INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Krise og revolution. Af Gotfred Appel

[Artiklen blev oprindelig bragt i dagbladet Information 3. marts 1971]

Utallige ting adskiller marxister fra folk i den almindelige "revolutionære" og "'socialistiske" venstredyne. En af disse utallige ting, som der i dag er grund til at fremhæve, er holdningen til det kapitalistiske samfunds økonomiske vanskeligheder, til nedgang og kriser.
     Venstredynen (SF, VS, DKP, maoister osv.) siger omtrent som så: "Arbejdere, lønmodtagere! I må indføre socialismen, ellers mister I de goder, som I så møjsommeligt har tilkæmpet jer. Bekæmp gigant-monopolerne og Fællesmarkedet, ellers vil det gå jer ilde".
     Marxisterne siger som så: "Arbejdere! De materielle goder, som I nyder godt af i dag, har I i det væsentligste opnået ved at få del i imperialismens plyndring af andre lande og folk. Hvad enten Danmark kommer i fællesmarkedet eller ej, vil de nye gigantmonopoler med usvigelig sikkerhed en dag medføre den store økonomiske og politiske krise, der vil tvinge jer til revolution. I vil blive nødt til at bringe ofre - selvom I hader tanken i dag!"

Der er ingen tvivl om, hvem af de to parter der i dag har størst mulighed for at vinde gehør og sympati. Men der er til gengæld heller ingen tvivl om, hvem der har ret!
     "Enhver revolution (til forskel fra en reform) indebærer ifølge selve sin natur en krise og tilmed en meget dyb krise, både politisk og økonomisk...
     Det er proletariatets revolutionære partis opgave at forklare arbejderne og bønderne, at de må have mod til dristigt at møde denne krise og i revolutionære foranstaltninger finde en kilde til styrke, hvormed de kan overvinde krisen", skrev Lenin i 1920, og han fortsatte:
     ”De uafhængige (i Tyskland) og Longuetisterne (i Frankrig) forstår ikke og forklarer ikke masserne, at de fremskredne landes imperialistiske superprofitter satte dem i stand til (og stadig sætter dem i stand til) at bestikke proletariatets øverste lag, at tilkaste dem nogle krummer fra superprofitterne (fremskaffet fra kolonierne og fra den finansielle udbytning af svage lande), at skabe et privilegeret lag af faglærte arbejdere osv." (Samlede værker bind 3o, s. 341 og 342).
     DKP har altid været stolt af at have sine bedste støtter netop blandt de mest privilegerede af disse faglærte arbejdere, og det er netop dette privilegerede lags angst for krise, for at miste sine goder, der dikterer både DKPs og den øvrige venstredynes holdning til overenskomster, til betalingsbalance, til fællesmarked osv.

"At fortælle arbejderne i den håndfuld rige lande, hvor tilværelsen takket være den imperialistiske plyndring er lettere (end i Kina), at de må være bange for 'for stor' forarmelse, er kontrarevolutionært", sagde Lenin på Kominterns anden kongres. Ved at fortælle dem, at de ikke behøver at bringe stor ofre under revolutionen, ”taber man hovedsagen af syne, nemlig at det var ved at hjælpe sit 'eget' bourgeoisi med at erobre og kvæle hele verden med imperialistiske metoder, med det formål derved at sikre bedre betaling til sig selv, at arbejderaristokratiet udvikledes. Hvis de tyske arbejdere nu ønsker at arbejde for revolution, må de yde ofre, og ikke være bange for at gøre det" (Samlede værker, bd. 31, s. 248).
     Dette er den marxistiske, den revolutionære holdning. Den blev aldrig forstået af Kominterns vesteuropæiske partier. De lærte aldrig at hilse krisen velkommen. De vovede aldrig at forberede arbejderne på dens komme og på dens nødvendighed.
     "Hvis demokraterne kræver regulering af statsgælden, kræver arbejderne statsbankerot", sagde Marx og Engels i 1850. Kominterns vesteuropæiske partier og deres efterfølgere har altid skyet statsbankerotten som pesten og blot krævet en "bedre" regulering af statsgælden.

Det er et spørgsmål om holdning, men en holdning er altid baseret på en bestemt opfattelse.
     Venstredynen opfatter socialismen som en art alternativ til kapitalismen - et alternativ som det står arbejderklassen frit for at vælge, "hvis blot den..." (prikkerne står for vendinger som "forener sig” , "står sammen", "forstår tidens krav", "selv vill” osv.).
     Marxister derimod opfatter socialismen som et resultat af kapitalismens egen udvikling, som arbejderklassen bliver tvunget til at realisere, når det kapitalistiske system har udtømt sine muligheder og havner i krise.
Venstredynen vil ud fra sin småborgerlige opfattelse bekæmpe de nye gigantmonopoler og/eller afbøde og mildne deres økonomiske og politiske virkninger, fordi de gør ondt på den priviligerede arbejderklasse.
     Marxister vil hverken "kræve" eller "fremme" den nye udvikling i kapitalismen. De vil bekæmpe den, men ikke på venstredynens småborgerlige vis. De vil følge Lenins ord om trusterne, hvis udvikling han heller ikke ville "kræve" eller "fremme", men ville bekæmpe ved, som han sagde, at gå "fremad, ud over trusterne osv. og ud over dem til socialismen!"
     Hvis den vesteuropæiske, herunder den danske arbejderklasse skal blive i stand til på denne måde at bekæmpe gigantkoncernerne og deres politiske nyskabelser, må der imidlertid, som allerede Engels udtrykte det, ske "en hård tugtelse gennem kriser"!