INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Mere om Danmark og den arabiske olie

[Ungkommunisten, 3. årgang april 1970, nr. 3, s. 18-23]
... Tapline-ledningerne så vel som den olie, der transporteres gennem disse ledninger er en gruppe amerikanske firmaers ejendom. De områder, der modtager denne olie og drager fordel af dens anvendelse, tilhører de samme monopolfirmaer .... Sprængningen af olieledningen, der dræner det arabiske folks rigdomme til amerikanske interessers fordel, er en afstraffelse, der viser den amerikanske regering, hvor meget den må betale for at støtte Israel .... Den Folkelige Front ... bringer stor forvirring i monopolfirmaernes og deres regeringers olieøkonomi samt forstyrrer markederne, der må betragtes som pro-israelske
 
.... (Uddrag af PFLP's militærkommunique om sprængningen af Tapline i Golan-højderne).

 

Høj industrialisering kræver stort forbrug af brændsel. Efter 2. verdenskrig, under ny-kolonialismen, er olien blevet de imperialistiske landes vigtigste energikilde. En del af de olieproducerende lande ligger i den undertrykte del af verden, det drejer sig i særlig grad om Vestasien og Nordafrika (Kuwait, Libyen, Saudi-arabien, Muscat, Oman, Bahrein, Iran, Algeriet, Irak) og om Nigeria og Venezuela; tilsammen tegnede disse lande i 1966 sig for 41% af verdens-produktionen af råolie. Alene Vestasien producerede knap 1/3 af verdensproduktionen; 60-65 % af den olie, der forbruges i Vesteuropa, stammer fra Vestasien. USA producerede i 1966 25 % af verdensproduktionen, men dette gigantiske forbrugerland har importoverskud af olie.

I 1965 forbrugte USA 36 % og Vesteuropa 25 % af verdensproduktionen, d.v.s. at USA og Vesteuropa (med tilsammen 15 % af verdens befolkning) forbrugte i alt 61 % af verdens olie. Det er de rige, imperialistiske lande, der drager nytte af de undertrykte landes naturrigdomme.

For at give vore læsere en fornemmelse af, hvad olien betyder for USAs krigsmaskine, kan vi nævne, at der skal bruges syv barrels (tønder) eller næsten et ton olie alene til at få en B-47 bombemaskine i luften (denne flytype benyttes af amerikanerne i Vietnam). Mere end 60 % af USAs transporter til Korea under Korea-krigen bestod af olie eller olieprodukter, desværre er lignende opgørelser fra Vietnamkrigen ikke tilgængelige.

Og for at give vore læsere en fornemmelse af, hvad olien betyder for de imperialistiske landes økonomi, kan vi nævne, at der blandt de tyve største monopolfirmaer i USA findes seks oliefirmaer, det er Standard Oil of New Jersey (Esso), Mobil Oil, Texaco, Gulf Oil, Standard Oil of California, og Standard Oil of Indiana, nævnt i rækkefølge efter deres størrelse. Det største, Esso, havde i 1968 en årlig omsætning på 22.755 millioner dollars (ca. 159.285 millioner kr, eller mere end dobbelt så meget som bruttonationalproduktet i Danmark). Uden for USA findes BP (British Petroleum) og det engelsk-hollandske Shell, der er verdens største ikke-amerikanske monopolfirma med en årlig omsætning på 3.317 millioner dollars. Disse 8 monopolfirmaer behersker olieproduktionen i Vestasien og dominerer det internationale oliemarked. (De fleste af ovennævnte tal og eksempler er hentet fra Staffan Beckmans bog "Palestina och USA-imperialismen").

Hvad med Danmark? Vi ved, at Danmark er et højt industrialiseret land og et imperialistisk land, hvis økonomiske struktur ikke er væsensforskellig fra Vesteuropas eller USAs. Men samtidig findes der inden for landets grænser ikke industrielle råstoffer af betydning (bortset fra kalk og lignende bl. a. til fremstilling af cement); blot et flygtigt blik på Danmarks handel med udlandet viser, at vi importerer enorme mængder af: garner og metervarer, spindestoffer, opskåret træ og papirmasse, jern, stål og andre metaller, fast brændsel og flydende brændsel (olie og olieprodukter) - altså varer, der udgør det absolut uundværlige grundlag for vor stadig øgende industriproduktion og -eksport. Også vort højtbesungne landbrug er afhængig af importerede varer: oliefrø,.foderstoffer, gødningsstoffer, kemikalier og korn bliver importeret i store mængder. Endvidere har vi en stor import af dagligdags nydelsesmidler som kaffe, te, kakao, krydderier, råtobak, bananer, appelsiner og andre sydfrugter.

