INDHOLD

Forlaget Futura

På KAKs forlag Futura blev der udgivet bøger og pjecer med tekster af Marx, Engels, Lenin og Mao Tsetung (Zedong).

Bl.a. Mao’s lille røde, som udkom i flere oplag i 2 halvdel af 60’erne.

Desuden bøger med beretninger fra befrielseskampene i Afrika.

Sort fangenskab

[Ungkommunisten, 1. årgang, August 1968, nr. 8]

Oversat fra "Notes on Black Liberation" af Bill McAdoo. Udgivet af The Black Liberation Commission of the Progressive Labor Party, USA.

”Hvis nogen er ivrige efter at vide, hvem jeg er, da skal verden vide, at jeg er en af de undertrykte, nedværdigede og usle Afrikas sønner, hensat i denne tilstand af de griske og ubamhjertige blandt de hvide....

Amerika er vort land, mere end det er de hvides. Vi har beriget det med vort blod og tårer. De største rigdomme i Amerika er opstået af vort blod og stønnen..

Amerikanerne er blevet så fede af vort blod og stønnen at de næsten har glemt hærskarernes Gud. Men lad dem fortsætte....”

David Walker (sort revolutionær, myrdet 1830).
Fra Walkers Appel, offentliggjort i Boston 28. september 1829.

Under borgerkrigen og under hele genopbygningen efter krigen deltog det afroamerikanske folk i en almindelig og langvarig væbnet offensiv mod slaveriets politiske og økonomiske grundlag. Hayes-Tilden kompromisset af 1876 og indførelsen af racelovene (Black Codes) parret med et tilsvarende terrorregime markerede, at genopbygningen var forbi. De sortes magre udbytte af borgerkrigen blev skyllet bort i flodbølgen af nordstatskapitalens ekspansion i det nyligt besejrede syden.

Sort, der sprænger sine lænker

Således blev det afroamerikanske folks første revolutionære offensiv, som havde kulmineret i genopbygningsperioden, bedraget, afsvækket og vendt til nederlag. Skønt befriet fra slaveriet, blev den sorte mand igen skubbet ned til samfundets dybeste bund til at arbejde og svede for krummer – denne gang under en form for trældom, som ikke var stort bedre end slaveriet. Thi på trods af det, de borgerlige historikere, de hvide fortalere for liberalismen og søndagsskoleprædikanterne, så veltalende hævdede, blev borgerkrigen ikke kæmpet for at befri afroamerikanerne. Denne blodige krig blev ført for at gøre syden med dens store naturrigdomme til et økonomisk og politisk lydland, på hvis bekostning nordstaternes monopolkapitalisme kunne blomstre. Som følge heraf er ethvert større område inden for industri, landbrug og minedrift i sydstaterne kontrolleret af banker og moderselskaber fra nordstaterne, enten ved direkte ejerskab eller ved kredit- og interessemanipulationer. Denne nye herre bibeholdt og tilskyndede en SÆRSKILT behandling af negrene med samme formål som den tidligere herre, nemlig superudbytning. Sydstatssamfundet i dag er blot nordstatskapitalens ansigt i syden.

Borgerkrigen og indstillingen af genopbygningen befæstede det økonomiske grundlag og det grundlag af kapitalistisk ”lov” og ”orden”, som gjorde det muligt at overføre millioner af sorte fra slaveriets epoke, under et regerende forbund af kapitalister fra nord og slaveejere fra syd, til DE SORTES FANGENSKABS epoke, hvor IMPERIALISMEN, kapitalismens højeste stadium, hersker uindskrænket.

De sorte forpagteres vandring til de store industribyer i nord og syd, som begyndte omkring Første Verdenskrig, medførte skabelsen af den første betydelige arbejderklasse-basis inden for den sorte befolkning. Det var desuden i denne periode, at de sortes ghetto-liv blev en udbredt og blivende realitet i Amerika og ikke blot et midlertidigt fænomen.

