INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Risiko

[Ungkommunisten, 2. årg, april 1969, nr. 4, s. 2-4]

Den 16. marts blev A.P.Møllers fragtskib ”Niels Mærsk” beskudt af partisaner under indsejlingen til Saigon. En ung kvindelig telegrafist blev dræbt, og tre besætningsmedlemmer såredes. Skibet medførte efter rederiets opgivelser kun almindelige stykgodsvarer, tekstiler, biler og radiomateriel.

Pressen betonede, at der ikke var tale om en ladning, der indgik i den amerikanske forsyningstjeneste til krigen. Hvilket muligvis er rigtigt, men alligevel fuldstændigt ligegyldigt. At en mængde varer ikke indgår direkte i den amerikanske militære forsyningsplan, betyder ikke, at de er unødvendige for krigsførelsen, kun at de på anden vis opfylder behov i det vældige kompleks, USA holder igang i Sydvietnam for at nå sine imperialistiske mål.

Derfor har de vietnamesiske befrielsesstyrker al ret på deres side, også når det går ud over et ”neutralt” dansk skib, ligesom de har ret til at angribe alle andre amerikanske positioner.

Hvad er så den danske arbejderklasses svar på begivenheden?

Hvilken stilling tager de danske søfolk til situationen?

Vi spørger ikke, om hvad de kunne have gjort, hvis og såfremt ...

Vi spørger ikke, hvad en enkelt eller to måske ville have sagt under en fortrolig samtale, hvis man havde drøftet sagerne igennem.

Sagen er, hvad de danske sømænd har foretaget sig, hvilke konkrete handlinger, de har gjort.

Værsgo, her er resultatet af deres reaktioner, således som det ser ud i et klip fra sømændenes blad ”Ny TID”, april 1969.

Det er ikke noget udspekuleret klip fra vor side, det er simpelthen den eneste kommentar, vi har kunnet finde. Alene formen stemmer til eftertanke, der er ikke så meget som blot et oplæg til debat om, hvem sejladsen på Sydvietnam tjener, kun et opslag, der til forveksling ligner andre notitser om farer for arbejdsulykker.

Det samme nummer af sømændenes blad er iøvrigt for en stor del optaget af voldsomme angreb på LO-lederne i anledning af det netop vedtagne mæglingsforslag. Forbundsformand Preben Møller Hansen skriver således i en leder: ”LO-lederne er i deres opvækst blevet inficeret med det borgerlige samfunds tankegang og indkomstpolitikens problematik, og som en naturlig følge heraf så de ingen anden udvej end at gå med til et tvivlsomt mæglingsforslag. Der var altså ikke tale om ond vilje eller noget i den retning, men simpelthen en manglende forståelse af, hvordan man fører den danske arbejderklasse frem til de ønskede mål”.

Mage til hykleri skal man lede længe efter. Det standpunkt, sømændene har taget med kravet om højere risikotillæg, er – om noget er det – udtryk for, at de er ”inficeret med det borgerlige samfunds tankegang og indkomstpolitikens problematik”.

DEN FARE, DANSKE SØMÆND UDSÆTTER SIG FOR VED STADIG AT SEJLE OP TIL SAIGON MED ELLER UDEN RISIKOTILLÆG, ER IKKE ALENE FAREN FOR AT BLIVE BESKUDT. DET ER FØRST OG FREMMEST DEN FARE, DER BESTÅR I AT DANSKE ARBEJDERE ER MED TIL AT UDFYLDE PLADSERNE I DEN IMPERIALISTISKE FRONT MOD DE UNDERTRYKTE FOLK.

DENNE FARE KAN DER IKKE YDES RISIKOTILLÆG FOR.

Dansk kapitalisme, dansk rederivirksomhed er en uadskillig del af det imperialistiske system, der ledes af USA. Derfor er vietnamesernes kamp i den sidste ende også en kamp mod de danske sømænds arbejdsgivere. Derfor fortæller sagen med sejladsen på Vietnam mere om sømændenes holdning til deres arbejdsgivere end frygtindgydende ”kamp”-resolutioner.

”Danske søfolk på danske skibe” (parolen, sømændenes formand gik til valg på), ”Demokrati på arbejdspladsen”. ”Højere risikotillæg”. ”Stem nej til mæglingsforslaget”. ”Matroser og ikke fyrbødere på udkiksposten”.

Linjen er klar nok.

Klip fra Sømændenes Forbunds blad "Ny Tid", april 1969.

Her er alle ingridienserne til den skrappe cocktail, en bestukken og borgerliggjort arbejderklasse foretrækker: Nationalisme, racisme, perspektivløs lønkamp for at få større del i det imperialistiske rov og fladpandet faglig egoisme.

Nogen mener, vi er arbejderfjender.

At holde kæft, mens arbejderklassen knytter sig tættere og tættere til imperialismen, det er at være arbejderfjendsk.

Jo længere, der går, inden den vesteuropæiske arbejderklasse får øjnene op for sine langsigtede interesser, des mere blod vil der flyde, des længere vil det endelige imperialistiske nederlag blive udskudt. Det er i første omgang vore farvede brødre, der bærer byrderne, men det vil også blive den danske arbejder.

Imperialismens dødskamp vil ikke blive nogen behagelig affære.

Naturligvis vil de undertrykte folk med sikkerhed sejre, det kan vor borgerlige arbejderklasse ikke forhindre, hverken bevidst eller ubevidst, men det er de undertrykte folk på de 3 udplyndrede kontinenter, vi skal leve med i fremtiden.

Vore arbejdsgivere vil gå til grunde med imperialismen.