INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

To linjer (4)

Hæfte 1-6, hver på 6-7s. (Tillæg til Kommunistisk Orientering, 5. årg. nr. 18, 2. oktober 1968 - 6. årg. nr. 2, 30. januar 1969)
To linjer (3) Til oversigt To linjer (5)

I den første af sine fire artikler mod Kommunistisk ORIENTERING bragte GNISTAN (organ for det svenske "Kommunistiska förbundet marxist-leninisterna") bl.a. følgende uddrag af K.O.s artikel i nr. 7, 21/3 1968:

"Skal vi stræbe efter at lede arbejderklassen i kampen for højere løn, for kortere arbejdstid, mobilisere den til at kræve flere borgerlige 'sociale goder', flere 'fritidsgoder’, der tilfredsstiller dens borgerlige behov for tidsfordriv?

---

Bør vi ikke åbent sige, at hele denne kamp for opfyldelsen af borgerlige behov leder arbejderklassen direkte bort fra socialistisk tankegang? At den faglige aktivitet på snylterstatens nuværende udviklingstrin er direkte til skade for kampen for socialismen?"

(Vi vil gerne med det samme bede læserne lægge nøje mærke til udtrykket "på snylterstatens nuværende udviklingstrin", således at de ikke forfalder til at tro, at vi generelt, principielt er af den opfattelse, at kamp for økonomiske krav er til skade for kampen for socialismen.)

GNISTAN erklærer efter dette citat fra K.O., at disse spørgsmål fra vor side viser, at vores tankegang er i direkte modstrid med Lenins og Mao Tse-tungs principper for studiet af objektive kendsgerninger. Efter derefter at have omtalt "en del småborgerlige og politisk umodne elementer inden for den marxistisk-leninistiske bevægelse i Sverige" (hvormed det sigter til de fornuftige folk i Sverige, der har brudt med KFML på grund af dets revisionistiske og økonomistiske politik), skriver GNISTAN, at efter disse folks mening skal også i Sverige følgelig

"... ethvert forsøg på at udløse, organisere og lede arbejderklassens økonomiske kamp mod monopolkapitalen - der er en uadskillelig del af proletariatets klassekamp - brændemærkes som 'direkte skadelig' for socialismens sag."

GNISTAN vender Hlbage senere til problemet klassekamp og skriver i sin 3. artikel imod os bl.a.:

"... gennem at bestride, at arbejderklassens økonomiske kamp er en uadskillelig del af dens klassekamp mod bourgeoisiet, bliver de objektivt bourgeoisiets medhjælpere i kampen mod arbejderklassen,..."

Endelig skriver GNISTAN i sin sidste artikel mod K.O., at det er "afgørende" for løsningen af den opgave at vække socialistisk bevidsthed hos arbejderne, at

"... marxister-leninisterne tager aktiv del i arbejderklassens interessekamp. Kun således kan vi vinde arbejdernes tillid og nedbryde den indflydelse, som borgerklassens agenter har blandt dem. Kun således får vi den socialistiske teori ud blandt arbejdermasserne og overbeviser dem om socialismens nødvendighed,"

(Uden iøvrigt på nuværende tidspunkt at ville kaste os ud i en polemik mod det svenske KFMLs nyskabte danske navnebroder, skal vi lige bemærke, at sidstnævnte organisation i det seneste nummer af sit organ "Kommunist" i en artikel vendt mod "bestikkelses-teorien" bl.a. skriver:

"... kæmpe for flere sociale goder, for kortere arbejdstid og så videre, kort sagt at føre klassekamp .." og senere:

"... arbejderklassens og den socialistiske verdensbevægelses kamp for at sikre, bevare og - med skiftende held - udvide de sociale goder eller med andre ord: KLASSEKAMPENS RESULTATER,..."

De to organisationer er altså ikke blot navnebrødre, men også åndsfrænder.)

Hvad er klassekamp ?

Vores svar på dette grundlæggende spørgsmål vil uundgåeligt komme til at indeholde en del ting, som vi har sagt før. Men da GNISTAN-folkene tydeligt nok ikke endnu har læst, hvad vi tidligere har skrevet, og da det åbne angreb på os har skaffes os en del nye læsere - ikke mindst i Sverige - tøver vi ikke med endnu engang at bringe nogle udtalelser fra marxismens førstemænd om dette kardinalpunkt.

