INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Lidt om u-landshjælp

[Ungkommunisten, 2. årgang. september 1969, nr. 7, s. 19-20]

En af vore venner har en bekendt, der arbejder i Indien som u-landsfrivillig. Vi bringer her et uddrag fra et brev, der belyser lidt af den nytte, vor højt besungne u-landshjælp gør i et udhungret og undertrykt land med et indbyggertal på nær de 500 millioner.

”......Baconfabrikken er et regeringsforetagende. Opførelsen har kostet ca. 4 mill. kroner. Den består af slagteriet med en kapacitet på ca. 100 grise dagligt og skulle beskæftige ca. 50 slagtere. Der er nedkølede opskæringsrum og saltningskælder, 4 kølerum, røgovne, pølsemageri med moderne dansk maskineri og i det hele taget hvad der er nødvendigt for arbejdets udførelse.

I forbindelse med baconfabrikken er der en regeringssvinefarm, som kan bruges til avlsforsøg og avling i det hele taget. Der er en slagterforretning i Q. og en i P., begge ejet af regeringen.

Situationen er som følger: Vi har en General Manager (GM). Han har fået denne post, fordi hans familie har indflydelse i den lokale regering. Han er en veg og ubrugelig person, af den type, der kun ansætter folk, hvis de på en eller anden måde er i familie med ham selv eller ud af hans egen kaste eller landsby. Det siges, at han tager penge for at ansætte folk. Det er normalt, at overordnede forlanger penge for at ansætte folk i regeringsinstitutioner. Ofte må arbejdere, som kan få 150 kroner om måneden, betale helt op til 500 kr for et job. Og arbejderne her – der er priviligerede – skal arbejde to dage for at få råd til et kilo kød, de selv har været med til at slagte.

GM er den største hindring for at fabrikken kan blive til noget. Han har ikke meget at sige, får sine ordrer fra regeringen, men han er for veg til at gøre opmærksom på tingenes tilstand, så deres beslutninger er helt hen i vejret. Resten af stab og arbejdere er underlagt ham og tæller 35-40 mennesker – heraf er kun de 7 slagtere, resten er uproduktive. Der er hakkeorden, ordrer kommer fra oven og bevæger sig nedefter, de nederste på ranglisten bliver således brugt som private tjenere af de andre. Med 35-40 mennesker ansat og kapaciteten på 100 grise om dagen i tankerne er det chokerende, at vi kun slagter ca. 20-25 grise om ugen, dvs 4 (fire) % af kapaciteten.

Vi regnede med, at kapaciteten ville blive udnyttet bedre, end det er tilfældet, og at der i det hele taget ville være meget mere skub i foretagenet. Hvis Mellemfolkeligt Samvirke havde vidst, hvordan situationen stod, var jeg nok ikke blevet udsendt hertil. De vil meget nødigt sende folk hjem, selvom deres projekt er en misforståelse. De siger: Få gjort så meget på dit program som muligt, og hvis der så er tid til overs, kan man lave et udviklingsarbejde et andet sted – hvis man da kan finde et sådant. Hvis ikke, må man få tiden til at gå som man bedst kan.

Mellemfolkeligt Samvirke ønsker af politiske prestige-mæssige grunde at have så mange ude som muligt. Der er jo politisk basis for at have 400 frivillige ude, men man har ikke mere end 230-40 stykker. Det er meget vanskeligt at finde de rigtige jobs og de rigtige folk.

Nå, lidt mere om fabrikkens situation. Regeringen vil ikke give kapital til Baconfabrikken når den ikke giver overskud, og fabrikken bliver nødt til at have kapital for at komme til at give overskud indenfor et overskueligt tidsrum.

Arbejdere og funktionærer får ikke deres løn til tiden, de er to måneder bagud for øjeblikket. Vi har ikke benzin til bilerne. Producenterne får ikke penge for deres grise, og mere end halvdelen af dem er gået nedenom og hjem. Vi kan ikke få de produkter, der er nødvendige for at fremstille pølser og lignende, så det hele er faktisk ret så fortvivlende.....”