INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Om at være Solidarisk

[Ungkommunisten, 2. årgang, marts 1969, nr. 3, s. 2-7]

Den seneste udvikling i og omkring Vietnam Komitéerne

  1. Vietnamkomiteerne ser det som sin hovedopgave at styrke solidariteten med det kæmpende vietnamesiske folk, hvis kamp vi anser for at være afgørende i det antiimperialistiske opgør. Det politiske grundlag for vor solidaritet er 4 og 5 punktserklæringerne samt erkendelsen af Vietnamkrigens karakter som et led i USA's forsøg på at undertvinge den tredje verden.
  2. Vietnamkomiteerne påtager sig at udbrede kendskabet til det vietnamesiske folks kamp, til dens politiske grundlag og dens militære sejre,samt at udbrede kendskabet til den amerikanske imperialismes undertrykkelse af folkenes frihedskamp overalt i verden.
  3. Vietnamkomiteerne påtager sig at yde direkte støtte til det vietnamesiske folks kamp gennem pengeindsamling og ved at angribe den fælles fjende – USA-imperialismen – overalt, hvor den formulerer sig også under vore egne politiske vilkår. Vi anser i denne forbindelse den politiske kamp mod NATO og afsløringen af amerikansk infiltration i dansk erhvervsliv og politik for væsentlig.

Dette er, som mange allerede ved, formålsparagrafferne for De danske Vietnamkomiteer, der blev vedtaget på landskonferencen d.7-8/12-68.

Når vi først skriver om denne konference, dens resultater og perspektiver på nuværende tidspunkt, er det bl.a., fordi man i denne forbindelse måtte imødese Danmarks ”kommunistiske” Partis (M-C)[*] kongres med en vis interesse, da i hvert fald 6 ud af vietnam-komiteernes landsledelse på 15 medlemmer var eller er medlemmer af DKP.

Endvidere ville vi også se tiden lidt an, da vi ved, at en hel del mennesker af forskellige grunde betragter den linje, som vietnamkomiteerne repræsenterer, som enten helt rigtig eller i hvert fald som et skridt på vejen.

På DKP's kongres blev det endnu engang slået fast,at det ikke er muligt at arbejde for socialismen inden for dette parti. Det er en selvfølgelighed,der er slået fast indtil trivialitet, og hver gang er der vel nogle stykker, der får lært lektien. Ved denne lejlighed blev det betonet særligt stærkt. Kongressen afviste med overvældende majoritet vietnamkomiteernes folk, oppositionen mod partiledelsen kunne tælles på et par hænder. Man må i særdeleshed bemærke den meget stærke opbakning, Ingemar Wagner fik, igen og igen blev det betonet, at Ingemar Wagner aldrig havde været i opposition til partiet, at der aldrig havde været diskussion i centralkomiteen om den linje, han fulgte. Vietnamkomiteernes fortalere gjorde sig heller ikke nogen særlig anstrengelse for at markere en afstandtagen fra revisionisterne. Efter et par spæde pip, bøjede de taktisk af, akcepterede kravet om,at de skulle træde ud af vietnamkomiteernes landsledelse og arbejdede positivt med på resten af kongressen. Bl.a. agiterede de voldsomt for, at DKP skulle oprette en marxistisk (?) højskole, at der skulle afholdes en ideologisk konference m.m.

Hvorom alting er, enden på sagen blev, at kongressens forestillinger om solidaritet med Vietnam kom til at se således ud:

”Det mest påtrængende spørgsmål for alle fredens kræfter er at få bragt USA-imperialismens krig mod Vietnams folk til ophør, få alle fremmede tropper ud af Vietnam og sikret folkets suverænitet i overensstemmelse med DRV's og FLN's fredsforslag.

Vietnamsolidariteten er i vort land udviklet til en stærk politisk faktor, der bl. a. har tvunget den danske regering til at ændre sin holdning fra godkendelse af til afstandtagen fra USA's bombardementer. Vietnambevægelsen har ydet det vietnamesiske folk værdifuld politisk, moralsk og økonomisk støtte. Der er al mulig grund til at fortsætte disse bestræbelser med særligt henblik på at få fred i Vietnam, USA ud af Vietnam og dansk anerkendelse af DVR og FLN.