Bernstein spurgte i 1879 Engels, om denne kunne skaffe ham en artikel om den engelske arbejderklasses kamp. Engels svarede, at det kunne han ikke, og det skulle Bernstein ikke være ked af, for der foregik faktisk ikke nogen kamp, der var omtale værd. Engels skrev:

"I en årrække nu har den engelske arbejderbevægelse håbløst beskrevet en snæver cirkel af strejker for højere løn og kortere arbejdstid, men ikke som et redskab eller middel til propaganda og organisation, men som det endelige mål. … Man kan her kun tale om en arbejderbevægelse, for så vidt der foregår strejker her, der - hvad enten de vindes eller ej - ikke fører bevægelsen eet skridt videre." (Udvalgte breve, Moskva, eng. s. 320)

To ting er hér afgørende;

For det første: Økonomiske/strejker - for højere løn, kortere arbejdstid - kan have betydning, hvis de benyttes som redskab eller middel til propaganda og organisation. Det er ikke det, GNISTAN-folkene vil. De vil "udløse" og "organisere" selve den økonomiske kamp for derigennem at vinde arbejdernes tillid. De vil ikke benytte arbejdernes spontane strejker for økonomiske mål til at organisere arbejderklassen med henblik på den revolutionære kamp. De vil lede den økonomiske kamp, idet de håber, at arbejderne så vil lytte, når de taler politik til dem.

For det andet: Hvad enten den slags økonomiske strejker, som Engels taler om, vindes eller tabes, fører de ikke bevægelsen eet skridt fremad. De er set fra et politisk synspunkt - fra et revolutionært synspunkt - fuldkommen ligegyldige. Altså er disse økonomiske kampe ikke en del af klassekampen.

Lenin skrev om klassekamp og dette ords betydning i et af sine tidligste værker: "Vor umiddelbare opgave" fra 1899:

"Vi er alle enige om, at vor opgave er organisering af proletariatets klassekamp, Men hvad er denne klassekamp for noget? Når arbejderne i en enkelt fabrik eller en enkelt industrigren går i kamp mod deres arbejdsgiver eller arbejdsgivere, er dette så klassekamp? Nej, det er kun en spæd begyndelse til den."

Det er ikke klassekamp, når arbejderne på en virksomhed eller i et fag kæmper for kortere arbejdstid eller højere løn - det kan derfor heller ikke generelt siges, at kortere arbejdstid eller højere løn altid er resultat af klassekamp. Denne økonomiske kamp er en "spæd begyndelse" til klassekamp. Dette betyder ikke at der ud af enhver sådan "spæd begyndelse" naturnødvendigt vokser en klassekamp. Vi har - i det netop anførte citat - Engels' ord for, at arbejdere i årevis kan udfolde sådanne "spæde begyndelser", uden at det har eller får det bitterste med klassekamp at gøre.

Den økonomiske kamp - den "spæde begyndelse" - udvikler sig under bestemte omstændigheder til klassekamp, hvilket vil sige, at kampen ændrer karakter. Men det sker ikke automatisk. Den "spæde begyndelse" er først og fremmest en "begyndelse" set i det historiske perspektiv - en begyndelse i proletariatets historie, i den i det lange løb uundgåelige udvikling, som proletariatet gennemløber fra sin fødsel som udbyttet klasse til den dag, hvor det tager magten fra bourgeoisiet. Mere herom i "To linjer (5)".

Lenin fortsætter i den nævnte artikel:

"Arbejdernes kamp bliver først klassekamp, når alle de mest fremtrædende repræsentanter for hele arbejderklassen i hele landet er sig selv bevidste som en enkelt arbejderklasse og iværksætter en kamp, der er rettet ikke mod enkelte arbejdsgivere, men mod hele klassen af kapitalister og mod den regering, der støtter denne klasse."