Efter 2. verdenskrig har vi oplevet en industriekspansion uden lige - og samtidig en hidtil uset forøgelse af velstanden, der også er kommet arbejderklassen til gode; i 30-erne og i begyndelsen af 50'erne var det et særsyn, at en arbejderfamilie tog på ferie i Sydeuropa, i dag er det faktisk billigere at tage med Spies til Mallorca end at blive hjemme!

Industriekspansionen skyldes først og fremmest flere og bedre maskiner, rationalisering og andre produktivitets-fremmende foranstaltninger. Kurve I viser, at produktiviteten er mere end fordoblet fra 1948 til 1966, og en sammenligning mellem kurve I og kurve II (bruttoenergiforbruget) viser, at de to kurver nøje følger hinanden. Det er klart, at en øget industriproduktion, der skyldes flere og bedre maskiner, medfører et øget forbrug af brændsel. Dertil kommer et øget brændselsforbrug til transport, og den øgede velstand betyder et øget forbrug af brændsel til uproduktive formål. Bruttoenergiforbrugets procentvise fordeling på anvendelsesområder så i 1963 således ud:

Industri og landbrug i alt 32 %
Transport i alt 19 %
Opvarmning, belysning og husholdning 49 %
  100 %

(i "Opvarmning, belysning og husholdning" er inkluderet opvarmning og belysning af industrilokaler.)

Kurve III, bruttoenergiforbruget fordelt på fast brændsel og olieprodukter, viser meget tydeligt, at olieprodukter er blevet langt den vigtigste energikilde. I 1968 var olieprodukternes andel af bruttoenergiforbruget godt 4/5! Kurven over olieprodukter viser en voldsom stigning, mens kurven over fast brændsel viser et jævnt fald. Importen af fast brændsel kommer næsten udelukkende fra Europa, stenkul fra Polen, koks fra Vesttyskland og Sovjetunionen, mens importen af olie hovedsagelig stammer fra Vestasien (se Ungkommunisten nr. 1, 1970, artiklen "Danmark og den arabiske olie").

Kurve I. Produktivitetsindeks for dansk industri, 1931-1967

Kommentar til kurve I. Produktivitetsindekset er fremkommet ved at dividere mængdeindekset for industrien med antallet af arbejdstimer i industrien for hvert enkelt år; derefter sættes 1935 = 100, og de øvrige år udregnes i forhold til 1935, hvorefter vi kan tegne en indekskurve over produktiviteten. Vi ser, at produktiviteten er nogenlunde konstant i 30'erne, at den falder under 2. verdenskrig med den laveste produktivitet i 19^5, at kurven stiger stejlt fra 1945 til omkring 1960, hvorefter stigningen er endnu stejlere. F. eks. viser kurven, at der på een arbejdstime i 1935 og i 1948 kunne produceres 100 "industrielle mængdeenheder", mens der på een arbejdstime i 1966 kunne produceres 211 "industrielle mængdeenheder"; eller at produktiviteten i løbet af de 18 år fra 1948 til 1966 er mere end fordoblet. Kilder: Industriel Produktionsstatistik, Statistisk Årbog samt Statistisk Ti-årsoversigt.

