INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

To linjer (6)

Hæfte 1-6, hver på 6-7s. (Tillæg til Kommunistisk Orientering, 5. årg. nr. 18, 2. oktober 1968 - 6. årg. nr. 2, 30. januar 1969)
To linjer (5) Til oversigt  

Med en stædighed, der var en socialistisk sag værdig, fortsætter det svenske "Kommunistiska förbundet marxist-leninisterna" at udbrede sin økonomistiske og revisionistiske tese om, at det i dag er marxisters opgave - som den eneste farbare vej til socialismen - at stille sig i spidsen for lønmodtagernes krav om højere løn. En ledende artikel i KFMLs organ "Marxistiskt Forum", nr. 5/1968, giver os således anledning til en afrunding af vor gennemgang af forholdet mellem proletariatets økonomiske og politiske kamp, som vi har beskæftiget os med i "To linjer (4)" og "To linjer (5)".

Den ledende artikel i MF behandler den svenske overenskomstsituation og marxister-leninisters opgaver.Foran denne artikel har KFMLs ledelse haft den dristighed at sætte følgende beskårne citat af Lenin (uden naturligvis så meget som med et par prikker at antyde, at det er beskåret):

"Den uhyre betydning af proletariatets økonomiske kamp og nødvendigheden af en sådan kamp erkendtes af marxismen fra første begyndelse."  (V.I. Lenin: Protest fra russiske socialdemokrater, 1899)

I hvilken sammenhæng skrev Lenin disse ord? Hvem var de rettet til og imod? Når disse spørgsmål er besvaret, vil det vise sig, at der er tale om et kluntet, mislykket og direkte tåbeligt forsøg fra KFMLs ledelses side på at tage Lenin til indtægt for en politik, som han netop i den nævnte "Protest fra russiske socialdemokrater" advarer imod på det indstændigste.

Lad os se på sammenhængen. En gruppe såkaldt "unge" russiske socialdemokrater rundsendte i 1899 et dokument, kaldet "Credo" (Trosbekendelse), hvori de fremsatte en række "nye synspunkter" vedrørende arbejderbevægelsen og marxisters opgaver i det daværende Rusland.

"Credo" indeholdt en række uholdbare påstande om den vesteuropæiske arbejderbevægelses historie og om marxismen. I artiklen "En protest fra russiske socialdemokrater", der står i Samlede værker, bind 4, gengav Lenin dets fulde ordlyd og opsummerede derefter en række af disse uholdbare påstande i følgende vendinger:

"Først og fremmest har "Credos" forfattere en helt igennem falsk opfattelse af den vesteuropæiske arbejderbevægelses historie. Det er ikke rigtigt at sige, at arbejderklassen i Vesten ikke deltog i kampen for politisk frihed og i politiske revolutioner. Chartist-bevægelsens historie og revolutionernes historie i 1848 i Frankrig, Tyskland og Østrig beviser det modsatte. Det er absolut usandt at sige, at 'marxismen var det teoretiske udtryk for den herskende praksis: for den politiske kamps dominans over den økonomiske’ Tværtimod, 'marxismen’ fremtrådte på et tidspunkt, hvor den ikke-politiske socialisme havde overhånd (Owenisme, 'fourierisme’, 'sand socialisme’) og det Kommunistiske Manifest optog straks kampen mod ikke-politisk socialisme. Selv da marxismen fremtrådte fuldt væbnet med teori (Kapitalen) og organiserede den berømte Internationale Arbejderassociation, var den politiske kamp på ingen måde den fremherskende praksis (snæver trade-unionisme i England, anarkisme og proudhonisme i de romanske lande). I Tyskland bestod Lasalles' store historiske fortjeneste i omformningen af arbejderklassen fra et vedhæng til det liberale bourgeoisi til et selvstændigt politisk parti. Marxismen forbandt arbejderklassens økonomiske og politiske kamp til et enkelt udeleligt hele; og 'Credo's forfatteres bestræbelser for at adskille disse former for kamp er en af deres mest kluntede og beklagelige afvigelser fra marxismen."

