INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Klassekamp og citatfusk

[Kommunistisk Orientering, nr. 9, 30. december 1969, s. 2-6]

Det er en dårlig sag, der kun lader sig forsvare ved hjælp af citatfusk.

Det svenske Kommunistiska Förbundet Marxist-leninisterna har som bekendt i Gnistan den ene gang efter den anden forsøgt at bevise, at den svenske arbejderklasses kamp for stadig bedre løn og stadig bedre arbejdsforhold og "kommunisters" ledelse af denne kamp er den eneste vej til den socialistiske revolution, og det svenske förbundets danske aflægger og navnebroder Kommunistisk Forbund (Marxister-leninister) har ihærdigt forsøgt sig i samme retning.

Sidst har man i "Kommunist'" for 1. november 1969 kørt det svære skyts - både redaktionen og selveste Benito Scocozza - i marken for endnu engang at ramme en pæl gennem de såkaldte "venstre"opportunisters elendige præk om, at kampen for femøren ikke er og aldrig bliver klassekamp.

Naturligvis anfører eller kommenterer hverken "Kommunist"s redaktion eller Scocozza de talrige principielle udtalelser af Marx eller Lenin om dette spørgsmål, som vi gang på gang har fremdraget. Man lader klogeligt, som om de slet ikke eksisterer.

Det generer f.eks. ikke redaktionen af "Kommunist" det bitterste, at Lenin allerede i "Vort program" i 1899 erklærede, at marxismen klarlagde "et revolutionært socialistisk partis virkelige opgave: ikke at udarbejde planer for en omformning af samfundet, ikke at prædike for kapitalisterne og deres følgesvende om at forbedre arbejdernes lod, ikke at udklække sammensværgelser, men at organisere proletariatets klassekamp og at lede denne kamp, hvis endemål er proletariatets erobring af den politiske magt og organiseringen af et socialistisk samfund." (Samlede værker, engelsk udg., Moskva, bd. 4, s. 210-11.)

Det generer redaktionen så lidt, at den i den ledende artikel fornøjet skriver, at "faglig kamp er klassekamp, såvel som det er klassekamp at kræve (vor understregning. K.O.) de evige prisstigninger stoppet og flere boliger opført. Det er klassekamp at kæmpe for børneinstitutioner, offentlige transportmidler, et bedre sundhedsvæsen og forsorg for børn, syge og gamle, for det er mod kapitalisternes interesser."

"Kommunist"s redaktion skylder hermed sine læsere en forklaring på, hvorfor bedre social forsorg for den brede befolkning skulle være imod kapitalisternes interesser. Så vidt vi kan se har den danske sociallovgivning, der ikke er blandt de dårligste i verden, ikke skadet dansk kapitalisme væsentligt!

"Faglig kamp er klassekamp" - proklamerer "Kommunist" og lader ganske hånt om f .eks. Lenins utvetydige ord: "Når arbejderne på en enkelt fabrik går til kamp mod deres arbejdsgivere, er dette så klassekamp? Nej, dette er kun en spæd kim til den." (Vor umiddelbare opgave, Samlede værker, bd. 4., s. 215).

Nu får det endda være, at "Kommunist" for ikke at bidrage til afsløring af sin egen nyrevisionistiske politik undlader at orientere sine læsere om det principielle marxistiske syn på forholdet mellem den dagsaktuelle kamp og kampen for socialismen. Det er der måske ikke så meget at sige til, når de nu engang har sat sig for at forlige god gammel revisionistisk praktisk politik med ordrig hyldest til den voldelige revolution og proletariatets diktatur. Det forekommer værre, når Scocozza som belæg for sine umarxistiske påstande direkte anfører såkaldte "citater" fra Karl Marx og fra Det Kommunistiske Manifest.

Som indledning til en forsideartikel med titlen "Lønkampen og den revolutionære kamp" i det nævnte nummer af "Kommunist" bringer Scocozza to citater, som han derefter betjener sig af.