Kongressen beklager dybt de splittelsestendenser, som er kommet til udtryk indenfor vietnambevægelsen, og som ved at søge dens basis indsnævret har svækket kampen mod USA-imperialismen. Kongressen tager afstand fra bestræbelserne på at omdanne solidaritetsbevægelsen til en snæver foreningsdannelse. Det er kommunisternes pligt aktivt at støtte udviklingen af økonomisk og politisk solidaritet som en bred folkelig bevægelse byggende på ligeret for alle, som støtter solidaritetens formål.” (Resolutionen til beretningen, Pkt.1.)

Dette må efter vor mening betyde det endelige brud mellem DKP og alle, der arbejder med et socialistisk perspektiv i Vietnam-spørgsmålet. Ethvert forsøg på kompromis eller tilsløring af denne modsætning vil være til skade for den politiske klarhed. Det gælder i særlig grad forholdet til de borgerlige Vietnam-initiativer (”Frit Vietnam” og ”Vietnam 69”), DKP for nylig har taget sammen med det modbydelige sammenrend af intellektuelle, der også stod bag ”Stands bombardementerne”-kampagnen. Hvis ikke Vietnam-aktivisterne formår at trække en skarp linje mellem sig og disse initiativer, er bruddet med DKP uden reelt indhold, så betyder det, at arbejdet kører videre i den gamle skure. Så vil det stadigvæk ikke være solidariteten med det vietnamesiske folk, der er det afgørende, men derimod hvordan man indpasser bevægelsen i det anerkendte borgerlige politiske spil i dette land. Der er intet mærkeligt i, at Otto Sand af ren og skær parti-taktik i en pressemeddelelse hilser den nye ”humanitære” indsamling velkommen, hvad værre er, at vietnamkomiteerne ikke protesterer.

Ho Chi Minh-løb. Fra Pinsemarchen 1968.
Ho Chi Minh-løb. Fra Pinsemarchen 1968.

 

Ved stiftelsen af indsamlingen ”Vietnam 69” sagde en DKP'er: ”Vi skal nok få aktivisterne til at arbejde for os, det så vi ved underskriftsindsamlingen til ”Stands Bombardementerne”-kampagnen.” Og manden har jo så inderligt ret. Indtil nu har hovedparten af aktivisterne styrtet hovedkuls afsted uden tanke for i hvilken retning de løb, uden teoretisk balast af nævneværdigt omfang. Vi gør i denne forbindelse opmærksom på, at vi finder det overordentligt positivt, at folk forsøger sig frem. Politisk bevidsthed er ikke medfødt, men vokser frem gennem erfaringer, nederlag og sejre – forsøg på at forandre verden – men for at det kan ske, kræves der, at man af og til standser benene og bruger hovedet i stedet.

Nu er tidspunktet inde til at bruge hovedet.

Nu er tidspunktet inde til at analyserer den tid, der er gået, tage alle hidtidige initiativer op til debat, drage de nødvendige slutninger og skitsere linjerne for arbejdet i fremtiden.

Når tidspunktet er inde netop nu, er det af forskellige grunde. Det var jo ikke blot danskere, der deltog i DKP's kongres. I forsamlingens midte sad repræsentanter for Nordvietnams Kommunistiske Parti og Den nationale Befrielsesfront i Sydvietnam. Det er en dumhed af dimensioner at lukke øjnene for denne kendsgerning. I den fase krigen er i øjeblikket, er der mere grund til at kræve klarhed og politisk entydighed end nogensinde tidligere – med mindre man ønsker at hjælpe til med at drive vietnameserne endnu nærmere et nederlag ved forhandlingsbordet. Det er af denne grund store dele af borgerskabet øjner deres chance. Derfor Sverriges anerkendelse af DVR, derfor er Frode Jacobsen, Bernhard Baunsgård, Joachim Israel o.a. anbefalere af ”Vietnam 69”. Som gribbe sidder borgerskabet parat og spejder efter svaghedstegn hos deres bytte, mens de anlægger en bekymret og humanistisk mine.