Sorte arbejdere blev SYSTEMATISK gennet ind i geografisk afgrænsede områder for at udgøre en koncentreret kilde af billig reservearbejdskraft til at opfylde USA-imperialismens glubende krav. Racelove, gældsslaveri, nægtelse af stemmeret, indskrænkende kontrakter, svindel med valgkredse og skoledistrikter, korruption ved zoneinddelinger, racistisk ”retfærdighed” ved domstolene, diskriminerende ansættelse, aflønning og omskoling (med fagforeningerne som medskyldige), almindelig social og politisk udelukkelse, og først og fremmest regulær racistisk vold var blandt de OVERLAGTE metoder, den herskende klasse anvendte for at eviggøre den sorte ghetto. Hvis en neger havde få rettigheder indenfor ghettoen havde han næsten ingen udenfor. Sådan sugede højfinansens hemningsløse luderkarle deres pris i blod af de fangne sorte arbejdere, mens bolighajer, handlende, politi og andre gribbe rykkede ind for at tage sig af resterne.

Industrier under bankernes (finanskapitalens) direkte kontrol tappede fange-ghettoerne efter EGET FORGODTBEFINDENDE for den rigelige og billige arbejdskraft. På lignende måde tappedes fra ghettoer nær landbrugsområder daglejere, som udførte sæsonarbejde på farme og plantager for lønninger under eksistensminimum og under de frygteligste leve- og arbejdsvilkår. Ved lønsænkning og afskedigelser tvang kapitalistisk industri og landbrug de sorte arbejdere til at tage imod det første og værste stød ved enhver negativ svingning i omsætningen, fremkaldt af imperialismens kaotiske og planløse produktionsmåde.

Ghettoens husejere opkrævede blodige huslejer (uden at yde den mest elementære service) og lod deres bygninger forfalde, fordi reparationer ville tære på deres superprofitter. De delte lejligheder over og indskrænkede hver enkelt families boligareal betydeligt, som endnu et middel til at vinde større profitter ud af de fangne lejeres elendighed. Husejerne lod foretage ”lovlige” udsættelser af arbejdsløse, som ikke kunne betale husleje og ikke havde noget sted at gå hen. Alt imens voksede befolkningen i ghettoerne mange gange hurtigere, end ghettoernes geografiske grænser gjorde, hvilket medførte en endnu tættere koncentration og indespærring af de sorte arbejdere og deres familier, og i takt hermed øgedes farerne og elendigheden i den sorte ghetto.

De forretningsdrivende sendte varer på den indespærrede ghettos marked til overpriser og benyttede uhæderlige kredit- og rente-”ordninger” (afbetaling-systemer), udpantning og tilbagetagelse til at lette deres røveri. Disse snyltere var med til at opretholde de sorte arbejderes fattigdom og gældbundethed.

Ved at stikke offentlige midler i deres egne lommer forhindrede imperialismens politiske agenter den blotte vedligeholdelse af offentlige skoler, hospitaler, gader, fortove og andre offentlige institutioner og tjenesteydelser i ghettoen. Dette gik så vidt som til at plyndre den sorte befolkning for dens betalte skat og skabe fuldstændig slum. ”Velfærds”- og ”hjemmehjælps”programmer blev til våben i deres hænder til at kontrollere og straffe sorte arbejdere, som var ”kommet ud af geleddet”.

Gennm sin effektive kontrol med forbunds-, stats- og lokallovgivning og juridisk virksomhed arbejdede den herskende klasse gennem sine betalte politiske agenter på at gennemføre love, som passede til deres behov, og standse vedtagelsen af love, som ville beskære deres privilegier. Når et pres fra masserne førtes frem, gav imperialisterne modstræbende nogle midlertidige og bedrageriske delvise indrømmelser beregnet på at ”mindske spændingerne” (eller med andre ord at udvande de sorte arbejderes kampvilje og svække deres vagtsomhed).

Endeløse lovlige forhindringer blev lagt i vejen for tilsyneladende ”progressive” love eller juridiske afgørelser, som den herskende klasse gennem sine reformistiske lakajer og kontrollerede massemedier udråbte som den ”fuldstændige” og ”endelige” befrielse af ”negrene”. Hvert år var et frihedens år (”fri i 63”), sålænge imperialisternes særrettigheder ikke blev trådt for nær. Når imperialismen for alvor blev udfordret til at holde sine ”løfter”, var svaret udvidet og forstærket voldsanvendelse. Ved den racistiske vold fra deres politistyrker, hær, nationalgarde og hemmelige terrororganisationer ville imperialisterne underkue selv den mindste tendens til oprør eller selvforsvar fra de sorte massers side.