Det første citat bringes som følger:

"Jeg tror, jeg har vist, at arbejdernes kampe for normalløn er foreteelser, som er uadskillige fra hele lønsystemet, at deres anstrengelser for af opnå lønforhøjelse i 99 af 100 tilfælde er forsøg på at opretholde den givne værdi af arbejdet, og at nødvendigheden af at slås med kapitalisterne om prisen hænger sammen med deres stilling: at de må sælge sig selv som vare. Hvis arbejderklassen fejgt gav efter i den daglige konflikt med kapitalen, ville den berøve sig selv evnen til at kunne foretage nogen som helst større bevægelse.
Karl Marx: Lønarbejde og kapital. (Tiden 1964, s. 113-14)"

(I parantes være bemærket, at læsere af "Kommunist" der eventuelt vil se dette citat i sin sammenhæng, forgæves vil lede efter det i Karl Marx: Lønarbejde og kapital. Citatet er fra Løn, pris og profit. Vi har ikke kontrolleret sidetallet i pjeceudgaven, men skal meddele, at det står i Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, bd. 1,. s. 441).

Benito Scocozza foretager en lige så bevidst som uhæderlig beskæring af Karl Marx' udtalelse, hvorved han snedigt regner med, at læserne vil opfatte Marx' konkrete påvisning af, at 99 af 100 tilfælde af kamp for højere løn - altså 99 af 100 af de tilfælde af lønkamp, som Marx havde kendskab til - at læserne vil opfatte denne konkrete påvisning som en almen påvisning af at 99 procent af alle lønkampe overhovedet, både på Marx' tid og senere, helt op til idag af natur er "forsøg på at opretholde den givne værdi af arbejdet" og er et uafvendeligt resultat af selve arbejderklassens stilling som udbyttet klasse. Derfra regner Scocozza med, af læserne selv vil slutte sig til, at dersom disse lønkampe ikke fandt sted, hvis arbejderne ikke ustandselig førte kamp i denne "daglige konflikt" med arbejdsgiverne, da "ville de berøve sig evnen til at kunne foretage nogen som helst større bevægelse" - og så kan enhver idiot indse, at kommunister må stille sig i spidsen for dem.

Meget fikst! Men gennemført urigtigt og vildledende. Hvis man tager citatet i sin sammenhæng, vil man let se, af den betydning, Scocozza lægger i det, er en ganske anden end Marx'.

Umiddelbart - i samme afsnit - før de af Scocozza citerede ord står der nemlig følgende (understregningen af Marx):

"Disse få antydninger vil være nok til at vise, at netop den moderne industris udvikling i voksende grad sænker vægtskålen til gunst for kapitalisterne og til skade for arbejderne, og at den kapitalistiske produktions almindelige tendens som følge deraf ikke går i retning af at hæve gennemsnitslønnen, men i retning af at sænke den, d.v.s. trykke arbejdets værdi mere eller mindre ned mod dens laveste grænse. Men når de faktiske forhold i dette system nu viser denne tendens, betyder det så at arbejderklassen skal give afkald på at" gøre modstand mod kapitalens overgreb og opgive sine bestræbelser for ved de lejligheder, der frembyder sig, at opnå det bedst mulige til en midlertidig forbedring af sin stilling? Hvis den gjorde det, ville den blive trykket ned til at blive en ensartet masse forkuede stakler, som ikke mere kunne reddes. Jeg frcr,  jeg har vist o.s.v. (se Scocozzas "citat").

Den "daglige konflikt" med kapitalisterne, som arbejderne ikke fejgt må give efter i, viser sig altså, når vi tager Marx' ord i deres sammenhæng, at være den konflikt, der udspringer af kapitalens daglige forsøg på at tvinge arbejdslønnen ned mod dens laveste grænse, og de 99 af 100 tilfælde at kamp for lønforhøjelser, som Marx omtaler, viser sig altså at være lønkampe, der er ført mod dette pres og for en bevarelse af løn og levestandard på det hidtidige niveau.