I Danmark ophøjede regeringen i 1956 et af arbejderne forkastet mæglingsforslag til lov. Arbejdere landet over svarede med strejker, der både var vendt mod arbejdsgiverne som helhed og mod regeringens diktat i deres interesse. Var dette da ikke klassekamp? Nej, det var det ikke. Det var en kamp, der tog sigte på at tvinge arbejdsgiverne til at give bedre betaling for arbejdskraften og på at tvinge regeringen til ikke at bistå arbejdsgiverne med at sige nej til dette krav. Kampen var i den forstand "politisk", at den også var rettet mod regeringens politik - men den var ikke politisk i den forstand, at den var rettet mod regeringen i dens egenskab af kapitalistklassens organ. Kampen forsøgte at tvinge regeringen til at ændre "politik", den tog ikke sigte på at ændre den omstændighed, at kapitalistklassen har magten i samfundet og derfor også har en regering siddende. Og så er det ikke klassekamp. Det er kun klassekamp, når kampens mål er magten i samfundet. Hør blot Lenin videre, stadig i samme artikel:

"Kun når den enkelte arbejder indser, at han er medlem af hele arbejderklassen, kun når han anerkender den kendsgerning, at hans lille daglige kamp mod enkelte arbejdsgivere og enkelte embedsmænd er en kamp mod hele bourgeoisiet og hele regeringen, bliver hans kamp klassekamp, 'Enhver klassekamp er en politisk kamp’ - disse berømte ord fra Marx må ikke forstås således, at enhver kamp fra arbejderes side mod arbejdsgivere altid nødvendigvis er en politisk kamp. De må forstås således, at arbejdernes kamp mod kapitalisterne uvægerligt bliver en politisk kamp, for så vidt den bliver en klassekamp,"

Kampen skal blive til klassekamp - til kamp om magten i samfundet - før den bliver politisk. Omvendt skal kampen være politisk - dreje sig om magten i samfundet - før den bliver klassekamp. Enhver klassekamp er en politisk kamp, siger Marx (Det Kommunistiske Manifest), Enhver klassekamp er en politisk kamp, siger Engels. Klassekamp og politisk kamp i socialistisk betydning - den ene klasses kamp for at erobre magten fra en anden klasse og den anden klasses kamp for at bevare sin magt - er een og samme ting.

Kamp for højere løn, kortere arbejdstid, længere ferie, bedre arbejdsforhold o.s.v, kan aldrig blive en politisk kamp, kan aldrig blive klassekamp i sig selv. Lenin hamrede i "Hvad må der gøres?" fast med syvtommersøm, at det er det argeste sludder at ville "give selve den økonomiske kamp en politisk karakter." Derimod kan den økonomiske kamp - under bestemte betingelser - hæves op til at blive en politisk kamp. Lenin skrev:

"Hvori består da socialdemokratiets ( i dag læs: kommunisternes) rolle, om ikke i at være 'ånden', der svæver over den spontane bevægelse, men også hæver denne sidste op til 'sit program'? Dog vel ikke i at traske af sted som bevægelsens hale: i bedste tilfælde er dette til ingen nytte for bevægelsen, i værste   - meget, meget skadeligt." (Udvalgte værker, bind 2, s. 70-71)

Vi har tidligere bragt Lenins ord om forholdet mellem reformer og revolution, men gentager også dem her:

"... at udføre al propaganda og agitation ud fra revolutionssynspunktet i modsætning til reformer, idet man systematisk, både teoretisk og praktisk, på ethvert trin af parlamentarisk, faglig, kooperativ og anden virksomhed forklarer masserne, at de er diametralt modsatte. Under ingen omstændigheder (undtagen i særlige tilfælde, som en undtagelse) at afstå fra at gøre brug af det parlamentariske system og alle det borgerlige demokratis 'friheder', ikke at forkaste reformer, men at betragte dem kun som et biprodukt af den revolutionære klassekamp. …"

De sidste ord - at betragte reformer kun som et biprodukt af den revolutionære klassekamp - må ikke forstås således, at alle reformer, der faktisk gennemføres efter krav fra arbejdernes side, må betragtes som sådanne biprodukter af den revolutionære klassekamp. (Det fører til den slutning, som GNISTAN formentlig ville tilslutte sig: Vi har fået mange reformer - ergo har vi haft mange revolutionære klassekampe.) Lenins ord må forstås således, at kommunister aldrig må gøre kampen for reformer - højere løn, kortere arbejdstid o.s.v. - til deres mål. Disse ting er arbejderklassens spontane mål i kampen mod bourgeoisiet - de er aldrig kommunisternes, de bevidste revolutionæres. Hvis og når arbejderklassen spontant begynder en kamp for sådanne mål, er det kommunisternes opgave - når dette er muligt - at hæve denne spontane kamp op til en kamp for et andet mål, klassekampens mål. Herunder må de, som Lenin fremhæver i det netop bragte citat, forklare masserne at revolution og reformer er to diametralt modsatte ting. Reformer er indrømmelser fra den herskende klasses side, mens den bevarer sit herredømme. Revolution betyder at tage magten fra den herskende klasse.