"Credo" skrev efter de afsnit, som Lenin her refererer, bl.a. følgende:

"Men da al energi i politisk virksomhed var blevet opbrugt, da den politiske bevægelse havde nået et punkt i styrke, som det var vanskeligt og næsten umuligt at komme ud over ... gav dette ... i Vesten stødet til opkomsten af det, der nu kaldes bernsteinisme, marxismens krise. Det er vanskeligt at forestille sig et mere logisk forløb end arbejderbevægelsens udviklingsperiode fra det Kommunistiske Manifest til bernsteinisme, og et omhyggeligt studium af hele processen kan med astronomisk nøjagtighed fastslå resultatet af denne 'krise'."

Lenin imødegik disse linjer med følgende ord:

"Videre har 'Credo's forfattere også en fuldstændig forkert opfattelse af den øjeblikkelige situation i den vesteuropæiske arbejderbevægelse og af marxismens teori, under hvis fane denne bevægelse marcherer. At tale om 'marxismens krise' er blot at gentage de borgerlige skriverkarles vrøvl, der gør alt, hvad de kan for at forværre enhver uenighed blandt socialisterne og gøre den til en splittelse i de socialistiske partier. Den berygtede bernsteinisme - i den betydning, i hvilken den almindeligvis forstås af den brede offentlighed og især af 'Credo's forfattere - er et forsøg på at indsnævre marxismens teori, at omdanne det revolutionære arbejderparti til et reformistisk parti."

Lenin omtaler derefter tyske socialdemokraters kamp mod Bernsteins teorier og udtrykker forvisning om, at flertallet af de russiske socialdemokrater vil afvise "ethvert forsøg på at omplante opportunistiske synspunkter til Rusland".

Vi kommer derefter til det afsnit i "Credo", der har direkte forbindelse med det af MF anførte "Lenin-citat". "Credo" fortsætter:

"Her drejer det sig naturligvis ikke om bernsteinismens nederlag eller sejr - det er af ringe interesse; det er den radikale ændring i praktisk virksomhed, der gradvis har fundet sted over en lang periode inden for partiet.

Ændringen vil ikke blot gå i retning af en mere energisk førelse af den økonomiske kamp og konsolidering af de økonomiske organisationer, ..."

På denne påstand om en "radikal ændring" i marxisternes praktiske virksomhed vedrørende den økonomiske kamp svarer Lenin:

”På lignende måde kan der ikke være tale om en 'radikal ændring’ i de vesteuropæiske partiers 'praktiske virksomhed’, hvad 'Credo's forfattere så end siger: den uhyre betydning af proletariatets økonomiske kamp og nødvendigheden af en sådan kamp erkendtes af marxismen fra første begyndelse. Så tidligt som i fyrrerne førte Marx og Engels polemik mod de utopiske socialister, der benægtede denne kamps betydning."

Hvad var den praktiske konsekvens for "Credo"s forfattere? Hvori bestod den "radikale ændring", de ønskede og som Lenin afviste? "Credo" skrev herom:

"For den russiske marxist er der kun een kurs: deltagelse i, det vil sige bistand til proletariatets økonomiske kamp, ..."

Lenins udtalelse om, at en "radikal ændring" ikke er påkrævet, fordi marxismen fra starten havde erkendt den økonomiske kamps betydning og nødvendighed, var rettet mod folk, der ville gøre det til en opgave at yde "bistand i proletariatets økonomiske kamp". KFMLs ledelse bringer Lenins udtalelse i marken som støtte for nøjagtig den samme polltik:   "... marxister-leninister tager aktiv del i arbejderklassens interessekamp: Kun således kan vi vinde arbejdernes tillid ... Kun således får vi den socialistiske teori ud blandt arbejdermasserne og overbeviser dem om socialismens nødvendighed." (GNISTAN - vore understregninger.)

Hvis Lenin ikke mente, at det var en opgave for marxister at yde "bistand til proletariatets økonomiske kamp", hvad mente han da med, at marxismen havde erkendt den økonomiske kamps betydning og nødvendighed fra første begyndelse?