Hvad mener Marx med den laveste grænse for arbejdets værdi? Det fremgår af samme værk (stadig Løn, pris og profit), hvor der side 437 i den anførte udgave står følgende (understregningerne Marx' egne):

"Arbejdskraftens værdi dannes af to elementer, af hvilke det ene er rent fysisk, det andet historisk eller socialt. Den yderste grænse bestemmes af det fysiske element, d.v.s. arbejderklassen må for at opretholde og forny sig, for at fortsætte sin fysiske eksistens, have de til sit liv og formering absolut nødvendige eksistensmidler. Værdien af disse absolut nødvendige livsfornødenheder danner derfor den laveste grænse for værdien af deres arbejde."

Den laveste grænse for arbejdslønnen er en løn, der tillader arbejderen at skaffe sig de absolut nødvendige livsfornødenheder og ikke mere.

Marx siger i det af Scocozza så groft beskårne citat, at det er en almindelig tendens hos kapitalen til stadighed at forsøge at presse arbejdslønnen ned mod denne laveste grænse, hvor arbejderklassen kun lige akkurat får tilstrækkeligt til at leve og forny sig, men han tilføjer, at dersom arbejderne roligt fandt sig i af blive presset ned mod denne laveste grænse, da ville de ikke kunne reddes, da ville de blive forkuede og ikke være i stand til at gennemføre nogen større bevægelse.

Da Marx skrev Løn, pris og profit var det ikke blot en almindelig tendens hos kapitalen at presse prisen og dermed værdien på arbejdskraften ned  mod denne laveste grænse. Tendensen havde i hele den engelske kapitalismes historie indtil da givet sig uophørlige, synlige og mærkbare praktiske udslag. De engelske kapitalister havde faktisk uophørligt gjort sådanne forsøg, og det var i vid udstrækning i det nittende århundredes første årtier faktisk lykkedes dem at presse lønnen og dermed arbejdskraftens værdi nedad! Marx taler om arbejderklassens forsvarskamp for at "opretholde den givne værdi af arbejdet" (hvormed han, som han selv siger det i Løn, pris og profit mener arbejdskraftens værdi). Hvad er det for en given værdi? Det er den værdi, der ikke blot indeholder det fysiske element, men det historiske eller sociale element - det er den værdi, som arbejdskraften havde ifølge den tilvante levestandard på det tidspunkt, da arbejderklassen blev til! Denne værdi forsøgte kapitalisterne at tvinge nedad, og det lykkedes dem som sagt i ikke ringe udstrækning - og Marx konstaterer som en konkret kendsgerning, at 99 af 100 lønkampe på den tid drejede sig om "forsøg" fra arbejdernes side på at opnå en "midlertidig forbedring" af deres stilling.

Hvad har det med vores danske situation i dag at gøre? INTET SOM HELST, udover den grundlæggende kendsgerning, af selve den almindelige tendens hos kapitalen fortsat eksisterer. Blot giver den sig i dag ikke praktiske udslag og har ikke gjort det i årtier!

Den danske arbejderklasses lønkampe er ikke fremtvunget af kapitalisternes uophørlige forsøg på at presse lønnen ned mod det fysiske minimum! De danske arbejderes kampe for højere løn og kortere arbejdstid har intet til fælles med den "daglige konflikt" med kapitalen om at "opretholde den givne værdi af arbejdet", som Marx taler om.

Den danske arbejderklasses levestandard i dag ligger milevidt over levestandarden hos de landarbejdere og fattigfolk fra byerne, der ved industrialiseringens gennembrud i Danmark blev de første industriarbejdere, og de faglige "kampe" og den løn"kamp", der har været ført de sidste mange årtier har været "kampe" for af forøge afstanden til "den givne værdi" i opadgående retning. Den "klassekamp" for endnu højere løn, endnu kortere arbejdstid, endnu flere børneinstitutioner, endnu bedre social forsorg, som "Kommunist" - i skarp konkurrence med "Land og Folk" - fabler om, er ikke en forsvarskamp fra arbejdernes side mod uophørlige forsøg fra kapitalisternes side på at presse arbejdernes levestandard ned i retning af den laveste grænse, det nøgne fysiske minimum.

