INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Proletariatets diktatur eller 'hele folkets stat'?

[Ungkommunisten, 1. årgang, juni 1968, nr. 6]

Stillingtagen i ”spørgsmålet om staten” er overordentligt vigtigt, når man skal vurdere, hvorvidt et menneske, en organisation eller en stat står på marxismen-leninismens grund eller ej. Ligeledes måden, hvorpå man vurderer og kritiserer sine fejltagelser, om man tager dem alvorligt eller kryber over, hvor gærdet er lavest og viger udenom en saglig, objektiv analyse, der dels sørger for at fejlene bliver rettet, dels kaster lys over, hvorfor disse fejltagelser blev gjort, således at fremtidige kan undgås.

I 1956 gengav den vestlige presse med begejstring referater fra SUKP's 20. partikongres. Der blev gjort op med Stalin, hed det, alle hans fejltagelser og ”forbrydelser” blev lagt blot, og bourgeoisiets pennesmørere flød over i begejstring over, at de havde haft ”ret” i deres bedømmelse af Stalin og hans politik. Og naturligvis, kommunister over hele verden undrede sig: Skulle den mand, der havde stået som et forbillede for revolutionære over hele verden og ført sovjetfolket frem gennem 30 års socialistisk opbygning under proletariatets diktatur – skulle han have været en tyran, en despot, en forbryder?

Nu er samvittighedsfuld praktiseren af selvkritik kendetegnet på ethvert kommunistisk parti. Lenin påpegede gang på gang, og var selv yderst omhyggelig med at påpege de fejltagelser, bolchevikkerne gjorde i deres kamp. Vi kommunister frygter ikke sandheden, den er vort våben. Derfor hilstes den 20. partikongres' kritik også i første omgang velkommen af revolutionære verden over, thi her og der var man jo udmærket klar over, at Stalin havde begået endog alvorlige fejltagelser. Men – en tyran, en despot, en forbryder?

I tiden frem til 1961 udvides angrebene på Stalin til at omfatte alt tænkeligt og utænkeligt, der var ikke den fejl begået mellem Lenins og Stalins død, der ikke blev væltet over på Stalins personlige ”synderegister”. SUKP's ledelse med Hrustjof i spidsen sværtede om kap med de mest rabiate reaktionære i vesten, og revolutionære verden over begyndte at undre sig alvorligere.

På SUKP's 22. partikongres i 1961 fik man endelig forklaringen, ganske vist ad bagdøren, men ikke mindre klar for marxister-leninister af den grund. Man proklamerede nu, at sovjet-staten var blevet ”en hele folkets stat”. Det lød jo meget kønt. Hrustjof & Co. er ikke de eneste, der har syntes det, borgerlige politikere har altid kaldt den borgerlige stat ”en stat, hvor hele folket har magten” eller ”en stat for hele folket”, og den vestlige, borgerlige presse jublede da også tilbørligt, som den i dag jubler over ”demokratiseringen” i Østeuropa.

Angrebene på ”persondyrkelsens periode” og den fem år senere etablerede såkaldte ”hele folkets stat” er en del af den uskønne beretning om et borgerligt statskup i et socialistisk samfund.

Et par tal vil kunne illustrere udrensningen i partiledelsen: Næsten 70 % af medlemmerne af SUKP's centralkomite, der blev valgt på partiets 19. kongres i 1952, var blevet udrenset, da den 22. kongres fandt sted i 1961. 60 % af dem, der blev valgt endog på den 20. kongres i 1956, var blevet fjernet, da den 23. kongres fandt sted i 1966. Procenttallene er endnu højere for de lokale parti- og regeringsinstitutioner. Ved valgene til den øverste sovjet forrige år, blev 2/3 af de vindende kandidater valgt for første gang.

Når man sammenholder angrebene på ”persondyrkelsens periode” med våset om ”hele folkets stat”, ser man tindrende klart, at det virkelige formål ikke var et opgør med Stalintidens fejltagelser, men et ondsindet angreb på proletaliatets diktatur og dermed på socialismen.

Marx sagde i sin kritik af Gotha-programmet ”mellem det kapitalistiske og det kommunistiske samfund ligger den periode, hvor det ene samfund revolutionært omformes til det andet. Dertil svarer også en politisk overgangsperiode, under hvilken staten ikke kan være andet end proletatiatets revolutionære diktatur.” (Marx-Engels: Udv. Skrifter, bd. II, s. 25).

Lenin understregede dette yderligere: ”Kun den har tilegnet sig kernen i Marx' lære om staten, som har forstået, at en klasses diktatur ikke alene er nødvendigt for ethvert klassesamfund overhovedet, men også for en hel historisk periode, der skiller kapitalismen fra ”det klasseløse samfund”, fra kommunismen .... Overgangen fra kapitalismen til kommunismen må naturligvis frembringe en uhyre rigdom og mangfoldighed af politiske former, men det væsentlige vil ubetinget stadig være dette ene: Proletariatets diktatur.” (Lenin: Udv. Værker, bd. 8, s. 40. Alle understregninger her og i det følgende er Lenins).

