INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Mod folkerevolutionær sejr i Vestasien

[Ungkommunisten, 3. årgang, nr. 5. Juni 1970, s. 2-18]

"Ad Hoc Bulletin (Marxist-Leninist)" bragte i sit april-nummer (Vol.8, No.2) en artikel med titlen "Toward People's Revolutionary Victory in Middle-East", hvoraf vi bringer en oversættelse af de afsnit, der omhandler den historiske baggrund og en vurdering af den nuværende situation.

"Zionisterne kan ikke udnytte kirkegårdene for jøder i Tyskland som retfærdiggørelse for arabiske kirkegårde i Palæstina"

Eldrige Cleaver, Algiers 27/12 1969.
 

Bag den borgerligt-zionistiske propagandas røgslør og forvrængninger, der dominerer den vestlige presse, er en folkenes kamp ved at tage form i Vestasien mod imperialismen og dens juniorpartner, den internationale zionismes undertrykkelse og aggressioner, hvis udfald vil have en dybtgående virkning på menneskehedens histories almindelige gang. Det brændstof, der bærer ved til samfundsændringers bål, de indre og ydre modsigelser - de der eksisterer mellem folket og imperialismens og zionismens system og mellem folket og de feudale og kapitalistiske klasser - skærpes i stadigt stigende grad og bryder ud i tilbagevendende krige. Idag står revolutionen på den samfundsmæssige og politiske dagsorden i hele Vestasien.

På grund af sin strategiske værdi for den internationale handel og sin store rigdom på olieforekomster har Vestasien længe været et mål for den vestlige imperialisme. Den langvarige, Palæstinenser arresteres af britiske kolonitropper i 1920.uophørlige undertrykkelse og udbytning af folket i dette område, den omstændighed at imperialismen og zionismen har nægtet folket retten til selvbestemmelse - den politiske og økonomiske selvstændighed - har gjort området til et af verdens vigtigste revolutionære stormcentrer.

Brændpunktet for kampen er i dag Palæstina. Denne nations folk er i dette århundredes løb blevet rykket op med rode, martret, myrdet og drevet fra hus og hjem ved hjælp af en kombination af imperialistiske våben, intriger og diplomatiske manøvrer i ledtog med zionismens aggressive planer og mål. De palæstinensiske araberes ulykke og lidelser har været en af vor samtids store tragedier. Men i dette land (USA) og i Europa er den katastrofe, selv blandt venstrebevægelserne, stort set blevet ignoreret på grund af den forvirring, som de zionistisk kontrollerede oplysningsmedier og den revisionistisk dominerede venstrepresse har skabt.

For at forstå det palæstinensiske spørgsmål er det nødvendigt at vide noget om den zionistiske bevægelses oprindelse og udvikling og den rolle, den har spillet for den vestlige imperialisme. Zionismen som en religiøs-politisk filosofi har rødder i sidste del af det 19. århundrede. En del af den er kommet til udtryk i en bog af Theodore  Herzl med den profetiske titel "Jødernes stat", udsendt i 1895. Denne bog proklamerer jødernes racemæssige og kulturelle "overlegenhed" over alle nationer, og det centrale element er, at alle jøder uanset nationalitet, opfordres til at vende tilbage til deres bibelske hjemland. Herzl, der var journalist fra Wien, forbandt også zionismens skæbne med den vestlige imperialismes dragehale, da han tilbød den zionisternes tjeneste i et fælles eventyr i Palæstina. Han skrev:

"For Europa skal vi dér (i Mellemøsten) skabe en forpost mod Asien; vi skal være den civiliserede verdens fortrop mod barbariet."

Lige fra begyndelsen var zionismen en ideologi baseret på jødisk "særegenhed" og "overlegenhed", og den strategi var en aggressionens strategi.

Zionistisk kolonisering af Palæstina

Herzl skrev i en periode, i hvilken det svage og dekadente ottomanske imperium dominerede Palæstina, og det var i denne periode, at de europæiske zionister begyndte at kolonisere Palæstina gennem udvalgt indvandring af jøder til dette område. Hjulpet af den zionistiske organisation og under udnyttelse af de ustabile samfundsmæssige og politiske forhold, der var resultat af det ottomanske imperiums hastige forfald, var disse nyankomne jøder i stand til at tilegne sig en stor del af den bedste jord i Palæstina. Den udvalgte indvandrings politik fortsatte lige til anden verdenskrig. Men zionismen traf også andre forberedelser til erobringen af Palæstina fra dets retmæssige besiddere.