Jamen, vil man måske spørge (mange har gjort det), mener I "venstre"opportunister i KAK da, at arbejderne skal lade være med at forsøge at sætte reallønnen i vejret? Spørgsmålet er tåbeligt, men kan besvares således:

Hvis man dermed mener, om vi vil stille os op og fægte med armene og råbe op imod enhver lønaktion, da er svaret et klart NEJ. Naturligvis vil vi ikke gøre det. Vi forsøger at undlade at stille os selv uløselige opgaver. Kapitalismens historiske udvikling har som en objektiv kendsgerning medført, at kapitalisterne ikke blot - som Engels konstaterede det - har opgivet kampen for arbejdsdagens forlængelse, men at de også har fået råd til via superprofitter og ulige handelsforhold (og den på grundlag heraf gennemførte og stadig foregående tekniske revolution) med højere løn, kortere arbejdstid, social forsorg, kommunebiblioteker, o.s.v. o.s.v. at bestikke og korrumpere arbejderklassen i en sådan grad, af den i dag som klasse hverken har de objektive eller subjektive muligheder for at forberede sig på eller kæmpe for en socialistisk revolution, hvilket betyder at den indtil videre uvægerligt vil begrænse sig til af føre, men til gengæld også til stadighed vil føre en rent økonomisk og borgerligt-demokratisk kamp.

Denne situation lader sig ikke ændre gennem snak eller ønskedrømme om socialismen! Den lader sig kun ændre derved, at kapitalismen i kraft af sine egne "tendenser", som Marx og Engels afdækkede, havner i en krise, hvor den tvinger arbejderklassen og den brede befolkning til at handle.

Vi vil over for den faglige og økonomiske "kamp" til stadighed følge Engels' anvisninger og være dem, der på forhånd viser arbejderklassen deres fejltagelse og ustandseligt fremholde for den, at enhver bevægelse, der taber endemålet, lønsystemets afskaffelse, af syne, uvægerligt vil komme på afveje.

Og det agter vi at blive ved med, og vi agter igen og igen at bekæmpe både DKP-isternes og KF(m-l)ernes idelige forsøg på at bilde arbejderne ind, at deres såkaldt "daglige konflikt" for at få mere, har noget sorn helst med klassekamp for socialisme at skaffe.

"Klassekamp for socialisme" bringer os til det andet såkaldte "citat", som Benito Scocozza bringer til torvs og mod bedre vidende betjener sig af i sin artikel. Han citerer følgende:

"Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie. Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og lavssvend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte har stået i stadig modsætning til hinanden, har - snart skjult, snart åbenlyst - ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang."
Karl Marx og Friedrich Engels: Det kommunistiske manifest. (Tiden 1964, s. 14)

Det generer ikke Scocozza, at Lenin for længe siden hånede de russiske økonomister, fordi de troede, at "ethvert sammenstød mellem klasser er klassekamp". Det generer ikke Scocozza, at Manifestet udtrykkeligt taler om en "uafbrudt kamp" - han tilføjer uden at blinke ordet klasse og skriver i sin artikel, at det er en "kendsgerning, at der - som Marx siger det - finder en uafbrudt klassekamp sted i det kapitalistiske samfund som i alle andre klassesamfund." Net og behændigt - men den rene svindel!

Den slags nonsens har endnu ingen grebet Marx i at udtale! Og Det kommunistiske manifest rammer da også blot nogle få sider efter s. 14 en pæl gennem "historikeren" Scocozzas forbløffende uhistoriske påstand.