I en sådan situation stilles der store krav til dem, der ønsker at lede en bevægelse for solidaritet med det vietnamesiske folk. Efter bruddet med DKP må der ske en ganske gevaldig opstramning. Hvis man tror, at alt er godt efter den overfladiske debat, der indtil nu har været ført, har man intet lært og forstået. De modsætninger, der har fundet deres midlertidige løsning nu, er ikke af ny dato. Ikke desto mindre har praktisk talt alle de store vietnaminitiativer, pinsemarcherne, underskriftsindsamlingen (med dens kompliment til den amerikanske styreform), Russeltribunalet, de store demonstrationer og vietnamindsamlingen ”Giro 1616” kunnet gennemføres ved samarbejde mellem de borgerlige kræfter, og dem, der nu er så antiimperialistiske. Hvordan har det kunnet lade sig gøre?

Er det ikke på tide at stille spørgsmålet, hvilke opfattelser denne lange række af initiativer egentlig har tjent?

Hermed vender vi tilbage til det 3-punktsprogram De Forenede Vietnamkomiteer har formuleret. Hvad er grunden til at man først nu slipper det løs af sækken? Spørger man repræsentanter for foretagendet, får man svar,der går ud på, at den danske vietnambevægelse, den danske opinion først nu er moden til en klar antiimperialistisk målsætning, at det ville have været til ubodelig skade at fremføre den tidligere, at alle de tidligere initiativer ville have været forkerte at tage idag – men at de så sandelig var særdeles fremragende i den mørke middelalder, de blev taget i.

De forenede Vietnamkomiteers leder Otto Sand.
De forenede Vietnamkomiteers leder Otto Sand.

 

 

Man skulle næsten tro, at disse mennesker boede i et land fjernt fra Danmark. Sandheden er jo, at den eneste opinion der har ændret sig i denne forbindelse, er opinionen i og omkring vietnamkomiteerne. I stedet for at erkende, at de selv har opnået større politisk klarhed i kampen mod reformisterne, kryber de udenom, og hindrer derved en objektiv vurdering af fortiden.

Og det er nødvendigt, at foretage en vurdering af fortiden, ikke for at nogen skal gøre offentlige bodshandlinger og andre fremhæve deres mere eller mindre pletfri fortid, men for at kunne lufte ud efter reformisternes afgang.

Kamp mod borgerlig indflydelse er en kamp mod ideer og tanker, den er langt fra vundet alene ved en organisatorisk splittelse.

Tilbage til Vietnam-komiteernes politiske 3-punktsgrundlag. Det positive, der ligger i det, er den begyndende forståelse af nødvendigheden af at se imperialismen som et verdensomspændende system.Vi vil ikke kritisere det sønder og sammen her, men prøve at sige nogle generelle ting om et sådant politisk grundlag.

For det første er det nødvendigt at placere vor arbejdsplads – Danmark – rigtigt i verden. Man må kende Danmarks plads i det imperialistiske system for at kunne udvikle en solidaritetsbevægelse med de undertrykte folk. Hvis ikke den danske kapitalisme placeres rigtigt i forholdet til den amerikanske imperialisme og til de undertrykte folk, vil det være umuligt at udløse solidaritetsaktioner med virkninger, der rækker ud over et par overskrifter i dagens avis. I denne forbindelse er det rigtigt at tilføje, at disse grundlæggende politiske forhold må trænge dybt ind i alle aktivisters bevidsthed. Indtil nu har oplysningsarbejdet været alt for spredt og af en uhyggelig ringe kvalitet, det beviser referatet fra landskonferencen særdeles klart.

Hidtil har folk i alt for høj grad ladet sig lede uden, at tage de politiske drøftelser tilstrækkeligt alvorligt. Hvis en antiimperialistisk bevægelse overhovedet skal have nogen mening, må der ske store forandringer på dette felt. Af naturlige årsager vil det i den nærmeste fremtid ikke være muligt at mobilisere særlig mange på et fornuftigt politisk grundlag. I en sådan situation er det svært, men også meget nødvendigt, at hver enkelt er sig sit ansvar og sine pligter bevidst.

Naturligvis vil disse politiske opgaver blive løst. Det mest progressive element i de imperialistiske landes politiske liv er de større eller mindre spirer til solidaritetsbevægelser med de undertrykte folk, og de vil bestandigt vokse, også i vort land, for ude i de tre udplyndrede kontinenter skærpes modsætningerne og vore kammerater derude anbringer de sprængladninger, der vil få kapitalismen til at vakle og afsløre, at det stadig er klassesamfund, der ligger under velfærdsdynerne i Europa og Nordamerika.

[*] Moskva-Christiansborg