Palæstinensisk flygtningelejr

Under den første verdenskrig tilsluttede den britiske imperialisme sig som en anerkendelse af zionistisk bistand i den store imperialistiske krig Balfour Deklarationen, der stillede det britiske imperiums fulde vægt bag zionismen i dennes higen efter et "jødisk hjemland" i Palæstina. Da Balfour Deklarationen blev udsendt (1917) udgjorde jøderne omkring 10 % af Palæstinas befolkning. Med den første verdenskrigs afslutning faldt det ottomanske imperium, og vesten delte rovet. Palæstina tilfaldt englænderne som et mandat under Folkeforbundet, og dermed indledtes en periode med aktivt samarbejde mellem den britiske imperialisme og zionismen i et imperialistisk magtspil i Vestasien. Indsivningen af jødiske immigranter til Palæstina i før-krigsperioden var nu blevet en strøm. Dette var en periode, i hvilken den britiske imperialisme og zionismen gik sammen. Indvandringen af jøder fra Europa for at modvirke og aflede arabisk modvilje mod englænderne, der var et resultat af den arabiske nationalisme, foregik mens zionisterne brugte det britiske imperiums militære skjold til at tilrive sig mere og mere arabisk jord.

Palæstinensisk flygtningelejr

Fase 2: Guerilla-krigen bryder ud

Den britiske imperialismes og zionismens midlertidige partnerskab sluttede under den anden verdenskrig, hvor den zionistiske plan om erobring trådte ind i en ny fase. Zionismen benyttede sig af den britiske imperialismes svækkede stilling i dens kamp mod nazismen til at bryde den spinkle ligevægt i Palæstina, som englænderne forsøgte at opretholde. Det erklærede zionistiske formål, som det blev formuleret i Balfour Deklarationen, et "jødisk national-hjem" blev nu erstattet af en "jødisk stat" i Palæstina. Også taktikken blev ændret, tilrivelse af jord blev erstattet af væbnede terroristiske angreb på både araberne og de britiske besættelsesstyrker. Målet var dobbelt: at jage den indfødte arabiske befolkning fra jorden og at gøre en ende på Storbritanniens besættelse af Palæstina, der nu stod som en hindring for yderligere zionistisk aggression.

Den europæiske zionismes krav om en "jødisk stat" i Palæstina grunder sig på det tyndest tænkelige påskud. Deres krav grunder sig på "Guds gave" og kongerne Sauls, Davids og Salomons regeringstid, det eneste rent jødiske herredømme over en del af Palæstina, der varede omkring 75 år for mere end 3000 år siden. Men en del kendte historikere hævder, at de palæstinensiske araberes krav på denne jord er endnu ældre end oldtidens jødiske invasion. Hvis retten til jorden skal gives på grundlag af besættelse i den fjerne fortid, kan de palæstinensiske arabere stille et mere logisk krav.

Zionismen og anti-semitismen

Den anden verdenskrig var en stor katastrofe for folkene i Europa og især for de europæiske jøder, der i millioner blev systematisk udryddet i krematorieovnene i Nazi-Tyskland, der var en sektor af imperialismen, der var blevet politisk forrykt. Mens vi ikke fremsætter den påstand, at zionisterne samarbejdede med nazisterne i den faktiske udryddelse af de europæiske jøder, er spørgsmålet om den zionistiske filosofis bidrag til denne katastrofe blevet rejst af en række alvorligt arbejdende videnskabsmænd, og der er vidnesbyrd om, at den "særegenhed", som zionisterne påtvinger jøden og dennes påståede manglende evne til at lade sig optage i europæiske samfund gav nazisterne kort på hånden og underbyggede deres anti-semitisme. Det er blevet påvist med dokumenter, at direkte gengivelser af zionistiske skrifter tjente nazisterne som vejledning i deres anti-semitisme. Og Arnold Toynbee, den kendte britiske historiker, har påpeget, at "zionismen og anti-semitismen er udtryk for identiske synspunkter". Professoren henviste til både zionisternes og nazisternes påstand om jødernes "uoptagelighed" i europæiske samfund.