Sådan er den LOV og sådan er den ORDEN, som imperialisterne højrøstet formaner de sorte masser til at føje sig under. Den sorte ghetto er imperialismens koncentrationslejre for den sorte befolknings arbejdskraft, imperialismens tyendeboliger. Imperialismen har traditionelt indskrænket den sorte befolknings fysiske bevægelsesfrihed til flytning fra et sort koncentrationsområde til et andet. DEN SORTE BEFOLKNING LEVER SOM I EN INDRE KOLONI INDEN FOR USA'S GRÆNSER. De sortes fangenskab og superudbytning er et samlende udtryk for de virkelige NATIONALE forhold for to og tyve millioner sorte amerikanere som i dag lever under imperialismens herredømme.

Den formålsbevidste, overlagte og systematiske natur af de sortes fangenskab, som kort er gennemgået i det foregående afsnit, er en uigendrivelig historisk kendsgerning. Imperialismens LOV og ORDEN er ikke en meningsløs, tilfældig eller forbigående foreteelse. Tværtimod er det et videnskabeligt påviseligt, højt udviklet system til udøvelse af KOMMANDO og KONTROL med et bestemt formål og en bestemt retning.

Borgerlige historikere væver altid om Amerikas prægtige love og traditioner. De mest tiljublede skabere af amerikansk lov og tradition var selv slaveejere. Skal vi tro på, at denne nations ”grundlæggere og fædre” (founding fathers) i et forbigående lune eller i anfald af uforklarlig ”moralsk” skrøbelighed udfærdigede RACELOVENE og LOVENE OM UNDVEGNE SLAVER? Skal den mængde af love, som i de mindste enkeltheder foreskriver den særskilte og ulige behandling, som skal tages i anvendelse overfor den sorte mand, betragtes som hændelige uheld, som vidnesbyrd om en uforklarlig overseelse fra ”grundlæggernes og fædrenes” side? Kan vi tro på, at de slaveejende ”grundlæggere og fædre” i dette land ved et tilfælde holdt den sorte mand udenfor forfatningen? Så sandelig: ”Grundlæggerne og fædrene” har aldrig varetaget deres EGNE privilegier og ønsker på en så uforsvarlig måde! De besvarede deres EGET koloniale fangenskab med REVOLUTION! Kampråbene ”ingen skatter uden repræsentation” og ”frihed eller død” viser en høj grad af bevidsthed hos dem om det virkelige formål med det koloniale fangenskab, England påtvang dem. REVOLUTION var det svar, ”grundlæggerne og fædrene” gav på kolonial undertrykkelse og udbytning i profitøjemed, REVOLUTION mod den engelske LOV og ORDEN.

Vi kan være helt sikre på, at de slaveejende ”grundlæggere og fædre” forstod såvel det fundamentale grundlag for deres EGET koloniale fangenskab under Storbritanniens herredømme og det fundamentale grundlag for deres slavebinding af de sorte masser. Som en slaveejer sagde i 1832:

”Denne ene ting ønsker vi skal forstås og huskes, at denne stats forfatning har skaffet Tom, Dick og Harry EJENDOM – den har skaffet Polly, Nancy og Molly EJENDOM, og denne ejendom være sig et onde, en forbandelse eller hvad som helst, vi agter at beholde den. Ejendom, som af sine ejere anses for det mest værdifulde af alt, er en rar ting, og det er …. utåleligt, at der rejses tvivl om retten dertil.”

(Fra ”Richmond Whig”, 13. april 1832.)

 

Og lad os fra en anden slaveejer og senere USA-senator høre følgende bemærkninger til de moralske prædikanter i 1845:

”Nej, lad os sige, at vi alle blev overbevist og tænkte som De om slaveriet, på hvilket tidspunkt af Deres moralske appel tror De, at De kunne formå os til at give afkald på vores slaver til en værdi af en milliard dollars og yderligere en milliard dollars i forringelse af jordens værdi som følge af mangel på arbejdskraft til at dyrke den?”