Sådan kan man forestille sig GNISTAN-folkene spørge? Sådan kan kun folk spørge, der er så dybt præget af reformistisk og revisionistisk tankegang, at de ved ordene "økonomisk kamp" simpelthen kun kan forestille sig lønaktioner, aktioner, kamp, strejker for højere løn og kortere arbejdstid.   De har i den grad indlevet sig den tankegang, der prægede de "gamle" kommunistiske partier fra Tredje Internationales tid efter Lenins død, at det tilsyneladende er dem umuligt at fatte, at "betydningen af proletariatets økonomiske kamp og nødvendigheden af en sådan kamp" rummer langt mere og har et langt videre og dybere sigte.

"Proletariatets økonomiske kamp" begynder, som vi påviser i "To linjer (5)" som enkelte arbejderes isolerede aktioner. Den begynder rent historisk - uden "bistand" fra kommunister - som enkelte arbejderes isolerede aktioner, og den udvikler sig i den stadige kamp mod kapitalisternes idelige forsøg på at tvinge arbejdernes levevilkår stadig nærmere det nøgne fysiske minimum gradvis til arbejdergruppers kamp og sluttelig til hele klassens kamp mod hele kapitalistklassen. Denne udvikling foregår faktisk - vi har rent historisk set det ske - og den foregår uden "bistand" fra kommunisters side. Denne spontane kamp har sin store betydning deri, at den skaber de objektive og subjektive forudsætninger i arbejderklassen selv for, at kommunisterne - den bevidste og organiserede fortrop - kan hæve denne spontane kamp - kan hæve den "økonomiske kamp" op til "deres program", som Lenin udtrykte det. Den er forudsætningen for, at kommunisterne kan tilføre arbejderklassens mest bevidste lag socialistisk ideologi. Den er forudsætningen for, at kommunisterne kan skabe den sammensmeltning af den økonomiske og den politiske kamp, der betyder klassekamp, revolutionær kamp, revolution.

Men lad os vende tilbage til Lenin og "Credo". Vi så, at Lenin henviste til Marx' og Engels’ polemik mod de utopiske socialister, der benægtede den økonomiske kamps betydning. I denne polemik skrev Marx i sit værk "Filosofiens elendighed", der er fra før Manifestet, bl.a. følgende:

"Storindustrien fører en mængde hinanden ubekendte mennesker sammen på eet sted. Konkurrencen splitter dem i deres interesser; men opretholdelse af lønnen, denne fælles interesse over for deres herrer, forener dem i en fælles modstandstanke - sammenslutningen. Således har sammenslutningen altid et dobbelt formål, det at ophæve arbejdernes indbyrdes konkurrence for at kunne hidføre en almen konkurrence mod kapitalisten. Hvis det første formål med modstanden blot var at holde lønningerne oppe, så udvikler de til at begynde med isolerede sammenslutninger sig, i den udstrækning som kapitalisterne på deres side forener sig til modtryk, til grupper, og over for den stadigt forenede kapital bliver sammenslutningernes opretholdelse nødvendigere for dem (arbejderne) end lønningerne. … I denne kamp - en veritabel borgerkrig - forener og udvikler sig alle elementer til et kommende livtag. Når først den er kommet til dette punkt, antager sammenslutningen en politisk karakter."

Nøjagtig den samme betydning af "proletariatets økonomiske kamp", som den vi påviste i "To linjer (5)" - under kapitalens voksende tryk mod hele klassen kæmper arbejderklassen først for at opretholde lønnen og til slut som hele klassen i et revolutionært livtag om magten i samfundet.

Dette er den historiske betydning af "proletariatets økonomiske kamp", og den erkender marxismen. Marxismen erkender og anerkender ikke "Credo"s og KFMLs "radikale ændring" bort fra dette helhedssyn til kommunisters "bistand" til og "ledelse" af proletariatets endnu isolerede, endnu rent økonomiske, endnu rent borgerlige "økonomiske kamp" for højere løn og kortere arbejdstid.

I og med at ville kræve kommunisters "bistand til proletariatets økonomiske kamp" giver "Credo", KFML og alle andre reformister og revisionister denne økonomiske kamp en selvstændig betydning, som den ikke har og aldrig kan få, og som derfor ikke anerkendes af marxismen.

