INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

KF og virkeligheden

[Ungkommunisten, 2. årgang. september 1969, nr. 7, s. 2-6]

Hsinhua, Peking, 9. maj:

”DET DANSKE FOLK DEMONSTRERER MOD FOREVISNINGEN AF EN FILM, DER VASKER US-AGGRESSORERNE I VIETNAM RENE.

Ifølge rapporter fra den danske hovedstad demonstrerede tusinder af danskere i det indre af København iaftes i protest mod forevisningen af en amerikansk film, der tilslører den USA-imperialistiske aggressions forbrydelser i Vietnam.

For fjerde aften i træk siden forevisningen begyndte, strømmede det danske folk ud i gaderne for at demonstrere mod den reaktionære film.

Demonstrationen standsede al trafik i centrum af den danske hovedstad, og demonstranterne smadrede også vinduerne i Pan Americans kontor.

Demonstranterne kæmpede mod de store mængder politi, der var udkommanderet for at undertrykke dem.

Efter det danske folks stærke modstand, er den reaktionære amerikanske film blevet taget af plakaten.”

Således lød det kinesiske telegrambureaus beskrivelse af Saga-begivenhederne i maj.

Der er efter vor opfattelse en grundlæggende fejl i denne beskrivelse, nemlig, at det skulle være ”det danske folks stærke modstand”, der fik filmen af plakaten. Det var ikke det danske folk, der demonstrerede foran biografen. Der var, mens demonstrationerne var på [deres højeste, 4 til 500 demonstranter – hovedsa]geligt studenter [1] – som udover kamp mod politiet også måtte kæmpe mod en anden del af det danske folk, de såkaldte vilde engle. Ejheller var al trafik standset i Københavns centrum, Vesterbrogade var på visse tidspunkter spærret for gennemkørsel fra Frihedsstøtten til Vesterbros Torv, dvs på intet tidspunkt mere end 500 meter.

Det er vel gået op for de fleste, at kineserne har afbrudt forbindelsen med KAK og dermed altså også KUF. Det skyldes, at vi har erklæret os uenige i en sætning i beretningen fra KKP's 9. kongres, hvor det hedder; ”En hidtil uset gigantisk, revolutionær massebevægelse er brudt ud i Japan, Vesteuropa og Nordamerika, kapitalismens ”hjerte”-områder.” (Bulletin nr. 5, s. 22)

Vi mener ikke, at kapitalismen står umiddelbart foran et sammenbrud, al den stund arbejderklassen, der er den socialistiske revolutions hovedkraft, idag er borgerlig, idag er imperialistisk sindet. Hvor gerne havde vi ikke set 500 arbejdere komme marcherende opad Vesterbrogade, de kunne have fejet de sorte lovmænd tilside og jævnet Saga med jorden, hvis det havde været nødvendigt. Men de var der ikke, i stedet var der de jernkædesvingende engle, gode socialdemokratiske arbejdere.

Dette forhold er KF(M-L) pudsigt nok klar over. Det undgik ikke vor opmærksomhed, at formanden for KF, hr. Scocozza, under demonstrationerne offentligt frarådede folk at deltage under henvisning til, at man ”ikke skulle skabe modsætninger inden for folket” hvad der vel kun kan udlægges som klarhed over, at folket ikke så med velvilje på demonstrationerne.

Den samme erkendelse går igen i en forsideartikel fra forretningsudvalget for KF i sidste nummer af ”Kommunist”, hvor det bl. a. hedder: ”Hvorfor er aktionspolitikken idag så hæsblæsende og spontanistisk, og hvorfor svigter hensynet til en bredere forståelse af aktionerne først og fremmest i arbejderklassen?”

Sætningen er forvrøvlet, men meningen, som den fremstår af det øvrigt skrevne, er den, at ”aktionspolitikken” mangler en strategi og taktik med henblik på den politiske virkning i arbejderklassen. KF skyder på os, men opnår i virkeligheden kun at ramme sigselv. For vi har en strategi, der tager sit udgangspunkt i, at verdens hovedmodsigelse idag er mellem imperialismen og de undertrykte folk og nationer, og at imperialismen vil lide sit afgørende nederlag der, men vil blive endeligt slået her, dvs i den imperialistiske lejr.