Kurve II. Bruttoenergiforbruget i Danmark 1900-1968

Kommentar til kurve II. Bruttoenergiforbruget i Danmark 1900 - 1968. For at sammenligne "effektiviteten" af forskellige brændselstyper hjælper det ikke meget at sammenligne deres pris eller masse; det, der har interesse for en forbruger af brændsel er, hvor meget energi (varmeenergi) brændslet indeholder. Til at måle forskellige brændselstypers energiindhold anvendes den internationale energienhed kalorie (cal.), der er defineret som følger: 1 cal er lig den varmemængde, der skal tilføres 1 gram vand for at hæve dettes temperatur fra 14,5 grader celcius til 15,5 grader celcius. 1 gcal (gigakalorie) = 1.000.000 kcal (kilokalorie) = 1.000.000.000 cal (kalorie). I bruttoenergiforbruget er medregnet den mængde brændsel, der forbruges under produktion af elektricitet. Kurven viser en jævn stigning fra 1900 til omkring 1960, dog med fald under de to imperialistiske verdenskrige 1914-1918 og 1939-45, efter 1960 stiger kurven betydeligt stejlere. Langt den største part af energiforbruget stammer fra importeret brændsel, den danske andel ligger konstant under 10.000.000 gcal (i 1068 var bruttoenergiforbruget over 150.000.000 gcal); den danske andel af energiforbruget stiger dog i krigsperioderne. Kilder: Danmarks Energiforsyning 1948-65. Danmarks Energiforsyning 1900 -1958. Statistiske Efterretninger.

Kurve III. Danmarks bruttoerergiforbrug fordelt på fast brændsel og på olieprodukter.

Kommentar til kurve III. Bruttoenergiforbruget fordelt på fast brændsel (stenkul, koks, cinders, brunkul, tørv, brænde osv) og på olieprodukter (fuelolie, gasolie, dieselolie, benzin, osv). Det ses tydeligt, at olieprodukterne har spillet en underordnet rolle indtil slutningen af 40'erne, under 2. verdenskrig er olieprodukternes andel minimal, men fra slutningen af 40'erne og fremefter vokser olieprodukternes andel voldsomt, samtidig med at det faste brændsels andel fra midten af 50'erne falder jævnt. I 1958 får olieprodukterne for første gang overtaget med 50,7 %, i 1965 tegner olieprodukterne sig for 72,1 % af bruttoenergiforbruget eller godt 3/4, i 1968 er andelen steget til godt 4/5. Til sidst skal det bemærkes, at elektricitetens andel aldrig kommer over 2 % af bruttoenergiforbruget. Kilder: Danmarks Energiforsyning 1948-65. Danmarks Energiforsyning 1900 - 1958. Statistiske Efterretninger.

Udfra disse kendsgerninger kan vi konkludere følgende: Danmarks snylten på den arabiske verdens naturrigdomme er vokset enormt under nykolonialismen; den arabiske olie er i dag absolut uundværlig for den danske industri, der drager fordel af dens anvendelse; også den danske arbejderklasse har en vis fordel af denne snylten. På den anden side betyder de imperialistiske monopolfirmaers udnyttelse af de arabiske landes naturrigdomme, at disse landes økonomiske udvikling ensidigt koncentreres omkring produktionen af råolie, at de bliver et blot og bart vedhæng til de imperialistiske landes erhvervsliv.

For at sikre sig en fremtidig udnyttelse af olien støtter de imperialistiske lande sig på Israel og på de arabiske reaktionære; olien kommer således ikke til at betyde en alsidig økonomisk udvikling i de arabiske lande. Der findes praktisk taget ingen olieindustri, og de arabiske folkemasser forbruger næsten ingen olie eller olieprodukter. Tværtimod kommer monopolfirmaernes udnyttelse af olien til at betyde politisk, militær og økonomisk undertrykkelse af de arabiske folk.

Imperialisternes syn på sagen er af Longrigg (bogen "Oil in the Middle East") udtrykt således: "Udover almene økonomiske grunde, som gør raffinering i forbrugslandene fordelagtigere, giver den fremherskende, for ikke at sige helt dominerende, Mellemøst-holdning til udenlandske foretagender ikke tillid til en fremtid med problemfri "oil-business"; mange selskaber vil foretrække at formindske snarere end at forøge den kapital, som deres operationer tvinger dem til at investere i disse stater med utålelig og følelsesladet nationalisme".

Vesteuropas industri, og dermed økonomien som helhed, er særdeles følsom over for krige og kriser i den arabiske verden, som berører forsyningen af olie. En langvarig folkekrig i Vestasien vil have katastrofale virkninger.

De sidste års begivenheder blandt det palæstinensiske folk viser, at spiren til folkekrig er lagt.