Men reformer kan udmærket være biprodukter af klassekampen. Lenin påviser ved flere lejligheder, at de politiske strejker under den russiske revolution i 1905 bragte arbejderne reformer, og at arbejderne næppe havde opnået disse reformer, hvis ikke deres kamp havde været en klassekamp, en politisk kamp. Lenin understreger imidlertid også, at den revolutionære kun byder reformerne velkommen, hvis de tjener til at styrke det politiske angreb, men at den revolutionære på den anden side aldrig må glemme, at fjenden ofte opgiver en enkelt position for at vildlede og svække den angribende fjende.

Hvis derfor revolutionære kommunister i dag ville gøre det til en af deres hovedopgaver, måske endda til den afgørende opgave for at forberede arbejderklassen på revolutionen, af gå i spidsen ikke blot i arbejdernes spontane kamp, men gå i spidsen med hensyn til selve det at rejse   reformkrav på arbejderklassens vegne - hvordan ville de da være i stand til samtidig at fortælle arbejderne, at revolution og reformer er to diametralt modsatte ting? Hvordan ville de være i stand til at hæve den spontane kamp op på det politiske plan, hæve den op til "deres program" ?

Det kan aldrig være revolutionære kommunisters opgave at opildne arbejderne til at kæmpe for reformkrav, som arbejderne ikke selv føler et påtrængende behov for. Det kan aldrig være revolutionære kommunisters opgave at opstille reformkrav på arbejderklassens vegne og derefter sætte deres kræfter ind på at få arbejderne til at acceptere disse krav og kæmpe for dem. Og det er |o netop GNISTANs model.

Vi har i Danmark inden for de sidste par år haft en anden model fra såkaldt marxistisk-leninistisk side. Vore "venner" på det nu afdøde "Extrakt" ville forføre arbejderklassen til at rejse så vidtgående økonomiske krav, at kapitalisterne blev nødt til at indføre fascismen for at afværge dem - og dette ville så igen, ifølge "Extrakt", langt hurtigere og mere effektivt åbne arbejdernes øjne for kapitalismens uhyrlighed og formå dem til at gennemføre den socialistiske revolution - under ledelse af de folk, der havde ført dem ud i den kamp, der førte direkte og bevidst førte til fascismen.

GNISTANS model ser lidt anderledes ud. KFML rejser i sit handlingsprogram kravet om 36 timers arbejdsuge, og man forestiller sig dernæst, dels at arbejderne vil indse, at her har de endelig deres sande venner, dels at arbejderne vil få så megen tillid til KFML'erne, at de vil lytte til dem, når de taler om socialismens nødvendighed.

Det fremgår desværre ikke af handlingsprogrammet eller af GNISTANs artikler, hvornår arbejderne takket være denne indsats fra KFMLs side vil blive overbevist om socialismens nødvendighed og gennemføre den proletariske revolution. Måske vil det ske, allerede mens de under KFMLs ledelse slås bravt for 36 timers arbejdsuge (som samme KFML jo har fortalt dem, de vil være i stand til at skaffe sig under kapitalismen). Måske vil de først blive helt overbevist om den uopsættelige nødvendighed af at gribe til våben for at styrte kapitalistklassen, når denne klasse og dens samfund har tilstået dem 36 timers arbejdsuge - naturligvis med fuld lønudligning.

Det er under alle omstændigheder - og det er det eneste, der med sikkerhed kan siges - noget revisionistisk og økonomistisk bavl.

GNISTAN og KFMLs ledelse betragtet det ikke som deres "afgørende" opgave at benytte arbejdernes spontane kamp som et middel til at organisere arbejderne til den politiske kamp med revolutionen for øje. De betragtet ikke reformerne kun som et biprodukt af den revolutionære klassekamp. GNISTAN betragter tværtimod den revolutionære klassekamp, og dermed revolutionen selv, som et biprodukt af de økonomiske kampe, som de såkaldte kommunister "udløser" i arbejderklassen til gennemførelse af krav, som selvsamme "kommunister" har formuleret i deres programmer.