KF, der mener at arbejderklassen er revolutionær pr. definition, tror, at problemet løses ved at klassen får ”tillid” til KF. Udfra denne grundopfattelse vil KF gennem møder finde ud af, hvad arbejderne mener om dette eller hint og så tillempe sin taktiske linje, dvs sin handlemåde i den konkrete situation, efter det – naturligvis for at skabe ”tillid”. Vores taktiske opfattelser kan være behæftet med mangler og fejl, men kernepunktet er, at man intet opnår ved at lefle for folk.

Men når nu ”Kommunist” sin vane tro i samme artikel kalder os ”arbejderfjendske”, fordi vi tager arbejderklassens manglende forståelse for nødvendigheden af antiimperialistisk kamp som et udtryk for, at klassen tænker (og derfor handler) borgerligt, ja, så er ”Kommunist” faktisk ude på glatis. Var Marx, Engels eller Lenin ”arbejderfjendske”? Disse marxismens klassikere talte jo også om bestukne arbejdere og en borgerlig arbejderklasse – og hvorfor, mon? Fordi de betragtede verden omkring sig og konstaterede, at der vitterligt fandtes bestukne arbejdere og en borgerlig arbejderklasse (Engels om England). Vi må væk fra den keddeldragtromantik, der, som resultat af års revisionistisk praksis, fortæller, at alt hvad arbejdere ønsker og gør er rigtigt, fordi – det bliver ønsket og gjort af arbejdere. Det er hovedløs logik, og har intet med marxisme at skaffe.

Kommunister tigger ikke om arbejderklassens gunst, kommunister søger, med formand Maos ord, sandhed fra kendsgerninger, og udstikker på grundlag af disse kendsgerninger den politiske linje.

Kendsgerningerne fra dette århundredes politiske praksis fortæller os, at socialdemokratiet, der allerede i 1914 afslørede sig for alverden som social-chauvinistisk, aldrig har stået stærkere i Danmark end netop i 60'erne. Er det antisocialistiske socialdemokrati ikke ”arbejderfjendsk”? Det vil KF formentlig give os ret i, at det er.

Og det revisionistiske DKP, der siden slutningen af 20'erne – omend forgæves – har tigget om arbejderklassens gunst ved at sætte dagskravene i højsædet, søgt at ”lede” arbejderklassens økonomiske kamp og give den en politisk karakter (eller ”hæve” den til politisk kamp, som ”Kommunist” vil forsøge ved at ”føre an” med yderligtgående økonomiske krav), dette parti har kun formået at lede een kamp i Danmark: Den nationale kamp mod den tyske imperialistiske besættelse 1940-45. Kampen blev, som vi påviste i ”Ungkommunisten” nr. 5, ført for genoprettelse af det borgerlige demokrati og ikke for socialismen, men sagen er i denne forbindelse, at denne ledelse i kampen måtte DKP tilkæmpe sig. Det fik den ikke ved at tigge om den eller ved at lefle for en folkestemning, der reelt gik ind for den reaktionære samarbejdspolitik. Var DKP ”arbejderfjendsk”, i den betydning KF bruger ordet, selvom det i starten havde det altovervejende flertal af befolkningen imod sig, selvom arbejderklassen ikke havde nogen forståelse for nødvendigheden af væbnet, ”anti-facistisk” kamp? Naturligvis var det rigtigt at organisere væbnet kamp mod den tyske besættelsesmagt, også selvom arbejderklassen først på et fremskredent tidspunkt af verdenskrigen indså rigtigheden deraf.

Men er samme antisocialistiske DKP ikke ”arbejderfjendsk”, selvom det i årtier – ganske som KF nu – har forsøgt at ”organisere masserne til kamp mod monopolkapitalen”? Vi tror også, KF vil give os ret i, at DKP er ”arbejderfjendsk”.