(James Hammond fra Sydcarolina i E. N. Elliot: ”Bomulden er konge”, Augusta, Georgia 1860, s. 140-41. Hammond var guvernør 1842-44 og senator 1857-60.)

Og dog, trods den lige så indlysende kendsgerning at det sorte fangenskab i dag er et brutalt og overlagt system af indespærring og udplyndring, fortæller de sorte reformister (vor tids moralske prædikanter) os, at vi står over for et ”moralsk” problem og et ”moralsk dilemma”. Disse forsvarere af imperialismen siger fremdeles, at løsningen på dette ”moralske dilemma” ligger i ”at ændre den hvide mands hjerte” og ”billedet af den sorte mand”. Skulle vi et eneste øjeblik tillægge disse uægte og vildledende konstruktioner nogen betydning, måtte vi slutte, at den ”hvide mands hjerte” sidder i hans baglomme – virkelig – bag i hans bukser! Men i virkeligheden ønsker disse udspekulerede agenter for imperialismen bag deres subjektive ordskvalder at skjule den beslægtede undertrykkelse og udbytning af den hvide arbejder. De ønsker at skjule den kendsgerning, at den forsultne minearbejder i Kentucky, som imperialismens agenter bevæbner og tuder ørerne fulde – og som bliver drevet til at begå racistiske handlinger mod sorte arbejdere – i virkeligheden befæster sin egen underkuelse. Reformisterne, ”Onkel Tom”erne og deres ”hvide liberale” bagmænd, ønsker at skyde skylden for de sortes fangenskab over på, hvad de kalder ”hvidt pak”, dvs hvide arbejdere.

Desuden ønsker de at tilsløre den kendsgerning, at de sortes fangenskab er et NATIONALT fænomen og bestemt ikke specielt sydstatsfænomen. De ønsker at skjule de fundamentale årsager til de sortes fangenskab! Den ”hvide mand”, som reformisterne bedragerisk hentyder til, er i virkeligheden selve det hvide imperialistiske kompleks; og imperialismen udmåler de sortes fangenskab i dollars og cents. Imperialismens hjerte er en kold bankboks, og deres virkelige ”moral”lov er en oversigt over kreditter og renter på et maghognibord i et dødsmart kontor i Wall Street!

Ja sandelig! Hvad med medlemmerne af det imperialistiske kompleks? Hvor er deres hjerte? Hvad med industrimanden, den store jordbesidder, den handlende og husejeren? Hvad med den bank-finansmand, som sidder bag det maghognibord og dirigerer hele det imperialistiske kompleks på højeste plan? Hvor er deres hjerter? De ligger i deres bankbøger! Og deres hænder er i de sorte arbejderes lommer! Og deres hæl af ”lov” og ”orden” er presset ind mellem den sorte arbejders skulderblade! Og deres hunde er sat ud for at bide de sorte børn i benene!

Og hvad med imperialisternes politiske agenter, de borgerlige reformister, Onkel Tom'erne og deres ”hvide liberale” bagmænd? Hvor er deres hjerter? De står blandt den sorte befolknings to og tyve millioners blod, sved og pinsler, mens de ydmygt forkynder den evige storhed i deres herrers system, taler om ”mindre brist” i ”demokratiet” og pålægger de sorte masser at overholde imperialismens ”lov” og ”orden”. Hvor sidder hjertet på disse salmesyngende drenge med deres ”Gud og mit land”, ”negerrevolution” og ”fri i 63” og andre fikse slagord? Deres hjerter er i imperialismens beskidte hænder. Deres puls er imperialismens puls! Deres blod er imperialismens blod! De er de lejede rotter, som kravler ind og ud af væggene i dette rådne samfund og bider de sorte arbejdere og smitter dem med en korrupt samarbejdsideologis pest. De judaspenge, som imperialismen bruger til at belønne disse politiske agenter, presses af tårerne fra sultne, frysende, brutaliserede sorte børn. Og disse reformistiske slyngler har den frækhed at spidse munden og skinhelligt udspy deres gudfrygtige bavl om at ændre ”hjerter” og ”billeder”. Selv gribbene har mere skam, for de venter i det mindste til deres bytte er dødt, før de fortærer det!

oo000oo