I det øjeblik GNISTAN, som flere gange nævnt, vil hævde, at kommunister "kun" kan vinde arbejdernes tillid ved at tage aktivt del i, støtte og lede enkelte arbejdergruppers, enkelte fags isolerede økonomiske kamp, adskiller GNISTAN den økonomiske kamp fra den politiske og giver den en selvstændig betydning, som den ikke har og aldrig kan få.

Som ovenfor citeret skrev Lenin mod "Credo":

"Marxismen forbandt arbejderklassens økonomiske og politiske kamp til et enkelt udeleligt hele; og 'Credo's forfatteres bestræbelser for at adskille disse kampformer er en af deres mest kluntede og beklagelige afvigelser fra marxismen."

GNISTAN benytter ordene "proletariatets økonomiske kamp" i en helt anden, langt snævrede betydning, end Marx og Lenin. De opfatter den ikke som proletariatets samlede økonomiske kamp, men som en lang kæde af indbyrdes adskilte, isolerede økonomiske kampe "for højere løn og kortere arbejdstid" - og det er ikke det samme.

Lad os tage endnu et historisk eksempel og sammenligne med det med KFML.

I den ledende artikel i Marxistiskt Forum om overenskomstsituationen i Sverige står der bl.a. om "marxister-leninisternes" opgaver:

"4. Sidst, men ikke mindst vigtigt: På marxister-leninister falder der et særligt ansvar. De må gå i spidsen for at tage lønmodtagernes krav om højere løn og bedre arbejdsforhold op. Men i kampen for nuet må de også repræsentere fremtiden. De må derfor udnytte overenskomstbevægelsen til med kendsgerninger og argumenter af afsløre over for lønmodtagerne, hvordan det kapitalistiske samfund fungerer, udpege lønmodtagernes virkelige fjender og forklare deres arbejdskammerater, at de ikke bare må kæmpe for højere løn og bedre arbejdsforhold, men for en politisk revolution."

Vi opfordrer vore læsere til at læse disse linjer igennem endnu et par gange og derefter foretage en sammenligning med følgende udtalelse:

"I øjeblikket kan agitatorisk indflydelse på masserne kun tage form af, først og fremmest, bistand til proletariatets økonomiske kamp. Komiteen benytter sig derfor af ethvert sammenstød mellem arbejderne og arbejdsgiverne, eller enhver vigtig kendsgerning om misbrug fra arbejdsgivernes side til at rette et manifest til arbejderne, hvori den forklarer dem deres situation og opfordrer dem til at protestere; den tager ledende del i strejker, formulerer arbejdernes krav, viser dem den bedste måde at vinde kravene på og udvikler ved hjælp af alle disse midler klassebevidstheden hos arbejderne."

Det første citat stammer som nævnt fra Marxistiskt Forum, nr. 5 fra 1968, det andet er fra en såkaldt "Profession de foi" (trosbekendelse) fra Kiev-komiteen i Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti fra 1899.

Lenin gengiver passagen fra Kiev-komiteen ("A propos en Profession de Foi", Samlede værker, bind 4) og har til den følgende kommentar:

"Det er det hele; der siges ikke mere om den økonomiske kamp. Og det er en trosbekendelse! Læs disse passager omhyggeligt igennem igen: her har vi atter 'Credo's sprog og 'Credo's ideer ..."

Lenin fortsætter:

"For socialisten tjener den økonomiske kamp som et grundlag for arbejdernes organisering i et revolutionært parti, for styrkelsen og udviklingen af deres klassekamp mod hele det kapitalistiske system. Hvis den økonomiske kamp tages som noget fuldstændigt i sig selv, vil der ikke være noget socialistisk i den; alle europæiske landes erfaring viser os mange eksempler, ikke blot på socialistiske, men også på antisocialistiske fagforeninger."