Den myte, at jøderne var ude af stand til at indgå naturligt i eksisterende samfund, som zionisterne udbredte, gjorde med sikkerhed den nazistiske filosofi mere acceptabel for de tyske masser. I kampagnen mod jøderne i 1930'erne og 1940'erne i Nazi-Tyskland kunne folk som Streicher, Israelsk soldatGoebbels og Himmler benytte Chaim Weizmann, en af de ledende zionister, som bekræftelse på deres teser om jøder. Weizmann erklærede for et tysk publikum i 1912: "Hvert enkelt land kan kun optage et begrænset antal jøder."

Rabbi Jacob Agus kom til den slutning, at den nazistiske og den zionistiske propaganda fremlagde de samme paroler, der påpegede "katastrofen" i forbindelse med jødernes frigørelse i Europa; at jøder er et nedbrydende og enestående folk; og at anti-semitismen er en ganske naturlig ting.

Krigen, der betød en så stor katastrofe for millioner af almindelige jøder, var i virkeligheden en velsignelse for den zionistiske plan om "staten Israel". Da vestmagterne, splittet mellem deres "menneskekærlighed" og den politiske hensigtsmæssighed, behandlede den dystre situation for de tusinder af jødiske flygtninge, der på en eller anden måde var undsluppet gaskamrene i Hitlers Europa, trådte den zionistiske organisation frem og forkyndte, at disse mennesker, jordens elendige - sultende, hjemløse og fattige - havde "valgt" at udvandre til Palæstina. Disse arme flygtninge blev som kvæg drevet til Palæstina for at blive aktiver i den zionistiske aggressionskrig mod de arabiske folk. Zionisterne udnyttede også millioner af jøders lidelser i Europa som retfærdiggørelse for fordrivelsen af araberne fra deres hjemland.

Dannelsen af "Staten Israel"

Begivenhederne i Vestasien i tiden umiddelbart efter krigen er fyldt med diplomatiske intriger og manøvrer; de er alt for komplicerede til, at de lader sig beskrive her. For vort formål vil det være tilstrækkeligt at give en kort gennemgang af situationen i Vestasien på den tid.

Det var en periode med voksende arabisk nationalisme som følge af den dobbelte undertrykkelse fra de imperialistiske magters side og fra den zionistiske verdensbevægelses aggressive planer mod Palæstina. Den jødiske befolkning i Palæstina var vokset fra 10% ved århundredets begyndelse til henved 60% i 1946.(1) Englænderne, der var svækket af de to verdenskonflikter og ude af stand til at kontrollere de voksende konflikter i Palæstina, trak deres besættelses-styrker bort i 1947. Men dette skete ikke, før de imperialistiske magter havde gennemført en FN-resolution om deling af Palæstina, der gjorde det til to stater, den ene arabisk. den anden jødisk.

Men forud for FN-aktionen havde zionisterne forstærket deres terrorkampagne for at myrde, lamme og forjage araberne fra deres jord. Med de imperialistiske magters hjælp havde de også opbygget en militær styrke, der skulle beskytte dem mod det uundgåelige sammenstød med de omliggende Palæstinensere i israelsk fangelejrarabiske stater. Da denne krig kom (1947) benyttede zionisterne sig af det arabiske angreb til at udstede nødforordninger mod araberne i Palæstina. Som i enhver krig flygtede den civile befolkning fra kampskuepladsen for at søge midlertidigt ly for krigens ødelæggelser. Zionisterne udstedte et dekret, der proklamerede, at enhver araber, der forlod sit hjem eller sin jord, ville blive erklæret for udvandret, og at jorden ville blive overtaget som den zionistiske stats ejendom. De arabere, der vendte tilbage til deres hjem, efter at kamphandlingerne var ophørt, opdagede, at de gennem dekretet havde mistet deres ejendom. Selv de, der vendte tilbage til deres hjem, før de zionistiske embedsmænd kunne nå at gøre krav på jorden, blev senere tvunget til at rejse bort, fordi de "tidligere" havde været "fraværende". Disse mennesker blev i det officielle zionistiske dekret beskrevet som "tilstedeværende fraværende".
I og med at den britiske hær forlod Palæstina, trådte USA-imperialismen ind i Vestasiens magtvakuum gennem CIA, den sjette flåde, Truman-doktrinen, Bagdadpagten, CENTO og udenlandsk hjælp og våbenstøtte til "staten Israel".

