INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Socialisme og borgerlig levevis

21. marts 1968

Det er umiddelbart klart, at den klassemæssige hovedmodsigelse i den kapitalistiske snylterstat Danmark altid har været og stadig er modsigelsen mellem bourgeoisiet og proletariatet - mellem den klasse, der har magten, og som har ejendomsretten til produktionsmidlerne på den ene side og på den anden side den klasse, der er barn af den kapitalistiske storindustri, og som kun har sin arbejdskraft at sælge.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at bourgeoisiet altid og under alle omstændigheder undertrykker og groft udbytter proletariatet. Hele den tekniske udvikling, hele det gigantiske, moderne produktionsapparat i den udviklede kapitalistiske verden bygger på udbytning, på arbejdernes værdiskabende arbejde, ja - men i de imperialistiske lande er hele denne udvikling først og fremmest sket på grundlag a£ en voldsom udbytning, ikke af de imperialistiske landes egne arbejdere, men af de koloniale og afhængige landes arbejdende befolkning.

I dag er udbytningsfaktoren naturligvis til stede i det danske kapitalistiske samfund, men den er ikke den dominerende. I dag er det bestikkelsesfaktoren, der dominerer i forholdet mellem bourgeoisi og proletariat. Denne bestikkelsesfaktor præger hele arbejderklassens holdning.

Som følge af bestikkelsesfaktoren, som følge af den kapitalistiske industris voldsomme udbygning, som følge af socialdemokratiets reformisme og den moderne revisionisme er arbejderklassens livsvaner, dens krav til tilværelsen, dens drømme og forhåbninger - og tilmed de midler, den tager i anvendelse for at få dem opfyldt - borgerlige, borgerlige til marven!

Man kan ikke blot sige, at vi i materiel levestandard er "løbet for langt frem" i forhold til dem derude i den såkaldt Tredje Verden. Man kan ikke sige, at vi må "vente lidt på dem", før vi sammen kan gå fremad igen.

Vi er ikke i det snyltende forbrugersamfund Danmark løbet for langt "frem". Vi er løbet i den forkerte retning. Vi er løbet i en borgerlig retning, i en til 100 procent borgerlig, individualistisk retning.

Fremskridtet - både det materielle og det kulturelle - vil gå i en helt anden retning under socialismen. Ingen kan endnu sige nøjagtigt hvilken vej - arbejderklassen må og vil selv bane den, men det bliver ikke den borgerlige vej, det bliver ikke den vej, vi er gået ad i de sidste mange årtier.

Lenin havde naturligvis ret, da han engang sagde, at det var lettere at gennemføre den socialistiske revolution i Rusland, end det vil blive i Vesteuropa, men at det til gengæld vil blive lettere i Vesteuropa end i Rusland at opbygge socialismens materielle, industrielle basis. Vi vil naturligvis aldrig starte vor socialistiske opbygning på samme niveau- teknisk, materielt - som f.eks. Indien af i dag.

Men alligevel vil vi til den tid stå i den situation, at vi skal opbygge vort socialistiske Danmark gennem flid og nøjsomhed. Reklamebrølet og hele den gigantiske industri bag larmen vil standse. Modehurlumhejet vil ophøre, statussymbo1erne vil miste deres betydning og deres værdi som statussymboler, og der vil ikke længere være en sådan forskel på levestandarden fra land til land, at det bliver billigere for danskere at flyve med jet til Mallorca end at holde ferie på Bornholm!

Når vi ved, at der vil ske en fundamental ændring i først og fremmest arbejderklassens og dernæst hele den arbejdende befolknings levevis, i deres krav til tilværelsen og deres personlige behov; når vi ved, at vi ikke er gået for langt "frem" i den retning, som hele menneskeheden vil gå, men er gået i den forkerte retning - når vi ved dette, skal vi så ikke fortælle arbejderklassen det? Skal vi så ikke som et led i den revolutionære agitation og propaganda fortælle arbejderklassen, at den dag med sikkerhed vil komme, hvor den ikke blot skal tilegne sig den ideologi - marxismen - der i dybeste forstand er dens egen, men også skal skabe sin egen holdning til tilværelsen og opdrage hele den øvrige, arbejdende befolkning i denne verdensanskuelse, denne ideologi og denne holdning?

Eller skal vi i stedet, sådan som revisionisterne vil have os til, arbejde på fortsat at lede arbejderklassen i den retning, vi ved er forkert? Skal vi bistå den og lede den i bestræbelserne på at opnå endnu flere af de "goder" som bourgeoisiet har fået den til netop at betragte som "goder"? Skal vi lede den til at tilfredsstille endnu flere af de "behov", som bourgeoisiet har fremelsket hos den gennem forbrugersamfundets reklamebrøl? Skal vi måske endda gå så vidt som til selv at hjælpe arbejderklassen med at udfinde nye behov af nøjagtig samme art?

