. områder for profitable forretninger, koncessioner, monopolprofitter osv., i det hele taget økonomisk territorium. Da for eksempel de europæiske magters kolonier kun udgjorde en tiendedel af Afrikas territorium (som det var tilfældet i 1876), var kolonipolitikken i stand til at udvikle sig ved hjælp af andre metoder end monopolets – ved "fri tilegnelse" af områder så at sige. Men da ni tiendedele af Afrika var erobret (i 1900), da hele verden var delt op, da begyndte uundgåeligt den monopolistiske kolonibesiddelses periode og følgelig en skærpet kamp for opdeling og genopdeling af verden.

Det er almindelig kendt i hvor høj grad den monopolistiske kapital har forstærket alle kapitalismens modsigelser. Det er tilstrækkeligt at nævne de høje leveomkostninger og kartellernes tyranni. Modsigelsernes tilspidsning udgør den mægtigste drivkraft i den historiske overgangsperiode, der begyndte med verdensfinanskapitalens endelige sejr.

Monopoler, oligarki, stræben efter herredømme og ikke efter frihed, en håndfuld af de rigeste og mægtigste nationers udbytning af et stigende antal små og svage nationer – alt dette skaber de særegne træk ved imperialismen, som tvinger os til at definere den som snyltende eller rådnende kapitalisme. Som en af imperialismens tendenser tager "rentierstaten", ågerstaten, tydeligere og tydeligere form, en stat, hvor bourgeoisiet mere og mere lever af profitter fra kapitaleksport, af "kuponklipning". Det vil være en fejltagelse at tro, at denne tendens til forfald udelukker kapitalismens hastige vækst. Det gør den ikke. I imperialismens epoke viser snart den ene, snart den anden af disse tendenser sig – i større eller mindre grad – i nogle industrigrene, i nogle borgerlige kredse og i nogle lande. Som helhed udvikler kapitalismen sig langt hurtigere end før; men denne udvikling bliver ikke kun mere og mere ulige i almindelighed, uligheden viser sig også særligt ved forfald i de lande, der er rigest på kapital (England).

(...)

Høje monopolprofitter til kapitalisterne i en af industriens talrige brancher, i et af de mange lande, osv., gør det økonomisk muligt for dem at bestikke visse lag af arbejderne, og for en tid et forholdsvist stort mindretal af dem, og få dem over på bourgeoisiets side i en bestemt industri eller et bestemt land imod alle andre. Skærpelsen af modsigelserne mellem de imperialistiske nationer om opdelingen af verden forstærker denne tendens. Der opstår således en sammenhæng mellem imperialisme og opportunisme, som først og tydeligst dukkede op i Storbritannien, takket være den kendsgerning, at visse træk ved den imperialistiske udvikling kom til syne der meget tidligere end i andre lande. Nogle forfattere, for eksempel L. Martov, ynder at gå udenom den kendsgerning, at der består en sammenhæng mellem imperialisme og opportunismen i arbejderbevægelsen – skønt denne kendsgerning nu er særligt iøjnefaldende – og det sker med "officielt-optimistiske" argumenter (på linie med Kautsky og Huysmans) af denne art: Sagen ville være håbløs for kapitalismens modstandere, hvis netop den fremskredne kapitalisme fører til forstærkelse af opportunismen, eller hvis netop de bedst betalte arbejdere hældede mod opportunismen osv. Man må ikke tage fejl af en sådan "optimisme"s betydning: Dette er optimisme til fordel for opportunismen, en optimisme, der tjener til at tilsløre opportunismen. [27] I virkeligheden er opportunismens usædvanligt hurtige og særligt oprørende vækst på ingen måde en garanti for, at dens herredømme vil vare ved: En ondartet byld, der vokser hurtigt på en sund krop, betyder at den sprænges hurtigere og kroppen bliver fri for den. Farligst i denne forbindelse er de folk, som ikke ønsker at forstå, at kamp mod imperialismen er svindel og bedrag medmindre den uløseligt forbindes med kampen mod opportunismen.

(...)

[26] J. Patoillet: "L'impérialisme américain, Dijjon 1904, s. 272.
[27] Se side 12 i Gotfred Appel: Klassekamp og revolutionær situation, Futura 1971.

LCW bd. 22, s. 298-302.
LUV bd. 6, s. 195-199.

Online i fuldtekst. Se Marxisme Online