Det besynderlige for KF's måde at argumentere på er, at det ikke et øjeblik prøver at benægte, at arbejderklassen idag ikke er revolutionær, at der ikke er nogen socialistisk bevægelse i dagens Danmark.

Dette afspejles bl. a. i ”Kommunist's” udgave af den tidligere gengivne pasus af Lin Piaos ord på KKP's 9. kongres, hvor KF lader ham sige, at ”en enestående stor revolutionær massebevægelse er brudt frem”, hvor Hsinhuas tekst har ordene ”unprecedentedly (hvilket er at udlægge ”uden fortilfælde”,”hidtil uset”) gigantic revolutionary massmovement” (Peking Review nr. 18, s. 31).

”Hidtil uset” eller ”uden fortilfælde” betyder således siden kapitalismens begyndelse. Det ville betyde, at de revolutionære rejsninger i Europa, der fulgte efter Oktoberrevolutionen 1917, nu skulle være overtrumfet af en ”revolutionær massebevægelse” i Vesteuropa, der fandt sted i dette øjeblik. Og det er ikke rigtigt, noget sådant finder ikke sted. Der henvises ofte i denne forbindelse til de franske begivenheder i maj sidste år. Lad os da se lidt nærmere på dem.

De franske arbejdere besatte fabrikkerne i sympati med de kæmpende studenter og for deres egne faglige mål. Derefter satte det revisionistiske fagforbund, CGT, sig i sving med sin samfundsbevarende og økonomistiske politik, men til trods for, at CGT grundigt afslørede sig som den franske stats forbundsfælle mod arbejdere og studenter, genoptoges arbejdet efter kollektive lønforhøjelser på 10 %, lønforhøjelser, det ikke tog regeringen et halvt år at gøre virkningsløse. Kampen var politisk i sin begyndelse for så vidt, at den direkte årsag til arbejdernes aktion var de Gaulle-regeringens brutale undertrykkelse af studenterdemonstrationerne, men det lykkedes forholdsvis hurtigt regeringen at splitte den. Kendsgerningerne viser,at arbejderne lod sig narre i arbejde igen.

De økonomiske strejker, der netop har fejet henover Europa, kan heller ikke sidestilles med politisk, væbnet kamp, rettet mod selve lønsystemets beståen, men det var hovedindholdet i de revolutionære, væbnede opstande, der fulgte i Oktoberrevolutionens fodspor i Tyskland og Ungarn.

Der er langt fra ”enestående” til ”hidtil uset”, når man anskuer det på den måde – og det gør de kinesiske kammerater øjensynligt. Det er indlysende, at vi lægger så megen vægt på denne vurdering, for det er det eneste, der står om indre forhold i de imperialistiske lande i hele beretningen – og vi har i hvert fald den største respekt for Kinas Kommunistiske Parti.

”Kommunister må til enhver tid være rede til at bryde en lanse for sandheden, fordi sandheden er i folkets interesse”, lærer formand Mao os, men KF's ledere tør ikke engang fortælle deres medlemmer sandheden om, hvad de kinesiske kammerater (desværre) har vedtaget på deres kongres angående forholdene i Vesteuropa. Os bekendt har KF's ledere heller intet gjort for at rette det kinesiske telegrambureaus fejlagtige opfattelse af Saga-begivenhederne, altså at det ikke var det danske folk, der fik filmen af plakaten, men forskellige mindre grupper af antiimperialister. Denne opfattelse er KF og vi jo enige om, det står at læse i forretningsudvalgets artikel – sammen med en hel del angreb på os.

KF's ledelse hævder, at den er enig med de kinesiske kommunister i et og alt.

De her nævnte eksempler afspejler allerede ret så store uoverensstemmelser – samt en god portion opportunisme hos KF's ledelse. Vi vil hævde, at såfremt KF's ledelse fremover vil fastholde sit synspunkt om ”fuld enighed” med KKP, vil den komme til at gøre nogle gevaldige krumspring.

[1] Den markerede tekst var faldet ud i den oprindelige opsætning. Se rettelse i Ungkommunisten nr. 8, 1969 s. 15 (Onlineredaktionens note)