Sådan står spørgsmålet:

Skal vi stræbe efter at lede arbejderne i kamp for højere løn, for kortere arbejdstid, mobilisere den til at kræve flere borgerlige "sociale goder", flere "fritidsgoder", der tilfredsstiller dens borgerlige behov for "tidsfordriv"?

Eller skal vi åbent sige, at det er svindel og bedrag at love arbejderne noget, som vi ved, vi ikke kan holde? Skal vi åbent betegne det som leflen for det borgerlige tankesæt, den borgerlige stræben i arbejderklassen og lige ud erklære, at det må bekæmpes som en af forudsætningerne for den socialistiske revolution?

Bør vi ikke åbent sige, at hele denne kamp for opfyldelse a£ borgerlige behov leder arbejderklassen direkte væk fra socialistisk tankegang? At den faglige aktivitet på snylterstatens nuværende udviklingstrin er direkte skadelig og hæmmende for kampen for socialismen?

I den nuværende situation, hvor bestikkelsesfaktoren dominerer over udbytningsfaktoren, og hvor arbejderklassen som helhed - organisatorisk, politisk og ideologisk – har gjort sig til bourgeoisiets forbundsfælle for sammen med bourgeoisiet at bevare det kapitalistiske samfund - i denne, den nuværende situation bliver det revolutionære kommunisters opgave at nedbryde denne borgerlige tankegang i arbejderklassen. Det bliver en opgave at påvise, at den tankegang, der præger klassen som helhed, netop er borgerlig.

Vi må gå til ideologisk offensiv mod den borgerlige, reformistiske og revisionistiske ideologi og alle dens udslag og virkninger. Vi må gå til offensiv for gennem denne nedbrydning at udbrede forståelsen netop for bestikkelsesfaktoren og den objektive udviklingsvej fremad, som ingen og intet kan standse. Vi må opbygge revolutionær styrke til den dag, da slaget skal slås.

Ideerne vil naturligvis ifølge sagens natur ikke med det samme fænge blandt de store masser af arbejdere og den arbejdende befolkning. Men bestikkelsesfaktoren vil gradvis blive mindre. Vi vil gradvis komme i den situation, hvor arbejderklassen i første række er en udbyttet klasse - hvis det ikke sker mere pludseligt i forbindelse med et ragnarok af kriser og krige!

I løbet af denne udvikling vil flere og flere få øjnene op - forudsat, vel at mærke, at revolutionære kommunister formår at føre deres ideologiske, politiske og organisatoriske kamp rigtigt og formår til stadighed at opsumnere erfaringerne, rette begåede fejl og uddybe deres forståelse af virkeligheden i takt med ændringerne i denne virkelighed og derigennem at forbinde sig med disse "flere og flere".

Det bliver - først og fremmest - en ideologisk kamp i arbejderklassen selv. Det bliver en kamp mod alle de borgerlige tendenser, der hæmmer arbejderklassens forståelse af, at den kommende nationale krise er i dens egen langfristede og dybeste interesse, og som også trækker klassen bort fra solidariteten med de kæmpende folk i Asien, Afrika og Latin-Amerika over på dens "egne" kapitalisters side.

Det bliver en hård og vanskelig kamp. Men efterhånden som den uundgåelige økonomiske udvikling skrider frem, og arbejderaristokratiets "hyggelige" tilværelse, der er bygget på ryggen af millioner og atter millioner af mennesker, forsvinder, vil udviklingen mobilisere flere og flere. Kampen bliver på et eller andet tidspunkt også en økonomisk kamp for at forsvare selve eksistensen, og den bliver til slut en politisk, revolutionær klassekamp om magten i samfundet.

En dag vil den situation indtræffe, hvor den borgerlige ideologis og den borgerlige levevis' dominerende stilling i arbejderklassen vil blive brudt i tilstrækkelig dybde og bredde og blive erstattet med marxismen anvendt på dansk virkelighed, og hvor modsigelsen mellem bourgeoisi og proletariat bl.a. derfor vil finde udløsning i den socialistiske revolution.

Denne socialistiske revolution, skabelsen af proletariatets diktatur og opbygningen af et socialistisk Danmark vil dernæst skabe forudsætningerne for den endelige udryddelse af den borgerlige ideologis indflydelse. Som erfaringerne fra kulturrevolutionen i Kina viser det, vil det ske under den fortsatte klassekamp i socialismens epoke, vejen til kommunismen.