I det følgende afsnit fælder Lenin den afgørende dom over Kiev-komiteens økonomistiske snak. Han skriver:

"Det er den borgerlige politikers opgave at 'bistå proletariatets økonomiske kamp'; det er socialisternes opgave at få den økonomiske kamp til at fremme den socialistiske bevægelse og det revolutionære arbejderpartis resultater. Det er socialistens opgave at fremme den økonomiske og den politiske kamps uløselige sammensmeltning til en enkelt klassekamp fra de socialistiske arbejdermassers side. De uklare udtryk i Kiev-komiteens 'Profession de foi’ åbner derfor døren på vid gab for bernsteinske ideer og legaliserer en utilladelig snæver holdning til den økonomiske kamp."

At GNISTAN-folkene og KFMLs ledelse indtager netop den samme snævre holdning til den økonomiske kamp fremgår ikke blot af, hvad de skriver, men også af, hvad de gør.

KFML og GNISTAN var i 1967 særdeles begejstrede over en tilsyneladende "vellykket" lejeraktion under deres ledelse i en forstad til Göteborg, og de betegnede den som et lysende eksempel på "klassekamp".

KFML støttede for nogen tid siden de velbetalte svenske læreres lønkamp, og de har ydet "bistand" til en lønaktion blandt officerer i den svenske hær. Det er sådanne ting, KFMLs ledelse forstår ved "proletariatets økonomiske kamp". Lad os høre, hvad Lenin mente om Kiev-komiteens praktiske virksomhed:

"Vi opgiver (også) at fatte, hvad der menes med en 'partiel demonstration'. Betyder det måske en demonstration fra et enkelt fags side omkring problemer, der kun berører dette fag (igen, hvad har det med socialisme at gøre?), eller måske om partielle politiske problemer og ikke mod hele det politiske system, autokratiet i sin helhed? Men hvis dette er tilfældet, er dette da ikke rent og skært 'Credo's og den skinbarlige opportunismes ideer, ideer der i yderlig grad sænker og tilslører arbejderklassens politiske bevidsthed og politiske opgaver?" (Samme sted)

KFMLs hele handlingsprogram og hele praktiske virksomhed er et udtryk netop for denne "skinbarlige opportunisme", der kun bidrager til at sænke arbejderklassens politiske bevidsthed.

"Credo" eller "Profession de foi" i 1899. GNISTAN og Marxistiskt Forum i 1968. Det er samme økonomistiske surdej.

Vi er ganske klare over, at dette spørgsmål om forholdet mellem proletariatets økonomiske ;og politiske kamp er et kardinalproblem i den nye antirevisionistiske bevægelse i de kapitalistiske lande, og at det vil være et problem, der vil fremkalde mange diskussioner og stridigheder i de nye partier og grupper, efterhånden som de bliver dannet. Der skal på dette felt føres en lang og udholdende kamp mod alle de dybt forankrede levn af gammel teori og praksis i Tredje Internationales europæiske sektioner siden Lenins død. Forkærligheden for at beskæftige sig med den "økonomiske kamp", sådan som KFML forstår disse ord, kom ind i den kommunistiske bevægelse sammen med først Englands monopol på industriel udvikling og kolonial udplyndring og derefter de kapitalistiske landes fælles monopol. Den første verdenskrig og Oktoberrevolutionen førte til, at en række nye partier, der afskrev økonomismen og reformismen så dagens lys - men tendensen blev aldrig helt udryddet, og sideløbende med kapitalismens stabilisering fra begyndelsen af tyverne dukkede den frem igen for aldrig mere at forlade disse partier. Tendensen lever endnu hos en del af de folk, der på andre punkter har brudt med den moderne revisionisme, og den vil gøre sig gældende i bevægelsen, så længe imperialismen og neo-kolonialismen eksisterer.

Forståelsen af denne tendens og forståelsen af den marxistiske brug af ordene "proletariatets økonomiske kamp" og af dens betydning hænger uløseligt sammen med forståelsen af vor udviklede kapitalistiske verdens arbejderklasses situation i dag, og den halstarrige fastholden ved "bistanden" til den såkaldte "interessekamp" hænger derfor også sammen med både afvisningen af den åbenlyse kendsgerning, at vore landes situation er et resultat af snart et århundredes udplyndring af andre verdensdele, og med de tunge levn af europæisk chauvinisme.