GNISTAN-folkene har aldrig begrebet Lenins ord i "Vort program" fra 1899:

"(Marxismen) klarlagde et revolutionært socialistisk partis virkelige opgave: ikke at udarbejde planer for omformning af samfundet, ikke at prædike for kapitalisterne og deres følgesvende om at forbedre arbejdernes lod, ikke at udklække sammensværgelser, men at organisere proletariatets klassekamp, hvis endemål er proletariatets erobring af politisk magt og organisering af et socialistisk samfund."

"Det kan for os ikke dreje sig om en forandring af privatejendommen", skrev Marx og Engels i "Henvendelse fra centralledelsen til forbundet, marts 1850”, "men kun om dens tilintetgørelse, ikke om en tilsløring af klassemodsætningerne, men om klassernes ophævelse, ikke om en forbedring af det bestående samfund, men om grundlæggelsen af et nyt." I samme "Henvendelse" brændemærkes de tyske demokratiske småborgeres program for arbejderklassen, der ifølge Marx og Engels gik ud på, at "arbejderne skal have bedre løn og en sikker eksistens, ... og de (småborgerne) håber at kunne bestikke arbejderne med mere eller mindre skjulte almisser og bryde deres revolutionære kraft ved at gøre deres stilling momentant tålelig."

Lad os sætte, at GNISTAN-folkenes virkelighedssans er så ringe udviklet, at de for alvor mener, at den svenske arbejderklasse er nødt til at have 36 timers arbejdsuge for at gøre tilværelsen "momentant tålelig" - så er kravet i KFMLs handlingsprogram ligefuldt det samme småborgerlige nonsens som det, Marx og Engels så hånligt afviser.

Hvor har de tanken fra ?

Vi kender kun alt for godt GNISTANs model for at "vinde tillid" blandt arbejderne og "overbevise dem om socialismens nødvendighed" ved at "udløse interessekampen".

Nu afdøde chefredaktør for det revisionistiske LAND og FOLK, organ for Danmarks "kommunistiske" Parti, skrev et forord til den af partiforlaget udsendte bog "Aksel Larsen: Taler og artikler gennem 20 år”. Bogen blev naturligvis udsendt, mens Aksel Larsen endnu var formand for DKP, altså inden han blev ekskluderet og stiftede Socialistisk Folkeparti. Den blev også udsendt inden den 20, kongres i Sovjetunionens kommunistiske Parti, Hrustjov-revisionismens officielle start. Bogen er fra 1953,og Martin Nielsen skrev bl.a.:

"Aksel Larsens afgørende fortjeneste er, at han brød med både opportunisme og sekterisme, både med de tomme venstresocialistiske revolutionære fraser og den højreopportunistiske principløshed og i stedet satte arbejdernes og de arbejdsløses umiddelbare dagsinteresser i forgrunden - og at han gik ud til arbejdermasserne.

Aksel Larsen tilførte det kommunistiske parti det, det i så høj grad havde manglet: saglighed og bevidst og anvendt marxistisk klassekampspolitik. …"

Martin Nielsen tilføjede, at Aksel Larsens "udadvendte massearbejde blandt de arbejdsløse, i fagbevægelsen og på bedrifterne brød partiets isolation …"

Sæt dagskravene i højsædet, så bryder vi isolationen og vinder arbejdernes tillid.

Os skræmmer sporene, men GNISTAN og KFMLs ledelse traver trøstigt videre ad samme bane. Ganske som DKP traver videre (omend vi må indrømme, at KFML faktisk er en tak mere revolutionært end DKP, der kun kræver 40 timers arbejdsuge).

Vi kender GNISTAN model. Vi kender den fra Danmark, vi kender den fra hele Vesteuropa fra de sidste 30-40 år. Alle de partier i den fuldt udviklede kapitalistiske verden, der efter den 20. kongres i SUKP fulgte Hrustjov og den moderne revisionisme, har brugt denne model lige siden slutningen af tyverne. De har hele tiden sagt, at man kan og man skal vinde arbejderklassens tillid ved at sætte den økonomiske kamp for dagskravene i højsædet.

Tanken er i direkte modstrid med alt, hvad Marx, Engels og Lenin har sagt og gjort.

