INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Om en demokratisk stat i Palæstina

[Ungkommunisten, 3. årgang, nr. 5. Juni 1970, s. 19-22]

Når man agter at bruge et udtryk som parole og tillægge det strategisk vægt, bør man være klar over dets betydning. Ordet "demokratisk" tør siges at være blandt de mest misbrugte og misforståede udtryk. Når vi således siger, at vi arbejder for en "demokratisk løsning", bør der gøres opmærksom på to væsentlige punkter:

For det første: Den demokratiske løsning på hvad? - det israelske dilemma? - den palæstinensiske sag? eller det jødiske problem? Hver af disse tre ting betyder ved nærmere analyse forskellige ting trods deres indbyrdes forhold. Når man taler om en "demokratisk løsning på det israelske problem", som PDFLP (1) har gjort, så kan man godt tale om en "forbundsstat" i Palæstina, men det er uden tvivl fejlagtigt både objektivt og ideologisk.

En progressiv, national befrielsesbevægelse kan ikke være ansvarlig for etableringen af en "demokratisk løsning" på en aggression. Der er intet progressivt i noget sådant. Men der er ingen tvivl om, at en progressiv bevægelse er forpligtet til at søge en demokratisk løsning, hvad angår det folk, d.v.s. jøderne i Palæstina, som har været aggressionens redskab, og som er udnyttet, direkte eller indirekte af zionismen, altså som et resultat af klasseforhold eller af zionistisk chauvinisme, og i så fald må befrielsesbevægelsen udslette både årsag og virkning på én gang. Derfor gælder den demokratiske løsning, som foreslås af den palæstinensiske befrielsesbevægelse, de jøder, som bor i Israel, og ikke den israelske stat. Det vil sige en demokratisk løsning på det jødiske problem i konfrontationen med det palæstinensiske og det arabiske folk - og ikke en demokratisk løsning på den israelske statsdannelse, den zionistiske bevægelse eller den palæstinensiske sag. Den første er den direkte fjende, den anden denne fjendes reaktionære ideologiske basis og den tredie en progressiv befrielseskamp. I intet af de tre tilfælde kan der være tale om et kompromis.

For det andet er det nødvendigt at præcisere betydningen af ordet demokratisk, som har været brugt i utallige sammenhænge, i de fleste tilfælde af en given klasse i en given betydning, der passer denne klasses interesser. Hvad der er demokratisk for en feudalherre eller en kapitalist er diktatorisk og despotisk for en bonde eller arbejder. og hvad der er demokratisk for en liberal repræsenterer i en eller anden form et politisk herredømme over de fattige og arbejdende klasser. Alt dette er velkendt på et teoretisk plan. Men ordet demokrati forbliver indhyllet i tåge, hvis man ikke kender dets nøjagtige betydning.

Et ideologisk og klassemæssigt standpunkt

Demokrati er en uadskillelig del af en ideologisk og klassemæssig stillingtagen, og ikke et absolut begreb, accepteret af alle klasser som et menneskeligt højt ideal. For os i PFLP kan demokrati ikke være det liberale demokrati, men kun det sande folkedemokrati, de arbejdende klassers demokrati. Ellers vil det ikke kunne indgå i den ideologiske og klassemæssige opbygning, PFLP bekender sig til: marxismen-leninismen.

Det modsatte gælder også, nemlig at man ikke kan antage de arbejdende klassers demokrati og så tale om liberalt demokrati, d.v.s. en forbundsstat. Man kan kun antage en liberal ideologi, når man har bekendt sig til en liberal og reformistisk linie. Det er derfor den ideologiske og klassemæssige opbygning i en given organisation, der dikterer dens forståelse af ordet demokrati. Uden således at gøre os klart, hvad vi mener med demokrati under hensyntagen til det foregående, risikerer vi at indtage en paradoksal holdning til, hvad vi på den ene side siger - og på den anden side praktiserer.