Lenin advarede indstændigt de revolutionære: ”under sovjetmagten vil der smutte endnu flere folk fra den borgerlige intelligens ind i jeres og vort proletariske parti; de vil også smutte ind i sovjetterne, i domstolene, i administrationen; for det er nu engang umuligt at bygge kommunismen af andet end det menneskemateriale, kapitalismen har skabt; det er umuligt at forjage og tilintetgøre de borgerlige intellektuelle, man må besejre og omskabe dem, optage dem i sig og omskole dem på samme måde, som man i en langvarig kamp på det proletariske diktaturs grund også må omskabe proletaren selv.” (Lenin: Udv. V., bd. 11, s. 238)

Den ledende revisionistiske klike i SUKP, der påberåber sig ”skabende at have udviklet marxismen-leninismen”, kan altså hverken tage Marx eller Lenin til indtægt for deres ”skabende arbejde”. De her nævnte citater viser med al ønskelig tydelighed, hvad den videnskabelige socialismes grundlæggere mente om varigheden af proletariatets diktatur. Hvad kan meningen være, når man, før det klasseløse samfund er blevet etableret, pludselig erklærer, at proletariatets diktatur ikke længere er nødvendigt? Er det da ikke længere nødvendigt at øve diktatur overfor borgerlige medløbere, snyltere, spekulanter, svindlere, lediggængere, bøller og bedragere overfor staten? Thi sådanne mennesker findes jo også i Sovjetunionen:

Elementær – og fundamental – marxisme lærer os, at ”staten er et produkt af og et udtryk for klassemodsætningernes uforsonlighed. Staten opstår hvor, når og i den grad klassemodsætningerne ikke kan forsones. Og omvendt: Statens eksistens beviser, at klassemodsætningerne er uforsonlige.” (Lenin: Udv. V., bd. 8, s. 11).

Dette er, hvad Lenin kaldte ”marxismens grundtanke om statens historiske rolle og betydning”. Vil man da ”under leninismens banner”, som SUKP's ledere bryster sig af, fornægte Lenins lære om staten?

Nej: Man fornægter ikke Lenin, man gør vold på den proletariske stat, han var med til at oprette, og som Stalin videreførte i hans ånd. ”Hele folkets stat” er en gang umarxistisk vrøvl og sludder beregnet på at stikke det sovjettiske folk blår i øjnene og genindføre kapitalismen.

Stalin gjorde fejl. I sin tænkemåde afveg han fra tid til anden fra den dialektiske materialisme og forfaldt til metafysik og subjektivisme omkring visse spørgsmål, og følgelig var han til tider adskilt fra virkeligheden og fra masserne. I kampe indenfor såvel som udenfor partiet, ved visse lejligheder og omkring visse spørgsmål, sammenblandede han to typer modsætninger, der er forskellig af natur: modsigelser mellem os selv og fjenden og modsigelser indenfor folket. Han sammenblandede også de forskellige metoder, der er nødvendige i behandlingen af dem. Disse fejl førte blandt andet til, at de moderne revisionister fik held til at gennemføre deres kontrarevolutionære kup tre år efter hans død.

Hvad parti- og regeringsorganisation angik, anvendte han ikke i fuldt omfang den demokratiske centralisme og krænkede den i en vid udstrækning. Han gav også visse dårlige råd i den internationale kommunistiske bevægelse. Disse fejl forårsagede visse tab for Sovjetunionen og for den internationale kommunistiske bevægelse.

Men når man tager i betragtning, at Sovjetunionen var verdens første socialistiske stat, skulle det da være forunderligt, om ikke der blev begået fejltagelser, hvadenten det var indenfor ledelsen af staten, partiet eller den internationale bevægelse? Og var det disse fejl, der var blevet fremlagt fra SUKP's ledelses side, og det var gjort for at rette dem – lære af dem, ja, da skulle vi kun have tak at bringe dem. Men angrebene på Stalin er perfide, demagogiske og i udstrakt grad løgnagtige, og aldrig saglige. I stedet for at rette fejlene, er de blevet brugt som påskud af de nye borgerlige lag til at nedbryde proletariatets diktatur og socialismen og i stedet til at genindføre bourgeoisiets diktatur og kapitalismen.

I det væsentlige har Sovjetunionens udenrigspolitik frem til 1956 svaret til det internationale proletariats interesser. Det sovjettiske folk har siden oktoberrevolutionen bragt enorme ofre for folkenes sag i de forskellige lande. I sammenligning hermed må Stalins fejltagelser indtage en sekundær plads, hans personlige fortjenester overstråler så langt de negative sider ved hans indsats. Han ledede Sovjetunionen gennem næsten 30 år i en tid, da den var omgivet af fjender til alle sider, han gennemførte sejrrigt proletariatets diktatur i verdens første socialistiske stat. Han var en stor marxist-leninist, der formåede at benytte marxismen-leninismens universelle sandhed på sit lands konkrete praksis.

De renegater, det være sig i Kreml eller Dr. Tværgade, der i dag så principløst sværter Stalins minde, kan man passende svare med Lenins ord om et par historiske revisionister, Kautsky og Crispien: ”Disse herrer forstår overhovedet ikke at tænke og dømme som revolutionære. De er jammerlige, spidsborgerlige demokrater, som er tusind gange farligere for proletariatet, når de erklærer sig for tilhængere af sovjetmagten .... thi faktisk vil de i enhver farlig og vanskelig situation uvægerligt begå forræderi.” (Lenin: Udv. V., bd. 11 s. 233).

De historiske renegater rådner allerede på historiens losseplads, og huskes kun fordi de tog fejl. De moderne renegater vil visselig gøre deres forgængere følge.