(I parantes være bemærket, at den også er i direkte modstrid med alt, hvad Mao Tse-tung har sagt og gjort. Derimod var det bl.a. denne linje, som den nu langt om længe styrtede Liu Shao-chi gik ind for i Kinas kommunistiske Parti. Allerede under den Nordlige Ekspedition og den Revolutionære Agrarkrig i Kina – dvs. i tyverne og begyndelsen af trediverne - gjorde han sit yderste for at falbyde økonomisme og økonomisk kamp. En proletarisk revolutionær masseorganisation i den Alkinesiske Fagforeningsføderation fremdrog i efteråret 1967, at Liu Shao-chi talte om, at "det bør være arbejderbevægelsens princip at føre alle slags økonomisk kamp. På intet tidspunkt kan arbejderne adskilles fra deres økonomiske interesser. De vil uvægerligt arbejde for dem." Liu Shao-chi var af den opfattelse, at "udviklingen af den økonomiske kamp betyder udvikling af den kinesiske arbejderbevægelse".

KFMLs ledelse har sendt et flammende lykønskningstelegram til Kinas kommunistiske Parti i anledning af det 12. plenarmøde i KKPs ottende centralkomite, der bl.a. ekskluderede samme Liu Shao-chi af partiet. Hvordan KFML og GNISTAN formår at forene en hyldest til de folk, der ekskluderer Liu Shao-chi, med en stædig holden fast ved netop Liu Shao-chis linje for den økonomiske kamp, er mere end vi kan fatte. Så er der da mere konsekvens i formanden for det i 1963 stiftede "antirevisionistiske" Belgiens kommunistiske Parti", Jacques Grippa, der oprindeligt hyldede Mao Tse-tung og Mao Tse-tungs tænkning, men som slog totalt om, da Liu

Shao-chi blev afsløret, og som nu åbent støtter Liu og lige så åbent angriber Mao Tse-tung og den kinesiske kulturrevolution. Jacques Grippas parti har et handlingsprogram ganske svarende til KFMLs.)

Hvor havde Liu Shao-chi det fra? Hvor har Jacques Grippa det fra? Hvor har alle de åbenlyse og skjulte revisionister det fra?

Så vidt vi kan se, har de det i sidste ende allesammen fra en - muligvis lidt for håndfast - fortolkning af Stalins udtalelser i 1925 til et medlem af Tysklands kommunistiske Parti, Herzog. (Stalin: Samlede værker, Forlaget Tiden. København, bind 7, side 37 og fremefter).

På et spørgsmål fra Herzog om, hvad der skulle gøres, for at Tysklands kommunistiske Parti kunne få flertallet af arbejderne med sig – hvilket er en forudsætning for revolutionen - svarer Stalin bl.a.:

"Afsløre socialdemokratiet og reducere det til et ubetydeligt mindretal i arbejderklassen kan man kun gennem daglig kamp for arbejderklassens konkrete behov. Når man skal nagle socialdemokratiet til skampælen, skal det ikke ske på basis af højtflyvende spørgsmål, men på basis af arbejderklassens daglige kamp for at forbedre sin materielle og politiske stilling, og her må problemer som arbejdsløn, arbejdstid, boligforhold, forsikring, skatter, dyrtid o.s.v. spille en særdeles vigtig rolle, for ikke at sige den afgørende rolle. Opgaven er at slå socialdemokraterne hver eneste dag på basis af disse spørgsmål, idet man afslører deres forræderi.”

Disse ord var som manna fra himlen for en række folk i de kommunistiske partier i de kapitalistisk udviklede lande.

Det revolutionære opsving i Vesteuropa efter den 1. verdenskrig var forbi. Kapitalismen var ved at genvinde kræfterne. Hvad skulle "kommunisterne" stille op?  Stalins anvisninger fritog dem for ansvaret for at følge Lenins påbud om at finde og rigtigt fastslå den udvikling, der ville lede masserne til den afgørende revolutionære kamp. De gjorde det muligt for dem at lukke øjnene for den kendsgerning, som Lenin havde påvist, at det revolutionære stormcenter i verden efter Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 flyttede mod Øst.De blev dermed i stand til fortsat at foregøgle sig og andre, at Vesteuropa - verdens navle - stadig var afgørende for verdens udvikling.   De slap for det trælse arbejde med at udarbejde den revolutionære teori for de fuldt udviklede kapitalistiske lande. De slap for at komme i modvind ved at gøre arbejdet med at overvinde reformismen på det ideologiske felt - ved at tilføre deres egne landes arbejdere bevidsthed om, at deres interesse lå i koloniernes frigørelse. De slap for at gøre det, som bl.a. vi netop nu er i færd med at gøre - at udarbejde en teori - bygget på virkelighedens grund - der kan danne grundlag for praktisk handling for at forberede arbejderklassen på revolutionen.