Lige så vanskeligt det er for GNISTAN-folkene at erkende, at den politik, de fører, er økonomistisk og u-marxistisk, lige så vanskeligt er det for dem og for folk af samme art at slippe den gamle forestilling om, at det europæiske og nordamerikanske proletariats kamp mod kapitalismen er det afgørende for hele menneskehedens skæbne. De hader selve tanken om, at det europæiske og nordamerikanske proletariat i dag står i den situation, at det ikke er i stand til ved egen hjælp alene at vælte imperialismen over ende. De klynger sig stadig til forestillingen om, at de selv en skønne dag, som ledere af en sejrrig socialistisk revolution, skal skænke de undertrykte nationer og folk deres frihed - de afskyr tanken om, at det ikke vil gå sådan.

Det er derfor ingen tilfældighed, at KFML var i stand til at gennemføre sin stiftende konference i Stockholm ved midsommer 1967, uden at en eneste af de ledende folk fra talerstolen nævnte Mao Tse-tungs tænkning. Det er ikke nogen tilfældighed, at KFML og dets organer først for alvor begyndte at slå om sig med hyldestord til Mao Tse-tungs tænkning, da de kom i vanskeligheder på grund af politisk-ideologiske angreb fra medlemmer, der gik imod deres revisionistiske politik på hjemmefronten.

Vi giver ikke så meget for KFMLs tilslutning til principperne om den proletariske revolution og proletariatets diktatur, vi giver ikke så meget for deres hyldest til Kinas store proletariske kulturrevolution, vi giver ikke så meget for deres hårde angreb på de sovjetiske revisionisters genrejsning af kapitalismen og deres ledtog med den amerikanske imperialisme - vi giver ikke så meget for det, så længe KFMLs bestræbelser for at opdrage de svenske arbejdere i marxismen-leninismen-Mao Tse-tungs tænknings revolutionære ånd og forberede dem på den proletariske revolutions og socialismens nødvendighed sker i forbindelse med "bistand til proletariatets økonomiske kamp" og ved i forbindelse hermed at fortælle de svenske "lønmodtagere", at

"Så længe kapitalisterne og deres reformistiske redskaber får lov at sidde ved magten, kan løn- og arbejdsforholdene ikke varigt forbedres. Der kan kun blive tale om at forbedre udbytningens vilkår - ikke om at afskaffe udbytningen. Arbejderne og tjenestemændene må tage magten ikke bare i deres egne faglige organisationer, men i hele samfundet" (fra det tidligere citerede afsnit i MFs ledende artikel).

KFML vil aktivt deltage i, vil lede den velbjergede svenske arbejderklasse i "kampen" for højere løn og bedre arbejdsforhold, og vil herunder - når de har vundet deres "tillid" - fortælle dem, at denne højere løn og disse bedre arbejdsforhold kun kan befæstes og bevares ved, at de tager magten i samfundet.

Rent bortset fra, at de svenske arbejderes allerede høje løn og gode arbejdsforhold er skabt på grundlag af den ufattelige elendighed andre steder i verden, er der her tale om

1) En aldeles utilstedelig nedvurdering af proletariatets historiske mission som befrier af hele menneskeheden fra udbytning, krig, fattigdom og for kapitalismens forvrængning af alle værdier.

2) En formidabel og umarxistisk laden hånt om den objektive virkelighed. KFML forsøger at bilde den svenske arbejderklasse og de svenske tjenestemænd ind, at de overhovedet er i stand til at gennemføre en socialistisk revolution uden forbindelse med en række skelsættende begivenheder i verdensmålestok - begivenheder, der endnu ikke er indtruffet.

Det er i den mest direkte modstrid med Mao Tse-tungs tænkning!

Har KFML ganske glemt, at det var under Mao Tse-tungs personlige ledelse, at Kinas kommunistiske Partis centralkomite i juni 1963 fremlagde sin generelle analyse af verdenssituationen?