En aggressiv stats eksistens

Den israelske statsdannelse er i sig selv en aggressiv dannelse, et logisk resultat af modsætningsforholdet mellem det jødiske og det europæiske bourgeoisi. Det jødiske bourgeoisi ledte efter et land, hvor det kunne herske, det europæiske efter et redskab for sine interesser. Det jødiske bourgeoisi skabte gennem denne proces zionismen, det europæiske skabte nazismen. For at være demokratisk i progressiv betydning er man derfor nødt til at gå imod den stat, hvis motivering, metode, rolle, forpligtelser og skæbne er oprindeligt forbundet med den borgerlige og kapitalistiske betydning, den europæiske jødedom havde - den europæiske jødedom, som det europæiske bourgeoisi forhindrede i at assimilere sig. Derfor er det at tale om en "demokratisk løsning på det israelske spørgsmål" i visse henseender det samme som at tale om en demokratisk løsning på "det kapitalistiske spørgsmål", "det kolonialistiske spørgsmål" eller "det nazistiske spørgsmål".

Den palæstinensiske og arabiske befrielsesbevægelse

Den demokratiske løsning kan kun gælde for det jødiske spørgsmål, og som dette er i Palæstina, er det også i den øvrige verden. Selvom ansvaret for en demokratisk løsning i den nuværende situation først og fremmest påhviler den palæstinensiske og arabiske befrielsesbevægelse her og nu, påhviler det imidlertid også de progressive kræfter i den øvrige verden, ellers forbliver det uløst. De, som i Vesteuropa og USA taler om en demokratisk løsning med bevarelse af staten Israel og om den forudsætning, at den skal løse det herskende flygtningeproblemer historisk set på lige fod med dem, der kræver, at jøderne skal kastes i havet. Den første løsning har intet med demokrati at gøre, og den anden løsning er ikke revolutionær.

George Habash, officiel talsmand for PFLP
George Habash, officiel talsmand for PFLP

 

Et virkeligt dilemma

Den arabiske part i denne konflikt står således i et virkeligt dilemma, og teoretiske fraser er ikke tilstrækkelige til at løse det. Vi ved, at den palæstinensiske nationale befrielsesbevægelse har pligt til at befri både araberen og jøden på én gang, og at den, efterhånden som kampen tiltager, bør vinde den jøde, der er offer for den zionistiske udbytning og dens imperialistiske forbindelser. Men dette er vanskeligt, fordi der i Israels tilfælde er tale om dobbelt udbytning. For samtidig med, at den hårdtarbejdende jøde udbyttes af zionismen, deltager han i zionismens udbytning af araberen, der er udbyttet i langt højere grad end jøden.

Deraf følger, at det jødiske proletariat i Israel er i en mere kompliceret situation end proletariatet i de imperialistiske lande (som deltager i udbytningen af folket i andre lande), og det medfører, at den revolutionære bevidstgørelsesproces, som den palæstinensiske modstandsbevægelse deltager i indenfor Israels grænser, vil være mere krævende end andre steder og derfor langsommere.

På den anden side kan man sige, at den palæstinensiske modstandsbevægelses karakter som en del af den arabiske befrielsesbevægelse vil gøre en løsning på dette dilemma lettere, end hvis den havde haft regionalt eller begrænset omfang. Derfor er det at tale om en "forbundsstat" i demokratiets navn det samme som en chauvinistisk løsning i revolutionens navn!

Fortsættelsen af den væbnede kamp

Hvad vi bør understrege er, at den "demokratiske løsning" er fortsættelsen af den væbnede kamp, og at det er umuligt at opnå en demokratisk løsning uden væbnet kamp. Væbnet kamp er det eneste middel til at nedbryde den imperialistiske, aggressive statsdannelse. Kun væbnet kamp er i stand til at rokke ved de udbyttede klasser i Israel, at få dem til at opgive deres relative privilegier og gå imod den zionistiske statsdannelse, på trods af at denne giver dem smulerne af sit bytte.

Det er utænkeligt for den palæstinensiske befrielsesbevægelse at være revolutionær og samtidig tale om en fascistisk eller chauvinistisk løsning på jødespørgsmålet i Israel. Det er ligeledes utænkeligt at tale om en forbundsstat, som det blev gjort i udtalelser fra en venstreorienteret fløj. Den kan kun forpligte sig til en demokratisk løsning i progressiv betydning, hvilket modstandsbevægelsen vil påvise igennem sin praksis fremover.

Note

(1) PDFLP = Popular Democratic Front for the Liberation of Palestine, kaldet Den Demokratiske Folkefront, en partisan-organisation, der er dannet af en gruppe, der brød ud af PFLP i februar 1969. PDFLP's talsmand hedder Nayef Hawatmah. [Organisationen hedder i dag Democratic Front for the Liberation of Palestine, DFLP. - snylterstaten.dk anm.]