Manifestet slår fast, at "Proletariatet gennemgår forskellige udviklingstrin. Dets kamp mod bourgeoisiet begynder med selve dets eksistens. I begyndelsen kæmper de enkelte arbejdere, så arbejderne på en fabrik, dernæst arbejderne inden for et fag på et bestemt sted mod den enkelte fabrikant, der udbytter dem." Manifestet slår samtidig fast, at på det første udviklingstrin kæmper proletariatet i virkeligheden ikke mod sin fjende, men mod sin fjendes fjender (feudalismen o.s.v.), og at alle sejre i denne kamp er sejre for bourgeoisiet! På det næste udviklingstrin får - stadig med det af Scocozza misbrugte Manifests ord - "sammenstødene mellem den enkelte arbejder og den enkelte bourgeois mere og mere karakter af et sammenstød mellem to klasser. Arbejderne begynder med at danne sammenslutninger mod bourgeois'erne; de finder sammen for at forsvare arbejdslønnen. De stifter selv varige sammenslutninger for at have proviant under lejlighedsvise rebellioner. Enkelte steder bryder kampen ud i oprør."

Vi har i dag disse sammenslutninger, vi har strejkekasserne, der giver "proviant under lejlighedsvise rebellioner" og visse steder har vi også oplevet, at kampen er brudt ud i oprør. Men dette er stadig - ifølge Karl Marx og Friedrich Engels ikke klassekamp. Manifestet fortsætter:

"Undertiden sejrer arbejderne, men kun forbigående. Det egentlige resultat af deres kampe er ikke den umiddelbare sejr, men det, at arbejdernes samling griber mere og mere om sig. Det fremmes ved de forbedrede samfærdselsmidler, som storindustrien skaber, og som bringer arbejderne fra de forskellige egne i forbindelse med hinanden. Og det er netop kun denne forbindelse, der er nødvendig, for at de mange lokale kampe, som overalt har samme karakter, kan centraliseres til en national kamp, til klassekamp. Men enhver klassekamp er en politisk kamp." (Vor understregning. K.O.)

Ifølge Manifestet - og altså ifølge Marx, som Scocozza tager til indtægt for den modsatte opfattelse - kæmper proletariatet altså ganske rigtigt på alle trin af sin udvikling, men det er først på sidste trin, at proletariatets uafbrudte kamp bliver til klassekamp.

Det er rigtigt, af vi i dag har de samfærdselsmidler, der ifølge Manifestet er nødvendige, for at de lokale kampe kan centraliseres til en national kamp, til klassekamp. Vi har mange gange oplevet national - altså landsomfattende - kamp mod kapitalisterne, landsomfattende strejker, landsomfattende aktioner o.s.v. Har vi da ikke klassekamp? Og selvom det er forkert af Scocozza at påstå, at der historisk set, bagud, har været ført uafbrudt klassekamp i det kapitalistiske samfund, har han da ret i, at der nu føres national kamp, altså klassekamp, ikke? Så meget mere, som Marx jo udtrykkeligt, som vi lige selv har citeret, skriver, at "det er netop kun denne forbindelse, der er nødvendig ..." En sådan indvending kunne man tænke sig fremsat.

Hertil er at sige:

For det første står der i det netop citerede fra Manifestet, at denne "forbindelse" er nødvendig for at de mange lokale kampe kan centraliseres til klassekamp. Der står ikke at de mange lokale kampe automatisk centraliseres til klassekamp. "Forbindelsen" er en forudsætning for klassekampen, men den er ikke den eneste. Marx selv konstaterede jo, som vi tidligere har påpeget det, at England sidst i 1860'erne i økonomisk henseende var modent til den socialistiske revolution, men at en anden forudsætning på det tidspunkt var nødvendig, før denne modenhed kunne føre til selve revolutionen, nemlig at det irske folk slog sig fri af Englands overherredømme! Engels konstaterede senere, at en forudsætning for, at denne modenhed blev udnyttet til at gennemføre revolutionen, var at den engelske arbejderklasses levestandard kom ned på, som han sagde det "kontinentets niveau", når det engelske monopol på industri og kolonier blev afgørende brudt. Lenin konstaterede, at da Irland blev selvstændigt, havde den engelske arbejderklasse ikke kraft til at lave revolution alligevel, og han konstaterede, at Englands monopol på industri og kolonier nok blev brudt, men ikke på den måde, som Engels talte om, men således, at en række lande delte monopolet imellem sig og hver for sig fik mere ud af det end England, dengang dette var alene om det. Vi kan i dag konstatere, at selve dette kolonisystems så godt som totale ophævelse tværtimod at have ført til den økonomiske krise i kapitalismens hjemlande, der er det væsentligste element i en revolutionær situation, netop har ført til en ny opblomstring og en forstærket opgang i arbejderklassens levestandard, og at altså heller ikke selve det gamle "kolonimonopols" afskaffelse har ført til revolution. (For at undgå enhver misforståelse: Vi er helt på det rene med, at netop denne opblomstring og forstærkede opgang, netop denne kapitalismens fornyede hastige vækst i sidste ende kun vil skærpe de indre kapitalistiske modsigelser og føre til en endnu voldsommere økonomisk og politisk krise!