Under den første krig i Vestasien (1947-48) lod zionisterne aldeles hånt om den af imperialisterne inspirerede FN-plan om deling. De tilrev sig kontrollen over fire femtedele af den del, der var afsat til den arabiske stat. (De afskaffede fuldstændigt det arabiske land i 1967 ved at indtage Jordans vestbred.) Således blev "staten Israel" skabt ved hjælp af imperialistiske diplomatiske manøvrer, intriger og neo-kolonialisme sammen med zionistisk terrorisme og aggression mod Palæstinas folk.

Hvad med den moralske retfærdiggørelse af zionisternes uværdige handlinger mod de palæstinensiske arabere? Sideløbende med deres militære og terroristiske operationer mod Palæstinas folk forstærkede zionisterne deres verdensomspændende propagandakampagne for at neutralisere og modvirke en voksende verdensopinion imod dem på grund af deres intriger og aggressioner mod araberne. Zionisterne brugte kynisk Hitlers forbrydelse mod jøderne i Europa som retfærdiggørelse af deres handlinger mod palæstinenserne. Men som Eldridge Cleaver for nyligt udtrykte det på Algiers-konferencen til støtte for Palæstinas væbnede befrielseskamp: "Zionisterne kan ikke udnytte jødiske kirkegårde i Tyskland som retfærdiggørelse for arabiske kirkegårde i Palæstina". I den senere tid har den zionistiske propaganda forsøgt at skaffe sig sympati hos verdens folk ved at udmale et billede af "stakkels lille Israel" i rollen som David mod Goliat.de arabiske folk. Men det er ikke "stakkels lille Israel", der står alene mod det omgivende hav af arabere. Zionismen har den amerikanske imperialismes fulde støtte på den nuværende etape, hvor de to landes aktiviteter er til gensidig fordel. "Staten Israel" er et instrument for neo-kolonialisme i Vestasien, som de imperialistiske magter benytter sig af for at bremse de arabiske folks voksende nationale forhåbninger. Således fandt den amerikanske imperialisme i zionismen en juniorpartner i Vestasien, der kunne handle efter dens ordrer i dette stormfulde område af verden.

På vej mod Stor-Israel

Som påvist ovenfor var det, der ved århundredets begyndelse startede som en bevægelse for et hjemland for jøderne, i 1942 blevet en bevægelse for en "jødisk stat" i Palæstina. Men den zionistiske aggression standsede ikke, da den havde frataget de palæstinensiske arabere deres ejendom. Dens terror-taktik mod araberne både inden for og uden for den nye "staten Israel"s Arrestation af palæstinensere i Israelgrænser er fortsat i mere end to årtier. I den anden krig i Vestasien (1956) gik zionismen i spidsen i den vestlige imperialismes forsøg på at forhindre Ægyptens nationalisering af Suezkanalen, og i 1967-krigen erobrede zionistiske våben, leveret af USA-imperialismen, Sinai, Gaza, Golan-højderne i Syrien og vestbredden af Jordan. Idag er hele dette territorium besat af den zionistiske hær.

Inden for det zionistisk-besatte territorium er den i tal stadigt faldende arabiske befolkning til stadighed udsat for terrorisme og de værste former for menneskelig ydmygelse. Den nye stat Israel lånte en side af Nazi-Tysklands Nürnberg-love for at placere de palæstinensiske arabere i en stilling som andenklasses borgere i samfundet. Zionisterne definerer ved lov, hvem der er jøde, og hvem der ikke er det og giver således lovmæssig velsignelse til den zionistiske opfattelse af jødisk "særegenhed" og "overlegenhed". Jøder og arabere har ikke lov at gifte sig med hinanden. Israels regering er en form for militært diktatur tyndt dækket af en fernis af "demokrati". Der begås masse-repressalier mod den arabiske befolkning, deres hjem falder som offer for bulldozere, og deres jord bliver stadig konfiskeret, mens arabiske familier jages ud i ødemarken i de arabiske nabostater, hvor de må slutte sig til den eksisterende masse af indædte, vrede og frustrerede flygtninge, der nu omfatter mere end halvanden million mennesker.

Zionismens formål er, naturligvis, at opbygge den eksklusive "jødiske stat”. Dette fremgik af et interview med Moshe Dayan i "Face the Nation" , ABC-TV udsendelsen d. 11. juni 1967 efter zionismens sidste erobringer. En del af samtalen mellem Sydney Gruson fra New York Times og Dayan gengives her:

Gruson: Findes der en måde, hvorpå Israel kunne optage det uhyre antal arabere, hvis territorium det nu har vundet kontrol over?