Tror KFMLs ledelse måske, at bare fordi Sverige var såkaldt "neutralt" under den anden verdenskrig og ikke er medlem af NATO i dag, kan det holdes helt uden for verdensudviklingens almene love?

I juni 1963 sendte KKPs centralkomite et brev til SUKPs centralkomite med titlen: "Et forslag vedrørende den internationale kommunistiske bevægelses generallinje". I dette store programmatiske dokument - der også indeholder formuleringer, der var dikteret af den konkrete historiske situation og af bestræbelsen for at bevare enheden i den socialistiske lejr og den kommunistiske verdensbevægelse - fastslog KKPs centralkomite, at der i dag findes fire grundliggende modsigelser i verden, at disse grundliggende modsigelser alle fire brydes i de uhyre områder Asien, Afrika og Latinamerika, og at disse områder derfor er det nuværende stormcenter for den proletariske verdensrevolution. Hele den proletariske verdensrevolution - og dermed også den socialistiske revolution i Sverige - afhænger derfor som en objektiv, uafviselig nødvendighed af udviklingen i disse områder, at folkenes frigørelseskamp i disse områder.

Det hedder i generallinjeforslaget:

"Den nationale demokratiske revolution i disse områder er en vigtig bestanddel af den proletariske verdensrevolution af i dag.

Folkenes antiimperialistiske revolutionære kamp i Asien, Afrika og Latinamerika hamrer løs på og underminerer grundlaget for imperialismens og kolonialismens herredømme, gammel som ny, og udgør en mægtig kraft i forsvaret for verdensfreden.

På en måde afhænger derfor hele den internationale proletariske revolutions sag af resultatet af folkenes revolutionære kampe i disse områder, der omfatter det overvældende flertal af verdens befolkning."

Og videre:

"Det er umuligt for arbejderklassen i de europæiske og amerikanske kapitalistiske lande at befri sig selv, medmindre den forener sig med de undertrykte nationer, og medmindre disse nationer befries."

Tror KFMLs ledelse ikke, at Sverige hører med blandt de europæiske og amerikanske kapitalistiske lande? Hvorfor vil de da stædigt hævde, at den svenske arbejderklasse kan gennemføre en socialistisk revolution, før den har forenet sig med de undertrykte nationer, og før disse nationer befries? Og hvordan forener KFMLs ledelse dette lokal-chauvinistiske nonsens med sin ordrige hyldest til Mao Tse-tung og Mao Tse-tungs tænkning?

I modsætning til KFML har vi i Kommunistisk Arbejdskreds som udgangspunkt for overvejelser og analyser af den danske arbejderklasses øjeblikkelige stilling og af de objektive perspektiver for den proletariske revolution i vor del af den imperialistiske verden netop taget denne analyse af verdenssituationen som helhed, af de grundlæggende modsigelser, af hvor det revolutionære stormcenter rent faktisk befinder sig og hvorfor.

Vi er enige med KKPs centralkomite heri. Ganske som vi er enige med kammerat Lin Piao, når han i "Længe leve sejren i folkekrigen" skriver:

"Hvis, når vi tager kloden som helhed, Nordamerika og Vesteuropa kan kaldes 'verdens byer', så udgør Asien, Afrika og Latinamerika 'verdens landsbyer'. Siden den anden verdenskrig er den proletariske revolutionære bevægelse af forskellige grunde midlertidigt blevet holdt tilbage i de nordamerikanske og vesteuropæiske kapitalistiske lande, mens den folkerevolutionære bevægelse i Asien, Afrika og Latinamerika er vokset energisk. I en vis betydning frembyder verdensrevolutionen af i dag også et billede af landdistrikternes omringning af byerne. I sidste ende afhænger hele verdensrevolutionens sag af de revolutionære kampe, der føres af de asiatiske, afrikanske og latinamerikanske folk, der udgør det altovervældende flertal af verdens befolkning."