Disse anvisninger fra Stalins side overskyggede aldeles hans efterfølgende bemærkninger:

"Men denne opgave vil ikke kunne løses til fuldkommenhed, hvis ikke problemerne fra den daglige praksis bliver sammenkædet med de grundlæggende spørgsmål om Tysklands internationale og indre stilling, og hvis hele dette daglige arbejde ikke i partiets samlede arbejde belyses med revolutionen og proletariatets erobring af magten for øje."

Alibi for ikke at forberede revolutionen

Stalin kan ikke fritages for ansvaret for, at disse bemærkninger ikke blev hørt i samme grad som de første. Det går ikke an, at erklære, at opgaven ikke vil kunne løses til fuldkommenhed, hvis det "daglige arbejde" ikke "belyses" med magterobringen for øje. Det er og bliver forkert, det er og bliver i modstrid med Marx, Engels og Lenin.

Stalins anvisninger fil Herzog og Tysklands kommunistiske Parti tjente en række folk i de kommunistiske partiet i Vesteuropa og andre steder som alibi. De havde rygdækning hos den højeste autoritet, når de "glemte" de "højtflyvende spørgsmål" om proletariatets diktatur og kolonifolkenes kamp og i stedet satte alle kræfter ind for at "nagle socialdemokratiet til skampælen" ved at rejse kravet om 3 ugers ferie, når socialdemokraterne forlangte 2 ugers ferie.

I løbet af meget få år fik disse folk magten i samtlige kommunistiske partier i Vesteuropa. Vi fik Aksel Larsen i Danmark, Thorez i Frankrig, Togliatti i Italien o.s.v., o.s.v.

Det var folk, der under den store krise 1929-33 fulgte og forstærkede småborgernes krav til krisens løsning; de "glemte" Marx' klare ord: "Hvis demokraterne kræver regulering af statsgælden, kræver arbejderne statsbankerot", og de forlangte krisen løst gennem forøgelse af arbejdernes købekraft. De anviste kapitalisterne vejen ud af krisen med kapitalismen i behold, i stedet for at mobilisere arbejderne til at uddybe og forværre den.

Det var folk, der under den voksende krigstrussel fra Hitler-Tysklands side "glemte" Lenins ord I "Teser for Kominterns fundamentale opgaver” om, at "forberedelse af proletariatets diktatur ikke blot indebærer klarlæggelse (over for arbejderne) af den borgerlige karakter af al reformisme, af alt forsvar for demokrati, sålænge den private ejendomsret til produktionsmidlerne eksisterer" - og som derfor kaldte til "forsvar for demokrati".

Igen skræmmer sporene os, men GNISTAN traver trøstigt videre ad de gamle baner - ganske som DKP.

Kommunisterne - de revolutionære kommunister - kan ikke vinde arbejderne over til sig, over til revolutionens side, ved at formulere endnu større krav end både arbejderne selv og socialdemokraterne gør det, om en "forbedring af arbejdernes kår" under kapitalismen.

For at vinde arbejderne over må de følge Lenins anvisninger i "Brev til de tyske kommunister" fra 1921, hvor Lenin netop taler om denne "vinden over" og skriver:

"Lad os træffe mere dybtgående og omhyggelige forberedelser til den; lad os ikke tillade en eneste alvorlig lejlighed at gå fra os, når bourgeoisiet tvinger proletariatet til at påbegynde en kamp; lad os lære på rette måde at fastslå det øjeblik, hvor proletariatets masser ikke kan andet end rejse sig sammen med os."

Det er selve det kapitalistiske system, der på et eller andet tidspunkt fører til den situation, hvor "bourgeoisiet tvinger proletariatet til at påbegynde en kamp". Og netop kun fordi, det forholder sig sådan, er det realistisk at sige, at det er muligt for revolutionære kommunister at "lære" at fastslå det øjeblik, hvor proletariatets masser ikke har anden udvej end at rejse sig sammen med kommunisterne i den socialistiske revolution.

Det kapitalistiske samfund udvikler sig fra fødsel til død, og dermed udvikler proletariatet sig også fra fødsel til magterobring. Denne udvikling er allerede for mange, mange år siden beskrevet i sine grove, almene træk i Det Kommunistiske Manifests. Manifestet giver os stadig nøglen til at fastslå revolutionens øjeblik. Derom handler "To linjer (5)".

To linjer (3) Til oversigt To linjer (5)