Dayan: Økonomisk set kan vi, men jeg tror ikke, det svarer til vore fremtidige mål. Det ville gøre Israel enten til en stat med to nationer eller til en poly-arabisk-jødisk stat i stedet for den jødiske stat, og vi ønsker at få en jødisk stat. Vi kan optage dem, men så vil det ikke være det samme land.

Gruson: Og det er efter Deres mening nødvendigt at hævde dette som en jødisk stat og ene og alene en jødisk stat?

Dayan: Absolut. Vi ønsker en jødisk stat, ligesom franskmændene har en fransk stat.

Hvor skal i sidste ende den jødiske stats grænser gå? Svaret på den zionistiske opfattelse kan man finde i udtalelser fra visse top-zionister. Yigal Allon, Israels vicestatschef, har erklæret: "Vor pligt til at befolke 'Storisrael' er ikke mindre vigtig end fortidens pligt, i de dage, da det var et mandat at befolke Jordan-dalen og Beht-shan-dalen; den, der drager denne sandhed l i tvivl, drager hele den zionistiske opfattelse i tvivl." (Jerusalem Post, 18/4 1968).

I juni sagde Moshe Dayan: "Vi er ikke nået til enden af den vej, vi er slået ind på. Det er det israelske folk selv, der vil fastsætte sin stats grænser."

Da den netop omtalte Allon efter krigen i 1967 talte om de erobrede arabiske territorier, fremlagde han den zionistiske formel for skabelsen af "Storisrael". Han sagde: "Et land tilhører det folk, der befolker det .... disse territorier vil være vore, hvis jøder befolker dem."

Der tales blandt zionister i stigende grad om "Storisrael", som de opfatter som den Frugtbare Halvmåne, der går i en stor bue mod nordøst fra Nilen til Tigris-Eufrat-dalen og derfra mod syd til den Persiske Havbugt.

Revisionismens rolle i Vestasien

Den herskende klike i Sovjetunionen har i mere end et tiår ført en politik, der betyder, at den går i ledtog med og samarbejder med den amerikanske imperialisme. Somme tider sker det åbent; til andre tider er det mere tilsløret. Siden juni-krigen i 1967 har de nye tsarer i Sovjetunionen talt særdeles højt om deres støtte til de arabiske regeringer. I årevis udbredte de illusioner i den arabiske verden om, at deres støtte ville hidføre sejren over den imperialistisk-zionistiske aggression i dette område. Denne store larm om hjælp var naturligvis beregnet på de millioner af koloniale og halvkoloniale folk, der kæmper for selvstændighed i alle verdens ikke-befriede områder. Den tog sigte på at pacificere disse folk, mens Moskva-revisionisterne kunne manøvre bag scenen for sammen med den amerikanske imperialisme at standse de nationale befrielseskrige og bevare "super-magt" (USA-USSR) dominering over så stor en del af verden som muligt.

Palæstinensisk ungdom får politisk undervisning

Dette bedrag blev afsløret for millioner af mennesker i den arabiske verden efter junikrigen 1967, da de sovjettiske revisionister forelagde FN en resolution, der opfordrede til tilbagetrækning af de israelske aggressionsstyrker fra de nyligt erobrede arabiske områder. Denne resolu-tion blev imidlertid i al hast trukket tilbage til fordel for en britisk resolution, der ville give zionismen legalt krav på hele Palæstina. Den britiske resolution var kun "britisk" af navn, for den blev skabt af USA, USSR og Storbrittanien. Resolutionen opfordrer ikke blot til legal anerkendelse fra de arabiske folks side af "staten Israel", men også til sejladsrettigheder i Suezkanalen og Tiran-bugten; derved ville den styrke imperialismens greb om yderligere arabisk territorium.

Guerillatræning

Det sovjettiske diplomatiske forræderi var endnu mere afslørende på Glassboro-konferencen mellem L.B. Johnson og Kosygin, som den vestlige borgerlige presse hyldede som en "ny forståelse mellem USA og USSR, der forbinder problemet Mellemøsten, Vietnam og det almindelige problem om nedrustning". Andre pressemeddelelser bemærkede, at Glassboro "top"-konferencen havde den virkning at "mindske antagonismerne og forøge samarbejdet mellem (deltagerne)". I sin tale om Unionens Tilstand (januar 1968) sagde L.B. Johnson, der dengang var den imperialistiske overherre, i en omtale af mødet med Kosygin, at de to lande havde "taget en række vigtige skridt i retning af det internationale samarbejdes mål".

