INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Revision af partiprogrammet

[Vladimir Iljitj Lenin: Om imperialisme og opportunisme. Forlaget Futura København, 1973, 91 s.]

(Uddrag)

Skrevet d. 6-8. oktober 1917,
offentliggjort i tidsskriftet
"Prosveshcheniye" nr. 1-2, oktober 1917.

(...)

VI

Efter at have afsluttet vor analyse af kammerat Sokolnikovs udkast, skal vi lægge mærke til en meget værdifuld tilføjelse, som han foreslår, og som efter min mening bør vedtages og endog videreudvikles. Til den paragraf, der handler om teknisk fremskridt og større brug af kvinder og børn som arbejdskraft, foreslår han at tilføje sætningen "så vel som ufaglært, fremmed arbejdskraft, der importeres fra tilbagestående lande." Denne tilføjelse er værdifuld og nødvendig. Udbytningen af den dårligst betalte arbejdskraft fra tilbagestående lande er særlig karakteristisk for imperialismen. På denne udbytning hviler, til en vis grad, de rige imperialistiske landes snylten, der bestikker en del af sine arbejdere med højere lønninger, mens de skamløst og ubehersket udbytter de fremmede arbejderes "billige" arbejdskraft. Ordene "dårligst betalte" bør tilføjes og ligeledes ordene "og ofte frarøvet rettigheder"; for udbytterne i de "civiliserede" lande drager altid fordel af den kendsgerning, at de importerede fremmede arbejdere ingen rettigheder har. Dette sker ofte for de russiske arbejdere i Tyskland; for italienerne i Svejts; for spanierne og italienerne i Frankrig osv.

Det vil måske være hensigtsmæssigt, hvis vi i vort program stærkere understregede og mere levende udtrykte den fremtrædende stilling, som en håndfuld af de rigeste imperialistiske lande, der snyltende blomstrer ved at plyndre kolonier og svagere nationer, indtager. Det er et yderst vigtigt træk ved imperialismen. Til en vis grad letter det skabelsen af magtfulde revolutionære bevægelser i lande, der er udsat for imperialistisk plyndring, og som står i fare for at blive knust og opdelt af de kæmpestore imperialister (sådan som Rusland), og på den anden side tenderer det til en vis grad mod at forhindre skabelsen af virkelige revolutionære bevægelser i lande, der med imperialistiske metoder plyndrer mange kolonier og fremmede lande, og på den måde gør en (forholdsmæssig) meget stor del af befolkningen til deltagere i delingen af det imperialistiske bytte.

Jeg vil derfor foreslå, at punktet om de rigeste landes udbytning af et antal svage lande indsættes i den del af mit udkast, hvor social-chauvinismen beskrives (side 22 i pjecen). [43] Den omhandlede del af udkastet vil da få følgende ordlyd (tilføjelserne er kursiverede):

"En sådan forvrængning er på den ene side den social-chauvinistiske retning, socialisme i ord og chauvinisme i gerning, brugen af slagordet 'forsvar for fædrelandet' for at tilsløre de røver-interesser, 'deres eget' nationale bourgeoisi handler ud fra i en imperialistisk krig, og for at bevare borgernes privilegerede stilling i de rige nationer, som opnår enorme profitter ved at udplyndre kolonier og svage nationer. En anden sådan forvrængning er på den anden side den lige så brede og internationale bevægelse, der kaldes 'Centrum', osv."

(...)

[43] LCW bd. 24, s. 470.

LCW bd. 26, s. 168-169.

Ikke tidl. online på dansk
Online i fuldtekst på engelsk. Se Marxist Internet Archive, MIA