INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Om ”kamp mod monopolkapitalen”

[Ungkommunisten, 2. årgang, oktober 1969, nr. 8, s. 11-13.]

DKP og KF maner i samdrægtighed til ”kamp mod monopolkapitalen”. Hr. Scocozzas organ ”Kommunist” går endog så vidt, at det taler om ”den daglige kamp mod monopolkapitalen” Er al den tale om kamp mod monopolkapitalen en reel foreteelse eller faregår den kun i DKP- og KF-ideologers fantasi? Lad os se lidt nærmere på kendsgerningerne.

Kamp mod monopolerne, kamp mod monopolkapitalen er, ikke noget DKP og KF har opfundet. Den stammer helt fra kapitalismens barndom, hvor de små håndværksdrivende førte en håbløs kamp mod den voksende penge- og industrikapital, der opslugte de små næringsdrivende. Denne kamp var i sit væsen håbløs (men reel, d.v.s. den førtes), fordi det var en kamp mellem en døende fase af kapitalismen mod den udvikling, der er uadskilleligt knyttet til selve kapitalismen, nemlig ophobning af profit i form af kapital på færre og færre hænder sluttet sammen i monopoler. Kampen mod monopolerne er således i sin oprindelse en kamp inden for kapitalismen selv, og denne kamp er småborgerskabets kamp mod den moderne kapitalisme.

Hvis man tager klicheen ”kamp mod monopolerne”, for dens pålydende værdi, er det altså en oprindelig småborgerlig parole, DKP og KF nu slår til lyd for.

Denne parole, som altså tidligere har set dagens lys, har den muligvis fået et andet indhold, der ikke er småborgerligt? Er der virkelig tale om, at arbejderklassen skulle være begyndt sin egen kamp mod monopolerne? I så fald ville, der altså være tale om en begyndende klassekamp (naturligvis forudsat at klassen førte en kamp for sønderbrydning af monopolerne og det af dem dirigerede statsapparat og ikke en småborgerlig kamp for decentralisering af monopolerne og bevarelse af den kapitalistiske statsmagt), hvor arbejderklassen bekæmper kapitalismens mest fremskredne form. Skulle noget sådant da foregå her i Danmark i dag, ja oven i købet dagligt, hvis man skulle tro på KF?

Som bekendt beskrev Lenin i 1917 den moderne kapitalismes udvikling som imperialismen, kapitalismens højeste stadium, hvor der i den vestlige verden havde udskilt sig en samling særlig rige stater, der udbyttede hele den øvrige del af verden. Og Lenin påviste ligeledes, hvorledes opportunismen i arbejderbevægelsen, reformismen og revisionismen hang uløseligt sammen med imperialismen og tjente dens interesser. Lenin påviste, at dannelsen af monopoler og skabelse af finanskapital med hele verden som udbytningsobjekt var en logisk udvikling af kapitalismen til imperialisme. Lenin påviste også, at dannelsen af en række snylterstater ville være en realitet, såfremt denne tendens ikke mødtes af en modsat rettet tendens – kampen mod imperialismen. Denne kamp er nu i gang mange steder på kloden, i første række som de undertrykte folks og nationers kamp mod deres undertrykkere, v o r imperialisme.

Monopolkapital er således det snævrere og derfor det af DKP og KF anvendte mere tågede begreb for imperialismen. Kamp mod monopolkapitalen, hvis det skal have nogen mening i dag, vil altså sige kamp mod imperialismen – også i vort eget land. Men foregår der en sådan kamp i Danmark? Foregår der en kamp fra arbejderklassens side mod imperialismen? Er en sådan kamp snævert forbundet i solidaritet med dem, som virkeligt lider under og som virkeligt kæmper mod de imperialistiske magter?

Vi har haft en solidaritets-bevægelse for vietnamesernes kamp mod imperialisterne, også i vort eget land. Vi ved, at der blandt en del af de mennesker, som deltager i Vietnam-bevægelsen, er en gryende forståelse af imperialismens karakter og den særlige rolle, Vesteuropa og USA har som højborgen af snylterstater, hvortil Danmark økonomisk, politisk og militært hører.

"I stedet for de virkelige forhold bliver for jer den rene vilje til revolutionens drivhjul. Mens vi siger til arbejderne: ”I skal gennemgå 15, 20, 50 års borgerkrige og folkekrige for ikke kun at forandre forholdene, men også for at forandre jer selv, for at blive i stand til at regere”, så siger I tværtimod: ”Vi må straks gribe magten, ellers kan vi godt gå hjem og lægge os....” Således som demokraterne gør ordet folk, således gør I ordet proletariat til et helligt dyr.”

Karl Marx

Men denne forståelse af Danmarks rolle som snylterstat blandt snylterstater og nødvendigheden af kamp mod imperialismen er ikke nået ud over smågruppernes kreds.

Det ville være at ”gøre ordet proletariat til et helligt dyr”, som Marx advarede imod, at påstå at arbejderklassen i Danmark tager del i en sådan kamp. Vi må nemlig erkende, at forudsætningen herfor, nemlig den gryende forståelse for at denne kamp er i arbejderklassens objektive interesse (selv om den ikke giver øjeblikkelige statusprægede goder, ja tværtimod lader hånt om disse) idet den gør ende på arbejderklassens magtesløshed overfor kapitalisternes og deres revisionistiske håndlangeres manipulationer med den – vi må erkende, at denne forudsætning ikke er tilstede i øjeblikket. Man kan ikke bebrejde arbejderklassen, at den ikke fører en sådan kamp, da de objektive forhold for en erkendelse af tingenes nødvendighed ikke er til stede i øjeblikket.

Vi er nu nået til sagens kærne, og har herved fjernet os meget langt fra DKPs og KFs standpunkter. DKP og KF roser arbejderklassen for dens ”daglige kamp mod monopolkapitalen”. Vi erkender, at en sådan kamp ikke foregår, og ikke vil kunne foregå, sålænge arbejderklassen ikke har indset nødvendigheden af denne kamp (ikke den ”daglige” – ”daglig kamp” er i det hele taget noget vrøvl i den forbindelse). Her ligger hovedopgaven for kommunister, som i det væsentligste er en ideologisk opgave. Det er ikke nogen nem opgave i betragtning af hvilken enorm småborgerlig ideologisk dyne, der ligger over Danmarks folk og arbejderklassen. Men det er også en opgave med lyse perspektiver.

Mens DKP og KF i uskøn forening lægger endnu et tykt tæppe over arbejderklassens forståelse af imperialismens væsen og sin egen situation, smukt broderet med den småborgerlige parole ”kamp mod monopolkapitalen”, må kommunister arbejde for og med henblik på den socialistiske arbejderbevægelses opståen.