Mens imperialismen åbenlyst har forsøgt at stille sig i vejen for det arabiske folks nationale forhåbninger, har den sovjettiske social-imperialisme spillet en støttende rolle ved at så illusioner blandt folkene i Vestasien. Moskva tilbyder falsk støtte, men i virkeligheden arbejder det bag kulisserne i ledtog med imperialismen for at hæmme og forsøge at standse den voksende bevægelse blandt de arabiske folk for frihed og selvstændighed. Social-imperialisterne udbreder til stadighed illusioner i Vestasien om, at selvstændigheden kan opnås ved at man støtter sig på de så-kaldte "progressive" nationale ledere i området. Hidtil har det ført til alvorlige tilbageslag at støtte sig på dem og har tjent til at forsinke de arabiske folks sejr over alliancen mellem imperialismen, zionismen, social-imperialismen, kapitalismen og feudalismen.

Guerillatræning

Men de arabiske folks langvarige, energiske kamp og deres midlertidige tilbageslag har ikke blot været negative. Ud af denne kamp er vokset en opvågnen blandt de arabiske folk. Idag ser de palæstinensiske arabere hen til andre folks erfaringer, der med held har modstået imperialismens fremstød og vendt billedet; især tjener det kinesiske og det vietnamesiske folks kampe som mønster for deres kampe i fremtiden. Og de arabiske folk er i almindelighed ved at få øjnene op for, at borgerlig reformisme i en række arabiske stater, der hyldes af Moskva-renegaterne fra marxismen-leninismen som "socialisme", ikke kan løse Vestasiens sociale, økonomiske og politiske problemer. Der er en voksende erkendelse blandt folkene af, at "hjælp" fra Moskva, stormagts-dekreter eller FN-resolutioner ikke kan ændre grundlæggende klasseforhold, hvilket er nødvendigt for at løse Palæstinas folks problemer og folkenes problemer i hele Vestasien.

Den nye faktor i Vestasien

Mens hele Vestasien er moden til revolution, er denne kamps brændpunkt på denne etape Palæstina. De palæstinensiske arabere, der har været udsat for imperialisternes, social-imperialisternes og Vestasiens nationale lederes kynisme og manipulationer, mens zionisterne har berøvet dem deres jord og deres hjem, er særlige ofre for aggression og undertrykkelse. De har været ofre for imperialismens og dens lakajers vold i de sidste mange årtier. Men den undertrykkelse, som det palæstinensiske folk har lidt under, har tjent til at fremskynde udviklingen af samfundsmæssig bevidsthed blandt dem og har givet stødet til befrielsesbevægelsernes vækst og udvidelse i hidtil uset målestok. Omkring midten af tresserne begyndte bevægelser for palæstinensisk befrielse, uafhængige af den dæmpende indflydelse fra Vest-asiens nationale ledere, at tage form. Efter krigen i 1967 begyndte nye organisationer at dukke op uden for og inden for de zionistisk besatte områder, mens de allerede eksisterende gruppers rækker voksede i omfang. Folkets opvågnen, der manifesterer sig i de palæstinensiske befrielsesbevægelsers vækst og udvidelse i de senere år, indvarsler en ny forandring i det politiske liv i Vestasien.

Guerillaer med rocket-launcher

Fra en svag og ineffektiv begyndelse har den palæstinensiske befrielsesbevægelse udviklet sig gennem kamp til en kraft med bred basis, der afgør magtbalancen i dette område af verden. Inden for de sidste måneder har de udøvet deres ret til at operere selvstændigt fra de reaktionære arabiske staters territorium, og de forener sig på grundlag af revolutionære principper. Idag står deres kanoner fast plantet i Jordan, Syrien og Libanon, hvorfra de retter lammende slag mod den zionistiske hær. Langs alle det zionistisk-besatte territoriums grænser vokser den revolutionære bevægelse, bestående af mænd, kvinder og børn, af arbejdere, bønder, intellektuelle og det nationale bourgeoisi. I Vestasien er betingelserne for en folkekrig i fuld blomst ved at udvikle sig.