For det andet står der i sidste sætning i det citerede afsnit fra Manifestet: "Men enhver klassekamp er en politisk kamp."

Vi har sagt det før, men gentager det her og vil utvivlsomt finde anledning til at gentage det mange gange endnu. Dette betyder ikke, at enhver kamp fra arbejderes side mod kapitalister er en politisk kamp! Vi giver endnu engang Scocozza og ligesindede mulighed for at indprente sig Lenins forklaring netop på disse ord i Manifestet:

"Arbejdernes kamp bliver først klassekamp, når alle de mest fremtrædende repræsentanter for hele arbejderklassen i hele landet er sig selv bevidste som en enkelt arbejderklasse og iværksætter en kamp, der er rettet ikke mod de enkelte arbejdsgivere, men mod hele klassen af kapitalister og mod den regering, der støtter denne klasse. Kun når den enkelte arbejder indser, at han er medlem af hele arbejderklassen, kun når han anerkender den kendsgerning, at hans lille daglige kamp mod enkelte arbejdsgivere og enkelte embedsmænd er en kamp mod hele bourgeoisiet og hele regeringen, bliver hans kamp klassekamp. 'Enhver klassekamp er en politisk kamp' - disse berømte ord fra Marx må ikke forstås således, at enhver kamp fra arbejderes side mod arbejdsgivere altid nødvendigvis er en politisk kamp. De må forstås således, at arbejdernes kamp mod kapitalisterne uvægerligt bliver en politisk kamp, for så vidt den bliver en klassekamp." (Samlede værker 6.4, s. 215-16)

"Enhver klassekamp er en politisk kamp", siger Marx. Al politisk kamp er klassekamp, siger Engels. Arbejdernes kamp mod kapitalisterne bliver en politisk kamp, for så vidt den bliver en klassekamp, siger Lenin. Al politisk kamp er en kamp om magten i samfundet, siger Mao Tse-tung.

Arbejdernes kamp er først klassekamp, når den bliver en kamp mod hele kapitalistklassen, mod den herskende klasse, for at tage magten i samfundet fra den, for at indføre socialismen.

Vi kunne naturligvis være flintrende ligeglade med, om en Benito Scocozza fandt for godt at hævde, at krav om flere børneinstitutioner i dagens Danmark er klassekamp - hvis han blot ville undlade at gøre det under skiltet "marxister-leninister". Det kunne naturligvis være os så inderligt ligegyldigt, om en flok mennesker satte sig som mål "at stille sig i spidsen for arbejdernes daglige konflikt med kapitalisterne" i snylterstaten Danmark i dag, hvis blot de ville undlade at tage Marx' navn forfængeligt i den forbindelse.

Det kan ikke være os ligegyldigt, at en organisation, der kalder sig "Kommunisters forbund (marxister-leninister)" misbruger marxismen, bruger Marx og Det kommunistiske manifest til at tilsløre sandheden om den imperialistiske verden i dag. Vi har pligt til at råbe vagt i gevær, når man i marxismens og socialismens navn vil bilde den danske arbejder ind, at jo flere sociale goder, han kræver og skaffer sig, desto mere træder han kapitalisternes interesser for nær og jo nærmere kommer han socialismen.