Ungkommunisten 1970 nr. 3, s. 12-13.
Ungkommunisten 1970 nr. 3, s. 12-13.
7 min read

Om artiklen:

Fra: Ungkommunisten, 3. årgang april 1970, nr. 3, s. 13-16.

Skulle nogen være i tvivl om hvilken funktion Danmarks Radio udfylder i vort samfund, må denne efterhånden være ryddet af vejen. “Clante-sagen” lavede en smule uro i andedammen: Berlingeren forsøgte at dække over storkapitalens lange fingre i den offentlige administration (i dette tilfælde radiorådet), og Land og Folk formelig vred sig i forargelse over, at det borgerlige demokrati faktisk fungerer som borgerligt demokrati. Det er der intet mærkeligt i, de to parter repræsenterer højre og venstre indenfor det borgerlige demokratis rammer, følgelig reagerer de forskelligt: Højre arogant, belærende – retten er jo på kapitalens side -, venstre (i Land og Folks skikkelse) hændervridende, gestikulerende: Se, retten er på kapitalens side, hvor udemokratisk! Berlingeren kender spillets regler og følger dem, derfor arrogancen. Land og Folk tror, at demokrati er noget i luften svævende, uden klassetilhørsforhold så at sige, og bliver derfor rasende forarget, når denne ønskedrøm kommer til kort overfor virkeligheden.

Men hvad enten nu den ene eller den anden side giver udtryk for sine synspunkter, så lykkedes det faktisk at nå gennem hele den ugelange debat uden på noget tidspunkt at komme nærmere ind på hvorfor Clante egentlig blev fyret, hvilke oplysninger, det var, der gjorde en af dansk kapitals ypperste så rasende at selv regeringschefen måtte med i rådslagningen. Det drejede sig om, at Mærsk-Møller under det officielle dække af u-landshjælp driver nykolonialistisk udbytning af det formelt uafhængige Tanzania. Tankevækkende at en så enkel påvisning kan få så vidtrækkende “udemokratiske” (dvs borgerligt demokratiske) konsekvenser. Vi tør holde Mærsk-Møllers årsomsætning på, at der findes langt mere under den hat. Men den lære, der kan drages, er, at man skal vare sig for at være for objektiv, hvis man ønsker at arbejde for snylterstaten Danmark.

Det lykkedes da også ganske nydeligt for TV under den store høring fornylig om krigen i Vestasien. I mere end 4 timer lykkedes det at foreholde seerne oplysninger om, hvorledes det palæstinensiske folk systematisk er blevet fordrevet fra sit hjemland ved hjælp af maskingeværer, ekspropriation af jord, kollektiv afstraffelse, racediskrimination osv osv. Det lykkedes ligeledes at afslutte denne ørkenvandring uden at give en blot nogenlunde sammenhængende fremstilling af de synspunkter PFLP hævder som repræsentant for de bedste og mest fremsynede kræfter i det palæstinensiske folk. FN-resolutionen af 22-11-67, som garanterer Israels eksistens som stat, blev (takket være Nasser, Kong Hussein, Viggo Kampmann, Jens David BT-Adler, de zionistiske tvillinger Herbert Pundik og Uri Yaari samt andre notabiliteter af lignende små-borgerlig og reaktionær observans) ikke anfægtet et øjeblik. Det til trods for, at PFLP som den næststørste palæstinensiske organisation åbent siger, at de, der anerkender FN-resolutionen, forråder det palæstinensiske folks grundlæggende interesser.

For “objektivitetens” skyld var der også nogle “pro-arabiske” (hvad denne betegnelse så end dækker) mennesker i studiet, men det blev kun til spæde pip i det zionistiske sangkor.

Alt var vel tilrettelagt, ingen falske toner forstyrrede de danske øren. Men hvilken snak, hvilken syndflod af kloge mænd og kloge ord, hvilket misk-mask af “objektivitet” og sammensurium af uforglemmelige meninger. Enkelte røster hævede sig over den almindelige forvirring. Det var de rent pro-zionistiske. De har ingen problemer om “objektivitet” , ingen skrupler over “flygtninge-problemet”. De har deres klare reaktionære udsyn.