Det er rigtigt, at den palæstinensiske befrielsesbevægelse også har lidt mange tilbageslag. Dette bør ikke give anledning til panik, da det, som påpeget af verdens største ekspert i folkekriges Kvindelig partisanstrategi og taktik, Mao Tse-tung, er en naturlig udvikling. Kammerat Mao advarer os om op- og nedgange og tilbageslag i folkekrigens udvikling, men han konstaterer også, at "ingen kraft kan ændre dens almindelige tendens i retning af uundgåelig sejr."

Politisk og socialt er Vestasien et særdeles kompliceret område i verden af i dag.

De mange samfundsmæssige strømninger, der gennemløber dette område, gør det til et politisk vildnis, med en labyrint af modsigelser, der alle er viklet sammen til een gådefuld kugle. Alle samfundssystemer, som menneskeheden nogensinde har kendt, findes i Vesta-sien - primitiv kommunisme, slaveri, feudalisme, kapitalisme og forsøg på at skjule borgelig reformisme bag "socialismens" maske. Det er også et område, hvor imperialisme, socialimperialisme og zionisme i øjeblikket sameksisterer på grund af parallelle målsætninger. Men dette interessefællesskab er kun midlertidigt, og kan fra den ene dag til den anden forandres til sin modsætning. Alle tres langfristede interesser befinder sig på en kurs, hvor samordning uundgåeligt vil avle sammenstød, fordi de alle tre i sidste ende er baseret på egoistisk egeninteresse på bekostning af folket i hele området.

Den såkaldte "Staten Israel" er en kunstig frembringelse, der ledes af europæiske zionister, midt i den arabiske verden. Bag "demokratiets" fernis ligger et militærstats-apparat, der undertrykker de indfødte palæstinensere, jøder og arabere, såvel som de jødiske flygtninge fra alle dele af verden, der er blevet lokket til Israel med falske løfter og håb, avlet af den zionistiske propaganda. Selve dens eksistens er en fortsat aggressionshandling mod dens folk, dens naboer og mod verden.

Områdets indviklede samfundsmæssige modsigelser betyder, at den opgave at organisere folket politisk og militært til at modstå og slå folkets fjender er et forehavende af den højeste størrelsesorden. Denne opgave skuldres for tiden af Al Fatah (2), der fremstod som den førende befrielsesorganisation under Yassir Arafats ledelse. Mens Al Fatah har en betydningsfuld svaghed, manglen i dag på proletarisk ideologi på kommandoposten, går den ikke desto mindre fremad med hensyn til at mobilisere og opdrage folket til at forstå fjendens natur; anerkende betydningen af bånd til den internationale antiimperialistiske bevægelse; udvikle militær og politisk taktik og strategi; understrege vigtigheden af at støtte sig på egen indsats; og dens pres mod fjenden forstærker den vigtigste modsigelse og fører den dermed fremad mod dens endelige løsning - sejren over imperialismen og dens lakajer i Vestasien.

Al Fatahs ledelse har en klar forståelse af massernes betydning i befrielseskampen. På konferencen i Algiers til støtte for det palæstinensiske folks væbnede befrielse i december sidste år, sagde Yassir Arafat: "Spørgsmålet om Palæstina bliver ikke løst i Moskva, Cairo eller Washinton". De forstår også til fulde de skæbnesvangre følger af at støtte sig på de borgerlige reformpolitikere, der er ude af stand til at bekæmpe neo-kolonialismens og zionismens kræfter, og hvis programmer har ført til forsoning og tilpasning med reaktionen, hvilket uvægerligt fører til nederlag.

To kvindelige partisaner

Al Fatah forstår også, hvem der er folkets fjender og hvem der er dets venner. De har rigtigt draget en klar skillelinje mellem det jødiske folk og den zionistiske stats ledere. Det jødiske folk er ikke arabernes fjende, ejheller er araberen jødens fjende. Al fatah forstår dette grundlæggende forhold, og dets programmer og politik svarer til denne virkelighed. De jødiske masser, der nu befinder sig under zionismens kontrol, og de palæstinensiske arabere er naturlige forbundsfæller i kampen for at bryde den imperialistisk-zionistiske undertrykkelses åg over alle Vestasiens folk.

