I 1967-68 udsendte det danske udenrigsministerium i samarbejde med LO en dansk fagforeningsekspert – tidligere konsulent i AOF Villy Pedersen – til Etiopien, hvor han skulle være rådgiver for den etiopiske fagbevægelse.
I fem artikler – såkaldte rejsebreve – i Arbejdsmændenes og Specialarbejdernes Fagblad (DASF) udmalede han sin aktivitet for danske arbejdere. Han beskrev sin virksomhed som fagforeningsrådgiver og med lige stor iver befolkningens fattigdom, hans egen bourgøjservilla med alle moderne bekvemmeligheder og de mange fester, som han var med til.
Det er i sandhed nogle interessante artikler – dels får man oplysninger om, hvordan stangreaktionære fagforeninger virker (de etiopiske fagforeninger er opbygget nogenlunde som de amerikanske) og dels får man oplysninger om, hvordan danske ulandsfrivillige virker – som imperialismens forlængede arm.
Fagforeningernes opgave i Etiopien er tydeligt nok at holde ro på arbejdspladserne, det er derfor, regeringen har oprettet dem. Den danske LO-pampers opgave var dels at forbedre fagforeningernes effektivitet i at samarbejde med regeringen og fabriksledelserne og dels, hvor fagforeningerne ikke “kunne magte situationen” at træde til og bruge mange års danske erfaringer i forræderi mod arbejderklassen til at genoprette ro på arbejds-pladserne “til alles bedste”.
I sine artikler afslører denne køter, at han for at opfylde dette ideal ikke skyede noget middel for at røvrende arbejderne og fedte sig ind hos fabriksledelsen, hos politiet og hos regeringens repræsentanter.
Følgende er en beretning, som han selv giver om en episode på en fabrik, hvor han gjorde sin indflydelse gældende.
“På en mellemstor konfektionsfabrik fandt en ledende funktionær en dag en stjålen sweater på dametoilettet. Ledelsen besluttede herefter, at kvinderne – fortrinsvis ganske unge piger – for fremtiden skulle undersøges, før de gik på toilettet. Undersøgelse fandt i forvejen sted ved fabriksporten, når arbejderne forlod fabrikken. Over dette blev pigerne så irriterede, at de et par dage efter overfaldt en af de kvindelige undersøgere og tilredte hende så voldsomt, at hun måtte et par uger på hospitalet for at blive lappet sammen. Politi blev tilkaldt, og et par af pigerne havnede i fængslet. Samtlige hundrede piger på fabrikken idømtes som straf fem dages udelukkelse fra arbejde af ledelsen. Deres dagløn ligger på to til fire danske kroner for otte timers arbejde. Direktøren for ministeriet her i Asmara fik dog udvirket, at straffen nedsattes til tre dage. Nu tabte fagforeningsbestyrelsen, som bestod af ganske unge mennesker, fuldstændig hovedet. Når pigerne var straffet med fem dages udelukkelse, så skulle de så sandelig også blive væk i fem dage. En ulovlig strejke blev resultatet, og man tvang mandlige arbejdere væk fra fabrikken.
Situationen var fuldstændig kaotisk. Ulovlige strejker er en yderst alvorlig ting hernede, og fra myndighedernes side skyr man intet middel for at få hjulene i gang igen.
Vi forsøgte at få en fredelig løsning gennem forhandling med ledelsen og vicedirektøren for ministeriet samt undertegnede og udarbejdede en skitse til et forlig, hvorefter alle ville beholde deres arbejde. Et par faglige ledere måtte dog trække sig tilbage fra deres tillidsposter.
…Vi fik ingen løsning – den ulovlige strejke fortsatte. Nogle få “stærke” og provokerende piger havde totalt magten over de øvrige, og fagforeningsbestyrelsen pustede godt til ilden bag kulisserne. Flere af dem havde nu ingen chance for at vende tilbage til fabrikken. Mange møder blev afholdt, og et par af de faglige ledere, som forsøgte at tale dem til fornuft, var nær blevet lynchet. Pigerne var ubøjelige.
Til sidst fik jeg efter megen modstand både fra lederne og fra pigerne gennemtrumfet en hemmelig afstemning for og imod genoptagelse af arbejdet. Situationen var efterhånden blevet så alvorlig for pigerne, at de alle risikerede at blive fyret uden rettigheder, og lederne risikerede at blive fængslet. Konsekvenserne kunne også blive alvorlige for de øvrige fagforeninger i Asmara.
Afstemningen gav til resultat, at 38 piger stemte for genoptagelse af arbejdet, og 62 stemte imod. Vi var dog klare over, at afstemningen ikke var det rette udtryk for pigernes virkelige ønske. Nogle få piger havde fortsat en dominerende indflydelse, og man var bange for disse. Vi besluttede derfor at bytte om på stemmetallene og fortalte pigerne, at 62 havde stemt for genoptagelse af arbejdet og 38 imod. Resultatet vakte stor jubel og glæde, og efter at jeg havde givet dem et par faderlige ord med på vejen, gik de tilfredse hjem. Næste morgen genoptoges arbejdet i al fredsommelighed, og vi har ingen problemer haft siden.”