Denne analyse af verdens "byer" og "landsbyer" anerkender GNISTAN-folkene ikke. Det er de ikke ene om. Vi kender grupper i England og i Sverige, der anerkender denne analyse og dens praktiske konsekvenser for Europa, men derudover kender vi ingen partier eller grupper i hele Europa, der tilslutter sig generallinje-forslaget og kammerat Lin Piao på dette punkt. (Dermed være ikke sagt, at der ikke eksisterer grupper, der anerkender analysen, men bortset fra de nævnte har ingen af de partier eller grupper, som vi har været i personlig kontakt med, eller hvis presse vi læser, anerkendt denne beskrivelse af verdens kommende udvikling.)

I naturlig konsekvens af vor enighed med KKPs centralkomite og kammerat Lin Piao om disse analyser har vi arbejdet med at fastslå, hvad det er for "forskellige grunde", der "midlertidigt" har holdt "den proletariske revolutionære bevægelse tilbage" i vor del af verden, og dermed også med at fastslå, hvornår og under hvilke omstændigheder disse "forskellige grunde" vil ophøre med at virke.

Resultaterne af dette arbejde har vi fremlagt i "Kommunistisk ORIENTERING", herunder i "To linjer".

Disse resultater lægger de vigtigste opgaver for kommunister i de kapitalistiske lande i Vesteuropa klart for dagen:

Yderligere at studere de historiske erfaringer fra den europæiske kommunistiske bevægelse, fra hele verdens kommunistiske bevægelse. Yderligere at studere den verdensomspændende kamp gennem de sidste mange årtier mellem de to linjer - den proletarisk revolutionære linje repræsenteret af Mao Tse-tung og den revisionistiske linje repræsenteret hos os af lederne i Tredje Internationales europæiske sektioner.

At forstærke det politiske arbejde for gradvis at overbevise flere og flere, først og fremmest i arbejderklassen, om den uundgåelige udvikling fremad, om denne udviklings ønskværdighed og om nødvendigheden af at virke for at fremme den - og i takt hermed at opbygge en revolutionær organisation, et kommunistisk parti der er sit navn værdigt.

At forstærke arbejdet med at højne arbejdernes og det arbejdende folks politiske bevidsthed - at benytte enhver af deres praktiske erfaringer til at forklare, at de "gode" tider for dem under imperialisme, kolonialisme og neokolonialisme skyldes udplyndring af de undertrykte nationer og folk; at forklare dem, at de i den snævre forstand "onde" tider, der vil komme, bør hilses velkommen og fremmes, fordi de alene kan skabe de objektive forudsætninger for socialisme og for verdensfred - og i takt hermed nedbryde socialdemokratismens og revisionismens indflydelse blandt arbejderne, nedbryde illusionerne om "demokrati" og "den fredelige vej" og opbygge forståelse for den voldelige revolutions og proletariatets diktaturs nødvendighed.

Aktivt og stadig mere effektivt at demonstrere mod og slå hårdt til imod ethvert udslag af dansk deltagelse i såvel bevidst som ubevidst medvirken til befæstelse og forstærkning af den neokolonialistiske udbytning af de afhængige nationer - og i takt hermed aktivt og stadig mere effektivt udløse aktioner til positiv støtte for disse nationers kamp.

Disse grundlæggende opgaver hører sammen i eet uløseligt hele. De kan ikke løses hver for sig. De kan kun løses i takt med hinanden. De udgør i deres helhed anvendelsen af marxismen-leninismen-Mao Tse-tungs tænkning på vor konkrete praksis under de nuværende omstændigheder.

Nogle har villet hævde, at konsekvensen af ovenstående opgaver er, at vi vil sidde med hænderne i skødet og vente. Intet kan være mere fejlagtigt. Det haster, og vi har travlt.

Vi har travlt, hvis vi skal nå så langt i vort arbejde, at vi kan medvirke til at forhindre, at den danske - den vesteuropæiske, den østeuropæiske, den nordamerikanske - arbejderklasse gør fælles sag med imperialismen og social-imperialismen mod socialismen, mod de afhængige landes frigørelseskamp. Vi har travlt, hvis vi skal nå så langt i vort arbejde, at vi kan medvirke til at forhindre, at vore landes arbejderklasse for tredje gang lader sig drive med i en krig for kapitalismen og imperialismen.

SLUT

 

To linjer (5) Til oversigt