Folkekrig er uovervindelig

Folkekrig er en udvidelse af marxixmen-leninismen i den nedadgående imperialismes og opadgående socialismes æra i verdensmålestok. Den er en arv fra kammerat Mao Tse-tung, der som det kinesiske folks leder i dets befrielseskamp gennem 22 år, med held skabende anvendte marxismen-leninismen på Kinas betingelser og derved gav marxismen-leninismen en ny dimension, ikke blot for det kinesiske folk men for alle undertrykte folk overalt. Bevægelsen for palæstinensisk befrielse, der allerede går i retning af folkekrig, vil uundgåeligt optage de grundlæggende træk i Mao Tse-tungs tænkning i deres kamp, med fasthed give proletariatets ideologi kommandoen og fortsætte kampen, indtil sejren er vundet.

Flammerne fra det palæstinensiske folks folkekrig mod imperialisterne og zionisterne vil indvarsle den zionistiske frembringelse, staten Israels endeligt. De kan også tjene som den gnist, der antænder steppebranden og fører hele Vestasien ind i en folkets revolution, der fra hele området vil udrydde alle levn af kolonialisme, neo-kolonialisme, kapitalisme og feudalisme.

Riffel

Noter

(1) Ifølge Staffan Beckmann "Palæstina och Israel" udgjorde jøderne i 1947 1/3 af Palæstinas befolkning.

(2) Ad Hoc Committee for a Marxist-Leninist Party (USA) deltog i Den Første Internationale Solidaritetskongres med det Palæstinensiske Folk, der fandt sted i Algier d. 26.-28. december 1969, og som var arrangeret af PLO (Palestine Liberation Organisation). PLO er sammensat af en række palæstinensiske kommando-organisationer, hvoraf Al-Fatah er den største. PFLP er ikke medlem af PLO (se Ungkommunisten nr. 1, 1970, artiklen "PFLP's stilling til PLO og PASC" ) , og PFLP var altså ikke repræsenteret på solidaritetskongressen, hvilket sandsynligvis er årsagen til, at Ad Hoc Bulletin ikke nævner PFLP, men udelukkende skriver om Al-Fatah, der, som  Ad Hoc Bulletin ganske rigtigt skriver "har en betydningsfuld svaghed, manglen i dag på proletarisk ideologi på kommandoposten".

Efter vor vurdering har PFLP "proletarisk ideologi på kommandoposten". Fra PFLP's manifest "A Strategy for the Liberation of Palestine" citerer vi nogle afsnit, der viser PFLP's vurdering af den palæstinensiske revolutions nuværende ledelse:

"Småborgerskabet vil ikke tilslutte sig den form for organisation, der holder fast ved den videnskabelige socialisme og en stærk politisk organisation, men vil tilslutte sig de palæstinensiske organisationer, som nøjes med generelle befrielses-slagord, undgår klarhed i tankegang og et klassesynspunkt, og som fører et organisatorisk liv, der ikke kræver noget, der overstiger deres evner. Denne klasse vil med andre ord i første omgang fylde "Al-Fatah" og den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO)."

...."At småborgerskabet i dag befinder sig i spidsen for den palæstinensiske nationale bevægelse skal forstås objektivt, for uden en sådan forståelse vil det være vanskeligt for arbejderklassen med held at tilkæmpe sig ledelsen. Grunden til at småborgerskabet er i spidsen for den palæstinensiske nationale befrielsesbevægelse er, at denne klasse på den nationale befrielseskrigs stade er en af de revolutionære klasser, dertil kommer det faktum, at den talmæssigt er relativ stor, og at den i kraft af sine klassebetingelser besidder viden og magt. I en situation hvor arbejderklassens betingelser med hensyn til politisk bevidsthed og organisation ikke er tilstrækkeligt udviklet, er det derfor naturligt, at småborgerskabet er i spidsen for den alliance af klasser, der kæmper mod Israel, imperialismen og den arabiske reaktion. Til alt dette må vi føje det palæstinensiske småborgerskabs specielle karakter og forskellen mellem dets stilling og de arabiske småborgerskaber, der står i spidsen for arabiske nationale regimer. Det palæstinensiske småborgerskab har rejst den væbnede kamps banner og leder den idag, og den kendsgerning, at det ikke har magten, gør det mere revolutionært end de arabiske småborgerskaber, der er besluttet på at beskytte deres interesser og forblive ved magten ved at undgå den lange og afgørende kamp med fjendens lejr."
red.