Israels herold på det danske bladmarked – Politiken med Pundik som ypperstepræst – har det også med mange ord, så snart Israel kommer på tale. Vi erindrer HB’s reklamefelttog “Israelsk forår”, og vi konstaterede Politikens helt hysteriske holdning, da der blev aktioneret imod det. Først blev ca. 45 HB-forretninger i København, derefter 17 forretninger på Sjælland bemalet. Parolerne, der blev benyttet, var ifølge dagspressen “Vietnam – Palæstina – samme kamp” og “Leve PFLP”. Parolerne kan vi helt tilslutte os, men Pundiks Politiken gerådede i vildt raseri. Aktionen fik 4 til 5 gange så megen spalteplads som et normalt væbnet bankrøveri.

Hvortil dette raseri? Det liberale regeringsorgan gør sig jo til af sympati med det vietnamesiske folk, som gør fælles sag med palæstinenserne i den verdensomspændende kamp mod imperialisme og reaktion. Så kanske Politikens liberale holdning ikke er andet end hult hykleri?

Det reaktionære BT’s rent racistiske behandling af aktionen giver sig selv (se gengivelsen af BT’s bagside). “Araberne” var ifølge andre dagblade en svensker grebet på fersk gerning, og de “anti-jødiske” slagord sås tydeligt på bladets fotos. Og det er os ikke muligt at se nogen racistisk tendens i parolen “Vietnam-Palæstina – Samme kamp”. Tværtimod vidner den om en klar anti-imperialistisk holdning, og det er hovedindholdet i såvel vietnamesernes som palæstinensernes kamp.

BT's bagside, 5. marts 1970.
BT’s bagside, 5. marts 1970.

Det var ikke småting de to sprøjter i fællig fik fortalt den undrende menneskehed. En presseglad person, Sigvard Theng*), angiveligt formand for El Fatah og PFLP i Skandinavien, kendt fra forskellige venstreorienterede værtshuse i det indre København, fandt det for godt at stille sig til disposition. Tager man kombinationen Politiken-BT-Sigvard Theng for deres pålydende værd i fremmanes et (ulæselig tryk) organistationstalent:
I nattens mulm og mørke befordres 100 arabere over Øresund.

  1. Efter at have taget opstilling ved de i forvejen udpegede forretninger bemales disse på det fastsatte klokkeslet (indenfor 5 til 10 minutter ifølge Politiken).
  2. Umiddelbart derefter befordres de 100 arabere tilbage over Øresund.

Hvis ikke Sigvard Theng kort efter pure afviste enhver forbindelse med aktionen, ville han have indlagt sig uvisnelig hæder. Manden løj øjensynligt, men alt kan åbenbart bruges, når det gælder Israels sag.

Zionisterne i HB indledte felttoget med dels i radioen, dels i bladet “Samvirke” at slå til lyd for, at dansk u-landshjælp ubeskåret skal gå til Israel, der så skal fordele godterne efter overbevisning.

“Andetsteds i bladet udtaler en retslærd sig om mulighederne for at forbyde Folkefronten at operere på dansk territorium. Mulighederne forekommer ringe, så længe de ikke forbryder sig mod dansk lov. Det vil sige, så længe de ikke begår ulovlige handlinger på dansk område.

Det er med andre ord muligt at være medlem af en gruppe i Danmark, der bekender sig til Mafiaen i USA eller af en organisation som Folkefronten …”

Fra Politikens leder d. 5. marts med titlen “Danske interesser. Retten til at flyve frit verden over uden frygt.”

Ja, hvorfor ikke føje spot til skade? Hvis den ide blev bragt til udførelse skulle Mærsk-Møller jo nok sørge for at hytte sine profit-interesser. Imens kunne kongen så, når han besøgte Haile Selassie, vederkvæge sig med larmen fra israelske soldater, der trænes i anti-guerillakrigsførelse ved nedslagtning af etiopiske patrioter for danske penge.

Politiken ville drøne videre med kongerøgelse, krigstrommer for Israel, borgerlig “objektivitet”, frisind etc. etc.

Een ting ville fuldkommengøre hykleriet: Om en etiopisk patriots kugle fra en israelsk maskinpistol fandt vej til majestætens pandebrask, ville ingen hyle højere end netop Politiken.

*) Om Sigvard Teng, se Advarsel til løgnere (notits i Ungkommunisten nr. 4, 1970, s.20) – Snylterstaten.dk’s redaktion