INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Linjerne trækkes op

[Ungkommunisten, december 1968, nr. 11]

Folket og folket alene er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien.

Mao Tse-tung

 

I vore hjerner er der indtryk fra begivenheder før vor egen tid og fra den, tid vi selv har oplevet.

Vi har læst og hørt om den russiske revolution og beundret det arbejdende russiske folk, der under ledelse af et kommunistisk parti med Lenins geni i spidsen begav sig på vej ud af mørket og under enorme ofre tog fat på opbygningen af socialismen i deres store land.

Vi har harmedes over de socialdemokratiske partiers forrædderi og troet at Komintern var den klare revolutionære kraft, der under Stalins ledelse stod urokkeligt på Leninismens grund.

Vi har glødende begejstring hos spanske arbejdere, der kæmpede mod fascismen foran Madrid med i vor opfattelse af verden.

Vi har ingen personlige erindringer fra den anden verdenskrig. Nogle af os har stået i en tidligere koncentrationslejrs mindepark, set, åndet og mærket den lammende kulde langs ryggen og et had der savnede grænser. Vi har set de ukendte kæmpende mennesker for os, de der var med til at slå fascismen, måske var vore egne fædre med i kampen.

Mange, mange flere begivenheder har vi i vor hukommelse, de har sammen med imperialismens svinestreger i vor egen tid været med til at forme vor politiske bevidsthed.

Men vi har længe følt en undren over, hvor vanskeligt det var at hente erfaringer, gode råd eller blot en smule sympati hos de mennesker og partier i Europa, der har gået for at være den revolutionære bevægelse siden Lenins død.

Hvis linjen for de kommunistiske partier i det grundlæggende har været rigtig gennem mere end et kvart århundrede, hvordan kan de så begå et så åbent forrædderi, som det i dag er tilfældet?

Hvis Sovjetunionen har bygget socialismen tro mod marxismen-leninismen gennem så lang en periode, hvorledes kan den så i løbet af mindre end et årti forvandles til alle undertrykte folks fjende?

Kan et socialistisk land under en klog ledelse løbes over ende af en lille klike revisionister?

Disse spørgsmål måtte besvares.

Og de blev det.

Med stort mod og klogskab har Kommunistisk Arbejdskreds forbundet marxismen-leninismen, Mao Tse-tungs tænkning med den europæiske virkelighed og skabt en begyndende orden i det, der før lignede kaos.

KAK har lært os, at ingen anden end Mao Tse-tung er Lenins arvtager. De har afsløret for os, hvordan de kommunistiske partier i Europa efter Lenins død trådte på hans principper. De har fået os til at lytte til Ho Chi Minh, da han allerede i 1924 på Kominterns kongres i Moskva angreb de europæiske partier. Vredt og skuffet talte han på koloniernes udpinte millioners vegne, og viste hvordan europæisk nationalisme og stupid hvid racisme var trådt i stedet for den internationale proletariske solidaritet, der var forudsætningen for medlemskab af Komintern.

Tiden efter 1924 skulle vise, at Ho Chi Minh talte forgæves, de kommunistiske partier gjorde i stadig stigende grad netop den borgerlige linje i arbejderklassen, de skulle bekæmpe, til deres egen. Folkefrontens politik var enighed gennem eftergivenhed, og det var ikke de socialdemokratiske partier, der gav efter. Kun en ting blev fastholdt, forsvaret for Sovjets nationale interesser.

Mest tydeligt trådte forrædderiet frem under og efter den anden verdenskrig, hvor alle de vesteuropæiske partier med iver forsvarede den samfundsform, der netop havde skabt krigen og fascismen. Vi glemmer ikke, at Maurice Thorez netop var hjemkommet fra Moskva, da han trådte ind i de Gaulles regering. Vi glemmer ikke hans tavshed i maj 1945, da Frankrig lod 40.000 (fyrretusind) algiere myrde i byen Setif, fordi de troede, at det også var blevet maj for Algier.

Men først og fremmest har vi lært, at der fandtes en anden linje.

I Kina blev Lenins banner ikke taget ned, utrætteligt kæmpede kinesiske kommunister deres ensomme kamp, midlertidige tilbageslag og nederlag var der nok af, men under Mao's ledelse forvandledes de til styrke gennem en større erkendelse. ”Gode” råd manglede ikke, men det kinesiske folk lod sig ikke narre, det kunne ikke overtales til at lægge sit liv i borgerskabets hænder. Og efter at enhedsfronten havde sejret over japanerne, lod man ikke kampen for et nyt samfund bytte med et par ministerposter og overgav våbnene til Chiang Kai-shek, som praksis i Europa kunne inspirere til.

Da sejren omsider var vundet i 1949, kunne Kinas masser med stolthed sige, at det var deres sejr. Helt alene havde de kæmpet og deres kommunistiske parti havde trofast værnet om Lenins arv og videreudviklet den, så proletariatet havde værktøjet i orden til nye situationer i verden.

Derfor er Kina stadig rødt, ”de indsukrede kugler”, den borgerlige tankegang, der præger mennesker også under socialismen, har ikke været i stand til at tage magten fra proletariatet.

Klassekampen er ikke afblæst, og nu som før står Mao Tse-tung i forreste linje i kampen mod dem, der ikke har draget lære af Stalins fejlagtige politik i spørgsmålet om klassekampen i et socialistisk land.

Alt dette viser KAK os, og giver os derved mulighed for ikke at trampe videre ad det blindspor, generationen før os sad fast i. De viser os, hvorfor arbejderklassen lod sig nøje med den karikatur af en revolutionær bevægelse, der har eksisteret i Europa i en menneskealder. De fastholder Lenins klare ord, om at imperialismen forbigående er i stand til at byde sine civiliserede slaver levevilkår, der forhindrer dem i at ønske og gennemføre en revolution.

Derfor kan vi i KUF i dag gennemskue de folk, der i ord hylder Mao's tænkning, men i virkeligheden blot er et nyt kuld revosionister, der mener at kunne snakke arbejderklassen til socialismen, og ikke at kapitalismen selv vil gøre det på en ganske anderledes overbevisende måde. Nuvel de er her, men der findes en anden linje, KAK's linje, vor linje, den er ikke tillempet en midlertidig velfærdssituation i arbejderklassen, den er baseret på kapitalismens sande natur, den er marxismen-leninismen, Mao Tse-tungs tænkning.